Foxy, en hanhund jeg hentede fra gaden for mange år siden i den mest ynkelige forfatning, var sund og rask, glad og legende, jah i det hele taget en glad hund og ville have levet mange år endnu, hvis det ikke var fordi at min hushjælp glemte at lukke ham ind i soveburet en aften efter fodring. Mine hunde her er frie om dagen og spiser og sover i deres bure om natten af hensyn til giftige frøer og slanger. Jeg hørte godt at der var en del gøen ovre i re-habben en aften, men ikke noget unormalt.

Næste morgen kommer min care-taker og siger at Foxy lå død i enden af deres indhegning hvilket jeg ikke kunne forstå fordi alle sover i deres bure. Jeg undersøgte Foxy over hele kroppen, han havde ikke skum om munden, hvilket betyder at det ikke var frø-forgiftning, han var ikke ophovnet på kroppen som normalt sker efter slangebid og hvorfra hunden bløder.

Men han havde et lille sår i mundvigen, hvorfra det havde blødt meget lidt. Jeg kiggede efter 2 huller som normalt er de to hugtænder som slangen ”kaster ud eller strækker frem” når den bider, men kunne ikke se dem i mundvigen, hvor han have blødt. Da han allerede var blevet stiv, kunne jeg ikke åbne munden for at se hans tunge, det mærkelige var, at han ikke var ophovnet overhovedet fordi et slangebid, også hos mennesker, giver ophævning, blod og området er sort.

Jeg ringede rundt til diverse dyrlæger, og vi blev enige om at det var et slangebid med en gift så stærk, at hunden dør på stedet og slet ikke når at hæve sig, altså kunne det være en koral-slange, som er den mest giftige og der er ikke nogen modgift imod den. Jeg har slange-serum i mit køleskab men det hjælper ikke mod koral-gift ej heller sø-slanger, denne modgift findes ikke derfor kalder man et koral-slange-bid ”5 minutter slange” fordi man har ca. 5 minutter til at skrive sit testamente!!!!

Præventivt, gik vi 3 personer ud i området for at se om vi kunne hitte denne slange, minutiøst gik vi over det hele men fandt den ikke , den lever sikkert på den anden side af hegnet og jeg håber den bliver der….

 

Janet, en god veninde, ringede og sagde at der var en tæve som var sat på gaden, og befandt sig hos hende, og om jeg ikke kunne hente hende fordi hun har lidt plads og har allerede 4 hunde, som hun har taget fra gaden.

Hun sagde at tæven var tynd, tynd, havde masser af “torsalos” i huden, de mider/larver som en flue lægger som æg i huden på dyr og mennesker, og som æder kødet og giver dyret infektion og anemi. Janet sagde at hun ikke kunne beholde tæven, men ville betale en 500.00 kroner til en dyrlæge for at få hunden op at stå, steriliseret, vaccineret, medicin etc.

Vi aftalte at hun skulle finde transport til hunden for at tage den til vet. Laura, jeg gav hende et telefonnummer til en taxi-ven som transporterer hunde, det gør de fleste ikke.  Alle detaljer var i orden og jeg ringede til hende i dag for at høre om, hvordan det hele var gået og den gode nyhed var at der kom en kvinde, som syntes at det var synd for denne tæve, at hendes søn arbejder i en dyreklinik i San Jose og at hun ville tage den lille. Den unge mand har givet indsprøjtninger, fjernet larverne, tager tæven til sterilisation og at de vil adoptere hende.

Pragtfuldt, Janet var himmelhenrykt – og jeg også – og de nye ejere har lovet at tage tæven tilbage til hende sådan, at hun kan se hvor fin og sund hun bliver, når hun er kureret. Det viste sig at hun havde haft hvalpe for nylig og det passer med at jeg blev ringet op af en ung pige, som spurgte om jeg kunne hente nogle som befandt sig i vores lille landsby. Jeg sagde nej til at hente dem, men at jeg ville hjælpe med foder, mælk, ormemiddel, vaccine og kastration, når de var gamle nok og at hun skulle ringe igen, hvis der var problemer, hun ringede ikke igen og enten er alle hvalpe døde eller de er afsat hos diverse personer som har adopteret dem.

Fra Dyrenes SOS er jeg blevet bedt om at sende lidt nyheder herfra Costa Rica i ”små bidder”, ikke de lange beretninger som normalt og det passer mig fint, idet jeg har fået installeret internet som fungerer hele tiden og ikke som det gamle, hvor jeg skulle stå op mellem 12 midnat og 0400 morgen for at sende og modtage mails…..Nu kan jeg sågar sende jer billeder fra div. kastrationer og andre ting som kunne have jeres interesse.

Min gamle tæve, Barsina, som jeg har berettet om på siden, måtte jeg aflive omkring 15. august 14. Hun led af mega-esofago, som hun har haft siden hun var hvalp og derfor aldrig kunne blive adopteret så derfor beholdt jeg hende. Hun har haft denne sygdom, som bliver overført af tæger, erligia, hele 3 gange, naturligvis behandlet for den, men denne sygdom kommer næsten altid igen. Sygdommen går på indre organer, lever, nyrer etc. og uden behandling dør hunden – eller mennesket – af indre blødninger. Mega-esofago betyder at hunden spiser, men maden ophobes i spiserøret, derefter kaster den op fordi maden ikke går i maven og spiser hunden ikke opkastet igen. Jah så bliver den jo underernæret og dør af det.

Jeg har kokkeret ALT muligt for hende, alle mulige ”retter” hvor jeg ville se hvad hun kunne lide og ikke kastede op, men hun blev mere og mere tynd og jeg vidste at nu måtte jeg snart tage den tunge vej og få en dyrlæge til at komme her og aflive hende, spørgsmålet var…hvornår??? En morgen lå hun i sit hundebur og ville ikke rejse sig, trak vejret med stor besvær og jeg vidste at nu var det nu.

Problemet var at det var en søndag i forbindelse med en lang weekend, så diverse dyrlæger var ikke på arbejde, men jeg ringede rundt som vanvittig og fandt til sidst een som kunne komme og give hende den sidste hjælpende hånd. Dyrlægen var en ung og delvis uerfaren, tog en helvedes lang tid, brugte de ”gamle” metoder og han fortalte vidt og bredt om alt hans arbejde mht. kastrationer etc. som han deltog i som studerende. “Alletiders” sagde jeg til ham “men rub dig lidt, hunden lider og du kan fortælle alt det du ved og har gjort senere, nu drejer det sig om hunden”. Efter en 40 minutter fik han hende aflivet, noget som vet. Laura og vet. Cludio bruger en 10 min. på, fordi de bruger en anden anestesi og ser jeg ham igen, vil jeg foreslå at han tager et lille visit til Laura og hører hende ad hvordan det gøres rigtigt og frem for alt hurtigt. Barsina ligger begravet på min ”dyre-kirkegård” hvor der ligger hunde, katte, slanger, vilde dyr etc.

Folk ringer og regerer i øjeblikket, Ana hjælper med at passe en tæve med 7 hvalpe som blev afsat hos hende, Patricia har en tæve med 7 hvalpe, ca 2 mdr. gamle som hun passer, Elisa passer en tæve med 2 hvalpe plus to hanhunde som også er sat på gaden, Melissa har taget en tæve-hvalp, Nancy tog en hanhund som hjælper med at tage rent vasketøj ned, og lægge det fint sammen på jorden…dygtig hund…..og så fremdeles, det er bare nogle af dem jeg kender.

Dertil kommer alle dem, der hitter mit nummer via en nabo og en af dem ringede i aftes, en sød, venlig ældre herre fra landsbyen i nærheden som spurgte om jeg kunne hjælpe med at få afsat 4 killinger!!! Det kunne jeg ikke, men spurgte om han ikke havde et familiemedlem som kunne hjælpe med at få dem sat på facebook, hvortil han svarede ”jamen, jeg er da på facebook”  – hvilket forundrede mig hans alder taget i betragtning.

Han havde lært de små at gå i kattebakke og opføre sig ordentligt indendørs for, som han sagde” nu om stunder skal man opdrage de små til at være indendøre idet alle arbejder og der er ingen til at opdrage dem, så laver de ulykker og bliver skældt ud for noget som de ikke kender til, feks. at gå i kattebakke og ikke gøre sig rene i sofaen eller sengen”!!! Jeg var forbløffet, denne tankegang er noget unormal for en ældre mand her ude på landet , jeg takkede ham meget for hans betænksomhed og ønskede ham held og lykke med de små, sagde at moderen skulle steriliseres og vaccineres og at det ville jeg/I betale for.

På hjemmefronten er alt vel bortset fra at Duffy og Duni er eksperter i at grave sig ud under hegnet i gæstehuset, hvor de har en 500m2 at boltre sig på, men det er sjovere udenfor!!! Hannen, Duffy, er graveren, tæven Duni akkompagnerer med gøen, og når hullet er lavet  så stikker de af. Duni lider af epilepsi, sådan ser tilfældene ud, men kan naturligvis også være en hjernesvulst, i hvert fald er det sådan at de løber sammen ud, men ikke hjem!!!

De forsvandt forleden dag og Duffy kom hjem, men ikke Duni. Tilfældigvis skulle jeg lave et ærinde i en by i nærheden og jeg så hende i vejkanten, fuldstændig rundt på gulvet, stod og rystede af angst og kunne ikke kende mig, før jeg strakte en hånd frem så hun kunne snuse til den. Hun hylede af glæde, smed sig på ryggen, jeg løftede hende op og i bilen og hun hylede hele vejen hjem og ikke mindst, da hun så Duffy og blev forenet med ham i indhegningen. Held og lykke denne gang, men sådan går det ikke altid og nu er hun forsvundet igen!

Problemet er at hun blokerer af angst og hun kan ikke finde hjem, folk vil kyse hende væk, men måske der vil være en barmhjertig samaritan der vil hjælpe hende og tage hende til sig, eftersom hun ikke kan finde hjem og jeg ikke kan finde hende. Vi har kørt rundt og ledt efter hende over det hele, men Guderne må vide, hvor hun er, Duffy savner hende og hyler ensomhedshyl, jeg sover ikke om natten, for hver gang hundene, gør står jeg op med lommelygte for at se om det er hende.

Indtil videre er det ikke tilfældet men jeg har informeret her og der og ser folk hende, ringer de til mig. Hun er opereret, vaccineret og har lige fået ormemiddel, så sundhedsmæssigt skulle hun være ok, vand kan hun finde men mad – da kun hvis hun går i skraldeposer!!!. Jah, jeg er bekymret, men jeg opgiver ikke håbet, tænker på om det ville være en god ide at åbne porten til gæstehuset, så hun kan komme ind, hvis hun kommer, men det betyder jo at Duffy er fri…well, jeg vil lige vende den engang til og se videre.

Allerførst vil jeg sige mange, mange tak til alle for jeres donation om faldt på et tørt sted, her er mange udgifter, det gode er at pengene ”gør godt” for mange dyr, deres familie, jer og mig!!!

Jeg har en del at berette om, men starter med en ”skandale”, som blev udskreget i nyheder, aviser etc. Det drejer sig om en gruppe der laver det samme som jeg, MEN i stor stil. De henter hunde på gaden… også dem der har en familie, men som går løse og derfor ikke er gadehunde. Men hunde der går frit på gaden, ”læser avisen”, markerer og så går de hjem igen og lægger sig til at sove, hvis det altså ikke lige er, at de bliver indfanget og vil befinde sig blandt 700 (syv hundrede) andre hunde!!!  Jeg skal være den sidste til at kritisere deres arbejde for de tager faktisk mange ”rigtige” gadehunde, og hvis folk vil af med deres hund, uanset grunden, tager de også den i stedet for at aflive den – hvilket passer i min ”ånd”, det gør jeg heller ikke.

En frivillig hjælper kontaktede medierne og fortalte at hundene ofte gik uden mad i op til tre dage, mange var syge af forskellige årsager, nogle blev behandlet andre ikke, fordi der mangler penge til det. Uden at kritisere vil jeg mene at de mangler et koncept, de gør deres arbejde men uden hoved og hale og det dutter ikke.

SENASA, som er under landbrugsministeriet og fungerer som dyreværn, aflagde et visit hos dem og fandt ikke mindre end 6 døde hunde i deres fryser !!!! Forklaringen var at de ikke havde plads til at begrave dem, så derfor ventede de i fryseren til de kunne blive rigtigt begravet og ikke bare blive smidt i floden, som ofte er tilfældet og et eller andet sted kan man vel sige at det er al ære værd – men DET udløste et ramaskrig i hele landet. Personligt mener jeg at de har udviklet sig til en ”losseplads” for hunde, der ikke er ønskede af forskellige årsager, og i og med at de tager alle, tager de samtidig ansvarligheden væk fra costaricaneren og det er lige akkurat DET jeg er imod, folket her skal lære at tage ansvar for deres dyr, uanset hvilket, har de et problem skal de lære selv at løse det og ikke bare skubbe problemet over til en anden, på den måde, lærer de det jo aldrig, vel ???

Nåh, SENASA, ” kom så” og meddelte dem at de skulle have en fastansat dyrlæge til alle de hunde, alle tiders, men hvem betaler en sådan, når de ikke engang har penge til mad? De skulle have en installation, hvor de nyindfangede hunde plus dem, der var syge skulle isoleres, ok, hvem betaler for det??? SENASA kom med andre forordninger som jeg ikke vil trætte jer med, men i det store og hele er det hele vist en ordentlig omgang rod, og som sagt uden koncept, og det at holde af hunde, er bare ganske enkelt ikke nok.

Jeg skal love jer for at jeg holder af dyr, uanset hvilket, men ringer folk og beder mig om at hente en tæve med 7 hvalpe, siger jeg NEJ, men foreslår løsninger, blandt andet at jeg hjælper med foder, mælk, vitaminer, og når de små er store nok, bliver de steriliseret og vaccineret, men de bliver hvor de er og ikke her. Det er mit koncept og på den måde har jeg udgået at have en 300 hunde her i øjeblikket, og costaricaneren har ansvaret for dyrene, skal selv finde ud af, hvordan de får fundet hjem til hunde og katte. I tror det er løgn, det fungerer fordi jeg stille og roligt forklarer dem, hvordan ”landet ligger” og de kan jo godt forstå, at har jeg 28 hunde, så kan jeg ikke tage flere. Jeg har konstant dårlig samvittighed over dem jeg har her, bortset fra de 9 her i huset, jeg kan ikke give de andre ”hjemmets varme”, dem i huset har ”takket” mig for venligheden og ædt 2 kurvestole, et hjørne af klaverbænken, hjørner af div. træstole, to bænke, gravet nyplantede planter op etc. etc.

Naturligvis korrigerer jeg, men ser jeg det ikke i momentet de laver ulykker, kan jeg jo ikke korrigere 1 time efter, der ved de slet ikke hvad jeg taler om!!! Nåh, min gamle lædersofa er ikke længere ”interessant”, min 14 år gamle slyngplante i palmehaven startede de på, men der var jeg smart, idet jeg lavede en blanding af vand og tabasco, som lugter stærkt og smager endnu stærkere …….. I kan bare komme an……

Det samme siger jeg omkring SENASA her, jeg var 4 mdr. bagud med mit kontingent, klart min fejl, men havde glemt det, hvilket normalt bare betyder en lille bøde, og nu skal jeg starte forfra med ny registrering, betale omkring 600 kroner, hente et papir fra banken som siger at jeg rent faktisk er ejer af ejendommen hvor hundene befinder sig etc.

Jeg blev temmelig mopset,  (læs…flippede ud) og spurgte, hvad der ville ske hvis jeg ikke længere ønskede at være registreret, hvortil de svarede at så ville de lukke re-habben… hvortil jeg svarede ”alle tiders, og hvad med de 28 hunde, hvad vil I gøre med dem??? I har jo ikke noget sted hvor I kan tage dem hen til, så de skal vel aflives eller hvad??? At blive vred overfor en costaricaner er dumt gjort, det ved de ikke hvad de skal stille op med, så jeg skyndte mig at sige til den unge dame at jeg godt vidste at hun bare fulgte regler, men at jeg var skide sur over alt det bøvl, og mente at SENASA i virkeligheden skulle betale MIG og alle de andre for at vi sådan set overtager deres arbejde og omkostninger i forbindelse med dette.

Nåh, pengene er betalt, de har alt hvad de behøver, og nu venter jeg på en dyrlæge fra dem, der garanteret aldrig kommer, men det vil jeg insistere på, han kan komme og se installationerne og vil sikkert sige det samme, som direktøren fra WSPA, som mente at han dog aldrig havde set noget så fint lavet og organiseret, dyrene i fin stand osv. og derfor skænkede de mig et tagudhæng i re-habben, så hundene ikke blev våde i regnstorm, 3 kæmpe transportkasser til små tæver med hvalpe, et overvågnings-anlæg som aldrig blev installeret, fordi distancen til huset var for langt. Nåh, SENASA kan bare komme an og så vil jeg i øvrigt spørge dem om, hvordan det kan lade sig gøre at jeg ikke er registreret MEN at de henviser til mig når folk ringer til dem!!!!!

billede8Jeg har haft en kastrationsrunde i et nærliggende slum-kvarter i lørdags, hvor vi kastrerede 64 dyr, 26 tæver, 20 hanhunde, 13 katte og 5 hankatte. At der var så mange hanner betyder at deres tæver allerede er steriliseret, hvilket jeg blev bekræftet i, da jeg spurgte om de ikke havde tæver. Disse tæver blev opereret sidste gang jeg var der for en 3-4 år siden og som jeg har berettet om på siden dengang.

Dyrene så for så vidt godt ud, lidt hudproblemer her og der, en tre stykker var meget tynde, og de fik en pose hundefoder med hjem med en 6 kg hver. Jeg vidste at folket er ekstremt fattige der, og at de ikke bruger penge på noget så ”unødvendigt” som ormemiddel, og det viste sig da også at ældre hunde aldrig havde fået en behandling og en enkelt sagde at det vist nok var 6år siden sidst!!!

Denne gang var jeg alene om at efterse dyrene efter operationen, men det lavede jeg hurtigt om på ved at invitere ejeren til at gøre det sammen med mig, klippe negle, rense ører, børste pels, klippe pelsen på de langhårrede og fjerne knuder. Det sidste var der én der fortrød, for hun klippede hul i huden og dyrlægen måtte sy et par sting. Hun var grædefærdig, jeg trøstede og benyttede lejligheden til at sige at hun skulle børste hunden 2 gange om ugen og så ville den potte være ude.

Negleklipning tog jeg mig af og det lykkedes da også at lave en brøler og klippe for langt ind i en sort negl, ejeren kiggede på mig og blodet med store øjne, men som jeg sagde ”det sker, selv for den bedste”!!!

En lille hankat ville ikke holde op med at bløde, og dyrlægen lagde en tapon i såret, hvilket jeg ikke vidste og fjernede den, fordi jeg troede jeg så et blad eller snavs. Da jeg havde fjernet tamponen og så det, spurgte jeg dyrlægen ”du øhhh, Blas, har du lagt en tapon i såret for jeg har altså lige fjernet den”!!!! Han var ved at dø af grin og sagde bare ”Lisa, Lisa..” Nåh, den havde åbenbart været der længe nok for missen holdt op med at bløde.

En hanhund holdt ikke op med at bløde, konen kom med den 3 gange, der blev givet vitamin K, hjalp ikke og sidste gang lagde dyrlægen en forbinding med pres og jeg fortalte hende, hvordan hun skulle lave en skærm af pap, så den ikke kunne slikke sig – hvilket den havde gjort og hevet stingene ud. Den blev bedøvet igen og syet igen. I søndags ringede hun til mig og sagde at den stadig blødte kraftigt, og jeg henviste til dyrlæge Laura, som heldigvis var på arbejde.

Hannen blev testet for erhligia som var positiv, lagt i drop med alle mulige medikamenter og blev indlagt. Laura har lige ringet for at opdatere mig eftersom jeg betaler regningen, og hun venter på en hund som hun kan tappe blod fra og give den. Blodprocenten er vildt lav, gummer og øjne hvide, det ser ved Gud ikke godt ud, og jeg er helt angst for at ringe og høre, om hunden stadig lever.

Jeg sagde til hende at hun virkelig skulle sætte himmel og jord i bevægelse for ejeren af hannen er en lille dreng på 6 år, og hunden er hans eet og alt og følelserne er gengældt, da hunden var bedøvet for anden gang, gik han hen til den, satte sig og snakkede med den, og den vippede med halen , ualmindeligt for en bedøvet hund.!!!

En omgang frisk blod kvikker hunden op, men tager jo ikke sygdommen væk og det er ikke som hos os mennesker, hvor vi tester for blodtyper, alle hunde har næsten den samme bortset fra en 5 pct. men det er værd at tage chancen, uden vil den dø med den lave blodprocent, det holder systemet ikke til.

Mange venlige hilsener & mange tak for jeres støtte

Lise fra Costa Rica

billede9Costa Ricas vilde dyreliv er ikke helt ufarligt for Lises hunde, men som altid har Lise sat sig ind i tingene og er forberedt på lidt ag hvert, når hendes hunde f.eks. finder giftige frøer. Men Lise har også en god nyhed – hun har fundet en ung kvinde, som gerne vil hjælpe Lise med foder til hunde…… En stor post i Lises budget.[divider]
Kære alle sammen.

Nu er det tid til at sende jer en hilsen fra regnvåde Costa Rica, Gud være lovet at vi endelig fik noget livgivende vand fra oven, store dele af landet var så tørt, ingen vand i floderne til de vilde dyr, nul græs til kvæget etc. etc. Nu er det hele dejligt grønt og der er mad og vand til alle.

Jeg har i øjeblikket 28 hunde, 5 i gæstehuset, 9 her i huset, 4 løber frit rundt på farmen, 2 i dogrun og resten i re-habben. Når man har så mange hunde så er det ikke unormalt at der opstår problemer mht. sygdomme feks. diverse typer af virus som ligger latent i jorden og kommer frem med skifte af regntid og tørke. Det er ikke unormalt her og affekterer mennesker som dyr og desværre røg vi ind i kennel-hoste!!! Kennelhoste er ikke en dødelig sygdom med mindre vi taler om meget unge hvalpe eller meget gamle hunde. Sygdommen er utrolig smitsom, hunden har enten våd eller tør hoste, så kraftig at de kaster slim op som de andre snuser til og dermed bliver inficeret, hosten klinger af efter en 14 dages tid af sig selv, dog er der fare for en evt. lungebetændelse så der skal man passe på. Jeg ringede rundt til div. dyrlæger for at høre om hvordan jeg skulle behandle og undgå at alle ikke ville få denne hoste og alle havde forskellige synspunkter, en foreslog at ikke gøre noget og bare lade det gå ”slagets gang” etc. så efter at have vurderet div. forslag, ringede jeg til min gamle dyrlæge Claudio som tilser kenneler, politiets hunde og kender til problemet. Han fortalte at over hele landet er der i år udbrud og at jeg skulle købe et apotek-produkt som tager den værste hoste, fra en anden havde jeg købt noget man bruger til grise men efter at have afprøvet selv, kunne jeg godt forstå at hundene stak af som bare Fanden når jeg kom listende med produktet, jøsses, det var noget nær forfærdeligt og gjorde at de hostede endnu mere. Jeg gjorde så det, at jeg ventede et par dage for at se om hundens immunsystem ikke kunne klare sig selv, kunne systemet ikke det, begyndte jeg med antibiotika i en uges tid og lige i øjeblikket ser det ud som om at der er ro i biksen, alle 5 i gæstehuset har overstået deres, 7 ud ad 9 her i huset også, så nu ”mangler” jeg de 4 løse, re-hab og dog-run.

Alt imens jeg skriver til jer kommer Marino løbende og fortæller at Prada i gæstehuset løb rundt med en giftig frø i munden!!! Jeg siger jer, en kæmpe frø, heldigvis er det sådan at jo større de er, jo mindre giftige. Jeg fangede frøen men desværre havde Prada åbnet bugen på den og stakkels Marino måtte aflive den med nogle slag på hovedet. Marino kunne ikke sige hvilken hund havde frøen i munden, de to tæver er identiske, men jeg checkede munden og så at Prada havde skum så jeg vaskede hendes mund med en vandslange, ikke noget hun var særligt begejstret for men det skal til. Frøen havde hvid mælk på hele overkroppen, dens kirtelgift, som egentligt aldrig ses men da den var såret, aktiverede den hele forsvar-systemet. Jeg har lige checket Prada og hun virker normal, havde prepareret en blanding af citron/mælk som er den første antidot man giver, går hunden i krampe, convulsion, så giver jeg atropin, 0.2 cc til at starte med, derefter vente en 20 mins tid og en dosis til…hjælper det ikke, er hunden død og jeg ked af det, men gjorde hvad jeg kunne…. Jeg har reddet mange hunde på denne maner også slangebid, har serum for det i køleskabet og giver en dosis indtil jeg kan hitte en dyrlæge som lægger hunden i drop og giver støttende medicin, giften går først på central-nervesystemet, lever-nyre og hjerte er involveret og det værste man kan gøre er at give atropin i forbindelse med slangebid idet det forstærker giften. Jah, jah, such is life in the tropics!!!

Duffy og Duni i gæstehuset holdt op med at spise, egentlig ikke nogen grund til det men er det sådan, venter jeg et par dage og er situationen den samme, tager dem til dyrlæge Laura som laver div. check og iblandt dem, en erligia test som de begge var positive med. Ergo en ordentlig omgang antibiotica, doxiciclina, 100 mg pr. hund pr. dag og i 28 dage og så iøvrigt håbe på det bedste for erligia kommer igen i een eller anden form, nyre/leversvigt er det normale, jeg gør det at jeg giver medicinen sammen med et produkt som afhjælper anemi, blodtab, og det virker. Barsina, min ældste hund har lige haft erligia igen for 3. gang, er tynd, tynd men ellers glad og aktiv. Hun lider af mega-esofago hvilket betyder at hun spiser med god appetit og derefter kaster hun al maden op fordi hun fylderspiserøret men det går ikke ind i maven. Jeg har købt et foder-stativ sådan at hun ikke spiser på gulvet i foderskålen men højere oppe, det hjælper noget men ikke nok. I går gav jeg ormemiddel til alle 28 hunde, det giver jeg i form af godbid med råt oksekød og jeg prøvede at give hende råt kød som hun aldrig har akcepteret men igår tog hun kødet og så ud til at det bekom hende godt, jah, jah, man må prøve sig frem og noget der ikke virkede før, virker måske senere, hun får nu en god slat kød og vi vil se om hun kan få lidt sul på kroppen og leve lidt længere med et godt humør.

Marito, min care-taker og som I kender fra siden, har sagt op i februar 2014. Han har haft nogle alkoholproblemer, bad om en samtale med min ”nye mand i huset” og mig og det var måske en god ting for alle for det tog dimensioner som ingen kunne leve med, ej heller ham. Hans problem gik ud over alle grænser efter at min mand, Uwe, døde (i øvrigt for to dage siden i 2012) han var så langt ude at han blev indlagt på hospitalet på intensiv og vi troede alle at han ville dø. Well, det gjorde han så ikke, heldigvis, og han og jeg har det strålende sammen, ikke nogen slinger i valsen der. Jeg har betalt ham det man betaler her i landet når en medarbejder holder op, en måneds løn i 8 år, lidt at et indhug i min spare-konto, jeg kunne have ladet være MEN han har været en stor hjælp med min invalide mand, f. eks. kom kl. 0400 om morgenen for at hjælpe mig med at få Uwe gjort klar til ambulancen som kom kl. 0500 og så og fremdeles og som jeg tænker, den ene tjeneste er den anden værdig.

Som sædvanlig bliver jeg ”bombarderet” med hunde hvor folk ønsker at jeg skal tage dem. Eugenio ( min pumpe-mand) kom forleden og spurgte om jeg kunne tage en tæve med 5 hvalpe hvilket jeg sagde nej til fordi jeg simpelthen ikke ved hvor jeg skal anbringe dem. En sød ung mand ringede for at høre om jeg kunne tage 6 små, moderløse hvalpe fordi deres mor var kørt over, han havde allerede 8 hunde, hans familie med ligeså mange men også der måtte jeg sige nej. En indianerveninde som for mange år siden adopterede Lenny, ringede og spurgte om jeg kunne tage 4 killinger som var så små at de endnu ikke havde åbnet øjnene. Deres mor var der ikke og så små som de var, er det næsten umuligt at få dem op at stå hvilket jeg meddelte hende. Well, jeg anbefalede vet. Laura, hun er god til den slags men de døde alle inden vi kom så vidt og hun ringede tilbage og bare græd og græd.

