World Rabies Day 2025 – Dharamsala, Inden 

World Rabies Day 2025 – sammen gør vi en forskel

Hvert år den 28. september markeres World Rabies Day verden over. Dagen sætter fokus på rabies – en dødelig, men forebyggelig sygdom, som desværre stadig hvert år koster tusindvis af mennesker og dyr livet, især i fattige egne af verden.

Bag dagen står organisationer som Global Alliance for Rabies Control, WHO og en lang række dyreværnsforeninger, som arbejder målrettet på at udbrede viden, vaccinere hunde og redde liv. Den 28. september markerer også årsdagen for Louis Pasteurs død, den franske kemiker og mikrobiolog, der udviklede den første rabiesvaccine.

I dag er sikre og effektive vacciner til dyr og mennesker blandt de vigtige værktøjer, der findes til at eliminere menneskelige dødsfald som følge af rabies, mens bevidsthed er den vigtigste drivkraft for, at lokalsamfundene kan engagere sig i effektiv forebyggelse af rabies.

I Danmark er rabies heldigvis udryddet, men i lande som Indien er situationen en helt anden. Her er gadehunde en del af hverdagslivet, og uden vaccination og behandling spredes sygdommen hurtigt. Derfor har vi i Foreningen Dyrlæger Uden Grænser i mange år valgt at støtte det vigtige arbejde på Dharamsala Animal Rescue (DAR) i Nordindien. Klinikken arbejder året rundt med at vaccinere hunde, give behandling til syge og tilskadekomne dyr – og skabe tryghed i lokalsamfundet.

En kæmpe tak skal lyde til Dharamsala Animal Rescue for deres flotte rapport og det stærke arbejde ved årets 10-dages rabieskampagne i Indien. Med støtte fra vores medlemmer og donorer lykkedes det for deres team at vaccinere 1.860 hunde mod rabies – det højeste antal i kampagnens ni årige historie og hele 360 flere end forventet!

Den store indsats blev mulig gennem grundig forberedelse, samarbejde med lokalsamfundet og en engageret frivillig- og medarbejdergruppe. Holdet brugte både radio, plakater og direkte kontakt til lokale ejere og plejere for at sikre, at så mange hunde som muligt kunne nås. Der blev også afholdt et arrangement for lokale kæledyrsejere, som gjorde det lettere at skabe kontakt og sprede vigtig viden om rabies forebyggelse. En helt uvurderlig indsats til gavn for både mennesker og hunde under World Rabies Day 2025. 

Mange af gadehundene er i dag trygge ved mennesker, hvilket gjorde arbejdet mere effektivt, mens mere sky hunde fortsat blev fanget skånsomt med net for at sikre, at ingen blev overset.

Vi er glade for at støtte en indsats, der gør en reel forskel for både dyr og mennesker i regionen. Rapporten viser tydeligt, hvor meget dedikation og samarbejde betyder i kampen mod rabies, og vi ser frem til at følge deres fortsatte arbejde.

Sådan kan du støtte:

  • Støt via MobilePay: 491538
  • Bankkonto: 9570 1386 1218

Sammen kan vi skabe håb og tryghed – både for dyr og mennesker.

Alle billeder er anvendt med projektets tilladelse.

Translate this site»
Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial