Bestyrelsen har diskuteret corona-situationen, og vi har besluttet at Foreningen Dyrlæger uden Grænser desværre er nødt til at aflyse projekt KAT2020.

Situationen ændrer sig så hurtigt nu, og hele tiden til noget værre, og det er umuligt at forudse hvordan det ser ud om et par dage eller et par uger. Vi synes ikke at vi kan tage ansvaret for at gennemføre et projekt under så usikre betingelser.

Det er selvfølgelig med meget stor beklagelse at vi aflyser, for vi har sammen med alle vores frivillige arbejdet så hårdt og glædet os til at gøre en forskel med dette spændende projekt, men det kan ikke være anderledes.

Det skal tilføjes at flere frivillige har valgt at rejse til Nepal på trods af vores aflysning. De vil i samarbejde med KAT arbejde med at få gadehundene vaccineret, behandlet og neutraliseret.

Vi sender en stor tak de medlemmer og sponsorer, der har valgt at støtte projektet. Foreningen Dyrlæger uden Grænser har sendt pengene videre til KAT og vi har yderligere sendt et beløb ned til dem, så de har mulighed for at gennemføre projektet, dog med færre frivillige.

Mange hilsner
Foreningen Dyrlæger uden Grænser