William, som hjælper gade/familie hunde i en lille by i nærheden ringede og spurgte om han kunne tage en han-hund til vet. Laura fordi en person kom ”forbi” og skød en hanhund i et bagben!!! Fuldstændig ude af proportioner, hunden er en gadehund som bliver fodret af en familie men er ikke en hund der giver problemer af nogen art, æder ikke høns etc. Han lå og sov på gaden og blev skudt!!! Well, han kom under behandling hos Laura, projectilet var ikke i benet, hunden er ok nu men manden flyttede hvilket fortæller mig at der er noget andet i vejen her!! I Costa Rica er det sådan at har man nabo-strid, så er det første man gør, at true naboen med alskens ulykker. Dutter det ikke, tager man livet af deres hunde eller katte, dutter det heller ikke, så kan det ende med mord, ikke normalt men muligt, her er det om at ”holde på hat og briller” og løse problemer før det ender galt. Det er jeg god til, har et godt renomme hele vejen igennem, er god til at give råd og vejledning, ikke noget nyt ”under solen”, det har jeg gjort de sidste 21 år her, ikke at jeg er specielt begejstret for det , søvnløse nætter, spekulationer etc. men ok, det er det jeg kan give for de andre og det jeg kan gøre med hjælp fra bla. jer i Dyrenes SOS.

Mht. dyrene her, kunne jeg blive ved og ved, en han-hund med blod ud ad næsen blev behandlet hos vet. Laura, en tæve ved at føde, Elisa, en ”gammel” hundeveninde tog en gadehund som fødte et par hvalpe plus to hanhunde, Ana tog 5 hvalpe uden mor og hun er ved at få dem op at stå, havde to hvalpe som kunne blive adopteret hvis de var kastreret hvilket de blev så de er nu ok i en ny familie. Jeg fik Canela afsat hos min indianer-veninde og var lige ved at få hende hertil igen idet hun og en hanhund havde det ”sjovt” med at gå ind i et hønsehus og ondulere omkring 30 æglæggende høns!!! ”Hønse-manden” truede med at forgifte hendes hunde og for at undgå problemer betalte jeg for hans ”loss” uden at ingen ved om det rent faktisk var hendes hunde eller andres. Hun ville have at jeg skulle tage Canela tilbage for at undgå problemer hvilket jeg sagde nej til men foreslog forskellige tips og nu ser det ud til at der ikke er problemer.

Tanno, en indianer-ven fra lang tid tilbage kontaktede mig fordi hans kone havde taget en lille gadehund til sig. Hvalpen havde hudproblemer og de havde købt ”noget medicin” til den men kunne ikke huske hvad det var og hvorfor!!! det eneste de vidste var at det var små runde piller!!! Den er bare hjemme……de kunne ikke fortælle hvad hunden vejede, det skal man jo vide mht. dosering af evt. medicin så jeg opgav og sendte ham til vet. Mariano i en lille by i nærheden. I Costa Rica kan man ikke tage dyr med i bussen så den gode mand måtte vandre en 15 km. med den lille i favnen, jeg havde aftalt med dyrlægen at han skulle give hunden det der skulle til og at jeg ville betale for det. Well, han var ikke klar over hvad problemet var, foreslog dit og dat men Tanno kunne ikke betale og selvom jeg havde aftalt at jeg ville betale for medicin etc. så skete det ikke. Jeg har alt mulig medicin i huset, shampoos, cremer etc. så den gode Tanno måtte gå de 15 km. endnu engang for at hente medicin etc. og det hjalp, den lille var for så vidt ok MEN så blev den overkørt, Tanno ringede og jeg sagde at han skulle tage hunden til dyrlægen igen for at se om der var noget brækket etc. Jeg har ikke hørt noget siden så jeg regner med at problemet er løst, er det ikke, ville de ringe igen.

Her til slut kommer der en rigtig, rigtig god nyhed. I ved at jeg bruger mange penge af jeres, SASY og mine egne, alt det her løber op i mange penge og jeg er dybt taknemmelig for hver en krone der indgår, tak for det til jer. Den gode nyhed er, at jeg er kommet i kontakt med en ualmindelig velsindet ung kvinde, Maya,  som har et hjerte for dyrene og hun vil hjælpe med foder til alle dem jeg giver, ikke kun dem her, men alle de andre som har brug for mad. Jeg bruger ca. USD 400.00 til foder pr. måned, nogle gange kan jeg strække den lidt men sådan rundt regnet er det hvad jeg køber, dertil kommer alt muligt andet, medicin, ormemiddel, operationer af overkørte hunde, dyrlæge  -regninger etc. Alle dyrlæger her giver mig en god rabat fordi de kender mig gennem mange år, meget kunne jeg gøre selv uden betaling men sådan går det heller ikke, jeg fastholder og fastholder at har man en ansvarlighed overfor dyr, så indebærer det også at man tager hund eller kat til dyrlæge hvis der er et problem og ikke bare ringe til ”lille Lise” og så hitter hun en løsning.

Jah, det var alt for i dag, er lige blevet ringet op af en gut med 7 hvalpe og jeg er simpelthen SÅ ked af ikke at kunne hjælpe men jeg må gøre mig ”hård”, gjorde jeg ikke det, ville jeg have en 200-300 hunde lige her MEN jeg kan hjælpe med foder, ormemiddel etc. og folk må hjælpe sig selv hvilket de rent faktisk gør.

Alt for nu, en sommerhilsen herfra…

Lise

Billede_10-800x800Lise fortæller denne gang om tørke og præsidentvalg, men også om endnu en kastrationsrunde, som hun gennemførte i marts måned.[divider]Kære allesammen.

Herfra Costa Rica kommer der en lille hilsen til jer alle og med nyheder herfra hvor tørketiden er ved at være slut og vi ALLE venter på noget vand fra oven….dyr og planter har ventet længe men nu ser det ud som om at Moder natur vil ”slippe” en god omgang vand. Det var tilfældet for et par dage siden hvor vi havde et kæmpe regnskyl med det resultat, at min ”palmehave” inde i huset stod under vand fordi jeg lige havde glemt at tænke på at rense tagrender, det er nu gjort og nu kan regnen bare komme an….

Den 29. marts 2014 havde vi en kastrationsrunde i et privat hus i nærheden. En kvinde kontaktede mig i Puriscal og tilbød sit hus til denne begivenhed. Eugenia fra gruppen i Puriscal tilbød at tage aftaler mht. tidspunkter, hvis folk ønskede ekstra information kunne de ringe til mig mellem 0800 og 1000, Eugenia havde også telefontid men alligevel ringede folk til hende kl. 0400 om morgenen for at høre om de kunne få en tid!!!! Jesus….

Dyrlægen kom med to assistenter og vi startede kl. 0800, jeg havde taget mit operationsbord med således at vi kunne checke dyrene på bordet og ikke skulle gøre det på gulvet siddende på hug. Denne gang bad jeg om at folk selv skulle undersøge deres dyr, børste pels, klippe negle, rense ører etc. Det var første gang jeg har arbejdet med tidspunkt-aftale og jeg må sige at det hele gik godt, ikke som før hvor den der kommer først til mølle, maler først og hvor der bare er en hel, hel masse mennesker med deres dyr, masser af ballade, ungerne render rundt og leger og efter min mening er det synd for dyrene fordi der simpelthen bare er for meget larm som jeg naturligvis stopper men alligevel. Dyrlægen opererede 70 hunde og katte, jeg betalte ham for 74 idet der var 4 gravide og derfor tager han det dobbelte for dem. En stor tæve var gravid, faktisk ca.5 uger henne og normalt er det for sent til operation fordi de små er så udviklede at vi normalt lader tæven føde og opererer hende derefter. Familien ”vidste ikke” at hun overhovedet havde været i løbetid og derfor kunne være gravid….min bare….dyrlægen hev 13 (siger og skriver) tretten hvalpe ud hvorpå familien sagde ”ihhh, det fik hun også sidste gang men kun 2 overlevede”!!!!! Een af dem der overlevede tog de med plus en anden tæve så nu har de ingen tæver som kan blive gravide og der vil ikke være 13 små som er uønskede og vil blive sat på gaden.

De 70 dyr der kom, så godt ud bortset fra enkelte som var underernærede, et par stykker havde problemer med pels og til dem gav jeg en creme, clotrimazol, som jeg havde fået fra et firma her som donation. Både Eugenia og jeg har udviklet os til ”papegøjer” i den forstand at vi repeterer og repeterer og folk kommer med de samme spørgsmål igen og igen. De får udleveret information men gider ikke læse den, i gamle dage hos indianerne var det til at forstå idet de gamle ikke kunne læse og skrive eller havde glemt deres briller, ok, ok, accepteret, men nu om stunder, render alle rundt med det sidste nye i teknologi med internet etc. og som jeg sagde til dem ”slå det op på nettet på din telefon og køb det du ser som er brugbart efter kastration”!!!

Apropos sterilisation har jeg for to dage siden fået 3 hvalpe opereret hos vet. Laura, to af dem var ud af de 4 jeg hentede på gaden og som lå i vejkanten, to hanner fik jeg givet væk men de to tæver er stadig her, jeg giver ingen tæver til adoption hvis de ikke er steriliserede fordi folk ”glemmer” at tage dem til dyrlæge eller kampagner og den første løbetid er ens med at de bliver sat på gaden. En ældre nabokone som lever af en lille pension, vi taler en ca. 700 DKK pr. måned bad om hjælp og jeg tog hendes lille tæve til sterilisation, hun minder om noget mellem en rotte og en hund, så lille er hun men en sød, glad størrelse og hun er her i et par dage fordi konen har noget sygdom og ikke kan passe den hende. Lidt ekstra arbejde men ikke noget at skrive hjem om og den lille er ok, såret helet op, og som de andre to hvalpe får hun antibiotika et par dage til og så kan hun komme hjem og de to her, bliver sat op for adoption, ydermere er de vaccinerede og det har I betalt for, tak for det.

Dem der følger med på siden vil vide at jeg hentede 3 små tæver, alle steriliserede og en af dem fik jeg afsat hos en ældre dame som gerne ville have en hund som ville passe på men ikke være aggesiv overfor folk, børnebørn og den slags!!! Jeg tog den lille Puki og Puchi til hende og hun kunne vælge, jeg mente at for hende ville Puchi være den bedste men så skete der det, at hun strakte en hånd ud og Puchi bed efter den…..Fanden stå i det tænkte jeg, dumme hund, hun er den bedste for dig og du for hende men tænk sig, den ældre dame grinede og sagde ” jeg tager hende, den lille skidderik”…en god adobtion og Puchi viger ikke fra hendes side, besøger konen folk, sidder Puchi og venter udenfor døren til hun kommer ud, det samme gælder for bus-stopstedet hvor hun troligt venter til ”mor” kommer igen…Dette var en god adoption MEN her kommer en dårlig….

Negrita blev adopteret af en person som i sin tid adopterede en lille hanhund, Chap. En ok person som havde brug for en lille hund til at gø og jage vilde dyr væk fra hans mors farm som befinder sig ”in the middle of no-where”. Negrita (lille sorte på spansk) ville være perfekt for familien og han kom, så hende og tog hende. Ok, det var en fredag og hun skulle tranporteres til farmen lørdag. Jeg ringede til ham i onsdags for at høre til hunden, om hun var ok, havde adopteret sig til familien og dem til hende og jeg fik chokket, da han fortalte at hun om lørdagen var forsvundet!!!En lang historie kort, lørdag eftermiddag var der et surprice-party for ham, en masse mennesker og enten blev hun forskrækket over al den larm, løste sig fra hvortil hun var bundet eller een eller anden har hugget hende. Flere børn blev set kæle med hende da hun stod bundet, men da hendes nye ejer kom tilbage fra festen kl. 2200, var hunden væk med halsbånd og kæde!!! Han har undersøgt hele området og nul Negrita, jeg har sat information op flere steder med billede etc. og lovet belønning til den der evt. har taget hende eller set hende og ingen har set hende hvilket er underligt. Hendes nye ejer mener at hun er blevet hugget og det vil jeg faktisk håbe, jeg har haft søvnløse nætter over at forestille mig at hun sidder fast i pigtråd eller lignende pga. kæden eet eller andet sted og ikke kan komme fri. Det er nu lidt over en uges tid siden, gribbene har ikke meldt sig så jeg ”luller” mig ind med at hun har det godt at der var en grund til at een eller anden har hugget hende , kunne være et barn som gerne ville have hende og forældrene simpelthen tog hende fordi den lille ville have hende, ikke ualmindeligt her, børns ønsker er nærmest lov!!!! Jeg håber det bedste, hun er en god hund, havde det glimrende her i gæstehuset med Duffy og Duni, men, men kunne have det bedre med ”hjemmets varme”….og ikke være een ud af 29….

Jeg har 9 hunde i huset, blandt dem de to han-hvalpe (Chip and Dale) som jeg hentede i september 2013 og hvor den ene bed mig noget så nederdrægtigt i hånden af bare angst, da jeg løftede ham op for at putte ham i bilen. Begge hanner er smukke, dejlige hunde, de er blevet store sådan ca. som en dansk hønsehund men de blive større i løbet af en 8 måneder hvor de vil vokse. Begge har en lille tendens til nervøsitet hvilket vil gøre dem til bedre vagthunde dvs. det er de allerede og jeg tænker på at beholde dem hos os, herude på landet er det godt at have hunde der passer på og til punktet hvor folk bliver bange for dem fordi de udviser aggressivitet overfor fremmede, jeg ville overveje (i hvert fald to gange) inden jeg ville træde ind ad porten her med 9 gøende hunde og to af dem store med aggressiv adfærd. Kommer der gæster, bliver alle lukket ud i baghaven, efter et stykke tid kommer de ud til os andre og der er ikke noget problem, de snuser lidt, folk forholder sig rolige, ikke kigge på dem direkte, jah faktisk bare ignorere hundene, vende siden af ansigtet til dem, det tager en 2-3 min. tid og så er den potte ude og alle, såvel mennesker som dyr, kan bevæge sig frit rundt i huset.

Jeg får jo mange opkald fra folk rundt omkring, for 2 min. siden ringede en kone fra en by i nærheden, hun havde ringet til vores underafdeling af landbrugsministerium og som henviste til mig for at høre om jeg kunne tage en gadehund med så meget ræveskab at den praktisk taget ikke kan bevæge sig. Konen kan ikke tage sig af staklen pga. hendes arbejde og at hun har 3 hunde, hun tager på arbejde kl. 700 og kommer hjem kl. 630, jeg kan heller ikke fordi jeg ikke har et sted hvor den kan blive isoleret så jeg foreslog at hun skulle kontakte de to dyrlæger i byen og se om de har en løsning og hvis ikke, skulle hun overveje at lade hunden aflive, ræveskab er en ubehagelig sygdom hvis den ikke bliver behandlet og som faktisk er helbredelig, jeg har helbredt masser af hunde men dengang jeg kunne isolere dem, det kan jeg ikke længere og jeg kan ikke tage en hund ind, som smitter de andre. Sådan er det hele tiden, nogle gange har jeg held med mig og kan overbevise en person om at tage sig af hunden eller katten mod at jeg give medicinen til behandling men denne gang må jeg melde pas!!!Jeg håber hun finder en løsning, aflivning ville være mit råd selvom jeg synes det er synd og skam….

I går fik vi en ny præsident her i landet efter runde nummer to. Jeg er glad for resultatet fordi den nye har ideer omkring ”animal-wellfare”, dvs. at han vil tage programmer op omkring dyrebeskyttelse, det gælder for ALLE dyr, de vilde såvel som ”holdte” dyr, det være sig produktionsdyr, men også hunde og katte hvor han vil lave et program omkring kastration og hvor staten vil indtræde således at folk kan få deres hunde og katte kastreret til en billig penge eller gratis!!!Jeg har boet her i over 20 år og jeg vil sku se det før jeg tror på det!!!….men lader dog det som man siger på engelsk ” the benefit of the doubt”…lad os se hvad han har i sinde når han får sine ting sat lidt på plads og kan begynde at regere….her er der rigeligt at tage fat på, skulle jeg hilse og sige og lad os se om det hele ikke bare var ”valgflæsk”.

Jah, alt for denne gang, jeg har masser at fortælle men det blive næste gang….knus lise

Lise1Så er der atter nyt fra Lise, som denne gang fortæller at hun også får hjælp fra norske Turid Rugaas, som har været Lises mentor igennem mange år. Lise har altid været en stor tilhænger af Turids hundetræningsfilisofi, og den har hun haft brugt for med 3 små tæver, som har ret store tanker om sig selv.[divider]
Kære allesammen.
Så er det igen tid til at fortælle om liv og levned i Costa Rica og samtidig sige mange, mange TAK for jeres donation på lidt under USD 2000.00 som er ”landet” på et tørt sted, dyrene her fik også en donation fra Turid Rugaas fra Norge, som har været min mentor og penne-veninde igennem de sidste 15-16 år.

Her i huset er der gang i biksen med de ti hunde jeg har her. Jeg har stadig de 3 tæver som har vist sig at være små hunde med STORE tanker om sig selv…bare tænk på Napoleon!!! De er steriliserede og vaccinerede og er klar til at få en ny familie, men de vil ikke blive nemme at afsætte til en familie, som vil acceptere at de graver planter op, æder møbler og den slags ”fornøjeligheder”… de andre unge hunde, jah også de gamle, syntes nu også at det var smadder sjovt at æde min gamle ”de sede” lædersofa som har overstået 4 børn, deres venner plus en guds benådelse af hunde i løbet af 40 år, det bal er nu forbi, leger de den leg ryger de ud i haven med en ”bestikkelses-godbid”, det gælder også når de ”bare lige” tygger lidt på spisebord og –stole!!! Her siger man ”at med tålmodighed, kommer man i himmelen” og jeg skal love for, at jeg har sikret mig indtil flere pladser der….det kan aldrig gå galt!!!

Dexter blev syg igen, han holdt op med at spise selvom jeg kokkererede det bedste af det bedste for ham. En blodprøve viste at hans nyrer var totalt ude af drift pga. denne skide erligia-sygdom som nu affekterer en masse dyr, jah også mennesker for den sags skyld, sygdommen bliver ikke overført fra hund til hund eller hund til menneske, man skal rent faktisk blive bidt af en tæge som er inficeret, den har det fint, det er os andre der får sygdommen. Vet. Laura kom herhen og aflivede ham og samtidig vaccinerede hun dem der ikke havde fået en multiple.

Gruppen i Puriscal har rigeligt at se til, i dec 2013, havde de en ”runde” og vet. Blas opererede 140 dyr på een dag. Det er virkelig mange men han organiserer sig med dyrlæge-studerende som er næsten uddannede, dvs. de står for bedøvelse, både den første som er beroligende og derefter anestesien, han opererer på 4 borde og har een der lukker såret, så er der een der sælger antibiotika og et par stykker fra gruppen, tager sig af dyrene i opvågningsfasen og er der tid, så bliver dyrene efterset for hud-sygdomme, er der een der bløder for meget bliver ejeren gjort opmærksom på det og at hunden efter al sansyglighed har erligia og skal behandles for det. Jeg selv har ikke lavet kampagne i lang tid og tænker på en forestående hos indianerne men jeg får få opkald derfra hvilket betyder at det ikke er nødvendigt på nuværende tidspunkt. Jeg laver rigtigt mange individuelle sterilisationer som koster lidt mere men der får jeg dem med som ikke kan vente til næste kampagne fordi tæverne er gravide eller er i løbetid og vil blive gravide!!! Det er lige så sikkert som AMEN i kirken…Fra SASY vil jeg få en donation til kastration og sammen med jeres, plus min egen, så ser det hele fornuftigt ud ihvertfald det næste halve år, derefter ser vi videre og jeg må ud og bede om penge til dyrene.

