Af Lise fra Costa Rica
Kære alle sammen
Så er det igen tid til “en sang fra de varme lande”, jeg har haft meget at lave men i øjeblikket (touch wood) er der lidt ro, så længe det varer!!!!!
Nå, det varede ikke længe, fik lige skrevet det og så ringer der en dame med en syg hankat som blev opereret i Acosta den 4. juli 2009. Det er en inde kat og den tisser blod!!! Jeg spurgte om forskellige ting, og hun fortæller, at det er som om den vil tisse men der kommer ikke noget, det kan jo være flere ting men nok mest sandsynligt en urinvejsinfektion eller blære, måske har den sten i systemet men hvor om alting er, sendte jeg hende til dyrlægen , som er ligeså meget dyrlæge som jeg, ingen uddannelse men med erfaring.
Hun sagde, at hun ikke kunne gå i dag fordi der er byfest og alt er lukket, men at hun i morgen ville bede “nogen” om at hente medicin hvortil jeg svarede “No, No , Mamita (lillemor på dansk), De tager katten med til dyrlægen og IKKE i en sæk, hvor den ikke kan ånde”. Heldigvis har hun et form for bur og det ville hun så gøre.
Jeg spurgte om missen spiste og drak og det gjorde den, så jeg sagde ok, så dør den ikke inden i morgen!!!!! Det lyder groft, men hvis jeg ikke gør sådan, så sker der ikke noget!!! Jeg mener, hvis min kat tisser blod, så tager jeg den til dyrlægen med det samme, her venter man en rum tid, håber på at nok går over af sig selv, ofte gør det, men resultatet er ofte, at de venter for længe og dyrlægen kan ikke længere behandle, det nu, og så hedder det sig bagefter, at dyrlægen ikke “er god nok”……
Apropos dyrlæge, så fortalte man mig, at en hanhund, en af mine hvalpe, som er blevet adopteret at Maritos Far, blødte i strømme ud ad næsen, den kunne knap trække vejret gennem næsen og der lå en hel blodpøl, af helt frisk blod.. Marito kommer kl. 0700, ordner burene og fodrer i re-habben og dogrun og efter det, sendte jeg ham til min dyrlæge, Claudio i San Jose for at se, hvad der var galt.
Når en hund bløder ud ad næsen, kan det enten være fordi den har fået et slag, spark, er blevet påkørt eller er faldet på næsen etc. og da denne hund, for ca. 6 måneder siden havde det samme, også var hos Claudio, der konstaterede at hunden havde fået et slag og havde brækket næsen, jah så var det jo en stor sandsynlighed for, at det samme var sket fordi den jager kvæg og bliver sparket.
Men alligevel tænkte jeg, at det kunne være erhligia, denne blødersygdom som giver indre blødninger, overført af tæger, så jeg fik fat på Claudio og sagde at Marito var på vej med hunden, og at jeg ville overtage regningen. Claudio lød anderledes end normalt, lidt sur eller bekymret, sagde til mig at han ikke ville være der men at hans assistent, Danny, var der og at han ville ringe til ham.
Jeg ringede så til sekretæren og sagde det samme, og det viste sig rent faktisk, at jeg havde ret i min første antagelse, Tarzan, hedder hunden, har erhligia, og det blev fastslået efter et kit-check samt hemogram, og nu er den på antibiotika, doxiciclina, en større dosis og i længere tid for sygdommen dvs. tægerne har muteret og den almindelige dosis i kortere tid, hjælper ikke længere.
Nuvel, heldigvis er det en “ur-hund” og derfor har den et stærkere immunforsvar, det ser anderledes ud for racehunde, de doer som regel, når sygdommen er så fremskreden at de bløder ud af øjne og næse.
