Da vi var i Dharamsala i 2001 og havde hundeprojekt, kunne man ikke undgå at komme i kontakt med den lokale ”hundemor”.

Hundedame-i-Dharamsala-500En ældre tibetansk dame, krumrygget, rynket og med få fungerende tænder, havde i sit fattige hjem ca. 40 hunde, som hun passede dag og nat. Langt det meste af hendes dag gik med at gå rundt til handlende og private i bjergområdet for at samle lidt mad ind til alle hundene.

I forvejen er tibetanerne i området nogle af verdens mest fattige mennesker, samtidig med at sygdomme som tuberkulose og andre infektionssygdomme er meget udbredte. Arbejdsløsheden er stor, og derfor er menneskene i området meget afhængige af hjælp og donationer udefra.

Og vores ”hundemor” var ingen undtagelse. Men selvom hun ingenting havde, så gav hun stadig alt til sine hunde og var fantastisk lykkelig over, at hun kunne hjælpe sine hunde.

Hunde-til-opvågning-500Selvfølgelig var hun en fast gæst hos os, mens vi var der. Når vi havde hendes hunde til behandling og operation, så fulgte hun dem ængsteligt under hele proceduren. Ofte gestikulerede hun vildt og talte hurtigt til os på tibetansk, når der var noget, som hun var nervøs for. Vi forstod jo ikke meget af hendes tale, men vi havde da nogle tibetanske hjælpere, som kunne oversætte til engelsk.

Efter operationerne sad hun med hundene på skødet og kærtegnede dem, til de var vågne. Derefter gik hun hjem med dem, en gåtur på ca. 1 time på bjergveje, før hun var hjemme igen.

Sidste gang, at jeg så hende, var på mit besøg for 7 år siden, hvor jeg fik at vide, at hun havde så meget gigt i hænderne, at hun havde svært ved at samle alt maden sammen til hundene. Derfor havde lokalbefolkningen slået sig sammen om at hjælpe hende, og leverede maden direkte til hende.

Jeg ved ikke, om hun stadig lever, men mennesker som hende burde have lov at leve evigt. Og hvis ikke, så blive ophøjet til Buddha stadiet efter sin død.



By Vet Katja Schulz

Dharamsala 14.09.2009 – 20.11.2009

This Journey was my first time in India and I was very nervous because I had no idea what I had to suspect. The email contact with the Director of Tibet Charity Tsering Thundup and with Karen from Animal SOS Denmark was very helpful for my trip preperations. My arrival in Dehli was very easy because I had a very good helper, my Dehli Angel, a tibetan tourist guide, who organised everything for me.

I arrived in McLeod Ganj at the 12th of september with the night bus early in the morning. Here Dolma Bhum, a staff of Tibet Charity was waiting for me and brought me to my hotel.
The whole time I lived in this very nice room with a balcony and a great view. The hotel staff was very helpful and I had everything I needed.

In the room next to me there lived Alison and Marja, two vets from the UK, so we befriended very fast. On Sunday the Director came to the hotel and received us very cordially.
The first working day was the 14th of september, were we met the 4th vet, Liv from Norway and Bishan Das and Lobsang, our two dog catchers, nurses, drivers and guides during the whole time.
The first week was characterised by got to know each other, the clinic and the way of working. But of course it did not take to long to be back in the veterinary daily routine, because the dogs are not considerate of the new arrivals.

We had a few castrations in this week and also two emergencies, were two puppies got bitten by a big dog. One puppy recovered very well but the otherone had a broken front leg and the jawbones were broken several times. We tried to stabilise him but after one week we had to realise that his injuries were to bad and he has no chance to recover.This realisation is always very hard, no matter if you are in Europe or in India.

In the second week, we had our first camp. It was in Kanyara, a little village about 30 minutes drive from McLeod, so we did not have to stay there over night.

The people in this place were very friendly and helpfull and most of the times we had a cup of tea before work and also a delicious lunch. We worked there for one week, but I missed two days because of a bad headache. Anyway, it was a successful camp and we castrated many dogs, both male and female.
To all dogs, we gave the rabies injection and also ivermectin against the mites. The locals also took the chance and came along with their pets, sometimes only for rabies vaccination but sometimes also for castrations.

The third week started on Tuesday the 29th of september, because on Monday there was a Hindu holiday (Dushera). Originally the 28th is the world rabies day but because of the holiday we had to postphone this day by a day.

At the 29th, there was a large gathering outside at the Tibet Charity house with many important guests, the chief guest was the private doctor of H.H. the Dalai Lama.So there were a few speeches and after that the private Tibet Charity dog got the first rabies vaccination and the rabies week was opened.

The whole week, we drove around Mc Leod and Baksu and the other little villages around and vaccinated as many dogs as possible. Everbody of us had one job to do and my job was it to paint the dogs who had already been vaccinated. As a very nice side effect in this week we got around a lot and saw the areas and got in contact with the locals much more then a tourist would have had the chance to.

All together we vaccinated in these days around 600 dogs, so I think this day and this week is a very important support for the fight against rabies. Maybe this week could be even more successful with a little bit more advertisment in the town few days before, because most of the locals are willing to do the vaccination but know less about the rabies problem.

There was one adventurous event in this week, one day Liv recognized a dog with a strange behaviour. He was eating sand and was walking around totally restless. Bishnu caught this dog and because our sack had a hole, he got bitten. First we put the dog down and after that we organised the post vaccination for Bishnu. That was all very exciting because unlike in western countries in India rabies is such a real threat.

In the week from the 5th – 9th of october, Liv left to Nepal and the two British girls had their last week. The whole week we had everyday a few castrations and the special event in this week was on Thursday because on this day there was a big thunderstorm and during a castration suddenly there was a power breakdown and we had to continue with the torch.
Fortunately the surgery was almost finished so we did not have any serious problems.

At the weekend I had to say goodbye to the British girls but they were displaced from a Norwegian couple, Jon and Solveig, who were also very nice and a personal gain to meet them. In the next week, the three of us did a lot of castrations without any special events.

In this week there was again a gathering at tibet charity, because the founder of Tibet Charity Lakha Lama and some members of Tibet Charity Denmark visited Tibet Charity in Mc Leod.

In last week with the Norwegians, we went to TCV Suja near Bir and stayed there over night to do castrations and vaccinations. This camp was not very successful, because the boys from the school wanted to help us catching the dogs but the most dogs were to fast and diappaered for the rest of the time. There were around 15-20 puppies but all to small for surgery. So the time there was a little bit uneffective but still the people were very nice and it is always interesting to meet and speak to Tibetans and listen to their stories.

The last two days of the week, we had a lot of work in McLeod, on both days we did about 8-10 dogs with two of us because on both days either Jon or Solveig stayed at home.

On Thursday we had a very special patient, some kids from upper TCV brought a Hanuman Languren, one of the 2 monkey species living in McLeod. This young monkey was bitten by a dog and was very weak. Our Profesor for wildlife animals Jon took care of him and cleaned the wounds and gave to him antibiotics and pain killer. The next day, the kids came again and the monkey was still very weak so I showed them how to feed him and how to give him something to drink. So I hope he is still alive.

After that week I got sick and was resting few days in my bed.
In these days once again I noticed the extrem compassion, kindliness and helpfulness of the Tibet Charity staff. The homenurses visited me regularly and took care for me. I felt really safe and not lonely at all.

Already few days before I had decided to went to a meditation course over ten days and so after my convalescence I went to Tushita, a meditation center near McLeod, and had ten very intensive and informative days. For everybody, who will work at McLeod, I can highly recommend to take this chance to learn something about buddhism and about himself. After the time there, a friend and colleague from Germany visited me.

We had one last working week together and on Monday and Tuesday we did a lot of castrations in the clinic in McLeod, but mainly young dogs because Bishnu had left Tibet Charity at that time so we missed this perfect dog catcher and had to take the easier ones.

The last two days we were at TCV Suja ones again, but this time it was a almost perfect camp. On two days we did 26 dogs and all the former puppies are now castrated. Again the people there were very nice, we got very good food and good accommodation.
After arriving in the evening in McLeod, there was the big good bye dinner with the director and the staff of Tibet Charity.

In summery I have to say, I had a really great experience and certainly it won’t be the last time for me. I think, for the work in McLeod it is reasonable to have a little working experience as a vet, because than the help for the animal is much more effective but of course it is possible to deepen your skills there.

The facilities in the clinic are definitly good enough to work there effective. The most needed thing is always the suture, so that is the thing everybody should try to bring when he is going to work there.

A real enrichment is the contact to the people there, of course especially to the staff of Tibet Charity but also to the locals, Tibetan and Indian, most of the times you really meet nice, friendly, interested and interesting people.

I want to thank Animal SOS Denmark, I am really really grateful for the benefit and I think it is a big support for every volunteer.

Katja Schulz

Af Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen
Atter engang lykkedes det at samle en flok entusiastiske dyrlæger og veterinærsygeplejersker, som vil bruge deres ferie og penge på at arbejde gratis under meget besværlige forhold i Indien.

Så vi forlod den danske sommer i midten af august 2009 for at ankomme til en meget varmere sommer i New Delhi. Udover at varmen var ca. 20 grader mere end i Danmark, så blev man overrumplet af farverne, menneskene, duftene (og stanken!) samt fattigdommen, også selv om man har været der mange gange efterhånden. Men en positiv ting er, at luftforureningen er ikke slem mere, efter at alle taxier, busser og andre officielle køretøjer skal køre med gas. Så i byerne er den total sorte røg, som før kom ud af udstødningsrørene, kun et meget sjældent syn.
Efter et par dage på vores faste tibetanske hotel, som ligger i et meget stille tibetansk område af Delhi, skulle vi videre til Dharamsala. Denne tur indbefatter en togtur på 12 timer, som jo altid er en oplevelse i Indien, samt en biltur på ca. 3 timer på det sidste stykke op i bjergene.

Vi ankom ved middagstid, hvor vi blev modtaget af Tibet Charitys direktør i Dharamsala, Mr. Tsering Thundup. En mand, som man kun kan føle en stor respekt for med hele hans udstråling og væremåde. Jeg mødte ham første gang, da han var leder af et skolehjem i nærheden af Bir. Det var i 2001, da vi første gang arrangerede et gadehundeprojekt i Dharamsala på H.H. Dalai Lama’s opfordring.

På en fridag tog vi så til skolehjemmet, hvor vi blev vist rundt. Børnene var alle fra de mest fattige områder af den østlige del af Tibet, hvor forældrene enten stadig var i Tibet eller var døde. Men vi blev kun mødt med smil og latter og leg, og at se den ro og orden, der var på hjemmet, hvor børnene selv stod for oprydning, tøjvask, haven, madlavning og meget andet udover deres skolegang og buddhistiske gøremål, ja det var fantastisk. Mange danske skolebørn ville have godt af en rundtur på denne skole, så de kunne se, at der er andre værdier end ligegyldighed, egoisme og mobiltelefoner.

Udover Mr. Tsering Thundup var der flere fra Tibet Charitys kontor for at byde os velkommen og hjælpe os med vores værelser. Og her må jeg nævne Vishnu, som egentlig hedder Bishandass. Han skulle vise sig at være den bedste hundefanger, som jeg nogensinde har set. Samtidig var han en utrolig behagelig fyr at være sammen med og meget hjælpsom.

Efter en hviledag var vi inviteret til åbning af den nye dyreklinik i Dharamsala. Allerede efter vores første tur til Dharamsala begyndte vi at planlægge en fast dyreklinik i Dharamsala, og efter meget arbejde fra især Gunver Juul og Tsering Thundup og efter mange problemer med at skaffe lokaler og problemer med de indiske myndigheder er det nu lykkedes at få etableret en fast dyreklinik tæt ved Tibetan Children Village (TCV). Og til ære for os havde de sørget for at lægge åbningen, så det passede med vores ankomst.

Til selve åbningsceremonien var der inviteret flere prominente personer, bl.a. ledende officielle veterinære personer samt TCV’s øverste ledere. Og som det er skik i de tibetanske områder så blev der holdt mange og lange taler! *G* Men det var en flot åbning, hvor vi også pr. tradition blev beæret med de flotte hvide sjaler, inden det røde bånd blev klippet over, og vi kunne se den nye klinik. Klinikken var utrolig flot, og noget af det mest moderne og praktiske, som jeg har set både i Indien og Thailand. God indretning, gode borde og alt udstyret var placeret i skabe under meget ordentlige forhold. Men de udendørs faciliteter, bure og løbegårde, var absolut ikke optimale, og der manglede penge til at købe materialer til at lave ordentlige hundebure.

Efter 3 dage i New Delhi samt 1 dag i Dharamsala var vi ivrige efter at komme i gang, og bare det at finde alle vores medbragte instrumenter og andre gode ting med fra Danmark og få det samlet og placeret klinikken var dejligt. Nu skulle vi snart til at arbejde!

Den første arbejdsdag er altid lidt speciel. Mange har ikke været med før og er måske lidt nervøse. Slår man til, kan man de ting, som kræves, kan jeg finde ud af det? Nogle kender hinanden og har måske været med før. Så der går lige lidt tid, inden man som koordinator ved, hvordan teamet fungerer. Og som regel finder de enkelte i teamet hurtigt ud af, hvem de arbejder godt sammen med. Dette var vigtigt, da Tsering Thundup gerne ville have os ud på nogle camps, dvs. mobile klinikker, hvor vi tager ud til steder, hvor de har brug for vores hjælp.

Han havde planlagt en camp i Bir, et tibetansk område 3 timers kørsel fra Dharamsala. Vi skulle også ud til et medicinsk universitetsområde nær Kangra samt til en lille indisk landsby i bjergene nær Kangra. Da han nævnte den indiske landsby, var jeg meget skeptisk. Dette med tanke på flere oplevelser med indiske myndighedspersoner, hvor de lover en masse, og der sker intet. Vi havde haft oplevelser, hvor de lovede, at der ville være masser af hunde til os, men når man så stod der med alt udstyret, ja så var der ikke en eneste hund. Men denne mistanke skulle senere vise sig totalt ubegrundet.

Jeg skal måske lige her fortælle, hvilket arbejde, som vi egentlig udfører. Vores arbejde er grundlæggende baseret på ABC arbejdet. ABC står egentlig for Animal Birth Control og har siden starten af  90’erne vundet indpas i mange lande verden over. Grundlaget for arbejdet startede faktisk i Indien, hvor specielt en person, Dr. Krishna fra Blue Cross, en dyreværnsorganisation, var forgangsmand. Man skal tænke på, at halvdelen af alle verdens humane rabiesdødsfald er i Indien. Så officielt dør 30.000 mennesker, heraf hovedparten børn, hvert år i Indien. Men det uofficielle tal kan være 5-10 gange mere! Så det var naturligt, at man netop i Indien var interesseret i at begrænse denne sygdom, som i 99 % af tilfældene overføres via hundebid. Og man havde i over 100 år prøvet med masseaflivninger uden effekt. Så hvad skulle man nu?

Dette var starten til at prøve ABC-projektet i nogle få områder af Indien, og med stor succes. ABC arbejdet består i at neutralisere (kastrere/sterilisere), vaccinere, parasitbehandle samt øremærke mindst 70 % af hundene i et område for derefter at sætte dem ud i det område, som de kom fra og sørge for, at lokalbefolkningen i området passer og fodrer kun de hunde, som er blevet behandlet. Det optimale ville så være at få løst affaldsproblemet, så der ikke ligger masser af mad, der kan tiltrække hunde, der ikke er blevet behandlet. Hvis man når op på 70 % af hundene, så taler man om en kontrolleret gadehundebestand, hvor man så løbende skal sørge for at få behandlet de hvalpe, som kommer til. Og det er en kæmpe fordel at behandle hvalpene, da de er nemme at fange og operere med meget få komplikationer.

Der har været kritik af ABC arbejdet, og selve proceduren er da også blevet ændret flere gange gennem årene. Og nogle steder, hvor ABC programmerne har slået fejl, har været områder, hvor man på grund af utålmodighed og dumhed har slået de hunde, som er blevet behandlet, ihjel. Problemer her er, at de hunde, der som regel bliver behandlet først, er også de hunde, som er mest knyttet til mennesker og nemmest at fange, og når du slår dem ihjel, ja så kommer de hunde, som er mere sky og ikke så tamme tættere på, hvor der er mad og dermed mennesker, og så har vi et større problem, for de hunde, som skulle have holdt dem væk, ja de er døde. De indiske myndigheder var startet på det i Dharamsala for nogle år siden, inden de blev stoppet. Andre problemer udover dumhed og utålmodighed, som man ikke kun ser i Indien, men også i lande i Europa som Grækenland og Tyrkiet, med ABC programmerne er, at man ikke var nået op på de ca. 70 %, eller at man ikke holdt det ved lige. Ja, og så er der stadig det store affaldsproblem, som holder liv i rigtig mange stray dogs.

Nå, efter vores første dag på klinikken skulle de fleste af os ud i felten og lege M*A*S*H. Vi skulle til et medicinsk universitetområde, hvor vi fik tildelt nogle lokaler. Meget fine lokaler, som blev brugt til studerende. Men lyset i de lokaler! Jeg har en mistanke om, at samtlige indere er udstyret fra fødselen med natkikkertsyn. Hvordan er de i stand til at læse under de betingelser? Men belært af tidligere ture så havde jeg taget pandelampe med. Vi havde Vishnu med, og dagen før havde vi været dernede for at fange hunde.

Det skulle vise sig, at hundene i dette område var ekstremt sky. De havde meget lidt menneskelig kontakt, da det var et universitetsområde uden mange fastboende familier, primært studerende. Så det var et show at fange hundene, som alle vores tilskuere var meget fornøjet over. Og det er utroligt, som vores tilstedeværelse kan trække folk til. Man kommer ud, hvor der umiddelbart næsten ingen mennesker var, og pludselig står der 100 personer, der virker, som om at de har hele dagen til at kigge på os.

Jeg kiggede faktisk lidt efter de huller i jorden, som de måtte være kommet op ad, for der var ingen huse i området. En lille sjov oplevelse var en hundefamilie med mor og 6 små hvalpe, hvor vi fangede moderen samt en hvalp. Resten gemte sig i et rørsystem i overfladen af jorden, hvor der var flere udgange. Der blev udtænkt mange måder at få dem ud på, og intet lykkedes den første dag. Men næste dag var de rimelig sultne, så de kom ud af deres hulesystem, når de blev lokket med mad. Alt i alt nåede vi ca. 40 hunde i dette område, så betingelserne taget i betragtning, så var det OK.

Vi skulle derefter til Bir, som ligger ca. 3 timers kørsel østpå fra Dharamsala. Udover at Bir også er et område med meget tibetansk indflydelse, så er det også et meget kendt sted for paraglidere. Faktisk bliver verdensmesterskaberne i paraglidning afholdt i dette område. Samtidig er det et meget smukt område med alle deres theplantager på bjergskråningerne. Da vi ankom, skulle vi først mødes med den lokale tibetanske hundegruppe, som var meget ivrige og gjorde et stort stykke ulønnet arbejde. Vi skulle stå under et smalt halvtag lige ved nogle meget nedslidte bygninger. Vi delte arealet under halvtaget med nogle indiske kvinder, som puttede hør i nogle meget dekorative puder/madrasser.

Vi fik stillet vores borde og udstyr op, efterhånden kunne alle deres funktioner i søvne. En af de første patienter var en meget hærget hanhund, som havde et kæmpe betændt område med dødt væv, maddiker og rester af et øre på den ene side af hovedet. Han havde vist rigtigt levet livet som slagsbror og områdets Don Juan. Vi fik ham bedøvet, behandlet hans hoved og selvfølgelig også kastreret og vaccineret. Da vi kom næste dag, var han meget deprimeret. Han lå bare og kiggede uden at røre sig, som om han vidste, at vi havde taget hans mandighed fra ham. Denne tilstand stod på næsten hele dagen, og vi var faktisk lidt bekymrede for ham. Indtil der kom en løbsk tæve til operation. For første gang løftede han hovedet, og pludselig var han henne hos hende og parre hende på alle mulige måder.

Vi havde nogle dejlige dage i Bir med pragtfulde mennesker og gode oplevelser. Jeg boede som den eneste på et tibetansk hotel for munke. Der var en dejlig fred og ro om aftenen! Og vi afsluttede med en afskedsceremoni for alle, der havde været involveret i arbejdet, hvor Tsering Thundup og hans kone og børn deltog med tale og uddeling af de flotte hvide sjaler til alle.
Vores næste camp var jeg meget skeptisk overfor. Tibet Charity’s direktør, Tsering Thundup, Vishnu og jeg tog ud til et bjergområde med småbyer, hvor der havde været rabiesdødsfald blandt menneskene. Efter at have ventet i rimelig lang tid på en ”restaurant” (2 borde og en stegepande på et gasblus på gulvet) ankom områdets leder. Vi blev kørt langt ud af en bjergvej, hvor der ingen beboelse var, kun et hus med 3 rum og en overdækket terrasse. Min reaktion var meget blandet. Stedet var pragtfuldt med udsigt over bjergskråningerne med træer, flod og rismarker. Men jeg havde en forventning om, at vi måske ville se 1-2 hunde på de 3-4 dage, som der var planlagt. Det skulle vise sig, at jeg tog meget fejl!
De fleste af os tog derud dagen efter, og vi havde knap stillet op, før der var en kø på 20 hunde. Folk, gamle som unge, kom langvejs fra gående med deres hunde. Der var en gammel mand med stok, der kom gående 15 kilometer med 3 hunde for at få dem opereret! Jeg var meget forbavset, da jeg flere gange før havde været ude for, at når man aftaler noget med indere, så sker der intet. Men forklaringen her var, at den øverste ledelse i området var meget indstillet på at udrydde rabies, og alle folk i området havde fået at vide, at hvis de ikke fik deres hunde opereret og vaccineret, så ville de blive aflivet. Så her fik vi vores sag for.

Hver gang vi talte hundene i køen, så var der ca. 20, uanset hvor mange vi lige havde opereret. Og dette fortsatte i 3 dage, hvor vi stod ved 4 borde, og i nogle tilfælde opererede på gulvet også. Hver dag gik vi meget trætte i seng i vores guvernør bolig, som var en tidligere bolig ude i skoven til brug til prominente gæster. Efter 3 dage havde vi nået 150 hunde og en ko (koen blev behandlet for et sår).

Vores tid i Dharamsala området var nu slut, men Liv, vores friske norske dyrlæge, ville gerne blive et stykke tid og hjælpe i Dharamsala på klinikken sammen med Lobsang og Vishnu. Efter en afskedsmiddag for alle samt Tsering Thundup, Vishnu og Lobsang tog vi op til Ladakh for at mødes med den anden gruppe, der nu havde arbejdet deroppe i 7 dage. Vi havde lavet et samarbejde med Vets Beyond Borders, en australsk gadehundeorganisation, som arbejder meget i Indien på forskellige lokaliteter og har et tæt samarbejde med den indiske regering, bl.a. med uddannelse i Delhi af indiske dyrlæger til gadehundeprojekter. Vet Beyond Borders har startet en klinik med midler fra Brigitte Bardot Fonden i byen Leh i Ladakh området i den allermest nordlige del af Indien. De har brug for frivillige i hele sæsonen, som er fra forår til september. Resten af perioden er det nærmest umuligt at komme ind eller ud af området, da alle bjergpas og lufthavnen er lukket af sne. Dette undrer sådan set ikke, da bjergpassene er de højeste i verden på ca. 5700 meter, og en af byerne ved et af passene har målt 62 graders kulde, hvilket er den næstlaveste temperatur målt i et beboet område.

På vores tur op til Leh var det også tydeligt, at det var sidst på sæsonen og passene snart lukkede. Der blev kørt forsyninger ind til området, hvilket medførte kørsel nærmest i kortege med et endeløst antal af stærkt forurenende lastbiler, som kæmpede sig op af de stejle bjergveje. Her er det så lige, at den indiske mentalitet på vejene kommer til udtryk. Vores chauffør var ikke til sinds at bruge sin ungdom med at ligge i lastbilskøer, og dette medførte mange, ja nærmest et utal af hasarderede overhalinger med hornet i bund på meget dårlige, hullede og snoede bjergveje uden trafikværn til beskyttelse af frie fald på mange hundrede meter. Med en ipod i ørerne og et stille billede af alle ens kære i Danmark på nethinden kunne man opnå en tilstand af en grad under total panik og dødsangst. Men udover dette var det en utrolig naturoplevelse, hvor der efter hvert sving var et nyt sceneri, som nærmest tog pusten fra en. Og hvis ikke sceneriet gjorde det, så tog højden resten. Vi var ude i sneen i 5300 meters højde, og bare at gå lidt opad i denne højde var hårdt. Og mens vi stod der, så kom der en vesterlænding på mountain bike cyklende opad i korte cykelbukser! Det var grænseoverskridende bare at se på.

På trods af alt så nåede vi sent om aftenen efter 16 timers kørsel Leh. Vi bookede samme hotel som den anden gruppe, hvor jeg fik et værelse på 2. sal. Vi var i 3500 meters højde, og bare i denne højde blev man forpustet af at gå op ad trapperne. Næste dag skulle vi mødes med den anden gruppe, som var stået tidligt op for at arbejde, så vi tog en taxi derud. Klinikken ligger i et ørkenområde et stykke uden for Leh, og på trods af, at vi lige havde været i områder, hvor der var sne, så var det faktisk meget varmt derude, omkring 30 grader. Til gengæld var der nærmest frost om natten. Lederen af klinikken var en australsk dyrlæge, Ruth Prye. Hun kørte klinikken meget entusiastisk og professionelt, og i løbet af sæsonen havde de nået næsten 1000 hunde. Alt var sirligt skrevet ned i bøger, og der var godt styr på alt medicin og udstyr.

