Hvis du endnu ikke har læst om baggrunden for vores projekt i Algarve, kan du gøre det lige her.
Anne fortæller…
Vi har haft en spændende patient denne uge! Endnu en af dem, hvor man virkelig føler, man gør en forskel… Men mere om hende længere nede i indlægget, og først lidt om katten Tigresa, som er den stribede kat på coverbilledet.
Tigresa (“tigress”)
Først og fremmest er det nu virkelig sommer i Algarve. Vi har temperaturer mellem 28-38 grader, og der er ikke særlig meget regn, så her er meget tørt rundt omkring. Rigtig mange af de lokale er rigtig gode til at sætte vand ud til gadekattene, men det sker alligevel, at vi får en kat ind, som har brug for ekstra hjælp i form af væskebehandling.
En af dem var Tigresa – hun var den smukkeste hunkat, og hun var ovenikøbet så glad for mennesker, at vi mistænker, at hun har en familie et eller andet sted, selvom hun ikke var chippet (i Portugal er det lovpligtigt at få både katte og hunde chippet).
Hun fik væskebehandling en hel dag og kvikkede hurtigt op, og vi besluttede, at vi hellere måtte fremlyse hende. Lige nu bor hun derfor midlertidigt hos en bekendt, og vi har oversvømmet de lokale Facebookgrupper med billeder af hende – jeg håber, vi finder hendes familie, hvis hun har en!
Fifi
Fifi var som nævnt øverst en af de patienter, hvor man virkelig føler, at projektet gør en forskel.
Fifi var blevet påkørt og blev efterfølgende bragt til klinikken. Hun virkede frisk og havde ingen synlige skader, men katte er så enormt seje, at de bestemt ikke altid viser smerte. Det eneste tegn på, at der var noget galt, var hendes vejrtrækning, som var hurtig og overfladisk.
Og nu bliver det måske lidt teknisk…
Vi tog røntgenbilleder af Fifi, og det viste sig, at hun havde et såkaldt “diaphragmahernie”, hvilket betyder, at der er gået hul i mellemgulvet. Mellemgulvet er den muskel, der normalt holder lunger og bughulens organer adskilt. Når der går hul i mellemgulvet, kan der altså komme tarme og andre organer ind i brysthulen. Det vil sige, at lungerne har meget mindre plads til at udvide sig, hvilket giver en meget overfladisk vejrtrækning!
Fifi blev opereret (alle organer blev “lagt på plads”, og hullet i mellemgulvet blev syet sammen), og der blev taget endnu et røntgenbillede.
Efter operationen var der meget bedre adskillelse mellem lungerne og bughulen. Røntgenbilledet er stadig ikke 100% normalt, men jeg vil spare jer for detaljer og nøjes med at fortælle, at det blev helt normalt til sidst.
Fifi blev på klinikken indtil hun var helt ‘fit for fight’ igen, og hun har forhåbentlig mange gode år endnu.
Læs mere om projektet i Algarve:
Del 1 – baggrund for projektet og katten Puto
Del 2 – projektets første patient, katten Terry
Del 3 – besøg hos en portugisisk katteshelter
Del 4 – et par kattepatienter og lidt om FIV/FELV
Del 5 – der er også hundepatienter!