En veninde, som er bank-direktør for en mindre bank har tilbudt at hjælpe med installationer for dyr!!! Her taler vi ikke kun om hunde men også vilde dyr der skal behandles og gøres klar til at blive udsat i naturen igen , egentlig interresant men jeg ved ikke rigtigt om jeg tør gribe det an. Jeg har plads nok, er medlem af vores dyreværns-institut a la den danske Landbrug-højskole og kunne sikkert lave en aftale om at en dyrlæge tilser div. dyr, fortæller mig hvad der skal til af behandling og så hitter jeg ud ad det MEN jeg kender til hunde og katte, behandling af div. sygdomme etc. jeg har i øjeblikket 28 hunde og hvordan vil et vildt dyr reagere på det, selvom dyret er i en lukket indhegning, jeg har kun to fritgående, resten er i et indelukke, jeg mener, et dyr uanset hvilket i re-kuperation kan jo lugte hundene og vil være angste. For år tilbage var de her fra Landbrugsministeriet og ville starte noget op med de vilde dyr, alt fra fugle, Lapas, tukaner, dovendyr, aber, jah, you name it, men dengang havde de ikke penge til installationer, jeg kunne heller ikke betale for det, nu kunne det måske lade sig gøre med en donation fra banken, men eet eller andet sted tror jeg på at man skal indsætte sig selv hvor man har erfaring, naturligvis kunne jeg få erfaring med vilde dyr med tiden, understøttet af en dyrlæge med speciale, jah, jeg skal nok lige overveje dette rigtigt grundigt og helt ærligt, vil jeg nok sige nej og håbe på at andre vil tage sig af det. Jeg ved at jeg har noget ”specielt” i hænderne som kurerer og som er et ”don” som jeg skulle bruge til noget fornuftigt. Nåh, jeg tager lige en stirrer på det og ser hvad jeg skal gøre eller lade være med.

Jeg bliver som sædvanligt ringet op af folk med problemer omkring hunde, for et stykke tid siden ringede en dame og klagede over at dem hun udlejede et hus til, ikke passede deres hund!! De var taget afsted på jul/nytårs ferie og hunden stod bundet uden vand og mad. Dette er ikke unormalt i forbindelse med jul/nytår så jeg sagde at hun skulle hugge hunden, få den afsat hos en god familie og sige at de ikke længere kunne have hund, at hun som udlejer ikke ville have det. Den var hun helt med på og eftersom jeg ikke har hørt mere, går jeg ud fra at dette er sket. Jeg har masser af opkald men I tror det er løgn, et lille råd med på vejen, gør at folk selv tager situationen i egen hånd og det er jo lige akkurat det jeg vil, de skal lære at kunne selv….

Jah, jeg tror det var alt for idag, jeg kommer stærkt tilbage med nyt herfra, nu vil jeg lige ringe til min indianer-veninde og høre om hendes nye hund, Canela, har det godt, det var hende (altså tæven…) jeg hentede med 8 hvalpe for et par år siden, alle hvalpe er afsat bortset fra een, Duni, som bor i gæstehuset sammen med Duffy som jeg hentede dødsyg på gaden, alle 28 har det godt, Barsina, min ældste hund (altså den der har været her længst ca. 14 år,) er blevet behandlet for erligia, Benji har en lille udvægst omkring vulva, ikke sygdommen sticker som er en udvægst fra vagina, men måske en abcess, jeg har lige givet hende noget prednisolon og er inflamationen ikke væk om et par dage, så tager jeg hende til dyrlæge til en ultra-sound og så ser vi hvad der skal gøres og hvad problemet er.

En sommerhilsen herfra til alle, tak for jeres donation, og jeg sender nyt……
Lise

Julehilsen fra Costa Rica – hundeelskeren Lise fra Costa Rica sender en ejendommelig julehilsen, der blandt andet indeholder fortællingen om en muligt forestående penisamputation.[divider]
Kære alle sammen

Så er det igen tid til at fortælle lidt om hundeliv i Costa Rica. Herhjemme går det på livet løs, og jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg starter og stopper. I øjeblikket har jeg 11 hunde i huset her, og jeg må sige, at det er noget af en udfordring.

Chip og Dale er nu omkring 5 måneder. Det var dem, jeg hentede hos min hushjælp, og som bed mig noget så nederdrægtigt i tommeltotten af bare angst, da jeg løftede dem op. Jeg havde glemt mine murerhandsker, som hunde normalt ikke kan bide igennem. Nå, de er nu begge sådan, at man kan røre dem, uden at de skriger af angst. Chip er helt ok, Dale passer godt på sig selv og er normalt uden for en distance af 30 cm. Dog lader han sig røre, hvis han ligger ned eller sidder. Han ønsker kontakt, springer op ad mig, men en udstrakt hånd i al almindelighed undgår han og går ud i sin sikkerhedszone, som er de 30 cm.

Chip har problemer med sin penis. Det har mange mænd også (joke) men hans ligger i, at han har ”fremfalden penis”. Det vil sige, at penis kommer ud ad ”røret”, og han kan ikke selv få den ind igen. Det betyder, at han slikker sig og hele penis bliver så stor, at det er umuligt at få den puttet på plads igen. Det er sket flere gange – normalt klarer jeg skærene selv, men sidste gang måtte han til dyrlæge Laura, som havde ham i fire dage. I fuld anæstesi prøvede hun at få ”tingene sat på plads”, og efter de fire dage lykkedes det. Hun mener, han lider af en sjælden sygdom, hvor penis simpelthen er for stor til at passe i ”røret”, og at en eventuel amputation vil være nødvendig! Den er jeg nu ikke helt med på i første omgang. Er det nødvendigt, jamen så er det det, der vil ske, men ikke uden et par tjek hos andre dyrlæger. Først vil jeg gå for en kastration som er forestående i næste uge og derefter ser vi videre.

Jeg har været nødt til at tage tre små tæver. Cirka lidt over et år og størrelse af en hund på ca. 5-8 kilo. Små, men med store ideer om hvordan man kan tygge i møbler, blomster. Det til trods for at de har legetøj og hinanden sammen med de andre otte. Alle tre tæver er nu opererede, mangler vaccine, og så er de klar til at blive givet til gode familier. Alle tre er kendt for at gå efter høns og det er ” no good”. En hund efter høns her på landet er en død hund. Naboerne havde allerede købt gift til at slå dem ihjel, men jeg tror, at de hver for sig kan blive gode hunde for den rigtige familie. Alle er ”mor-syge”, og det de skal have er en familie, hvor de kan give deres kærlighed til dem, der passer dem. De vil alle tre blive virkelig gode hunde. Nu må vi se, hvor de kan anbringes.

Dexter “den gode hund” blive ved med at være syg af et eller andet. Han havde erhligia for anden gang, blev ok, men denne sygdom overført af tæger har gjort, at han har fået et kronisk nyreproblem, som ikke kan helbredes, men man kan tage diverse symptomer ved hjælp af specialfoder etc. Egentligt ville jeg have aflivet ham for en 10 dages tid siden, men besluttede at give ham en chance til. Han spiser ok, men er ellers apatisk. Jeg bad dyrlæge Laura om at lave et hemogram, som viste en lille anæmi – ikke noget at skrive hjem om. Han blev syg igen, og så bad jeg om et nyretjek, som var fatalt. Laboratoriedoktoren troede ikke sine egne øjne og lavede testen en gang til med samme resultat. Helt ærligt, så ved jeg ikke, om jeg skal ”holde liv i ham” og bruge en masse penge på ham, specialfoder, medicin etc.,  som jeg kunne bruge på unge hunde med en fremtid. Dexter sover og spiser, og det er faktisk alt, han bruger sin tid på. Bliver han syg igen, ja så må jeg vel overveje en aflivning.

SASY (Stop Animal Suffering Yes) har haft sin årlige fundraising event, men denne gang anderledes end andre gange og med mindre indkomst, ca. USD 25.000 i forhold til ca. USD 40.000 som før. Det vil sige, at vi, der kan bede om donationer i forbindelse med kastrationer i 2014, vil få mindre end før, fordi vi skal dele med alle de andre. Vi er ca. 18 grupper. Denne gang var det jo anderledes – billetsalg og firmaer som deltog (ca. 20 restaurationer) kom og gav deres bidrag med hensyn til mad, vi fik alle  en ”godbid”, et godt band spillede, og jeg tog initiativet til en lille svingom, som gjorde, at enkelte andre også deltog. Alt i alt en god dag.

Af mine fire medarbejdere med hensyn til pasning af hunde, hvoraf de tre er/var gravide, mangler vi én. De to andre er nedkommet med deres døtre, og nu mangler vi kun Yadira, som bliver ”sat i sving” på mandag. Hvis hun ikke kan finde ud ad det selv, det vil sige hendes baby som nu gerne vil se dagens lys, så sætter lægerne ind, og enten føder hun normalt eller via kejsersnit. Jeg ville gerne håbe på, at hun kommer tilbage efter fødsel, men har mine tvivl. Hun er smaddergod med dyrene, har et rigtigt godt øje på dem, og det vil mangle, men ok, både hun og hendes mand er oppe i årene og vil måske noget andet end at hjælpe med dyrene her. Det vil fremtiden vise, men jeg er forberedt.

Som sædvanligt bliver jeg bombarderet hver dag med hunde, som jeg bliver bedt om at hente, men jeg kan ikke tage flere. Hjælper med foder, kastration, ormemidler etc. til dem, der ringer, men et eller andet sted bliver jeg nødt til at sige nej. Det er på tide, at folk her hjælper sig selv og ikke bare strækker hånden frem og regner med hjælp. Jeg bruger ca. USD 400 hver halvanden måned i foder. Dertil kommer kastration, ormemiddel, dyrlægeregning, antibiotika etc. Det er jo noget dyrt, men når jeg så ser sunde, raske, glade hunde, tænker jeg, at det er det hele værd. Men jeg kan jo ikke betale det hele selv, så derfor er jeg simpelthen utroligt glad for jeres donationer, som kan hjælpe dyrene og mig på vej. Tak for det!

Alt for nu – En varm hilsen herfra.
Lise

billede3Godt og dårligt nyt fra Costa Rica. Lise fra Costa Rica har oplevet fire dødsfald blandt sine hunde og er blevet bidt voldsomt. Men danskeren er ikke sådan at slå ud af kurs.[divider]
Kære alle sammen.

Så, nu er det virkelig lang, lang tid siden jeg skrev sidst og har derfor en del at berette. Jeg plejer at notere forskelligt ned til jer men denne gang må jeg se, om hukommelsen fungerer.

Ja, måske jeg starter med det triste først; så er det overstået. Her i huset – det vil sige blandt ”mine hunde”,som jeg har fordelt på rehab, gæstehus og dogrun plus inde i selve huset – har jeg haft fire dødsfald. En var Nick, som jeg hentede for flere år siden – en hund med mange problemer, deriblandt hudproblemer. Ellers var han ok, men en dag blev han trist, ville ikke spise etc., og af sted det gik til dyrlæge Laura, som konstaterede, at han havde store leverproblemer. Hun havde ham i et par dage, men han responderede ikke på behandling, så jeg gav ok til aflivning. En trist beslutning, men den rigtige eftersom han led og havde ondt.

De, der følger med på siden, kan måske huske, at jeg ved en kastrationsrunde for nogle år tilbage ”fik” tre små tævehvalpe, som jeg blev nødt til at tage; Nanny, Nanna og Noni. De var i slem forfatning dengang. Dyrlæge Laura havde dem et par dage, og hendes assistent forelskede sig i Nanny, som hun tog, mens de to andre blev her hos mig – om natten lukket inde i et hundehus på grund af giftige frøer, og om dagen her i huset. En dag for en måneds tid siden så jeg, at Nanna blev meget urolig, løb som død og kridte ud i haven, kastede op og blev af med noget afføring. Det holdt bare ikke op. Jeg tog de andre hunde væk fra hende (det er en god ide at gøre, for de kan angribe en syg hund, der gør ”anderledes”). Hun gik i chok, og jeg troede faktisk, at hun var død, ringede til diverse dyrlæger, og Diego kom.

Jeg ville aflive hende, for det, der kom ud ad anus, var kun og kun blod, men i tiden til han kom, blev hun faktisk lidt bedre, bortset fra hun klagede sig, men kunne gå rundt. Han tog hende med hjem, lagde hende i drop, gav vitamin K, men hun klarede den ikke. Han mente, et mavesår kunne være årsagen eller en tumor, der sprængte.

Noni, hendes søster, tog jeg ind i huset, hvor hun også sover nu. Noni er en lille hund med store ideer om, hvordan man bedst kan destruere møbler etc. Et par kurvestole er røget i svinget, og lædersofaen står nu for skud. Men der holder min tålmodighed op. Den går ikke, så der bliver kigget alvorligt på hende, og en finger på næsen med et kraftigt ”NEJ” plejer at hjælpe. Ja, indtil videre for hun har hittet en legekammerat i den enøjede Winnie, og hvad den ene ikke kan hitte på, kan den anden.

Det tredje dødsfald har jeg selv gjort, forstået på den måde at jeg aflivede min gamle veninde gennem næsten 20 år, den gamle Sissi, som er den sidste af mine oprindelige hunde. Hun var for så vidt ok, spiste (som I ved er det mit kriterium for liv eller død), men hun var ekstremt ”morsyg” og blev reelt syg, når jeg ikke var i nærheden, om det kun var for en dag.

Min nye mand Paul og jeg var på vej til at skulle besøge hans gamle forældre i USA – når jeg siger gamle, er de gamle. Hans far er 90 år, moderen 88, og de var så spændte på at se ”makrellen” – altså mig – og at se, om jeg nu også var god nok til deres sønnike. Jeg havde mest lyst til at aflyse rejsen, til Sissi ikke var mere. Hun kunne måske have holdt et halvt år mere (hendes mor blev 21 år gammel), så jeg skrev til min penneveninde gennem ca. 15 år Turid Rugaas i Norge og søgte råd. Heldigvis var hun enig med mig i, at der ikke var nogen grund til at lade hunden lide i de ti dage, jeg ville være væk, og at hun ikke skulle dø alene, hvis man kan sige sådan. Sissi blev syg, syg, syg, da jeg var væk i tre dage og blev rask på et sekund, da jeg kom tilbage uden medicin etc. Dyrlæge Laura kom her og gav hende noget beroligende og derefter selve aflivningen, og hun lå i køkkenet, hvor hun har sin vante plads og sov stille og roligt ind – det tog kun et sekund.

Det sidste dødsfald var min gamle gadehund SARA, som jeg hentede for 13 år siden. Hun gik frit rundt på farmen sammen med Tipper og Nille. Alle tre var/er det, man kan kalde ”naturhunde” forstået på den måde, at de lever et hundeliv og ikke et menneskeliv, tager vilde dyr, som de fanger, og spiser. Derfor har de været mangen en gang hos dyrlægen for at få taget pindsvinepigge ud af mund og svælg. Sara tog en dum beslutning og ville fange en slange, som er en af de mest giftige vi har – en terciopelo – og min caretaker Marito, så det for sent. Han tog hende til dyrlæge Laura, men da var hun allerede ved at forbløde, og der var intet at stille op for hende. En ualmindeligt dejlig og intelligent hund. Egentlig underligt at hun ville gå efter en slange, men måske hun var efter et andet dyr, og slangen kom i vejen og bed hende først, hvem ved.Tipper blev også bidt af denne giftige slange i en anden forbindelse, men han blev reddet i tide.

Ja, det var det triste, nu kommer der noget mere positivt. De 4 hvalpe, som jeg hentede i en forfærdelig forfatning i en papkasse på vejen, har det godt. To fandt jeg gode familier til, to har jeg her; Brownie og Sweetie, og de er det, man kan kalde søde, glade hvalpe – nu omkring 4 måneder, har skiftet tænder, og tæven skal en tur til dyrlægen for at blive steriliseret. De har fået nye venner i form af to hanner, jeg hentede hos en nabo i øspøsende regn, og for at det ikke skal være løgn ”takkede” de mig ved at bide mig nederdrægtigt i højre tommeltot. Ikke fordi de er aggressive, men på grund af angst. Nok nærmere rædsel – de skreg og hylede, og jeg havde glemt mine murerhandsker, som jeg bruger, når dæmpende signaler, foder etc. ikke fungerer. Nå, efter de havde bidt mig, blev de puttet i et hundebur i bilen og herhjemme sat i et stort bur, som jeg har til absolut ”sidste udkald” – fx en tæve med hvalpe. De to hanner hedder Chip and Dale (Chip og Chap i Danmark) – ikke Chippendale, de der smarte fyre som damer er vilde med. Chip er helt ok nu. Jeg har fundet en familie til ham. Dale kan man kun røre, når han ligger ned og småsover. Ellers hyler han, når man rører ham. Ergo tager han noget ekstra tid, men jeg er sikker på, at det nok skal rette sig. Chip er her stadig, men når han tager til sin nye familie, så tager jeg Dale ind i huset med de to andre.

I huset her har jeg nu 10 hunde. To har jeg i pleje i en 14 dages tid, til deres ejer kommer tilbage. Den ene tæve er Dana, som en veninde adopterede for mange år siden – mor til tre hunde jeg har her. De sover i vores soveværelse for at give dem lidt hjemlig varme, mens de er her. De savner deres ejer, og derfor render de i rumpen på mig. Jeg bliver som sædvanlig bombarderet hver dag med hundeproblemer. Alt fra forladte hunde på gaden, naboer der har nabostrid/familiestrid etc. De vil lave en anklage, fordi hunden eller katten er mishandlet eller misrøgtet, men ingen af dem tør stå frit frem, og så kan jeg ikke gøre noget – anonymt går det ikke.

Jeg har fortvivlet forsøgt at få en kastrationsrunde op at stå i Tabarcia, men det er simpelthen kropumuligt. I deres gruppe er der kvinder, som bare er imod at give mig deres lokale til at realisere en runde, fordi de siger, at lokalet er til foranstaltninger, som vi kender det fra Danmark; giftemål, fester etc., og der spiser man, og derfor er hundene ikke velkomne. Dertil skal siges at når vi kommer, er der så møgbeskidt, og vi efterlader lokalet fint og rent og i en bedre stand, end vi forefandt det. Disse kvinder er dem uden dyr overhovedet (ikke engang en regneorm i en urtepotte), og det siger jo resten.

