Hvis du endnu ikke har læst om baggrunden for vores projekt i Algarve, kan du gøre det lige her.
Anne fortæller…
Nede om hjørnet fra vores hus ligger en lille købmandsbutik. Udenfor butikken bor den fineste lille gademis, som altid hænger ud i nærheden. Vi kalder hende Sortemis. Hun er neutraliseret, hvilket kan ses på hendes korte venstre øre. Hun er 100% udekat – vi tidligere tilbudt hende at komme indenfor, men hun siger pænt nej tak – og har altid en skål tørfoder stående udenfor købmandsbutikken (som hun i øvrigt deler med pindsvinene, når de kommer ud om natten). Jeg siger altid hej til hende om morgenen på vej på arbejde, og de fleste dage får jeg da også lov til at klø hende lidt bag øret.
Augustmider
I sidste uge lagde jeg mærke til, at hun var begyndt at have et par områder uden så meget hår, og der var små røde områder, som først lignede sårskorper, men ved nærmere inspektion var små røde klumper af et eller andet, jeg aldrig har set før…
Jeg kradsede lidt af det røde af, puttede det i en hundepose (man ved aldrig, hvornår man får brug for dem!) og tog et kig i mikroskopet, da jeg kom på arbejde. Det viste sig at være endnu en parasit, som jeg aldrig har set i Danmark!
Denne fætter hedder en “harvest mite” på engelsk og en “augustmide” på dansk. De er relativt udbredt i Europa, og kan give kløende knopper, men i Danmark findes fænomenet eftersigende kun på Thisted-egnen.
Augustmider er heldigvis meget nemme at behandle, så Sortemis blev behandlet med et par dråber i nakken, da jeg mødte hende på vej hjem fra arbejde, og i denne uge ser hendes pels allerede mindre tottet ud.
Testikler eller tumor?
… og til slut bliver jeg nødt til at vise et enkelt billede fra vores hidtil mest krævende patient i projektet. Han var oprindeligt indberettet til et internat, for at de kunne fange og neutralisere ham, da dem der havde fundet ham tydeligt kunne se, at der stadig var testikler til stede.
Da folkene fra internatet fandt ham, kunne de dog hurtigt se, at det ikke kun var hans pung, men en kæmpe tumor, som sad udenpå hele pungen… den blev selvfølgelig fjernet – med megen møje og besvær – og han blev neutraliseret ved samme lejlighed!
Han er kommet sig rigtig fint ovenpå operationen og er nu på vej ud og bo hos en sød familie.
Læs mere om projektet i Algarve:
Del 1 – baggrund for projektet og katten Puto
Del 2 – projektets første patient, katten Terry
Del 3 – besøg hos en portugisisk katteshelter
Del 4 – et par kattepatienter og lidt om FIV/FELV
Del 5 – der er også hundepatienter!
Del 6 – en påkørt kat med revnet mellemgulv
Del 7 – foderstationer og tropisk hjerteorm
Del 8 – killingen uden øjne