Vi havde en god tid deroppe, men der var ikke meget at lave, da de var ved at lukke ned for sæsonen. Men vi fik nogle gode diskussioner, især om fordele og ulemper ved de 2 måder at operere tævehundene på, nemlig ”midline” og ”flank” operationer. ”Midline” operation er den metode, som bruges hyppigst i hele verden, hvor man laver sit snit i midten af bugen og derigennem fjerner æggestokke og livmoder, hvor ”flank” operation bruges en del i Australien og på en del gadehundeprojekter. Her opererer man gennem et snit, som lægges på siden af hunden et stykke under rygsøjlen. Fordelen ved ”flank” operation er, at man ved gadehundene nemmere kan holde øje med såret, og der er mindre risiko for, at såret bryder op. Ulempen er, at der er større risiko for blødning samt smerter, ligesom der nemmere går infektion i såret.

Efter et par dage i dette pragtfulde område skulle vi tilbage igen, men vores oprindelige plan med at tage samme vej tilbage, var umuligt, da passene var lukkede på grund af sne! Og vi havde kun været i Leh i 4-5 dage. At bestille fly var også umuligt, alle i området, som ikke var fastboende, ville ud af området nu, så alle fly var fuldt bookede. Gode råd var dyre, men det viste sig, at vi kunne tage taxi til byen Srinigar i provinsen Kashmir, hvor vi så kunne tage et fly til Delhi. Dette havde faktisk været en af mine drømme at komme til Kashmir i mange år, idet jeg sidst havde været i Srinigar i 1975. I den mellemliggende periode har det i mange perioder været farligt at være i Kashmir området og især Srinigar, da der har været uroligheder mellem de muslimske frihedsorganisationer i området og de indiske regeringsstyrker. Dette har givet sig udslag i bortførelser af vesterlændinge, væbnede kampe og bombeattentater. Men i de sidste par år har der været rimeligt roligt, og nu er turisterne begyndt at komme igen, og sågar er der organiserede skiture til området nu. Og de næste 3 dage skulle vise sig at være en perfekt afslutning på turen.

Vi startede med en pragtfuld tur til Srinigar, hvor vi ankom til Dal Lake. Srinigar ligger ved en meget stor sø, som hedder Dal Lake. Rundt om hele søen kan man se Himalaya bjergene, og fra kanten af søen bliver man i gondoler, her kaldet shikhara, sejlet ud til store husbåde, som Dal Lake er kendt for. Husbådene ligger ved små øer i søen og er bygget meget kunstfærdigt i træ. De har en lille terrasse i den ene ende, hvor man kan sidde og nyde sin morgente eller aftens øl, mens man ser på bjergene, ørnene, lotusblomsterne og vandliljerne og lytter på isfuglenes latter. Indenfor er der spisestue med træmøbler, hvor man får serveret alle måltider. Her nød vi livet en dags tid, vi kunne sagtens have brugt 14 dage her. Men videre til Delhi, hvor vi så havde booket os ind på et eco friendly 5 stjernet hotel tæt ved lufthavnen, hvor vi blev forkælet den sidste dag, inden turen gik hjemad.

Disse ture giver så meget energi, da man er i kontakt med så mange pragtfulde og positive mennesker, som alle gerne vil gøre en forskel. Og det gælder både i gruppen og alle de lokale personer, som vi møder. Læg dertil alle de oplevelser, både naturmæssigt som arbejdsmæssigt, som man bliver rig af indeni, og så pludselig forstår man, hvorfor man hellere vil være her end at stå derhjemme på klinikken og blive rig økonomisk. Rent praktisk så nåede vi op på ca. 400 hunde og en enkelt ko på vores tur, og selvom det er lidt i forhold til de 350 millioner gadehunde på verdensplan, så har vores tilstedeværelse dernede stor indflydelse på mange menneskers forhold til hundene. For hvis en masse rige vesterlændinge vil tage helt fra Danmark, Sverige og Norge til Indien for at tage sig af hundene, så ændres indernes og tibetanernes indstilling til hundene også mærkbart. Og så har vi gjort en forskel.

Med venlig hilsen

Mogens Østergaard Hansen

Af Dyrlæge Igor Zinger

Rapport til Dyrenes SOS fra den israelske dyrlæge Igor Zinger, som har arbejdet på klinikken i Dharamsala i foråret 2008, og igen i foråret 2009.

Er netop kommet hjem efter at have været på camp. Vi har været i Bir, en tibetansk landsby  3 timers kørsel fra McLeod Ganj, hvor der overvejende bor flygtninge. At køre i en indisk bil på de “specielle” veje, har virkelig været en sand koncentrationsprøve – næsten som at udføre en operation! Varm velkomst af de lokale, med øjne fulde af iver – vi smeltede efter de første dage.

Den problemtiske indfangning af hundene, og deres ophold før og efter operation, blev håndteret af af vores personale, der bestod i en bil, to dyrlæger og to veterinærsygeplejersker.

Den nye dyrlæge ankom et par dage før camp’en, blev introduceret til vores virkelighed, og håndterede det virkelig flot. Hun er en stærk og intilligent kvinde, og en veluddannet dyrlæge med den nødvendige erfaring.

Vi vågner op tidligt om morgenen til lyden af tibetansk sang fra klostrene, og skynder os ud på gaderne, og rabiesvaccinerer, giver vitaminer og indsprøjtninger mod skab. Samtidig indfanger vi de hunde der har behov for særlig pleje med antiparasitære og varme desinficerende bade, og afmagrede og forsømte hunde der behøver omsorg og mad.

Særlig opmærksomhed fik en en ikke mere end to måneder gammel hundehvalp, der blev bragt til os af en lokal kvinde. Den var underernæret, fyldt med både orm, lus, skab, hårsækmider og lopper. Hvalpens største problem var synligt på lang afstand: Et kæmpemæssigt lyskebrok, der strakste sig langt ned ad bagbenet.
Størstedelen af hvalpens tarmsystem var faldet ud gennem lyskekanalen og lå som en kæmpe klump under huden på indersiden af bagbenet – næsten som en falsk bughule. Efter et par dages stabilisering med væske, vitaminer, antibiotika og parasitbehandling, samt afhjælpning af den forstoppelse der var en følge af brokket, besluttede vi at operere hvalpen for dens brok.

Vi fandt den bedst egnede bedøvelse, og åbnede ind til brokket og fandt ud af, at lyskekanalen manglede fuldstændigt; i stedet var der et stort hul i bugvæggen. Vi måtte rekonstruere den del af bugvæggen der manglede, ved at lave en flap af den eksisterende bugmuskulatur – et arbejde der krævede stor forsigtighed for ikke at beskadige den lille hvalps blodkar

Det lykkedes os at få tarmene på plads, og samtidig blev han kastreret. Operationen varede mere end tre timer med konstant overvågning af den lille hvalps livstegn, og takket være det varme vejr vågnede den lille hvalp hurtigt op bagefter og begyndte at se sig om efter mad! Vi gav ham navnet “Tashi” der er tibetansk og betyder heldig. Han blev adopteret til nye forældre, og fik således en cahance for at starte en ny periode i sit liv.

En hund fra et helligt sted, Rivalsar Søen, blev indbragt til os af nogle udlændinge. Han var blevet bidt af en tiger, og de havde plejet ham i ti dage, og bad os nu – mod betaling af udgifterne – om at bringe ham tilbage til sit eget område, så på vores fridag fuldførte vi den mission også.

Vores arbejdsplan var at patruljere i gaderne og behandle på stedet og rabiesvaccinere, og de hunde der skal neutraliseres – og som kan indfanges – ville vi så bringe til vores lejr- klinik.

Forud for operationen gives dagen før antibiotika, enten oralt eller injektion. Vitaminer og antiparasitbehandling efter behov.  På selve operationsdagen gives igen antibiotika. Præmedicinering med xylazin og atropin, efterfulgt af enten ketamin/diazepam narkose til små hunde, thiopental narkose til de store. Intubering obligatorisk. Operation gennemføres så antiseptisk som muligt, med sterile instrumenter og afdækninger. Postoperativt gives Meloxicam eller butorphanol som smertestillende. Operationssåret sprayes med et ayurvedistisk sårhelende middel, og hunden overnatter til næste dag.  Her undersøges hunden igen, og får antibiotika. Er hunden i orden, vaccineres den og slippes løs i det område hvor den blev samlet op. Hvis det er muligt, overvåges hunden den følgende dag på dens levested i landsbyen.

Hudinfektioner og parasitangreb bliver desværre kun  behandlet delvist, da vi ikke har tilstrækkelig tid til værre samme sted til gennemføre den optimale behandling. Kun første behandling med Ivermectin, og nogle gange injektion nr 2, er muligt. Afficerede hvalpe bades dagligt.

Vores team arbejdede fint some et hele, dette var min første camp, og det så ud som om at arbejdet var fuldført. Vores team var en enhed og alt hvad vi havde udrettet, blev gjort meget smukt, med hjælpsomhed og samarbejde.

Hvert eneste øjeblik og med hver eneste patient, lærer jeg noget. Hver eneste operation er forskellig, og jeg nærmer mig til hver af dem som til en ny bog.

