Tak til alle jer, der med jeres støtte gør det muligt for Foreningen Dyrlæger uden Grænser at hjælpe dyr verden over – også i Thailand, hvor vores samarbejdspartner Rescue P.A.W.S. hver måned redder, behandler og giver nyt håb til gadehundene omkring Hua Hin.
I august nåede de en imponerende milepæl: 323 hunde blev steriliseret. Neutralisering er det vigtigste tiltag mod uønskede hvalpe og er med til at stoppe den smerte, livet som gadehund i Thailand ellers kan indebære.
Samtidig har Rescue P.A.W.S. givet en ny chance til mange særligt udsatte hunde: dyr, der engang var syge, skadede eller forladte, har nu fået behandling, kærlighed og et sted at kalde hjem. Blandt de mange historier er der især én, der har gjort et særligt indtryk: Historien om “Blinde Mama og hendes hvalpe”:
I august dukkede en blind tæve op hos Rescue P.A.W.S. med sine små hvalpe. Trods sin manglende synsevne havde hund som gadehund formået at beskytte dem – en ufatteligt svær opgave, selv hvis synet havde været intakt. Hun holdt dem i live, indtil hele familien blev reddet og bragt i sikkerhed.
Da de ankom, var både mor og hvalpe svage og i akut behov for hjælp. Siden da, har de fået den tryghed, ernæring og medicinske behandling, de så desperat havde brug for.
Blinde Mamas viljestyrke og hendes blide omsorg for hvalpene er utrolig inspirerende. Hvalpene stortrives hos organisationen, de vokser sig stærkere dag for dag, og deres små øjne er begyndt at åbne sig for verdenen.
Denne familie minder os om, hvor barskt livet kan være for gadehunde – men også om styrken og viljen til at kæmpe videre, selv når oddsene er imod dem.
Sideløbende arbejder organisationen på at færdiggøre deres nye internat og klinik, et sted, der skal give endnu flere dyr en chance for et bedre liv. Byggeriet er næsten færdigt, men udgifterne er store. Takket være samarbejdet med organisationer som Foreningen Dyrlæger uden Grænser er projekter som dette med til at styrke den veterinære indsats i området.
Hver eneste redning, hver vaccination og hver adoption er mulig takket være jer, der støtter.
På vegne af Rescue P.A.W.S. og alle de dyr, de hver dag kæmper for, sender vi en stor tak for jeres medfølelse og støtte
“Together, we’re changing lives – one animal, one story, one act of kindness at a time.”
Måneds/årsoversigt over Rescue P.A.W.S. arbejde
| Aktivitet / Emne | August | Samlet 2025 |
| Sterilisationer / operationer / bedøvelse | 323 | 2.884 |
| Adoptioner (lokale og internationale) | 5 | 30 |
| Parasitbehandlinger (flåt og loppe) | 400 | 4.199 |
| Rabies- og kombivaccinationer | 340 | 3.190 |
| Ormebehandlinger | 150 | 1.680 |
| Blodparasitbehandlinger | 60 | 450 |
| Sårpleje | 100 | 1.235 |
| Tumorbehandlinger af overførbar kønscancer hos hunde. | 8 | 76 |
| Hudsygdomsbehandlinger | 60 | 460 |
| Blodprøver / andre tests | 30 | 250 |
| Frivillige | 22 | 199 |
| Studerende / praktikanter | 4 | 51 |
Alle billeder er anvendt med projektets tilladelse.
