Costa Rica – 7. juli 2009

Kære alle sammen, den 6. juli 2009:

Dyrenes SOS sponsorerede en kastrationsklinik i Acosta, en lille by, med et stort opland og en gudsbenådelse af dyr, et sted hvor “man” ynder at sætte dyr på gaden og det kan ses!!!

I lørdags stod jeg op kl. 05.00 for at nå at få fodret mine dyr, få klædt min mand på, snuppe en hurtig kop kaffe, checke om jeg nu også havde alt med, kl. 06.00 kom min hushjælp og vores caretaker, Marito, og jeg tog af sted for at hente Laura og senere hente Natalia, som var mine medhjælpere til klinikken. Jeg havde fået tilsagn om 3 andre hjælpere men i sidste øjeblik, sagde de fra. Én havde ikke transport, én havde en “syg” symaskine og den sidste havde fødselsdag hvor familien ville lave en fest for ham.

Vi kørte så til Acosta via en bjergvej som heldigvis lige var blevet repareret, nul huller i vejen hvilket er noget nær umuligt i Costa Rica men kors, hvor var der mange sving, farligt for man kan jo ikke se hvad der kommer imod en, så det gik lidt langsomt. Vi skulle starte kl. 08.00 og vi var der kl. 07.30 og fik noget nær af en chok fordi folk stod i kø, helt op til vejen!!!!

Well, jeg havde instrueret Laura og Natalie om hvad hver i sær skulle gøre, så Laura gik i gang med at registrere folket med deres dyr. Natalia og jeg gik i gang med at ordne vores ting, lægge pap ud til opvågning, ordne papirer, kigge medicin efter, børster og kamme osv. Kl. 08.00 var vi klar og heldigvis kom dyrlægerne til tiden og de begyndte at gøre klar til operation. Jeg havde tre dyrlæger med deres assistenter. I alt var vi 17 personer og det var vist godt, for kl. 10.00 kom Laura fortvivlet og spurgte hvad hun nu skulle gøre, for der var over 170 dyr registreret, og jeg sagde at hun skulle stoppe ved 180 og sætte resten på venteliste….

Vi opererede 183 dyr fra kl. ca. 08.00 til ca. 16.30 og de resterende 66 dyr måtte vi sende hjem, og aftalte med folk, at vi ville kontakte dem på et senere tidspunkt, når vi får sat en ny kastrationsklinik op. Jeg var helt trist for de var der jo, men dels havde vi ikke den fornødne tid, dels havde jeg kalkuleret med 150 dyr og havde allerede overskredet mit budget, samtidig sagde jeg, at næste gang kunne det ikke blive gratis men til ca. 3500.00 colones og det var de inforstået med, så nu må vi se, hvordan vi får en ny klinik op at stå om ca. en 1 1/2 måneds tid…

Dyrene så godt ud, de fleste praktisk taget uden lopper, hvilket er et særsyn. En enkelt tæve var til gengæld så fyldt med tæger, så ejeren fik medicin med hjem samt amitraz dels til tæven og dels til at sprøjte hvor hunden opholder sig. En lille tævehvalp havde skab, den fik clotrimazolcreme med, ormemiddel til behandling af skab plus amitraz til bad. 6 tæver var i løbetid, to tæver havde en slem underlivsbetændelse, piometra. Den ene havde så meget puds, at livmoderen var halvt så stor som tæven selv, en Collie, hvor ejeren havde sagt til mig at hun havde haft den hos en dyrlæge men han havde givet noget øjenmedicin, men hun mente ikke at det hjalp. Jeg sagde til hende, at når det blev hendes tur, skulle hun huske at sige det til dyrlægen men det glemte hun!!!! Heldigvis var det en meget dygtig dyrlæge, og han kaldte på mig og sagde, ”Lisa, denne her hund er syg, den har puds der løber ud ad skeden, men nu er den bedøvet og nu bliver jeg nødt til at operere”, hvilket han så gjorde. Jeg var meget bekymret og efter operationen tog jeg mig ekstra tid til tæven. Ejeren havde fået at vide af den første dyrlæge, at hunden var gravid men det var puds han havde fundet og ikke hvalpe.

En del katte var meget tynde hvilket jeg gjorde ejeren opmærksom på og hun fortalte at de alle 7 var taget fra gaden for kort tid siden, så hende gav jeg opskrift på en mælkeformular til hunde og katte, det er billigere end formularmælk og virker lige så godt. Den består af 1 liter mælk uden laktose, 1 kop fløde, en æggeblomme og 5 skefulde honning.

En tæve blødte meget og dyrlægen mente, at den havde erhligia, den parasitsygdom som hunden dør af hvis den ikke bliver behandlet, så konen gav jeg doxiciclina og fortalte hvordan hun skulle give den medicinen. Mange af dyrene havde ikke fået ormemiddel ti dage før operationen til trods for, at det var informeret, så jeg uddelte en masse ormemidler til ejerne og sagde, at de skulle give det to dage efter operation og i øvrigt skal dyrene have ormemiddel ca. hver 2 måneder, jeg giver selv mine 30 hunde her, hver måned.

En del hankatte havde sår, så de fik clotrimazolcreme til sårene. en enkelt tæve var så tyk, at vi alle troede at hun var gravid men det var hun ikke, iøvrigt var der ingen aborter!!! Sidst, men ikke mindst havde vi den store sorg, at en hankat ikke tålte anestesien og under opvågning så Natalia at den ikke trak vejret, og tog den til dyrlægen der havde opereret og man forsøgte en genoplivning men uden resultat. Det mærkelige var, at ejerne lige netop havde spurgt mig om vi ikke engang i mellem havde dødsfald og jeg fortalte at i de sidste 15 år, hvor jeg har arrangeret klinikker, har vi kun haft en hankat der døde fordi den ikke tålte anestesien og det var lige akkurat hans hankat, der døde!!!

Altså, et eller andet stemmer ikke for konen kom til mig og spurgte om jeg ville checke hendes hunkat som hun havde i en rygsæk plus i en plastiksæk, og et eller andet siger mig, at hankatten også har været i en sæk og måske fået for lidt ilt?? Det var trist en trist oplevelse, for det var sådan en dejlig og velholdt mis. Fremover vil jeg , når vi laver kampagner, forbyde at folk kommer med katte i plastiksække men skal komme med dem i en papkasse med huller. I øvrigt vil jeg også fremover adskille hunde og katte, idet kattene er meget bange for hunde og det stresser dem i den grad, hvilket kan have en dårlig indflydelse på operationen som sådan.

Jeg havde to fotografer der tog billeder til jer og I vil se, hvor mange mennesker der var, helt vildt for hvert dyr der kommer, er der tre personer, der var meget larm og en masse spørgsmål, så jeg blev noget muggen når de samme spørgsmål kom op, sagde “har De læst informationen vi har uddelt til alle”??? Det havde de ikke, så jeg sagde ”læs den og spørg hvis der er noget De ikke forstår!!!!”

Folk får fotokopier af hvordan de skal passe dyret efter operation, hvordan de skal behandle hunde og katte, info om hunden der står bundet, og en tåreperser om en gadehund og dens endeligt!!! Det skal i øvrigt siges, at praktisk taget alle de dyr der kom, er hunde og katte taget ind fra gaden og adopteret af familier og det var nok det, der glædede mig mest!!!!!

Som før skrevet, opererede vi 183 hunde og katte fordelt således….
Tæver 94
Hanhunde 19
Hunkatte 36
Hankatte 34 (normalt har vi ikke så mange hankatte men folk ved nu, at bliver de ikke opereret, forlader de hus og hjem og bliver vildkatte)

Regnskabet ser således ud i colognes:
Donation DKK 10.000.00 / colones 1.063.830.00..minus…
Vet. Blas opererede 62 dyr 372.000.00
Vet. Arroyo 80 dyr 480.000.00
Vet Orosco 41 dyr 246.000.00
total 1.098.000.00
Underskud 34170.00
Ekstra udgifter..
Hamburger 17pers. 27200.00
Drikkelse cola etc. 5625.00
Medicin, loppemiddel etc. 69875.00
Dexametasona 5000.00
fotokopier 28700.00
Rengøring Raffa 5000.00
Frivillig Natalia 5000.00
Frivillig Laura 5000.00
Total 151400.00

Underskud total 185.570.00 ved kurs ca. 550 USD337.40

Den oprindelige kalkulation ville have passet med 150 dyr, men så skulle jeg have sendt 33 dyr plus de 66 hjem og det ville have været en skam, nu vil jeg se hvordan jeg kan få dækket underskuddet. Det skal dertil siges, at en del medicin er i overskud, ligeså 50 malebøger til børnene, omkring hvordan de skal opføre sig overfor hunde og derved undgå at blive bidt, for jeg havde simpelthen ikke tid til ungerne denne gang.

Såvel Natalia, Laura og jeg er totalt mørbankede af at bøje os ned for at ordne dyrene, checke om de trækker vejret normalt, klippe negle, vaske ører etc. Vi var jo kun tre til opvågningsfase og det bare væltede ind med dyr fra dyrlægerne, man skal tænke på, at vi bøjer os ca. 15 gange pr. dyr, så det er noget med 2745 gange hver!!!! Spørg mig lige hvordan ben og ryg har det, men det er det hele værd, tænk på hvor mange hunde og katte der ikke længere producerer hvalpe og killinger. Hvis man tænker, at hver female producere i gennemsnit 6 hvalpe/killinger deraf 3 hunner i gennemsnit, disse gør det samme, og så kan men jo regne sig frem til hvor mange det bliver til i løbet af bare to år hvis vi antager at de går i løbetid 2 gange om året. Derfor siger jeg MANGE, MANGE TAK for jeres donation, både på dyrenes vegne, deres ejere som bad hilse jer med et tak og at Gud må velsigne jer og ikke mindst egne.

Knus
Lise

Efterskrift fra Lise, den 9. juli 2009:

Kære alle sammen

Som I ved, kastrerede vi 183 dyr i Acosta, helt vildt mange, og Gud hvor er jeg glad for det, ikke kun jeg men også folket, der kom med alle dyrene. Det ved jeg helt nøjagtigt, for jeg gjorde en undtagelse og lavede ikke stikprøver, som jeg plejer, men brugte tirsdag aften (67 samtaler) og resten onsdag eftermiddag og aften til de resterende og nu har jeg nået det punkt, at jeg overhovedet ikke gider tale med nogen som helst, det skulle da lige være mig selv!!!!

Nr. 1 på listen af de 183, var en temmelig fjollet person, lidt dum eller uoplyst (med lidt god vilje), fortalte at hendes tæve havde fået blødninger efter operationen og hun gik til en lokal dyrlæge som måtte åbne den igen for såret var ikke syet rigtigt!!! Hun brokkede sig i lange baner, fortalte at hun havde talt med flere og at andre dyr havde problemer, hun vidste ikke hvilke men det havde hun hørt!!!

Well, tænkte jeg, det kan jo passe men det kan jo også være løgn!!! Jeg spurgte hende hvor hun havde taget tæven hen og hvorfor hun ikke var kommet tilbage med den til os, således at vores 3 dyrlæger kunne vurdere tæven, men det kunne hun ikke svare på. Nu er det sådan, at jeg jo hverken er født i går eller i forgårs, så jeg kontaktede en af de to “dyrlæger” der befinder sig i Acosta, som fortalte, at han ikke vidste noget om den tæve og at iøvrigt, var der ikke noget dyrlæge der kan operere af den enkle grund, at i Acosta er der ingen dyrlæge. Der er en form for “pet-shop” som kan give de samme oplysninger som jeg selv kan give og medicinere i en snæver vending hvis der ikke er en dyrlæge man kan spørge.

Nå, men pga. af hende ringede jeg så til alle, enkelte fik jeg ikke fat på men lagde en besked om at hvis hund/kat havde problemer, skulle de ringe, hvis ikke, så lade være og ingen har ringet, hvorfor jeg må gå ud fra, at alt er ok.

Alle dem jeg fik fat på var begejstrede, de kunne slet ikke forstå, at deres hund/kat havde det så godt, og det allerede dagen efter ser helt fint ud. Alle sår heler fint op efter en 3-4 dage, det ved jeg, de ikke, men det er fordi, sårene er minimale, en teknik som alle dyrlæger burde bruge og ikke levere de der enorme indsnit som starter ved halen og ender i halsen……ok,ok, noget overdrevet men i den retning!!!!

Alle fik anvisninger om at de skulle fjerne tråden, der er nemlig kun et enkelt sting og selv på en stor hund som f.eks. Schæfer-størrelse. Man fugter tråden, med en pincet løfter man knuden og klipper med stump saks, ved siden af knuden og derefter hiver man tråden ud. Disse sytrådene er egentligt selvopløsende, bruges til gadehunde der ikke har nogen til at checke dem efter operation, men for at undgå betændelse, er det bedre at fjerne dem. Mange dyr ynder at slikke sig på operationsstedet og det gør det hele værre. En dame jeg talte med og forklarede dette, grinede og sagde, “Lisa, jeg er sygeplejerske!!! Fint sagde jeg, De er hermed dyresygeplejerske og jeg sender alle hen til Dem, hvis folket ikke kan finde ud af det selv!!!!

Praktisk taget alle jeg har talt med, har spurgt “kommer I snart igen??” for nu er de blevet “inspireret” til at operere alle de andre der er der, katte som hunde og ser jeg det rigtigt, så har vi allerede de 66 jeg måtte sende hjem plus omkring 100 til jeg har talt med, til næste operation. Folk ved, at denne omgang blev betalt af donation fra Dyrenes SOS, og at næste ikke kan blive gratis men til et mindre beløb og jeg har allerede fastsat beløbet til 4000.00 colones (ca. 40.00 DKK) og det mente alle, at de evt. kunne betale, hvis jeg informerede en del tid først, således at de kunne begynde at spare op!!!

Det lyder måske latterligt for en dansker med et så lille beløb, men her er det penge som kan give mad til en familie i to dage, det skal man jo også tænke på, at dyrlægerne tager 6000.00 colones pr. dyr uanset størrelse, så jeg betaler differencen, denne gang fra donation fra SASY, hvor jeg stadig har lidt på kistebunden.

Jeg er ved at lægge sidste hånd på en klinik i Puriscal den 19. juli 2009. Vi har haft problemer med lokalet, det vi normalt bruger duer ikke, for taget er i stykker og det regner ned på dyr og mennesker, så Ruth, en af damerne fra gruppen, har tilbudt sit private hjem, og jeg har arrangeret et telt hvor folk kan vente. Jeg har fået det til halv pris, den anden del er donation!!

Nu må vi se hvordan det går, flyer er sendt af sted, de vil sætte info på kabel-tv og i busser, jeg selv skal sætte info op rundt omkring i området og naturligvis håber jeg på stor deltagelse, efter mottoet, “jo flere, jo bedre”. Prisen i Puriscal er 5000.00 colones, kommer folk med mere end to dyr, giver vi rabat så udgiften ikke bliver alt for voldsom, således at de ikke kommer med dyrene, fordi de ikke har råd.

Nå, nu vil jeg lige tage en “SLAPPER”, ændre mit telefonnummer, min e-mail og sende min mand på ferie…….how about that??? og senere, kan vi lidt igen men lige nu, er jeg bare SÅ træt men jeg ved, at jeg er den type der lige skal have et lille pusterum og så starter vi forfra, så det går nok.

Knus
Lise
Tidligere:
Neustraliseringsklinik i Acosta sponseret af Dyrenes SOS

Dyrenes SOS mission er blandt andet at nedbringe antallet af gadedyr, og derfor er vores ABC-programmer så utrolig vigtige. En tævehund kan føde ca. 12-18 hvalpe pr. år, så på 6 år kan en tævehund og hendes efterfølgere blive til 67.000 hunde under optimale forhold.

Den 28. februar 2009 afholdte danske Lise, som er bosat i Costa Rica, en neutraliseringsklinik i Tabarcia, hvor i alt 107 dyr blev neutraliseret. Mange af dem var enten i løbetid eller allerede drægtige. Så tænk bare, hvor mange dyr hun alene på denne neutraliseringsrunde var med til at forhindre kom til verden som uønsket gadehunde, og som ville leve et kummerligt liv på gaden.

Lise har stor succes med disse ABC programmer i Costa Rica, og hun hjælper dagligt rigtig mange hunde og katte, som ingen andre ellers ville have taget sig af. Lise er efterhånden blevet så kendt i Costa Rica og telefonen gløder døgnet rundt. Men det koster også mange penge at hjælpe de mange dyr, og det kan være svært at få ringene til at hænge sammen økonomisk.

Lise skrev til os i foråret og fortalte os om en by, Acosta, som ligger bare en halv times kørsel fra Tabarcia, og hvor der lever et stort antal dyr som ingen p.t har hjulpet. Det skal siges, at Acosta er et område hvor der bor mange fattige bønder, hvilket betyder at de ikke har råd til at få deres dyr neutraliseret eller behandlet.

Derfor besluttede Dyrenes SOS at hjælpe og sponsere et ABC projekt i Acosta, og Lise har den seneste tid arbejdet energisk på at finde dyrlæger og frivillige, som kan hjælpe til på dagen. Lise har fundet 3 lokale dyrlæger og et egnet lokale. De lokale bønner vil blive tilbudt gratis behandling af deres hunde og katte, samt neutralisering af disse. Projektet vil blive afholdt d. 4. Juli 2009. Lise har i denne forbindelse lavet en oplysningsplakat som er sat op i lokalområdet, så alle er blevet informeret om arrangementet (Lise har lovet at oversætte flyeren snarest muligt.)
flyvers

Oversættelse af flyer:

KASTRATION
Doneret af Dyrenes SOS (Dyrenes SOS, Danmark)
hunde og katte (hunner og hanner)

ACOSTA
lørdag den 04juli
Tid: fra kl 0800 morgen
Sted: kommunal gymnastikhal, Turrejal
Beløb: GRATIS – doneret af Dyrenes SOS

* operationen bliver foretaget af en veterinær
* man undgår sundhedsproblemer
* hunnerne undgår løbetid og får ikke længere hvalpe/killinger
* nyligt bedækkede hunner, eller i løbetid, kan opereres

Instruktioner:
1. Kom med dyret nøgternt (uden mad og drikke)
2. Hunde og katte (hunner og hanner) ældre end 3 måneder
3. Giv ormemiddel til dyrene 10 dage før operationen.

Mere information, ring til Doña Alba Iris : 8995 6493

Dette indlæg var udgivet den Ikke-kategoriseret. Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial