LAWCS – lokal og mobil dyreklinik med gratis dyrlægehjælp

Liberia Animal Welfare and Conservation Society (LAWCS) er den eneste lokalt etableret og organiseret dyrevelfærdsorganisation der tilbyder gratis dyrlægehjælp for dyr i Liberia. I Liberia er dyrevelfærd stadig et nyt fænomen, men LAWCS gør hvad de kan for at hjælpe dyrene, især hunde og katte modtager behandling og hjælp hos LAWCS, men også husdyr og vilde dyr er velkommen! 

Da Liberia fortsat er regnet som et af de fattigste lande i verden, med mange sociopolitiske problemer, er dyrevelfærd derfor ofte ikke prioriteret af hverken befolkningen eller regeringen. Manglende forståelse for dyrevelfærd og økonomi til at behandle dyrene er nogle af årsagerne til at mange dyr desværre stadig lider. På grund af manglen på penge og organiseret hjælp fra regeringen er LAWCS stadig dybt afhængig af donationer udefra, hvorfor Foreningen Dyrlæger uden Grænser er stolte over at støtte deres hårde arbejde.

Alene i de første 10 dage af februar sørgede LAWCS for dyrlægehjælp til 673 hunde og 10 katte! Arbejdet bestod især af forebyggende vaccinationer og antiparasitær behandling som udføres af LAWCS mobile klinik der rejser rundt i Liberia. Ud over forebyggende behandlinger ser de også alt fra frakturer og øremider til øjensår og bidskader; alt behandling udføres af de dygtige dyrlæger og klinikassistenter i den mobile klinik  

Den mobile klinik er essentiel da mange i Liberia har ikke mulighed for at transportere sig selv og deres dyr til dyrlægen, så her kommer dyrlægen ud til dem!  

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial