Costa Rica – 17. september 2009

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Som jeg skrev sidst, ville jeg lave en lille kastrationsrunde herhjemme i gæstehuset for dem, der bare aldrig kommer når vi har de større kampagner, og det gjorde jeg så for en 10 dages tid siden og vi fik neutraliseret hele 36 dyr, mest tæver og hunkatte. Lourdes, som har et større internat med omkring 60 hunde og katte, kom med 12, der var 3 hunde til, men dem kunne de ikke få fanget, Elisa, som også henter hunde fra gaden, kom med 7 stykker og resten hentede Marito her og der og andre kom gående med deres dyr, så alt i alt, var det en succes, når man betaenker, at jeg ikke havde lavet nogen kampagne, kun ringet til dem, jeg vidste, ville komme.

Jeg havde sat prisen til 3000.00 colones, ca. Dkk 30 kroner pr dyr men hverken Lourdes eller Elisa kunne betale det så de fik det for 1000.00 colones, ca. 10.00 kroner pr. dyr for et eller andet beløb skal de deltage med. Dyrene fra Lourdes var tynde og da hun gik, spurgte jeg om hun havde hundemad hvilket hun ikke havde, hun var helt flov og jeg fik ondt af hende, så jeg gav hende 30kg med, som en donation fra mig, ydermere fik hun medicin til et par stykker, antibiotika/dexametasona etc. til to hanner plus doxiciclina til en hund der evt. har erhligia, så hun var glad. Jeg selv fik opereret de tre små tæver, en uge inden vaccinerede jeg dem, så nu er de klar til at få nye hjem. De går bag ved gæstehuset i den indhegning jeg har fået lavet der men keder sig, idet for to dage siden, blev OSO (den hund der var så tynd, så tynd og som jeg havde til opfedning) givet væk til et ungt ægtepar som bare blev forelsket i ham med det samme og han i dem!!! Erica, den unge kone, har lige ringet og spurgt hvornår jeg sidst gav ham ormemiddel og det er ca. 14 dage siden, for han har vandholding afføring og det bekymrer hende!! Også mig, for her var hans prutter helt ok, hun har ikke ændret på maden eller kvantum, så det kan ikke være det. Jeg gav hende ormemiddel med, samt en pose hundefoder, og jeg anbefalede, at hun skulle give ham ormemiddel. Har det ikke hjulpet til på lørdag, så må de tage ham til min dyrlæge i San Jose, Claudio, så han kan checke hunden. Jeg så, at han havde en lille blodansamling ved penis og det kan tyde på erhligia (han var fyldt med tæger da jeg hentede ham) så jeg sagde til konen, at hun skulle ringe til mig først og jeg vil så informere Claudio og bede om, at han ikke tager penge for konsultationen men kun for hemogram, erhligia-kit og den evt. medicin der skal til, derved sparer jeg en sæk hundefoder!!!! Nå, det videre forløb, skriver jeg om senere….

Jeg kan ikke huske om jeg skrev om et par kvinder der ringede og spurgte om jeg kunne hente en tæve der var gravid og snart skulle føde?? Tæven er en gadehund men som kommer hos dem for at spise ind i mellem og jeg sagde nej til at hente tæven og spurgte om de ikke kunne tage sig af hende og hvalpene indtil de små er store nok til at få nye hjem. De ville først ikke, har allerede 5 hunde og ingen penge, så min plan nr. 2 gik i gang, og jeg foreslog, at hvis jeg nu betalte for foder og alt der skal til, plus at de afgiver tæverne med en lille seddel der siger, at tæverne vil blive opereret gratis, når de er gamle nok, ca. 3 mdr., om de så ikke nok ville give en hånd med, for jeg kan ikke selv klare det hele. Det accepterede de. Tæven var lige ved at føde og da det skete, ringede de i hvert fald 7 gange på 6 timer for de mente ikke at hun kunne føde, at en hvalp havde sat sig fast. Well, det var aften, jeg kunne ikke tage af sted selv, så jeg sagde at de skulle ringe til dyrlægen, Diego, og høre hvad han mente. Til mig sagde de, at der var “ligesom noget” der stak ud ad vagina, og jeg foreslog at de med sterile handsker, hvis de havde , (hvilket de havde), skulle tage lidt lubricante-gel på fingrene og forsigtigt åbne vagina og se om de kunne få fat på hvalpen og forsigtigt trække den ud. Det var de ved at dø over, men jeg gør det selv, hvis jeg ser at der er problemer, man skal bare være utrolig forsigtig og se til, at posen , som hvalpen befinder sig i, ikke brister.

De meddelte ikke noget om at der havde været grønt udflåd, det ville betyde at posen er bristet og hvalpen sikkert er død, så det var da altid noget. Anyway, Ana sagde at det her kunne hun ikke gøre, men hun havde en datter der studerede til sygeplejerske og jeg bad om at tale med hende, forklarede hvad hun skulle gøre. Hvis de havde problemer, så skulle de bare ringe igen. Jeg sagde, at nu kunne hun prøve sine kundskaber af og måske uddanne sig til jordmoder!!! Nå, alt gik fint og tæven fik 8 hvalpe hvoraf en døde umiddelbart efter fødslen. De ringede dagen efter og sagde at tæven rystede, normalt ikke gode tegn for det kan betyde kalkchok men egentligt sker det senere og ikke lige efter fødslen, der kan de små ikke nå at sutte alt kalk ud af moderen, så jeg foreslog honning hvis det var fordi hun havde lavt blodsukker og et ormemiddel for tæven havde ikke fået det. Hvalpene var temmelig store så jeg sagde, at de skulle købe kalk med bindemiddel, almindelig kalk duer ikke, det skal bindes men de havde ingen penge, så jeg gav dem foder og stak penge i til kalken som de så købte. Tæven og hvalpene har det godt, jeg sagde at de skulle fjerne enten hende eller de andre hunde, så hun ikke blev stresset over at der går andre rundt.

Den første uge er tæver meget, meget beskyttende omkring deres hvalpe og det kunne gå galt, hvis det kom til slagsmål, specielt hvis det ville være moderen der blev bidt og skulle have antibiotika, for det kan man ikke give idet at mælke-produktionen ophører og så hedder det sutteflaske eller sondefodring hver 3-4 time over 24 timer!!!! det er værre end et spædbarn med kolik når der er 7 hvalpe!!!

OSO, ham den tynde hentede jeg hos Nuria, som var blevet vippet ud af huset pga. manglende husleje-betaling. Manden er arbejdsløs og hun sælger blomster!!! De fandt en bolig i en større by i nærheden men med den kondition, NUL husdyr, ikke nemt for Nuria som havde noget med 5 hunde og ligeså mange katte. Hun ringede og spurgte om jeg ikke kunne tage en tæve, LISSY, der var gravid og jeg blev stiktosset, gav hende en skideballe der ville noget og spurgte hvorfor hun ikke havde ringet da tæeven var i løbetid, så vi kunne få hendes steriliseret, og til det sagde hun en hel masse som jeg totalt affærdigede og sagde at det ingen undskyldning var. Hvis jeg skulle tage tæven, så ville det betyde abort!!!Da begyndte hun at græde og sagde, “Lisa, alt andet end det” (man er vel katolsk!!!) Hun selv havde bragt hunden i den situation og nu insisterede jeg på at hun selv fandt en løsning. Hun ved, at jeg ville have afholdt udgiften til operation. Hun sagde at hun ville spørge en veninde om hun ville tage LISSY og passe hende og hvalpene og da hun ikke ringede senere, gik jeg ud fra, at sagen var løst.

Gud og hvermand har jo mit telefonnummer, så jeg blev ringet op af flere forskellige som fortalte om en ekstrem gravid tæve der løb rundt ved skolen i Guyabo, bla. ”kokkekonen” der gav den lille noget mad af det der blev til overs af børnenes mad (børnene i Costa Rica får et varmt måltid på skolen, så de da i hvert fald får noget at spise) men skoleinspektøren var bange for at hun ville føde i skolegården og det var jo noget værre noget, for det kunne forskrække børnene!! Til det, meddelte jeg, at det sådan set ikke interesserede mig synderligt, det er jo noget naturligt at føde, når man er gravid og at de skulle finde en biologi-lærer, der kunne forklare ungerne omkring det og specielt hvordan man undgår at såvel hunde som dem selv, bliver gravide. Nå, man kunne ikke fange tæven, hun stak af. Jeg sendte Marito, og han kunne heller ikke fange hende, så jeg ville selv tage af sted, men så ringede de igen og sagde at nu var hun bundet og om jeg ville hente hende. Marito hentede hende i fredags og rigtigt nok, det var Nurias tæve og så gravid at jeg sjældent har set noget lignende – kors hvor var hun tyk og vi begyndte at vædde om, hvor mange babyer der var??? Nogle gættede på få men store hvalpe, og jeg gættede på, at hun havde 10 små hvalpe i maven, og desværre fik jeg ret!!!

Jesus, kl. 4.30 om morgenen hørte jeg et hyl over fra gæstehuset. Med søvn i øjnene og skidemørkt var det, gik jeg over med lommelygte for at se hvad der skete og rigtigt nok, fødslen var gået i gang. OK,ok tænkte jeg, der røg den nattesøvn og jeg gik over for lave mig noget “jordmoder-kaffe” de der stærke og gik tilbage ind imellem. Jeg havde hende i snor og hun fødte den første hvalp i græsset. Hun slikkede den jo ren, men det var så koldt og den lille var så kold, så kold, at jeg lagde den mellem brysterne, ikke at det hjalp meget, mine er meget små, så jeg tænkte, “hvor er en kvinde varmest???” og jeg lagde den lille mellem mine lår, det ved man da hvad er!!!!! Well, Lissy blev sat til at føde i badeværelset i gæstehuset. Der var lidt langt mellem hver hvalp og jeg blev lidt bekymret, tog hende ud på et par gåture for at få hvalpene rykket på plads og lod hende i øvrigt selv om resten, LISSY er en 4 årig tæve og har prøvet det før, så jeg sad bare og drak kaffe og røg en masse cigaretter alt imens det bare væltede ud med hvalpe.

Laura, min søde unge veninde, som jeg har ansat til at komme en 3 timer lørdag og søndag for at passe dyrene, var helt vildt begejstret, sagde “se, Lisa, nu kommer der en til”, hun syntes det var helt vildt dejligt hver gang der kom en ny ud og jeg var ved at opgive og gik over til min mand ind i mellem og når han spurgte, “hvor mange er der nu??” så svarede jeg “ved det ikke, er holdt op med at tælle!!!” Kors, siger jeg bare, LISSY fødte hele 12 (tolv) babyer, en var dødfødt, havde været lang tid undervejs, en lagde hun sig på, den døde, to havde problemer med vejrtrækning fordi de havde slugt væske, dem sugede jeg rene med en “pære” , gav dem mund til mund-metode men Laura, det gode barn, var smartere end jeg, og gav dem hjertemassage, 5 gange tryk og så give luft i munden og det hjalp, de begyndte at trække vejret sådan nogenlunde men med noget besvær.

Nu var fødslen så overstået og jeg ringede til Diego og bad ham komme og give oxitocina for at livmoderen kan trække sig sammen således at er der en helt inde, så kommer den ud, sikkert død men måske levende. Nå, heldigvis kom der ikke flere, men den ene lille med vejrtræknings-besvær kunne ikke sutte, fordi den ikke kunne trække vejret gennem næsen. Jeg prøvede med sondefodring, gav hjertemassage, trykkede den på maven under ribbenene etc. og det hjalp noget, men dagen efter så jeg, at den havde det skidt og bad Diego om at komme og aflive den, hvilket han gjorde. Det var trist at se at den virkelig kæmpede for livet men bare ikke kunne så det er det bedste man kan gøre for at hjælpe den lille. Da han havde givet den første portion anestesi til at “falde i søvn”, flød det ud med gult væske af næse og mund, så den lille ville ikke have kunnet klare at “rense sig selv”. Tæven havde allerede taget den lille og lagt den væk fra de andre, det er det bedste tegn på, at noget er galt, de ved de meget bedre end os andre, separerer de ikke levedygtige med det samme og det til trods for, at i dette tilfælde var der jo så mange men det vidste hun, man skal kigge godt på dyrene, de ved pr. instinkt, hvornår noget ikke er som det skal være.

Næste morgen gik jeg så over for at se hvordan hele reden så ud og den lille med problemer lå og hyggede sig gevaldigt ved “mors bryst”, suttede og havde det fint, de andre også. LISSY rystede som et espeløv, ved ikke hvorfor, men jeg gav hende noget mælk med honning, som hun tog lidt af og gav hende foder, tog hun også lidt af men holdt ikke op med at ryste, så jeg gav hende kalk, subcutanio, under huden, 12cc i alt og det hjalp noget, tog hendes temperatur som var lidt under 38 grader (hunde ligger på en grad mere end mennesker) så feber havde hun ikke, men jeg tænker, at hun har haft ondt i maven, 12 hvalpe er jo mange. Ok, så var der 9 hvalpe men i mandags, da jeg gik over for at tilse og fodre, så jeg, at den største af tæverne var død!! Jeg kunne ikke forstå det, spekulerede som bare pokker over, hvordan det nu kunne være, indtil jeg så, at en anden, temmelig stor, havde kravlet under tæppet og så gik det op for mig, at den lille tæve havde kravlet under tæppet og moderen havde lagt sig på hende. Jeg havde lagt den væk til begravelse, men tog den frem igen og rigtigt nok, den var helt fladtrykt på siden af hovedet, så min teori passer!!!

Ergo, tog jeg tæppet væk og gav dem en skumgummi-madras med et lagen over, som jeg har fæstnet med maskintape på bagsiden. Nu ligger de alle ovenpå og ingen kan “forsvinde”, ærgerligt og synd, at jeg ikke havde tænkt på det før. Well, for tæven…og for mig…er det bedre med 8 , der er en pat til hver og det lader til, at de alle overlever, de ligger og “slår mave” grynter og spjætter.
De er så fine og rene, LISSY er en god mor, og nu vil jeg gå over og give hende frokost i form af dåsemad og en god slat af den hjemmelavede formular-mælk, 1 liter laktosefri mælk, en hallv føde, 4 skefulde honning og to æggeblommer, noget af en “bombe” men hun ser allerede bedre ud, pelsen er ok, hun var jo meget tynd til trods for graviditeten, staklen har gået uden ordentlig mad i 14 dage, lidt ris og bønner her og der men jo ikke nok til 12 hvalpe i mavsen, plus til sig selv.

Nå, jeg har talt med Nuria og hun vil se, om hun kan finde en til at passe dem når de er store nok til at jeg har givet den første ormekur, de har fået øjne og er begyndt at udforske verden. Jeg håber at denne verden er noget de kan bruge, at folk vil holde af dem og sørge for dem, kastrere dem og at de ikke ender på gaden som så mange andre, det bare er så synd for………..

Alt for nu, jeg skal til at varme mælk op…

Knus Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial