Rapport: Liberia Animal Welfare & Conservation Society – Foråret 2025
I et af Vestafrikas mest udfordrede områder – både økonomisk og dyrevelfærdsmæssigt – har vores samarbejdspartner Liberia Animal Welfare & Conservation Society (LAWCS) været i stand til at skabe en positiv bevægelse for både dyr og mennesker i nogle af Liberias mest udsatte landdistrikter.
I Liberia lever mange hunde og katte under ekstremt barske forhold. De bruges ofte som vagter, til jagt eller – i værste fald – som fødekilde eller handelsvare. Dyr ses sjældent som familiemedlemmer, og mange lider under sult, parasitter, hudsygdomme, åbne sår, eller bliver udsat for forgiftning og vold. Men LAWCS gør hvad de kan for at ændre det!
Takket være økonomiske bidrag fra bl.a. Foreningen Dyrlæger uden Grænser har LAWCS i årets første halvdel kunnet:
- Behandle hele 1.523 hunde og katte for en lang række lidelser, herunder parasitter, flåter og lopper, skab, sår og hudsygdomme.
- Give gratis dyrlægehjælp til hundredvis af dyr hver uge – ofte det eneste tilbud, der findes i regionen.
- Fodre sultne hunde og katte i flere lokalsamfund
- Uddanne børn og voksne i dyrevelfærd – både gennem opsøgende skoleaktiviteter og workshops
- Skabe nye og nedre relationer mellem ejere og dyr gennem deres Family Companion Animal Program, hvor lokale familier lærer at leve side om side med dyr – ikke som værktøjer, men som levende væsener. På den måde minder de også folk om, at disse dyr fortjener ikke bare overlevelse men også omsorg og respekt.
Det er ikke småting. Det er et opgør med dybe kulturelle vaner og sker ikke over natten.
Et samarbejde, der virker
LAWCS’ medarbejdere er ofte på farten – bogstaveligt talt. Når vi hører fra dem, undskylder de sommetider for at svare langsomt, bl.a. fordi at de har været i felten hele dagen og behandlet dyr, der lider. Det vidner om det engagement der præger organisationen.
Og det er bidrag fra medlemmer, der gør det muligt. Vi er dybt taknemmelige for, at vi har kunnet støtte dette vigtige arbejde. Ikke bare fordi det redder liv, men fordi det forandrer synet på kæledyr.
Der er stadig langt igen. Behovet er stort. Men med jeres fortsatte støtte, kan vi fortsætte rejsen. Tak for jeres medfølelse. Tak for jeres opbakning. Tak for jeres tro på, at alle dyr har ret til et liv med omsorg.
Alle billeder er anvendt med projektets tilladelse.