Alle operationer bliver udført omhyggeligt og med tålmodighed. Operationstiden varierer fra en halv time til 1½ time ved komplicerede, drægtige, løbske eller meget fede tæver. I løbet af en uge  med 4 hele operationsdage, indfangede vi mere end 40 hun- hunde, hvoraf nogle få dog desværre undslap. 33 tæver blev steriliserede, 1 hvalp med lyskebrok, 5 hvalpe og 4 store hunde blev behandlet for skab og hårsækmider, og 57 hunde blev rabiesvaccineret.

Gennem instruktion af lokale frivillige i at rabiesvaccinere og parasitbehandle, håber vi at have skabt en vedvarende gruppe, der kan fortsætte det arbejde vi har startet.

Med hensyn til udgifter til sådan en camp, om og de er det værd: JA – og der er stadig MANGE hunde der behøver behandling og som er parate til at blive opererede. Men der er ikke tilstrækkelig tid eller uddannet personale til at gennemføre det, skønt udgifterne til det er relativt små for en vestlig organisation.

Nogle få ord om vores klinik i McLeod Ganj:
Da jeg første gang kom hertil sidste år, fandt jeg klinikken lukket på grund af tekniske problemer. Men efter de nødvendige foranstaltninger var blevet gjort, arbejdede jeg i klinikken i 4 måneder, og fik indrettet klinikken til at kunne modtage og behandle patienter.

Det daglige arbejde varierer fra akut-arbejde til ABC-arbejde, rabiesvaccinationer, parasitbehandling og tilsyn af patienter ude omkring. Patienter med benbrud og ikke-helende sår indlægges. Småoperationer såsom fjernelse af mammatumores foretages samtidig med sterilisation.

Alle lokale hunde behandles en gang om ugen med Ivermectin for hårsækmider og skab på deres levested i byen, og hunde med TVT ( et smitsomt virus der giver store svulster i kønsorganerne, findes ikke i DK. OA.) behandles med kemoterapi.

At løbe efter en såret abe eller et forsømt æsel gennem bjergene  holder min fysik i orden og rede til aktion!

Vand-og elektricitetsforsyningen til klinikken er ustabil, og vi er altid rede til at arbejde med lommelygter og pandelamper. Den generelle hygiejne og de sanitære forhold i klinikken er acceptable. Vi har fået nye borde der kan indstilles i højden, til operation og undersøgelse. Godt for min ryg!

Vi er udstyrede med mobiltelefoner, så vi kan altid holde kontakt med hinanden. Vejret i bjergene skifter konstant, fra extremt koldt til extremt varmt.

De medicinske forsyninger, operationsudstyr og udstyret til den basale patientundersøgelse, er tilstrækkelige til vores formål. Vi har intet narkoseudstyr, undtaget trachealtubus’er. Hjælperne, og særligt Vishen Das (Visnu), er det allerbedste i klinikken!

Vi kan kommunikere med de lokale gennem fagter, og ubesværet med vore kolleger. Hver enkelt af os kender præcis vores job, og vi hjælper hinanden.

Jeg arbejder for sagen med entusiasme, taknemmelighed og stort gå-på-mod! Føler vi bliver bedre dag for dag, udvikler mig konstant, og ønsker at jeres team må fortsætte med at være så gode som I er!

De kærligste hilsner
Dr. Zinger Igor[divider]

Af Dyrlæge Karen Hørmann

Vi, Kirsten og jeg, ankommer til Delhi ved midnatstid, og vores første møde med byen er den mur af varme der slår i mod os, da vi forlader flyet. I ankomsthallen spejder vi i skoven af chauffører efter én med et skilt med vores navn på, og inden vi for alvor når at blive bekymrede for, om de aftaler vi lavede inden vi rejste nu også holder, falder mit blik på en turbanklædt inder der venter på vores ankomst. Han gelejder os hurtigt gennem lufthavnen og de utallige tilbud om “Taxi, M’am?” og hen til sin bil. I nattemørket kører vi gennem Delhi, og får her de første indtryk af de enorme kontraster der er så karakteristiske for Indien. Vi kører gennem velplejede kvarterer med velholdte bygninger gemt af vejen bag høje mure, og gennem kvarterer, hvor bygningerne skriger på vedligeholdelse og med vore øjne mest af alt ligner ruiner, men som er både forretning og bolig. Der er mennesker der sover i midterrabatter og på fortove, og det er også i disse kvarterer vi ser de første gadehunde. Der er mange af dem, i forskellige størrelser og farver, men fælles for dem er at de alle er i en temmelig sølle forfatning: Magre og fulde af sår.

Taxaen sætter os af ved indgangen til en tibetansk enklave, hvor vi har reserveret værelse i et pensionat. Da vi åbner bildøren, slår en stank af affald i mod os, og det første vi ser da vi stiger ud er da også en enorm bunke affald. Næste formiddag ser vi at det tilsyneladende er almindeligt at efterlade sit affald ved vejkanten, og den rådne lugt af affald blander sig med duften af krydderier til en cocktail der bliver vores følgesvend under hele vores rejse. Som vi så ofte kommer til at se det i løbet af de næste uger, er dyngerne af affald hovednæringskilden for både gadehunde og de mange hellige køer; overalt går køer og hunde side om side og roder efter noget spiseligt i dyngerne af rådnende madrester, plastik og pap.


Vores endemål er Dharamsala, eller mere præcist, McLeodGanj, som ligger i det nordlige Indien i ca 1700 meters højde for foden af den vestlige ende af Himalaya bjergkæden. Byen klynger sig til bjergsiden med stejle og smalle gader, og var for 50 år siden en forladt, britisk bjergstation. I forbindelse med Kinas invasion af Tibet i 1950, og de strømme af tibetanske flygtninge der efterfølgende kom til Indien, blev området overdraget til den Tibetanske eksilregering, og det er også her, at Dalai Lama har sin residens.

Der kommer til stadighed tibetanske flygtninge hertil, mange uden økonomiske midler af betydning, og organisationen Tibet Charity er etableret bl.a. med det formål at hjælpe flygtningene på vej med forskellige former for undervisningstilbud og sundhedsfremmende hjælp. Tibetanerne er generelt meget dyrevenlige, og som buddister har de stor respekt for alt levende. For et par år siden etablerede Tibet Charity så veterinærklinikken, og det er her, vi skal arbejde de næste par uger.

Vi ankommer en lørdag, et par dage før World Rabies Day skal løbe af stabelen, og vi har derfor god tid til at hvile ud efter den lange rejse, og til at nyde de smukke omgivelser. Og der er virkelig smukt. Fra min balkon kan jeg se ned over Kangradalen, en grøn og frodig dal, der strækker sig så langt øjet rækker, lige til den fortaber sig i horisonten. Drejer jeg hovedet lid til venstre, kan jeg se op på Himalayas sneklædte tinder, og bag mig klatrer byen op ad bjergsiden.

Et par af de allesteds værende aber springer rundt på gelænderet til min balkon og understreger det eksotiske i scenarient. Senere finder vi ud af, at de mange aber der er i området, så langt fra er et romantisk islæt i miljøet. De er ikke velsete eller ønskede, eftersom de gør stor skade på afgrøderne, og de roder og sviner omkring boligerne. En dag så vi, hvordan et par aber tog bad i en af de drikkevandstanke der ved de fleste boliger: Låget i toppen var ikke låst eller sikret, så aberne løftede det simpelthen af, og fornøjede sig så med at tage sig en dukkert i det vand, der senere skulle blive til drikkevand!


Vores første arbejdsdag hos Tibet Charity er World Rabies Day. Deres store balkon er i dagens anledning blevet overdækket med et stort solsejl til værn mod solen, og der er inviteret forskellige æresgæster, der alle har betydning for klinikken: dels en repræsentant fra de lokale myndigheder, dels dyrlæger der fungerer som samarbejdspartnere i forhold til de indiske veterinære institutioner. Der holdes lange taler, både på engelsk og på tibetansk, og det er tydeligt, at tibetanerne lægger vægt på at formalia er i orden. Fra alle lyder der stor anerkendelse og tak for vores hjælp til projektet, og der er ingen tvivl om, at vores indsats som frivillige er meget højt værdsat. Den mere officielle del af ceremonien afsluttes med at æresgæsterne, inklusive Kirsten og jeg, får overrakt et hvidt silketørklæde, en tibetansk skik der udtrykker taknemmelighed og påskønnelse.


De vigtigste gæster er dog den lokale befolkning, der med stor iver og interesse lytter til et foredrag om rabies, om smitteveje, symptomer, forebyggelse og vaccinationer. Uvidenheden om rabies er stor blandt befolkningen, og mange kender slet ikke til sygdommen, så der er et meget stort behov for oplysning. Senere gentager Tibet Charity dette foredrag flere steder i lokalområdet, og vi oplever gentagne gange en enorm spørgelyst blandt tilhørerne, en spørgelyst der af og til også afslører, hvor lidt de ved om sygdommen!