Tarzan, spiser, har det godt , løber rundt og leger så faderen slap med skrækken, moderen også, for dør der en hund af deres, så spiser og taler faderen ikke i 10 dage, så trist bliver han. Regningen hos dyrlægen blev 53000.00 colones, familien fik chocket….man skal tænke på, at Marito tjener 50000.00 colones for 50 timers arbejde om ugen!!! Maria, hans søster, gav 10000,00 colones, hun er fosterfamilie for MUKI og det er det hun får pr. måned for at passe ham, resten af familien, vil arbejde skylden af, her på farmen, jeg selv deltager med 10000.00 colones, trækker ikke Marito i løn og har givet bil og benzin til San Jose.
Rosa ringede, naturligvis en søndag morgen, og fortalte at MAXI, som hun har fra mig, var kommet hjem om morgenen med et øje hængende ud af øjenhulen og hvad spurgte hvad hun nu skulle gøre. Det er dyrlægearbejde og jeg sagde, at hun skulle kontakte Diego og høre, om han kunne komme og tilse hunden. Hun sagde, at det ville hun gøre men hvem skulle betale ham, for hun har ingen penge!!!!. Det ved jeg passer og selvom jeg har tilbudt, at hun kan hente lidt foder til ham ind i mellem hos den lokale købmand, har hun aldrig gjort det, så der hjælper hun jo mig, og så hjælper jeg jo naturligvis også hende, dvs. hunden i første omgang.
Diego kom og hentede ham, opererede øjet, som han mistede. Skal man operere for at beholde øjet dvs. synet, så skal det praktisk taget gores med det samme, i hvert fald inden for et par timer. Jeg ringede til Rosa og spurgte til hunden, den havde det godt og jeg sagde at hun skulle kontakte Diego igen, så han kunne pille stingene ud, jeg har alt til det også, den rigtige stumpe, runde saks, en pincet, der lukkes sammen med et specielt greb etc. men MAXI er en stor hund og stærk og vil bestemt ikke ligge stille mens jeg klipper, og så kan jeg skade ham, Diego har bestemt givet ham noget beroligende medicin, en form for pre-anæstesi, så han ligger lidt stille, øjet er jo et sensibelt område og bisserne er tæt på!!!!
Mens jeg sidder og skriver, ringer der en dame og spørger, hvad hun skal gøre, for hendes lille pincher, som blev opereret sidst i Puriscal, havde små blister med pus over det hele!!!. Jeg spurgte naturligvis, hvad er “over det hele”, har den disse omkring operations-arret??? på maven??? øjne etc. og det viser sig, at den har det på bagparten, fra halen og nogle centimeter op ad ryggen.
En “dyrlæge” har givet tæven noget antibiotika og noget prednisolon men det har ikke hjulpet, så nu ville hun høre, om jeg ville komme og tilse hunden???. Det vil jeg ikke, der findes en “rigtig” dyrlæge i Puriscal, og ham har jeg sendt hende hen til. Havde det været i sidste uge, hvor han havde fri, ville jeg være taget afsted med min medicinboks, undersøgt hunden og ringet til Claudio for at høre hvad han mente jeg skulle give og i hvilket mål.
Claudio er den venlige sjæl, der bare altid tager mine opringninger uanset hvad han laver, opererer etc. Han er en af de få mænd, de kan gøre TO ting på samme tid…hihi…ok, ok, undskyld til jer mænner!!!
Så ringede Allan, kl 22.15 om aftenen, hev mig ud af min sofasøvn, jeg snorksover hver aften på det tidspunkt. Allan undskyldte det sene tidspunkt men var lige kommet fra arbejde, og han havde to problemer, en Pekingesertæve, lidt ældre gik rundt på gaden med en byld under bugen, hun gik lidt, lagde sig osv. var ligesom udmattet og havde besvær med at spise det han gav hende.
Den lille var blevet en gadehund, hun havde oprindeligt et hjem men manden dampede af til USA, konen fandt en anden og han kunne ikke lide hunde, og så blev hun sat på gaden. Den lille gik så der på gaden og hun så syg ud. Folk kyste hende væk med koste etc. for at hun ikke skulle smitte deres egne hunde, men Allan syntes det var så synd for hende, hun lå i kloakken og var våd og stank, og spurgte han mig, hvad han skulle gøre.
