Beretning fra ASPA

​​Arusha Society for Protection of Animals (ASPA) er et af de projekter vi støtter i Tanzania. Her arbejder de selvfølgelig med hunde og katte, men alle dyr er velkomne hos ASPA og de gør en kæmpe indsats for rigtig mange andre end bare kæledyrene. 

Blandt andet kunne ASPA i marts 2024 endnu en gang være tilstede ved guldminen i Mugusu, hvor hårdtarbejdende æsler knokler i guldminen. Her fik mere end 200 æsler ormekur, og mange modtog også behandling for forskellige sår og lidelser, til stor glæde for æslerne der er der lige nu. Men, en stor del af ASPAs arbejde består også i uddannelse, og de kunne i år med glæde se at deres arbejde fra tidligere år har gjort en forskel. Langt flere æsler havde en højere velfærd end de tidligere har set, og flere af arbejderne var markant mere modtagelige over for at modtage undervisning i hvordan de bedst passer deres dyr. 

Alle problemer er selvfølgelig ikke løst i Mugusus guldmine, men det er et skridt i den rigtige retning! 

Men det er ikke kun arbejderne i guldminerne som ASPA forsøger at uddanne. En stor del af deres tid går også med at uddanne skolebørn i hvad dyrevelfærd indebærer. Hvilket, i starten af året, førte til en talentkonkurrence på en lokal skole hvor det overordnede formål var at promovere en kærlig og respektfuld kultur omkring dyr – et arrangement der blev mødt med overvældende positive reaktioner fra studerende og lærer. 

Vi glæder os meget til at følge ASPAs hårde arbejde fremover. 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial