Af Lise fra Costa Rica
Kære alle sammen.
Ja, denne gang er det hele i en stor pærevælling, der er så meget at skrive om, men jeg vil bare tage noget af det vigtigste…..
Det vigtigste og værste for mig har været, at vi mistede vores dejlige Schæfertæve Bonnie for ca. 14 dage siden. Hun havde skrantet lidt , forstået på den måde, at hun gik noget krumrygget, men da hun var næsten 10 år og havde hostedysplasi, så tænkte jeg, at det nok var det og alligevel, det var anderledes så jeg tænkte, at det måske også kunne være nyrerne.
Jeg fik en dyrlæge herfra landet til at undersøge hende og han mente, at hun havde ondt når han trykkede ved den ene nyre, sikkert en infektion sagde han og ordinerede antibiotika, hvilket jeg gav hende. Det skete en lørdag, hun opførte sig normalt, spiste, legede, løb rundt og gøede, men mandag aften, syntes jeg at kunne se at hun havde mere ondt og sagde til min mand, “jeg tager hende til dyrlægen, Claudio, i morgen, så vi kan få taget nogle blodprøver og en gastroskopi” for Bonnie havde, for et par år siden, et problem med at hun kastede blod op, og det viste sig, at hun havde enten, et blødende mavesår eller en tumor der sprængte.
Og rigtigt nok, tirsdag morgen så jeg at hun var meget skidt, havde kastet blod op i store mængder, gammelt, størkknet blod så jeg gav hende dicynone, noget koagulerende, ringede til Claudio som anviste hvad jeg skulle købe og give hende, han kunne ikke komme selv men det havde heller ikke hjulpet, hun skulle have “menneske-medicin.
Nu var det sådan, at Marito havde meldt sig syg, Yadira havde fri, min mand skal have én her hele tiden, så jeg ringede til apoteket, de havde hvad jeg skulle bruge, ringede til en taxi-ven som kørte det ned til os, hun fik medicinen, lå stille men halsede meget, ville gerne drikke lidt vand og var mere rolig når jeg sad hos hende så det gjorde jeg.
Jeg syntes ikke at medicinen virkede så jeg ringede igen, igen til Claudio som sagde at jeg jo lige skulle give det noget tid til at virke, hvilket jo er rigtigt nok men jeg kunne se, at hun bare blev svagere og svagere men løftede dog hovedet når jeg gik væk fra hende ligesom for at sige,,,”bliv her, jeg er ved at dø”…..Det kunne jeg godt se og da hun fik sort blod-afføring, der simpelthen bare stank, vidste jeg at nu var det forbi, prøvede at få fat i en dyrlæge til at aflive hende men der var ingen der kunne, hun begyndte at strække sig og hive efter vejret, jeg havde Claudio i telefonen hvert kvarter og til sidst, kunne hun ikke trække vejret og han sagde at det var fordi hun ikke havde blod nok i kroppen til lungerne og så døde hun stille og roligt.
Hun klagede sig ikke eet sekund, lå bare stille med en sofapude under hovedet og kiggede på mig og i øjnene, kunne jeg se, at livet var ved at ebbe ud, de blev slørede og matte. Jeg snakkede blødt med hende, fortalte at vi jo klarede den sidste gang og at hun nok skulle blive ok igen, jeg gjorde alt for ikke at tude, det bliver hunde kede af og forskrækkede over, men efter hun sov ind, i ordets betydning, tog jeg den store tur, Gud hvor gør det ondt hver gang…..dog må jeg sige, at jeg var glad for, at hun ikke skulle tage den lange tur til dyrlægen i bilen, dernæst alt hurlumhej hos ham, med den normale angst dyr har hos en dyrlæge, men bare kunne sove ind her i vante omgivelser. Jeg tændte et lys for hende, bad en bøn til Francisco de Asis og bad om at hvis hun skulle genopstå som hund, så i hvert fald ikke som gadehund!!!
Jah, og hvad nu, tænkte jeg??? Hun skulle jo begraves så jeg ringede til Marito og spurgte om han ikke kunne sende nogle venner til at lave hullet og putte hende i, ringede til Yadira, om hun kunne komme og fodre alle de andre 28 hunde for jeg var helt opløst.
De kom begge to og havde en onkel med og så blev hun begravet sammen med de andre på den lille “kirkegård” som vi har lavet. De tog af sted igen og jeg sagde til min mand, “jeg lægger mig lige lidt og tuder færdigt” og hvad ser jeg i soveværelset??? Lille Fanta, et gadekryds på ca. 12 år, ligger og ryster som et espeløv, fuldstændig udstrakt og bare kiggede på mig.
Jeg undersøgte hende og så at hendes ene analkirtel var meget hævet, tog hendes temperatur, som var 40 grader, gav hende noget til smerten og ringede igen til Claudio som sagde at det var en analkirtel-infektion og jeg skulle give noget antibiotika, jeg ikke havde men jeg havde noget andet sulfa, som jeg gav hende intramuskulaert, hele 2 cc til den lille hund og jeg spurgte ham 3 (tre) gange om han nu var helt sikker på hvilken hund vi talte om, for normalt giver jeg 2 1/2 cc til en hund på ca. 35 kilo og Fanta vejer ca. 9 kg. ??
Naah, han sagde at det skulle jeg gøre, jeg mener han er dyrlæge og det virkede faktisk efter en times tid , jeg ville give noget anti-inflamatorio til bylden men det skulle jeg ikke, sagde han. Jeg lavede noget kamillete, frøs te-bladene og lagde dem på bylden, teen drak jeg selv!!! Fanta var for så vidt ok igen efter nogle timer, ville ikke spise aftensmad men det regnede jeg heller ikke med.
Næste morgen var bylden sprunget og jeg undersøgte hende og vaskede såret og lod hende selv klare resten, hun fik 2 cc til og er nu ok, skal bare have renset analkirtlerne oftere selvom hun hader det, for det gør ondt på hende, normalt kommer der stinkende væske ud men hos hende, er det hårdt som sten. Nå, den lille overlevede, godt nok, jeg havde ikke kunne klare at miste to hunde på en dag!!!!!
I gør jer ikke begreb om hvor mange der ringer og om alt muligt, mange opkald handler om hvornår den næste kastrations-klinik finder sted og hvor??? Det er jo til at leve med, de værste er, når folk ringer og spørger om jeg kan hente hvalpe som er smidt på gaden og det kan jeg ikke, jeg har ikke plads til så mange men her forleden, blev jeg nød til at tage tre små tæver fra en dame jeg kender fra før og hvis mand mener det, når han siger at han ville sætte dem på gaden igen, der var 5 hvalpe, en han fik hun givet væk, en anden han, tog Victor i petshoppen i Puriscal, den var der kun i to timer, så kom der et ægtepar og adopterede den efter at jeg havde aftalt med Victor, at jeg ville betale for vaccine, som han gav.
Marito hentede så de tre tæver som nu er her. De var meget ængstelige men det fik jeg hurtig pillet af dem ved brug af dæmpende signaler, lidt blød snak, godbidder, naturligvis og OSO, som jeg har til opfodring, var ikke særlig samarbejdsvillig i starten, han mente at godbidder tilstod ham og KUN ham, men nu går de alle 4 i et lille område bagved gæstehuset og OSO er blevet til legeonkel hvilket passer ham godt, tæverne hyler og skriger når han ikke er der. De tre små kommer på et andet shelter i næste uge, en aftale jeg lavede i aftes med dem.
Sagen er den, at en gammel mand fra et slumkvarter, kom på hospitalet og døde. Han havde en masse hunde og katte, jeg kan ikke rigtigt huske om det var 40 ialt eller 40 hunde og 40 katte, i hvert fald blev de hentet af dette shelter som spurgte os alle, der laver det samme som jeg, om vi kunne hjælpe, for dyrene så Herrens ud. Ok, jeg meldte mig på banen og sagde at jeg ville tage de tre værste med skab eller to med mentale problemer, begge dele min “specialitet”.
Siden vi aftalte det, har jeg jo så hentet de tre tæver og har ikke plads til hverken eller, men så fik jeg den ide at spørge om vi ikke kunne lave en “deal”, de tager hvalpene som vil have det bedre hos dem, de har mange frivillige som kan tage sig af dem, og jeg tager to hunde som er så bange at de ikke engang vil ud af hundeburet af bare skræk.
Her hos mig er der stille og roligt, ikke noget larm bortset fra gøen hvis der kommer nogen, så her kan de slappe af og jeg vil gå i gang med at få dem beroliget. Aftalen er så, at når de er ok til adoption, så skal de sørge for en god familie og jeg betaler for operation af hvalpene hos dem, de er alligevel for små til at blive steriliseret. I morgen vil jeg købe vaccination til dem og give det inden de skal hen til et sted hvor der er mange hunde der ikke er vaccineret endnu, således at de dog er lidt beskyttede.
Jah, det er jo alligevel ikke alt der “lykkes i en gasovn” men her til morgen, havde jeg held med at finde fosterfamilie til hhv. 3 , næsten, nyfødte killinger og to hvalpe, der bor med deres mor i et hul i jorden, jah bogstaveligt talt. Tæven er en gadehund der er blevet “vild”, man kan ikke røre hende og Natalie, min “kollega” fra Puriscal, giver hende og to andre af samme slags mad hver dag, og de alle tre, er nu nedkommet med i alt ti hvalpe.
Natalia har ledt og ledt efter deres reder, fandt til sidst hvad hun søgte, et hul i jorden og nogle var døde, andre halvdøde og de sidste i elendig forfatning, men Natalie fik fat i de fleste. Hun har fået dem ind hos familier der gerne vil give en hånd med og nu har jeg så fundet et sted til de to små som er ca. 1 måned gamle, men selv kan spise.
Problemet er tæven, hun ved hvor hendes andre hvalpe bliver passet, og sidder og hyler og kalder på dem, på fortorvet, hver nat og folk er ved at gå grasat, der er ingen af naboerne der kan sove. Jeg tænkte lidt på, om man ikke skulle lade tæven beholde en han, indtil videre, jeg synes det er synd for hende at vi tager alle væk, men så har vi jo bare en gadehund til, som vil blive vild og det går jo heller ikke, sådan en lille fyr, skal jo socialiseres så vi kan hitte et godt sted til den.
I vores lille landsby, Jaris, er der også “gang i biksen” bønderne her, er lade og nærige, de kommer aldrig til de kastrationer vi laver i området, enten har de ikke transport eller de vil hellere lave noget andet eller har ikke penge til deres dyr, så NU laver jeg en kastrationsrunde herhjemme hos mig selv i gæstehuset, til en lille pris og håber så på at det NU lykkes at få folk til at komme!!! Jeg tænker på den 30. august 09 og dyrlægen vil fortælle mig i morgen, om han kan komme. Jeg har sagt at det nok bliver en lille runde, men til gengæld kan han få en god frokost, han er glad for mad!!!!
Om en times tid, er jeg inviteret til en 2 års fødselsdag hos en nabo og der vil komme mange, egentligt gider jeg ikke tage af sted for jeg VED bare hvad der vil ske….lige så snart folk ser mig, kommer de med historier om at der hvor de bor, løber der hunde rundt som er forladt, killinger etc.men jeg tager af sted alligevel, for så kan jeg fortælle om min runde her og så tager de måske deres egen, plus gadehundene med hertil og muligheden for at de tager sig af dem, er dermed større. Det fortæller jeg om senere….
Apropos kastrations-klinikker, så har jeg lidt over USD1000.00 på SASY-kontoen og dem vil jeg bruge på min lille by her, en runde i Puriscal og så Acosta men de to sidste, kommer folk til at betale lidt mindre end dyrlægen tager, så det bliver nok ikke så dyrt og jeg må hoste op med lidt god mad til dyrlægen, så han føler sig “forkælet” som han meddelte mig forleden dag, at var nødvendigt, ellers kan vi ikke få div. dyrlæger til at komme så langt!!!!!
Nå, jeg vil gå ud til min lille mand, lave noget frokost til ham, putte ham i seng vente på at Laura kommer og kigger lidt efter dyrene og så gå til den der fødselsdag hvor jeg bliver bombarderet med problemer og spørgsmaal, heldigvis kan jeg kun blive en time for så kommer en psykolog-veninde og det er ved Gud, noget morsommere, så er det mig, der kan “hælde vand ud ad ørerne”…….
En hundehilsen til alle fra Lise