World Rabies Day afsluttes med at vi rabies vaccinerer alle de hunde folk bringer til os. Vi har travlt, og ind i mellem må jeg også undersøge nogle syge hunde. En opgave der herhjemme ville være ganske enkel og ukompliceret, men som med et stetoskop som det eneste hjælpemiddel snarere bliver et spørgsmål om at vælge den mest sandsynlige diagnose. Samtidig er den sproglige barriere, som kun delvis overvindes af de tibetanere der oversætter til engelsk, en hæmsko i min udredning. Jeg finder hurtigt ud af, at hundeejerne ikke tilfredse med en forklaring, de forventer også at jeg behandler hunden, uagtet at jeg ikke altid har den rigtige medicin til rådighed. Selvom det at købe medicin i Indien er lige så let som at handle hos købmanden, kender jeg overhovedet ikke navnene på de indiske præparater, eller har kendskab hvad der er til at få fat i. Jeg har heller ikke overvejet det økonomiske aspekt omkring behandlingen af de syge hunde: Mange tibetanere har ikke råd til at købe den nødvendige medicin, så jeg gør god brug af en kasse med forskellige tabletter jeg finder i klinikken, hvor jeg finder et lidt tilfældigt udvalg af antibiotika, lidt vanddrivende, lidt steroider, lidt hjertemedicin mm. Behandlingsmulighederne er så langt fra at være optimale – endsige tilfredsstillende – efter danske forhold, men set i lyset af at mange hunde aldrig får nogen hjælp, gør det givetvis en stor forskel alligevel.

De følgende dage er afsat til en massiv rabiesvaccinations-kampagne. Tibet Charity har fået fremstillet et par store bannere, med teksten World Rabies Day og det tilhørende logo fra WHO. Bannerne skal være blikfang på den bil, der skal fragte os, eller måske snarere vores udstyr rundt i byen, og den er da også ganske i øjenfaldende. Sammen med klinikkens “sygeplejerske” Visnu, der er en mand, vandrer vi rundt i gaderne og vaccinerer hunde. Ofte kommer folk hen til os med en eller flere hunde vi skal vaccinere, andre gange giver de os et fingerpeg om, hvor der holder gadehunde til, og vi begiver os på jagt efter dem, gennem snævre stræder, op og ned ad stier mellem husene, og uvante som vi danskere er med det stejle terræn, giver de første dage særdeles ømme led og muskler, og det i en sådan grad, at vi opgiver den kommende weekends planer om en trekkingtur op i bjergene, og blot ser frem til at sidde med benene oppe!

Efterhånden som hundene bliver vaccinerede, får de en klat orange maling på ryggen så vi ikke vaccinerer den samme hund mere end en gang. Overalt hvor vi kommer frem tager folk godt i mod os, og mange udtrykker stor taknemmelighed over vores arbejde.

Overalt hvor vi kommer i byen møder vi gadehunde, der er sunde og velnærede at se på, og kun få med tydelige sygdomsproblemer. Disse hunde er det tydeligste bevis på effekten af de frivillige dyrlægers arbejde, idet langt de fleste gadehunde her er neutraliserede og er blevet vaccinerede og behandlet for skab efter behov, i de to år klinikken har været åben.

En af dagene kører vi ned til Lower Dharamsala for at vaccinere hunde. Det er en tur på kun få kilometer, men trods den korte afstand, er det en tur der kan få hårene til at rejse sig på hovedet af os lavlands-nordboere, der ikke er vant til smalle, snoede og stejle bjergveje! Vejen er de fleste steder ikke bred nok til at to biler kan passere hinanden, og mange steder er den svært ødelagt af den kraftige monsun, som netop er overstået da vi ankommer. Der er store huller i vejen, og mange steder er en del af vejen skredet ned i afgrunden, og kun nødtørftigt repareret med et læs grus og sten.

Da vi er kommet sikkert ned, møder der os en langt mere sølle og elendig gadehundebestand, end den der er oppe i McLeodGanj. Mange af hundene er afmagrede, og er tydeligt plagede af skab. Her er virkelig mange hunde, og rabiesvaccination er yderst påkrævet. Få dage tidligere var en kvinde en aften blevet overfaldet af en rabiat hund og blevet så ilde tilredt, at hun mistede det ene øje, og dagen efter gik det ud over en mand, der fik næsen bidt af, en hund med rabies overfaldt ham. Heldigvis lykkedes det at få identificeret og indfanget den rabiate hund, som efterfølgende blev aflivet. Desværre er hundene i de indiske områder ikke helt så tamme som hundene oppe i det tibetanske McleodGanj, så vi må bruge meget tid på at fange hundene, og må ind i mellem opgive at få fat i dem, eller indfange dem med en fælde. Det lykkes os dog trods alt at få vaccineret omkring 50 hunde den dag, og samtidig få behandlet dem for skab.

Den følgende uge skal vi arbejde dels i klinikken, dels skal vi ud på et par camps.

På vores rabiesvaccinationstur gennem byen har vi spottet et par 5 måneders hvalpekuld, som vi gerne vil have neutraliserede, så aftenen inden tager vi nogle stykker med ned til klinikken, da vi går hjem efter at have spist pizza på vores stam-cafe i klostret der hører til Dalai Lamas residens. Den næste dag arbejder vi i klinikken, og da vi nu er 3 dyrlæger og 1 veterinærsygeplejerske og Visnu, får vi hurtigt opereret de hunde der er plads til at have til opvågning: i alt 6 stykker. De skal alle blive til dagen efter, så vi er sikre på at de har det godt inden vi sætter dem ud der hvor vi hentede dem. Om eftermiddagen har vi så tid til at planlægge og pakke til de kommende dages camp.

Den følgende morgen kører vi så igen med livet i hænderne den nervepirrende tur ned til dalen. Vi skal arbejde på en tibetansk kostskole, og der er til vores store glæde gjort helt parat til os: Et dejligt lyst lokale med borde, udenfor spande med rent vand og sæbe, og endelig har de aftenen før indfanget hunde til os. Så alt er klart og vi kan gå i gang med at pakke ud og gøre klar med det samme vi ankommer.

Alt hvad vi foretager os bliver fulgt at mange nysgerrige øjne, og hele dagen har vi et stort og ivrigt publikum, der er så nysgerrigt, at det ind i mellem kniber for mig at komme til og som skygger for lyset så det er svært at se ordentligt.


De følgende dage er vi ikke så heldige. Den ene dag er der ikke forberedt noget operationsrum til os, så vi ender med at stå i en stor bred kælderskakt, hvor vi må bruge trappetrinene til at lægge vores ting på. Hundene er ikke indfanget, og er generelt i så dårlig forfatning, at vi afstår fra at neutralisere flere af dem, da vi skønner at de vil kunne få problemer med at tåle bedøvelsen.

Den sidste dag vi skal på camp kører vi igen hele vejen ned til dalen, blot for at finde ud af, at folkene på vores bestemmelsessted er totalt uforberedte. De har ikke på forhånd indfanget nogen hunde til os, og netop den dag har gadehundene åbenbart valgt at gøre sig usynlige, så vi vælger at køre tilbage igen, da det efter en times tid endnu ikke er lykkedes at finde blot en enkelt hund til os.

Denne mangel på organisering støder vi ofte på i Indien, og gang på gang kommer vores vestlige effektivitet og trang til at organisere på en hård prøve. Vores forestillinger om hvad vi skal nå at udrette bliver hele tiden udfordret, og ganske langsomt vænner vi os til, at tempoet slet ikke har samme højder som vi er vant til.

Tilbage i klinikken er der i mellemtiden kommet nogle patienter til os. Nogen har efterladt tre små hundehvalpe udenfor Tibet Charity, næppe mere end 3-4 uger gamle. De er meget afkræftede og dårlige, og den ene af dem dør da desværre også ret hurtigt. De to finske dyrlæger vi arbejder sammen med, adopterer på stedet de to andre, og de næste dage går med intensiv pleje og fodring. De bedres kun langsomt, og især den lille tævehvalp trives ikke rigtig og dør desværre.

Han-hvalpen klarer sig bedre, og lille Pertti, som han bliver døbt, får en pelshue at bo i, så han kan holde varmen. De meldinger vi får derudefra efter vi er kommet tilbage til Danmark, er ganske positive, og han vokser sig stor og fræk, og sandsynligvis skal han rejse til Finland til sin finske plejemor når han bliver gammel nok.


Vores sidste arbejdsdag er en helligdag, og bliver således til en fridag for os. 14 dage er ikke ret lang tid, og vi synes at vi kun netop har vænnet os til de anderledes forhold derude, da vi skal til at rejse tilbage til Danmark. Den sidste aften er vi til afskedsmiddag hos Tibet Charity, og endnu engang får vi overrakt hvide silke tørklæder. Vi har mange indtryk med os hjem, mange billeder for vores indre blik af hunde, der har brug for hjælp, og som lever et sølle og sygdomsplaget liv. Vi har også set at hundene trives i McLeodGanj, og set at det nytter at gøre noget.

Vi nåede at rabiesvaccinere ca 550 hunde og neutralisere omkring 25 hunde, og rejser hjem med bevidstheden om, at vi har bidraget til at disse hunde forhåbentlig får et lidt bedre liv, end de mange tusinde der stadig mangler hjælp.

Mange venlige hilsener
Karen Hørmann

Af Mark Kim, Vet.

Drs Sonya Yu and I joined final year students from Denmark, Maria and Louise, in New Delhi to head up to McLeod Ganj for 3 weeks of volunteer work with Tibet Charity. Sonya and I had never been to India before, and the thrill of Delhi was in stark contrast to the incredible scenery of the Himalayas that greeted us on arrival.

After settling into our accommodation at a neighbouring guest house, we had a patient waiting for us even before we’d had any chance to settle into the clinic at Tibet Charity (T.C.) House. Getting straight into the work was the perfect way to settle our minds with something more familiar after 3 days of cultural revelations. Even after half a day in the clinic and the upstairs classrooms, we got a sense of the very relaxed, very welcoming atmosphere that we thoroughly enjoyed for the whole 3 weeks. The first people we met were 2 volunteer English teachers, Shaun and Tanya, an American couple who were coming to the end of their stay.

In the clinic, we were finally introduced to Bishan Das, or Vishnu, the vet nurse already held in high esteem from Louise’s experience of the previous year. Many other people entered our circle of companions over the next few days, from Bhum the general fixer-of-everything, to Rinzin, the lovely Tibetan English teacher, and of course, the Director, Tsering Thundup. Our clinic was a smallish, but well setup room with the most efficient use of space as one would ever find in any clinic, anywhere in the world. And this was where we began with a street dog with mange. Mange, as we learnt very quickly, was an extremely common affliction in street dogs, as frequent preventative treatments was near impossible to carry out.

The work in Himachal Pradesh involved 3 main components: local work in Dharamsala neutering street dogs and treating any diseases/injuries of dogs caught or brought in by concerned locals; setting up neutering camps in regional towns, again also treating any medical conditions; and finally the rabies vaccination program carried out everywhere we went.

The latter probably carried the least significance for us personally prior to our time there, but for reasons described below, was eventually realised for its true value in controlling the disease. Our first camp was at a satellite school of the main TCV School in Suja. Over the next couple of days, we had an excellent time staying on school grounds, and during the day, operating on local strays caught for us by the students. There were many unforgettable scenes of Tibetan high school students crowding around our makeshift surgery tables set up under the open skies (with tarpaulin sheet prepared in case of rain) in the courtyard of one of the student dormitories. One thing we found time and again here and in some of the places in and around Dharamsala, but perhaps less so in the bigger cities of India, was the excellent condition many of the stray dogs were in, being looked after so well by the animal loving local (Buddhist) population.

As with many of our camps and road trips, there was a visit to one of the nearby monasteries, where we also attempted to find some surgical equipment left there the previous year! From Suja, we drove to Tashi Jong, another beautiful Buddhist monastery, for another couple of days of surgery. Here, we were hosted on the first night by the head monk, the Rinpoche, and one of the senior Korean nuns. Like everywhere else, we could see evidence of previous camps, with numerous dogs carrying the distinct ear notch, as proudly pointed out by Vishnu. After 2 days, we had neutered over 15 dogs, and treated many for mange, as well as vaccinating many more. Again, there was a very friendly attitude from the locals, who openly showed their appreciation of our work, and as we left, we were to humbly accept several Buddhist shawls from the residents. After nearly a week away, we very much looked forward getting back to our new “home”. We spent a couple of days unwinding, during which Vishnu took us up for an inspiring ascent into the surrounding mountains, followed by a gruelling descent, as our fitness failed us dismally, while Vishnu and his wife effortlessly cruised ahead.

Shortly after this, we were to experience first hand the horrors of the disease we were here working against. One of the TC staff was bitten by a stray dog, whom we later confirmed on suspicion as being rabid. Reports followed later in the day, while we attempted to get the human immunoglobulins for the staff member, that several other people and dogs had been bitten. This set the scene for the next week or so as we attempted to catch the rabid dog and begin inoculating as many of the local strays as possible. For the first time during our trip, there was an element of seriousness and heaviness in the air as we thought about the immediate and long term repercussions of what had happened.

It was like nothing we had experienced before, and put into perspective our fortunate position in life, since once we had left India, we were no longer living with this threat that locals lived with everyday and with complete acceptance. It also brought about many interesting discussions among us in regards to protocols for such situations. Factors to be considered were: – extent of our involvement as a charity organisation operating under strict regulations of local authorities; – the effort (or lack thereof) of local authorities in catching dogs suspected of having rabies, and the manner in which this is carried out; – dealing with animals suspected of being bitten- there were several different thoughts from various persons involved, from local vets to foreign vets to medical texts and resources; – educating locals on the whole rabies disease process; and – taking into account the very important issue of Buddhist philosophy on matters of euthanasia. Ultimately, we did not progress far beyond dealing with the immediate situation only.

There are several similar programs being carried out around the world, some with many more years experience. Even still, there are no protocols set in concrete, and as we found, it is the immediate situation that is most important to be attended to with the short time available. Together with the plans for long term practice of TC, this will hopefully create an ‘ecosystem’ amongst the stray dog population in India, which seems part and parcel of daily life, that will minimise the propagation of rabies. And the long term future of organisations such as TC require the continual supply of volunteers from the developed world, something we aim to contribute to for many years to come.

Mark Kim, Vet.[divider]

Af Dyrlæge Robert Hellebek

Selv om dyrlæge Robert Hellebek nu er vendt tilbage til Danmark efter 3 måneders ophold på klinikken i Dharamsala, har vi modtaget flere billeder og mere information om hans tid på klinikken.

This slideshow requires JavaScript.

By Vet James Forbes

We have received these photos and informations from the Australian vet James Forbes, who has helped at the clinic in Upper Dharamsala.

James, Australian vet filing a 25 plus year old mare’s teeth in a rice field close to the western nunnery at Norbalinka,south/east of Dharamsala,with one of the nuns helping.Luckily the mare was quiet as she was not tranquilised & just had a rapidly made rope headcollar on.

This is Robert, Danish vet & James doing a bone pinning on a street dog, with a week old mid-femur fracture,in the clinic. Again using very basic instrumentation, no X-rays, vicryl as stainless wire,a bent 18gauge i/v needle to thread it around the bone to help stabilise it & the only available Steinman pin we could find at the local hospital. After strict confinement the dog was walking comfortably two weeks later. It also had a proximal fracture of its opposite tibia, which was cast.

Trine,a Danish student helping James castrate the above mare’s 6 month old foal at the western nunnery with the owner supporting the front legs. Intravenous anaesthetic was used, with the foal up & eating within 10mins.We only had basic instruments but with artery forceps, transfixing sutures, a scalpel blade & a pair of scissors all went well.

Af Dyrlæge Robert Hellebek

Klinikken var her i julen og er frem til slutningen af januar desværre lukket pga af manglende dyrlæge på stedet. Der er dog så mange volontører fra februar, og fremefter at det meste af 2007 er belagt af en eller flere dyrlæger på klinikken. Efterhånden som den skandinaviske dyrlægestand bliver opmærksom på vores program og klinik, skal der nok komme flere til. Vi har endog også kontakt til Tyskland og tyske dyrlæger, dog er dette så nyt at ingen tyskere har været af sted endnu.

Vi har haft hjælp af endnu en australsk dyrlæge og også af to svenske dyrlægestuderende. De var virkelig til stor hjælp og der blev virkelig sat skub i tingene, når man lige pludselig var fem personer i stedet for to (der er indtil videre en indisk veterinær sygeplejerskeelev ansat på fuldtid).

Der kunne opereres og bare generelt behandles mange flere dyr end hvad der var muligt når man er en enkelt dyrlæge. Vores eneste problem opstod bare i det, at klinikken er så lille som den er, og der derfor opstod en del pladsproblemer. Det største problem er nok, at vi ikke har plads til de bedøvede dyr nogen steder, så disse ligger i klinikken og optager arbejdsplads. Der kan virkelig ikke være flere end fire til fem personer i dette lokale, og som vi efterhånden får mere og mere udstyr (røntgen eller andre apparater) kan det simpelthen ikke være der.

For fremtiden håber vi dog på at få en større klinik. Et sted som kan huse både små og store dyr. En af ideerne for projektet er også at behandle store dyr og lave et fristed for gadekøer og andre store gadedyr som f.eks æsler.

Vi har været ude at kigge på nogle steder hvor der var organisatorisk mulighed for et sådan hospital, men det var desværre uegnet af rene praktiske grunde. Så vi leder stadig efter et sted der er egnet.

Det har lige været hvalpesæson for tæverne i området, og mange lokale folk var glade for at der er så få hvalpe som der er, for hvalpene giver nogle problemer i området. Først og fremmest kommer mange af hvalpene til skade. De bliver som regel påkørt eller kommer ud for et andet trauma. Alene de tre uger efter hvalpene var blevet født, fik vi indleveret fire hvalpe med brækkede ben som alle krævede intensiv pleje. Det var munkene meget behjælpelige med, så på den måde kunne vi uddelegere noget af arbejdet med at pleje hundene efter behandlingen.

Desuden er der ikke så mange smittebærere af de forskellige sygdomme, og lokalbefolkningen har virkelig lagt mærke til den markante nedgang af hundepopulationen, som programmerne har medført. Der har simpelthen ikke været så mange hundebid efter at programmerne er blevet sat i gang. Der har ikke været nogen rabies tilfælde blandt befolkningen eller hundene. Det var for ikke lang tid siden et problem i området, at folk, og oftest børn, blev bidt af hunde med rabies og døde heraf.

Lokalbefolkningen er meget glad for det der er blevet gjort i området for hundene.

Imens klinikken er lukket er vores vet sygeplejerskeelev i Jaipur (Rajasthan) for at blive trænet i at fange hunde, hos nogle yderst velkvalificerede og erfarne hundefangere. Klinikken i Jaipur har i et pænt stykke tid kørt et lignende program som vores klinik og har forskellige metoder til at fange hunde som vi kan lære af, så derfor er vores elev kommet på kursus i Jaipur i 2 uger. Så han kommer tilbage som Dharamsalas eneste hundefanger og når hele programmet er oppe at stå bliver han helt uundværlig og en enorm styrke i vores program.

Mange hilsener
Robert i Dharamsala

Af Dyrlæge Robert Hellebek

Der kommer skam mere info her fra Dharamsala. Der har selvfølgelig stadig været en hel del organisatorisk at ordne, men det meste er da ved at være på plads. Samarbejdet med Tibet Charity og Gunver er exellent. Gunver, som er leder for health-afdelingen, er virkelig fantastisk.

Vi har nu fået lavet et turnus program for de forskellige steder vi tager hen i lokal området for at behandle og operere dyr. Det betyder, at vi om formiddagen tager til et af disse steder og udføre diverse behandlinger “on-site”. Stederne, hvor vi tager hen stiller så lokaler til rådighed. Enkelte steder bliver vi dog nødt til at sætte en camp op da det er alt for langt væk fra Dharamsala.

Et af vores lokale projekter, er at hjælpe Ani-La – en ældre dame – med at fodre og behandle de 20 – 25 gadehunde, som kommer hos hende.
Et andet projekt, hvor vi tager på Tibetan Childrens Village (TCV), og kastserer/steriliserer og behandle hundene på skolen. Børnene er enormt nysgerrige og er næsten ikke til at holde væk.

Klinikkens åbningstider ser sådan ud:
Mandag – fredag: Fra 8-12 er der operationsprogram enten på klinikken eller i marken.
Fra 14-16 er der åben konsultation for alle.
Weekend lukket.

Vi skulle jo også gerne nyde det smukke Himalaya og den dejlige befolkning. Så selv om vi er i Tibet charitys hus, er det ikke kun for tibetanere – alle er velkomne.

Ting som vi godt kunne bruge her, ville være et inhalation anæstesi apperat, et røntgen- og et blodprøve apperat. Altså store ting, men de er nødvendige især for en permanent klinik. Folk skal ellers køre 2 timer for at komme til Palampur Veterinærskole. og det er dyrt at komme dertil. Mange folk har ikke råd til dette og i akutte situationer er det ikke muligt.

I dag var vi nede i Dharamsalas største slum for at vaccinere, skab- og ormebehandle de hunde der holder til der. Dette projekt har det formål både at behandle hunde, men også mennesker får gavn af dette, i det at hverken hunde eller mennesker får rabies, som overføres ved bid fra hund til menneske. En del af de beboerne i slummen bliver bidt af hunde og enkelte er døde af rabies. Mange af dem har også skab og orm. Så ved behandling både af skab og orm, er infektionskilden til disse sygdomme minimeret, så meget som muligt. Skab er den tredje hypppigst forekommende sygdom hos befolkningen i slummen. Ved at behandle hundende for skab forsvinder sygdommen langsomt fra området, da infektionsvejen kun er mulig fra hund til menneske.

Mange ejere opdrager ikke deres hunde, og den eneste motion mange af de private hunde får er, at få lov til at stå på balkonen eller altanen hele dagen. En del af dem har dog også diaetetiske problemer samt vitamin- og mineralmangel, da hundene får menneskemad. Desuden har der indtil nu ikke været en ordentlig klinik til at tage sig af folks private hunde. Så en del døde efter sygdom.

Gadehundende i den øvre del af Dharamsala ser dog meget bedre ud end i den nedre del. Den tibetanske del af byen er den øvre og den indiske del er den nedre. Der har før været camps for gadehundende i den øvre del af byen, og det bærer stadig sit præg – heldigvis. Tibetanerne fodrer dog også hundende (og bare generelt alle dyrene), hvilket inderne ikke gør.

Vi ser forskellige slags cases her – mest traumer fra enten biler eller andre hunde. Da hundende ikke er vaccineret, ser vi også et par hunde med hundesyge. Vi har to hanhunde med sticker sarkom (transmissible veneral tumor), disse bliver behandlet med et kemo-terapeutikum (vincristin) 1 gang om ugen i 4 uger.
De fleste operationer består egentlig i at kastrere dyrene – dette gøres på gadehundene ikke som normalt nemlig i meidt linien, men fra flanken. Dette gøres for at undgå alvorlige komplikationer man normalt ville få øje på hos et husdyr.

Det kan være enten gadehunde som vores hundefanger fanger eller folk bringer dem selv. Vi er begyndt at have rigtig travlt på OP-programmet, så det bliver godt at få et par dyrlæger mere herned. Der er rigtig mange, som allerede har bedt om vores hjælp i forskellig områder af Kangra (Distriktet hvori Dharamsala ligger).

Den mest interessante patient vi har haft indtil videre er dog en meget speciel schæferhund. Nemlig Hans Helligheds Dalai Lamas personlige hund. Det er en schæferhundtæve på 7 år. Den havde en mammatumor (knude ibrystet) i det tredje venstre mammarkomplex. Hun har det fint efter operationen og Hans Hellighed har givet os en Tsanka og en bog hver, som tak for vellykket behandling. Når Dalai Lama kommer tilbage til Dharamsala – han er i Japan lige nu – signerer han Tsankaen. Det ser vi rigtig meget frem til.

Vejret er dejligt. En masse solskin, men om aftenen er det begyndt at blive koldt. Vinteren står efterhånden for døren.

Catherine kommer først tilbage til Dharamsala i januar. Der kommer dog en ældre australsk dyrlæge i næste uge. Det skal nok blive hyggeligt.

Mange hilsener
Robert i Dharamsala

Af Dyrlæge Robert Hellebek

Ja, så er der ved at komme lidt mere styr på tingene hernede.

Da jeg kom herned var der et tomt lille rum som skulle vise sig, at det er her klinikken skulle være. Rummet er ikke større end 16 m/2 , men er da fint nok til at starte med. Alt udstyret fra sidste gang var stablet ind i et værelse med alle mulige andre ting (som feks sofaer og andre spændende møbler). Der skulle en lille rask udgravning til for at finde tingene (gad vide om jeg har fundet det hele ?). Der er begyndt at komme lidt mere styr på tingene, men vi mangler stadig skabe, operationslamper osv., men det skal vi nok finde ud af efterhånden.

En australsk dyrlæge – Cathrine – er kommet og hun er godt sat ind i tingene her i Indien. Så med hende og Gunvers hjælp (Gunver er for organisationen Tibet Charity), er vi rigtig begyndt at komme i sving – dvs. at klinikken er hermed åbnet.

Vi har ikke haft så mange patienter endnu, men vi ville heller ikke rigtig annoncere klinikken, før vi var kommet bare lidt på plads. Nu starter vi dog på, at annoncere her i Dharamsala, så folk bliver opmærksomme på vores eksistens, og vi er også blevet klar til at tage imod patienter – så fra mandag d. 23.10 går det hele rigtig løs.

Der er kommet to volontører fra Belgien, som hjælper os i et par uger. Dermed får vi mulighed for både at indfange hunde på gaden og vaccinerer rundt om i byen, mens den anden dyrlæge kan neutralisere og behandle de patienter, der kommer på klinikken.

Det begynder at tegne lyst hernede. Skal nok prøve at sende nogle billeder på et tidspunkt.

Mange hilsener
Robert i Dharamsala