Allan har transportmuligheder, så jeg sendte ham til dyrlægen i Puriscal, så han kunne checke hende. Jeg fortalte ham, at det kunne være at det var nødvendigt at aflive hende, men hvis ikke, om han så ville tage hende og jeg ville hjælpe med foder og ormemidler, og det ville han gerne. Det viste sig, at hun havde en kæmpe levertumor, og hun blev skånet for mere smerte – hun blev aflivet!!! Det er vel den bedste “medicin” man kan give når situationen er således.
Hans andet problem var, at en af hans hunde var blevet kørt over og havde brækket et bagben. Hans lille datter kom grædende hjem og sagde, at føreren af bilen slet ikke havde prøvet på at undgå påkørslen og det er ikke unormalt her, desværre. Well, han ville købe noget antibiotika og spurgte om jeg kunne hjælpe med forbindinger, creme til heling, et par træ-ispinde til at fastholde og støtte benet osv. Jeg sendte Marito hen til ham med de ting han skulle bruge, og da jeg ikke har hørt noget siden, går jeg ud fra, at hunden har det ok igen …ellers ringer han igen, helt sikkert.
En amerikansk bekendt ringede og sagde “Lisa, vi har lige reddet en hund!!!!” OK, sagde jeg, det var da godt at høre men tænk jer, et amerikans ægtepar gik en tur ved floden og så en hvid fodersæk bevæge sig!!! De nærmede sig , åbnede sækken ved bredden og deri lå en hund!!!! Disse sække er vandtætte af hensyn til foderet og duderne må vide, hvor lang tid hunden har ligget i den. Dem der har smidt hunden i floden, har måttet ønske at den druknede, men den flød bare ovenpå og hunden ville være død af iltmangel på et eller andet tidspunkt!!!! Altså, man skal vist høre meget før ørerne falder af!!!! Frygteligt, siger jeg bare. Nå, min amerikanske bekendt har taget hunden til sig, den har det fint nu.
Jeg har masser af samme skuffe, folk der ringer og spørger om jeg kan hente gadehunde, i går ringede en indianerkvinde og ville høre om jeg kunne hjælpe med foder, til hendes 6 hunde, taget fra gaden. En gut ved navn Juan, som jeg mødte i Puriscal sagde til mig: ”hvad skal jeg gøre, jeg tjener ikke nok til at fodre de ti hunde jeg har samlet op fra gaden og sådan er det bare hele vejen igennem…. Jeg er ved at blive vanvittig, for jeg kan heller ikke hjælpe, jeg bruger allerede på nuværende tidspunkt ca USD 500.00 pr. måned til foder, medicin, dyrlæger etc. og jeg er ved at skrabe bunden. Jeg må snart finde på noget, således at jeg kan få nogle lokale donationer, det kunne godt være en mulighed, jeg er jo registreret i vores skattevæsen og hvis folk her giver en donation, så kan de trække det fra i skat. Det vil jeg gøre lidt mere ved hos de lokale i Puriscal. I går afleverede jeg en brochure til en trælasthandel og datteren der, ville snakke med sin far om der var nogle muligheder, så det må jeg kigge lidt paa, måske også et større supermarked, hvor vi er gode kunder, ville hjælpe til…anyway, det skriver jeg om næste gang.
Siden et par dage, er jeg blevet plejemor for Chep, en 9 årig hanhund, som har haft erhligia og nu lider af inkontinens, dvs. han “vådter” sit hundetæppe og drypper hver gang han rejser sig. Chep tilhører Pernille og Morten, et dansk ægtepar som er udstationeret her og skal hjem til DK om ca. et år, de skulle på ferie og spurgte om jeg kunne tage Chep i pleje.
Morten og Pernille er rigtige hundemennesker, har været fosterfamilie for Miss Molly, den lille hvalp som blev afleveret ved vores port med et brækket ben, det har jeg skrevet om tidligere. Ideen med en fosterfamilie er jo, at de passer den til de kan finde et godt hjem til hunden eller katten. Selvom Molly er den dejligste hund, sød og legesyg, som finder en pind og bare leger med den, så har det været svært at finde hjem til den, for de folk der virkelig er gode ved dyrene, har allerede en 4-5 stykker og kan ikke tage flere.
Pernille har en rideveninde, Christina, som er tysker, og som har et form for rejsebureau. Alle medarbejdere der, havde taget en syg gadehund til sig og skillinget sammen til behandling af hunden, MEN porten var åben til gaden og hunden løb ud, blev påkørt og døde. De ville gerne have en ny hund til kontoret, og Molly har nu været der to dage. Jeg ringer senere og hører hvordan det går. Går det ikke som det skal, henter jeg hende hertil og så ser vi tiden an, med lidt god vilje kunne det sågar være, at Chep ville blive glad for at se hende. Pernille og Morten har lånt mig penge til at få lavet en løbegård bagved vores gæstehus, penge som jeg regnede med, at WSPA ville betale men det vil de ikke.
Alligevel, fordi jeg blev nødt til at lave indhegningen før de havde accepteret det. Jeg har misset 4 deadlines, ikke mig, men her er WSPA simpelthen så sløve, at de ikke får sendt min ansøgning af sted til London og NYC i tide, det er ekstremt irriterende men sådan er det når vi taler om store organisationer, det tager en hulens tid, med at få tingene til at passe sammen. Mit “forsvar” er, at såvel direktøren for WSPA her, samt dennes projektleder HAR været her, set forholdende før, og kan komme og kigge på det igen, så de kan se, at jeg har brugt penge på det, vi havde aftalt. Så hvis der ikke sker noget der, må jeg skrive direkte til hovedsædet og se, om DET hjælper. Nå anyway, den gode Chep, er jo en dansk familiehund, og jeg skal love for, at jeg kan se forskel på ham og en gadehund!!!!
Chep er en delikat spiser, nul godbidder, som jeg altid bruger men en god omgang kærtegn og dæmpende signaler, har gjort, at vi er de fineste venner. Jeg får sågar et par slik på næsen når vi ses, jeg vender siden af ansigtet til ham og lukker øjnene, ellers kigger han væk, gør jeg ikke det, kommer han med en forpote og siger dermed, “skal vi ikke være gode venner”?? og så forsætter vi med at ae.
Han ville ikke spise sin mad, det vidste jeg fra Morten, men en hund skal jo spise, så jeg har købt kyllingebryst som han få blandet med sit foder, sammen med suppen det er kogt i og det spiser han, sågar om morgenen, jeg prøvede med tun i vand og han kiggede bare på mig som han ville sige “har du tænkt dig at jeg skal spise det???” OK,OK tænkte jeg, så prøver vi med stegt kotelet, og det spiste han kun fordi Tipper stod på den anden side af hegnet, bare sådan at han ihvertfald ikke skulle have det.
Han havde lidt dårlig mave da han kom, og jeg ved at han har fået ormemiddel, så orm kunne det ikke være, gik ud fra, at det var stress, og da jeg luftede ham i morges, var maven i orden igen MEN Chep er en bestemt herre, han nægtede at gå ind i løbegården, strittede med alle fire poter og viste mig hvor han ville hen, først hen og skændes med OSO, som jeg har til opfodring, og derefter ind i stuen i gæstehuset, hvor han lagde sig gemytligt på et tæppe jeg har købt til ham. Han har det dejligt der, åbenbart, lytter til stille jazz på radioen jeg har tændt for ham, hans “nattesengetøj” er til tørre sammen med fars t-shirt, så der lugter lidt af “hjem”.
Chep har ingen hale, men han vrikker med hele bagkroppen når jeg besøger ham, han er en dejlig hund og en af dem, der benytter sig mest af dæmpende signaler sammen med aggression, egentligt en mærkelig konstellation men han er meget, meget udtryksfuld i sine signaler, meget mere end en gadehund eller flokhund.
Apropos dæmpende signaler, har min skrive-veninde gennem mange år, Turid Rugaas, sendt mig sin video om dæmpende signaler, fordi jeg er blevet kontaktet af en tv-selskab som gerne ville sende noget om disse og derfor behøvede jeg noget “grundelag” til at fortælle om disse signaler. Jeg kan med stolthed berette, at hvad jeg så på dvd´en, er også det jeg ser til hverdag. Jeg har jo kun læst mig til det før og fået øjnene åbne for disse signaler, og jeg kan kun anbefale alle at “få øjnene op”, se signalerne og handle derefter, derved kan man få hunden i “tale” så at sige, og se hvor den befinder sig mentalt, helt fantastisk. Gud hvor har det hjulpet mig i mit arbejde med gadehunde og mine egne her i huset, og Turid, skulle du læse disse linier, så siger jeg dig tak for at du skrev bogen og lavede videoen.
Så, nu ringede det lige igen og denne gang var det ikke noget problem, det var Majken, en dansk veninde som har adopteret to hunde af mig, Panda og Duke, den sidste et lab-mix som har kraftige kæber og elsker at tygge i et eller andet med det resultat, at der ikke befinder sig noget som helst i haven, der ikke er gennemtygget!!!! Glem alt om haveslanger, tøj på tørresnor, selv “undestructable” legetøj er splittet ad på få minutter, nu ved jeg snart ikke, måske et jernrør???
Duke går med 4 andre hunde men det er altså ikke nok at lege med dem, han er noget grov i sin leg og så gider de andre ikke. Haven er stor og masser af plads til at boltre sig på så det er ikke problemet. I huset opfører han sig vist “ret pænt”, men tak skæbne for, at han “landede” hos en god familie der accepterer, at han er lidt anderledes sat sammen. Hos en enhver anden, var han vist blevet sat på gaden!!!!
Sidst, men ikke mindst, vil jeg lige hurtigt fortælle om klinikken i Puriscal, den 19. juli 09 der kom 91 dyr, to gad ikke at vente, heldigvis hanhunde, så alt i alt blev der opereret 89 dyr.
De var to dyrlæger i denne omgang – den ene ved jeg ikke rigtigt hvad jeg skal stille op med, det var ham der opererede i Acosta hvor en hankat døde, og denne gang døde en tæve, hentet fra gaden 14 dage før, men det skulle egentligt ikke betyde noget.
Dødsfaldene opstår ved opvågning, ikke under selve operationen, så et eller andet siger mig, at der bliver givet for meget anæstesi. Jeg har sagt til dyrlægen, Blas, at jeg godt kunne tænke mig, at enten checker man hjertet inden operation, under preanestesi som selvfølgelig er anderledes end uden anæstesi, for at se om hjertet kan klare det, eller at han fremover med sine assistenter, bedøver hun/kat for den nye dyrlæge, har andre, uprøvede assistenter i forbindelse med store klinikker og det er jo lidt i stil med at to skallede låner hinanden en kam!!!! Det går ikke sådan og de kommer til at finde en løsning, i 15 år har jeg kun haft et tilfælde med en hankat der døde og nu 2 tilfælde til og det indenfor en måned og med en ny vet, så det lyder jo logisk at problemet ligge der, omvendt han skal jo også have erfaring til disse store klinikker som ved Gud ikke er det samme, som at få en hund eller kat opereret “normalt”, derfor er det også dyrere, hvis det drejer sig om en enkelt hund.
Sidste gode nyhed er, at jeg har fået afsat Puppy og Patti til en sød familie og de er bare så glade for dem. Begge tæver er hentet fra gaden, en med skab og den anden smidt på gaden. Efter rekuperation her hos mig, er de nu ok.
Så nu hører jeg et ordentligt uvejr i det fjerne, så jeg skal lige nå at kigge til Chep, lukke hundene ind i burene, så de ikke bliver våde og give min mand noget frokost, køre ham til sengen, hive ham op af rullestolen, putte ham, og så selv se at få lidt hvile. Hiver stikket ud, ellers ringer og regerer det og jeg får ikke min siesta, som jeg har brug for men sjældent får.
Ha det dejligt, I har jo nærmest costarikansk vejr…og jeg vender tilbage…
Knus fra en udmattet Lise