WVS Cambodia, rapport 2025
World Veterinary Services Cambodia – en rapport fra maj 2025
I 2025 donerede vi i Foreningen Dyrlæger uden Grænser, takket være jeres støtte, endnu engang midler til WVS Cambodia (tidligere kaldet Animal Rescue Cambodia, ARC) – og det har gjort en konkret forskel for både dyr og mennesker i Cambodia.
WVS Cambodia er et samarbejde mellem den lokale dyreværnsorganisation Animal Rescue Cambodia (ARC) og Worldwide Veterinary Service (WVS), som i fællesskab arbejder for bedre dyrevelfærd med fokus på tre vigtige områder:
- Bekæmpelse af rabies
- Sterilisation og lokal tilpasning så dyrene bliver der (det vi kalder TNVR)
- Uddannelse af lokale dyrlæger
Vores fælles projekt med dem understøtter alle tre områder.
I et land, hvor millioner af hunde og katte lever under hårde og kummerlige forhold, og hvor en stor del af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, er der et stort behov for netop denne type hjælp. Mange mennesker vil dyrene det godt, men har ganske enkelt ikke ressourcerne til at tage sig af dem. Samtidig er dyrlægeuddannelser i Cambodia primært rettet mod landbrugsdyr, så kæledyr – og især gadehunde og -katte – bliver ofte glemt.
Hvad jer medlemmers støtte har muliggjort
Med den donation, vi sendte af sted i 2025 – vores ottende til dem – har WVS Cambodia kunnet:
- Vaccinere 400 katte mod bl.a. herpesvirus, calicivirus og kattesyge
- Betale løn til en dyrlæge, som har kunnet udføre 90 sterilisationer og kastrationer
Sterilisation er en af de mest effektive og humane måder at mindske lidelse blandt gadehunde og -katte. Samtidig beskytter vaccinationerne både de enkelte dyr og deres omgivelser. Alt dette sker på deres lokale klinik og shelter, hvor de også uddanner kirurger og assistenter – og dermed styrker den lokale kapacitet på lang sigt.
Mødet med lokalsamfundet – og munkene
En særlig indsats er deres Pagoda Missions, hvor teamet hos WVS Cambodia samarbejder med lokale templer og munke. Her hjælper de dyrene, der bor omkring pagoderne – ofte uden officielle ejere, men med mennesker der passer på dem. Ved at involvere både munke og “dyrepassere” aktivt, sikrer de både tillid og tryghed omkring behandlingen. Dyrene bliver fanget med omtanke, transporteret til klinikken, behandlet og først sendt hjem igen, når de er raske og klar ti ldet igen.
De, der ikke kan klare sig selv – fx pga. blindhed eller sygdom – får mulighed for at komme i pleje med henblik på at finde dem et nyt og blivende hjem.
Tak til jer – det er jeres fortjeneste
Alt dette har kun været muligt takket være vores medlemmer og støtter. Tusind tak for jeres opbakning og engagement. Det er jeres bidrag, der gør det muligt for os at støtte projekter som dette – og gøre en reel forskel i verden.
WVS Cambodia har også delt deres tak og anerkendelse på sociale medier og på deres hjemmeside, hvor FDUG nu står opført som officiel samarbejdspartner.
Hvis du gerne vil støtte WVS Cambodia eller nogle af vores andre projekter, kan du gøre det via www.fdug.dk eller med et valgfrit beløb via Mobile Pay 491 538.