Anne Gallagher vom Braucke, dyrlæge og frivillig skribent for FDUG
Som dyrlægestuderende havde jeg i længere tid planlagt, at jeg skulle ud og rejse, når jeg blev færdig med studiet. Det skulle være et varmt sted, og der skulle være nogle spændende dyr. Jeg endte derfor med at tage til Alturas Wildlife Sanctuary i Costa Rica – man kan være frivillig uanset baggrund, men jeg kontaktede dem på forhånd for at finde ud af, om der var mulighed for i højere grad at være med i deres klinik, som tager imod vilde dyr med alle mulige forskellige skader og lidelser. Og ja – det var der fin mulighed for, så rygsækken blev pakket og næsen vendt mod Costa Rica.
Alturas’ mission er at hjælpe så mange vilde dyr tilbage til Costa Ricas natur. Costa Rica er et land i udvikling, hvilket betyder, at mennesker i højere grad påvirker naturen – de fleste skader, jeg så under mit ophold var grundet hunde, biler, elmaster eller unger, der havde mistet deres mor. Dyrene bliver enten hentet af Alturas’ personale eller bragt til dem af den statsstyrede organisation Menai, som både fragter syge dyr til centre som fx Alturas, men som også står for blandt andet at konfiskere vilde dyr, der bliver holdt som ulovlige kæledyr.
Selvom hovedformålet er at få så mange dyr tilbage i naturen som muligt, er det desværre ikke altid muligt. Især de dyr, der har levet som kæledyr i længere tid, kan ikke altid lære nok til at klare sig selv efterfølgende, og disse dyr bliver boende på Alturas eller flyttes til et andet center, hvis de har bedre faciliteter til lige netop denne dyreart.
Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg som dyrlæge på Alturas kom i tæt kontakt med de syge dyr, men så snart, de ikke længere behøvede behandling, var der absolut minimal kontakt til de dyr, der skulle tilbage ud i naturen for at undgå at vænne dem til mennesker. Som ”normal” frivillig hos Alturas er der altså langt fra så tæt kontakt med dyrene, som jeg her beskriver (men alligevel en fantastisk oplevelse ifølge de andre frivillige).
En af de ting, der tog meget tid hver dag, var fodring af ”babyerne”. Alt fastboende personale på Alturas og de frivillige dyrlæger og assistenter, der var i klinikken, skiftedes til at stå for fodring af de moderløse unger, der i øjeblikket var på centeret. Mens jeg var der, bestod babyerne af tre meget små dovendyr, to lidt større egern (der dog stadig skulle have mælk) og en ugleunge, der skulle fodres med meget små stykker kød med en pincet. Så når man havde ”baby-vagten”, skulle man fodre de mindste hver 3. time – hele døgnet – men så havde man oftest fri dagen efter.
I dagtimerne blev tiden i klinikken brugt på behandlinger af de indlagte dyr, modtagelse af nytilkomne dyr samt en masse lovmæssigt papirarbejde, der er nødvendigt, hvis man skal have lov til at drive et center for vilde dyr. Den sidste del stod den faste klinikdyrlæge for.
Om aftenen og natten var der stadig åbent for nye patienter. Da klinikdyrlægen boede næsten en time fra Alturas, kom jeg hurtigt til at stå for den første modtagelse af de akutte patienter, dog med dyrlægen med på sidelinjen via telefon (fx til at give doser på bedøvelse, smertestillende og antibiotika til dyrearter, man ikke lærer om i Danmark) og med hjælp fra den fastboende klinikassistent, som var enormt dygtig til at håndtere alle mulige slags dyr.
Nedenfor er et udpluk af de cases, jeg oplevede under mit ophold.
Hulepindsvinet ”Blomst”: for at kende forskel på de indlagte dyr hvis der var flere af samme art, fik mange af dem navne, mens de var indlagt på klinikken. Blomst kom ind en fredag aften efter at have været i karambolage med en hund. Hun havde en stor flænge i nakken, samt hvad vi først troede, var blod ud af øret. Det viste sig heldigvis, at det blot var endnu en rift lige under øret. Der blev hurtigt taget et røntgenbillede for at tjekke for kraniebrud eller andre brækkede knogler, og herefter fik hun sårene renset og syet, samt væskebehandling, smertestillende og antibiotika.
Hun var stadig i behandling i klinikken, da jeg forlod projektet igen, men planen er, at hun efter endt behandling kommer i en stor, overdækket indhegning, der minder om en stor hønsegård, men med et system af tykke grene, der skal forestille træer. Her kan hun gradvis trænes op til at kunne klatre igen, fx ved at hendes mad spredes ud på de forskellige grene, inden hun bliver kørt tilbage til det område, hvor hun først blev fundet – dog i sikker afstand fra beboede områder. På billedet ses en lignende hulepindsvinegård, som pt. er beboet af “Petal”.
Den mexicanske myresluger ”El Guapo”: den mexicanske myresluger er ikke den samme slags myresluger som den store myresluger, som er den bedst kendte herhjemme. Den mexicanske er mindre, har kortere hår, og bruger normalt mere tid i træerne end på jorden. El Guapo var en myreslugerunge, som var blevet fundet uden sin mor. Normalt sidder ungerne på moderens ryg, så det var meget usædvanligt, at han var udenfor alene. For en sikkerheds skyld blev der sat vildtkameraer op for at tjekke, om hans mor kom tilbage, men da hun ikke var vendt tilbage indenfor 12 timer, blev det besluttet at hente ham, inden det blev mørkt, og han stadig var ude i det fri. Heldigvis var han stor nok til at kunne drikke mælk selv samt spise en lille smule ”myresluger-mix”, som hovedsageligt består af knuste insekter, så efter den initielle undersøgelse havde han ikke brug for yderligere håndtering. Det betyder, at selvom han bor i et beskyttet område og bliver fodret, indtil han er gammel nok til at finde og spise insekter selv, er der gode muligheder for, at han kan blive rehabiliteret og slippes ud i naturen igen senere.
Grøn leguan uden navn: denne patient blev indleveret af en turist, som havde fundet den på stranden, hvor den bare lå helt stille i sandet. Vi kunne ikke umiddelbart se nogle skader på den, men den var ganske rigtigt meget fraværende. Et røntgenbillede afslørede desværre brud på en ryghvirvel samt såkaldt ”emfysem”, altså luftansamlinger i kroppen, hvor der ikke skal være luft (det er altså forskelligt fra lungeemfysem, som er det, man hører mest om hos mennesker). Vi endte altså med en aflivning, da der var meget, meget små chancer for, at den ville komme sig igen.
To arasarier, ”Vinder og Taber”: arasarier er en slags mellemstore tukaner. Disse to blev fundet i nærheden af centeret – travlt med hvad der lignede en kamp om en hun-arasari. Da noget af personalet tilfældigvis kom gående den vej, fløj hunnen sin vej, og de to hanner slap hinanden, men virkede begge for forslåede til at kunne flyve deres vej. Efter et kort dyrlægetjek med fokus på sår eller knoglebrud, kvikkede vinderen gevaldigt op, og blev erklæret rask nok til at få lov at flyve sin vej. Den anden arasari, taberen, gjorde stadig ikke noget forsøg på at flyve. Han fik derfor smertestillende og lidt væske, samt sat i et stort bur med fri adgang til vand og mad. Allerede to dage efter var han sikker på vingerne igen, og blev sluppet fri igen – klar til ny damejagt.
Der var mange andre cases på de tre uger, jeg opholdt mig på Alturas, så det var både spændende og lærerigt at være på klinikken. Der er ingen tvivl om, at de gør et kæmpe arbejde for Costa Ricas dyreliv – både på selve centeret, som beskrevet her, men også ved at tage rundt i de lokale skoler og sørge for at fortælle om Costa Ricas rige dyreliv og hvordan man bedst kan beskytte det.