Gruppen i Puriscal har problemer med, hvem der bestemmer hvad, men de kastrerer ca. hver anden måned, og det en 70-80 hunde og katte. Som regel tager de dyr med enten uden ejer eller med en fattig ejer, og det skal jo betales, hvilket de beder mig om at gøre. Noget betaler I for, noget SASY, noget jeg selv personligt. Det skal dertil siges, at de dog gør noget for at få indsamlet penge – har lige lavet noget bingo, som gav så meget, at de kan betale deres udgifter til dyrlægerne.

Apropos dyrlæge så blev jeg ringet op i går af en dame, hvor man havde ”afleveret” en gravid tæve dagen før, og den kunne ikke føde. Hun sagde, at hun havde ringet til diverse dyrlæger i området, men at de forlangte en masse penge for at operere tæven. Fra vagina kom der grønt/sort udflåd, hvilket betyder døde hvalpe, og det betyder også, at hvis tæven overlever, er det med en masse antibiotika og speciel pleje for temmelig lang tid. Jeg tilbød at hjælpe med regningen, har lige talt med hende, og tæven er ved at komme sig hos dyrlægen, drikker lidt vand og tager lidt føde til sig. Gode tegn, og hun har lovet at beholde den. Jeg håber, hun holder sit løfte, for jeg kan ikke tage hende.

Jeg blev ringet op at en dame med en far, der har Alzheimers, og sundhedsministeriet har sagt, at hun har for mange hunde (fem), og at de skal væk på grund af mangel på plads. En nabo har anklaget hende for at passe sine hunde bedre end sin far. Selvfølgelig skal det ikke være sådan, men det taler da til hendes fordel, at hun også bekymrer sig om sine hunde, som hun har taget fra gaden. Jeg henviste til andre, som laver det samme som jeg, men alle er propfyldte med hunde og katte. Én organisation har ikke færre end 500 dyr, og I kan jo godt se, at det er helt, helt hen i vejret til trods for at de har 20 frivillige, som gør bure rene, fodrer etc. Sådan går det jo ikke – spørgsmålet er; hvordan så? Jeg har mit eget koncept, som betyder, at jeg gerne hjælper med, hvor det er nødvendigt – foder, kastration, vaccine, ormemiddel etc., og  jeg fortæller, at jeg får donationer fra blandt andre jer, og med de penge kan vi foretage os noget, men dyrene og ansvarligheden bliver hos dem selv. Det virker rent faktisk. Folk her er blevet ansvarlige – også for dyr der ikke er deres egne, så et eller andet sted er vi på rette vej, men kors i rumpetten hvor tager det lang tid.

Indtil videre 20 år for mit vedkommende og nogle mener, at jeg skal stoppe, men det ville jeg ikke drømme om, så længe jeg får hjælp økonomisk til at fortsætte, for jeg ved bare, at en eller anden dag går det hele op i en højere enhed, og folk vil tage ansvarlighed for deres dyr og for sig selv. Jeg har lige læst avisen, og der var der to tilfælde, hvor to nyfødte børn blev efterladt på en losseplads i et slumkvarter. Det er jo horribelt, og så er jeg fortvivlet over efterladte hunde. Men mennesker har mulighed for at forsvare sig – det har dyrene ikke på samme måde, så det gør jeg.

Alt for nu, jeg kommer tilbage med nyt, når der er noget. Igen, mange TAK for jeres hjælp til, at jeg kan fortsætte mit arbejde.

Et hundeknus herfra.
Lise

Billede 13En sjælden oplevelse for dyrenes beskytter. Lise fra Costa Rica har oplevet et syn, hun aldrig tidligere har mødt. I øjeblikket huser hun intet mindre end 31 hunde.[divider]Kære alle sammen

Så er det igen tid til at sende jer en hilsen her fra varmen, hvor regntiden er begyndt, og alt bare er grønt, grønt. Det gælder også for græsset, der vokser som bare pokker og skal klippes hver uge, Marito har rigeligt at se til. Alene haven er 7.000 m2. Jeg kan også meddele, at jeg har rigeligt at se til, og her kommer lidt info til jer.

Dexter havde rent faktisk erhligia og er nu behandlet for denne sygdom. Han har taget på i vægt og har det godt – altså indtil det kommer igen, for det gør det som regel. Betsy med et blåt øje og et brunt (der er noget husky i hendes blod) fik forleden dag et epileptisk anfald, som gjorde mig noget forskrækket. Det blev udløst af en ekstrem glæde over sin morgenmad, fordi hun kunne lugte kyllingekød, som jeg blander i deres mad – det foder, jeg giver normalt, har ikke særlig meget lugt, så der skal lidt “goodies” til. Hun tog en bid og begyndte at rulle rundt, og jeg troede først, at hun fik et hjertetilfælde, så det eneste jeg kunne gøre var at sætte mig hos hende og berolige hende. Pupillen i begge øjne udvidede sig til hele øjet – egentligt et tegn på forgiftning, men det kunne ikke passe her. Jeg har ikke nogen form for gift, som hunde kan fat på, så jeg tog det stille og roligt og tænkte, at det ville gå over efter en vis tid, hvis det var et epileptisk tilfælde. Det gjorde det også – tog en 7 minutters tid, og så var hun sit gamle jeg igen og ville have sin mad.

Jeg har “fået” en ny lille hund som min veninde Blomster-Lise havde fodret på gaden, men da hun skulle tilbage til Canada, og ingen ville tage den lille, ja så blev det mig. Jeg har døbt hende Winnie efter en gammel veninde i Danmark. Hun er en lille gadehund med kun et øje, som hun kan se med. Det andet ligger inde i øjenhulen, men er mere eller mindre intakt – dog kan hun ikke se med det. Jeg har testet det med lys, hurtige bevægelser mod øjet etc., og hun reagerer ikke. Det dårlige øje har jeg behandlet præventivt med noget creme, og det ser sundt ud. Den lille er en smart lille hund – efter to dage kendte hun sit navn, overtog Uwes seng og mente, at det nu var hendes og det oven på en dyne. Hun er fræk; ser hun sit snit til det, napper hun lige i et bukseben på folk, der kommer på besøg og kun mænd. Det “sjov” er jeg ved at vænne hende af med – et kraftigt ”NEJ” er nok. Hun bider i kosten, når der fejes. Sikkert nok grunden til det dårlige øje – en eller anden har måske givet hende en på kassen. Hun er opereret og vaccineret og kommer der en god familie, der vil have hende, så er hun ok til det, hvis de altså accepterer, at hun finder de hyggeligste steder at sove – fx en seng og det er no go i Costa Rica.

Jeg bliver ringet op, ja faktisk hver dag om gadehunde. Jeg overbeviser de fleste om, at de tager dyrene, og jeg betaler for mad, kastration, ormemiddel etc. og det virker godt. En hunde-dame, Elisa, ringede fortvivlet og meddelte, at der var en kasse med to hvalpe i vejkanten. Hun tog fejl, for der var faktisk seks, men en god nabo overtog dem, mod at jeg betaler for operation af tæverne. Det gør jeg naturligvis (med jeres penge), og når de er gamle nok, opererer vi dem. De er omkring to måneder i øjeblikket.

For en fire dages tid siden meddelte en nabo til min hushjælp, at hun havde set en papkasse med fire hvalpe ved vejkanten, og at disse var i en ynkelig forfatning. Det var øs-pøs rengvejr, de var dyngvåde og så forfærdelige ud. Min hushjælp og hendes mand hentede dem og bragte dem hertil, og jeg skal love, og dertil kommer alt det andet – hundenes indhegninger etc. for, at jeg da aldrig har set noget lignende. De fire hvalpe havde et lag af lopper på dem – hele ryggen var fyldt med blod, gammelt som nyt, og de hylede og skreg af smerter. Well, jeg gav dem en omgang spray, Frontline, som I også kan købe i Danmark for at slå disse lopper ihjel. Sprayen gør naturligvis ondt i sårene, men der var ingen anden udvej og jeg tænkte ”ok, det gør ondt lige nu, men så holder det op.” Jeg fik elimineret lopperne, og dagen efter begyndte jeg behandling med creme, som bare har det hele; antiallergisk, antibiotisk, mod svamp, helende etc. etc. Jeg siger jer; de havde en hel kappe af størknet blod, og jeg tog så en efter en i vaskekummen og vaskede det af med en klud uden at give dem et helt bad, som de ellers kunne trænge til. Dette for at undgå at de blev forkølede, og at det var for stressende for dem. Hver hvalp tog mig en time, og derefter så de nogenlunde ud. Jeg gav en omgang ormemiddel – det gør jeg altid først med en hvilken som helst hund eller kat, og jeg siger jer: afføringen bestod af orm. Folk tror ofte, at en hund, der ser velnæret ud, også er velnæret, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. De kan bare være oppustede på grund af orm. Well, de små, 3 hanner og en tæve, nyder tilværelsen her hos mig, er sunde og raske og om en uges tid vil jeg give ormemiddel igen. Sårene er lægt efter min behandling, men der er nok andre hudproblemer mener jeg at se – måske ræveskab eller allergi. De bliver her en tid, og så ser vi videre.

Jeg har jo mange års erfaring i behandling af hunde, og jeg får dem faktisk altid op at stå og ser ingen grund til, at det ikke skulle være tilfældet denne gang. De er “morsyge” som resten af hundene. Jeg kan ikke gå normalt, fordi de klister op ad mine fusser og jeg skal passe på ikke at træde på dem. De er lidt angste, for de forstår jo ikke, hvad der er sket med dem, men jeg tager dem op og giver lidt nusseri, og de små haler holder bare ikke op med at svinge – vi kan næsten lave energi af det.

I denne uge eller næste vil jeg tage tre tæver til operation. De “bor” hos en nabo, og de er bare hele tiden gravide. Hun tager på arbejde kl. 05.00 og kommer tilbage kl. 21. Der er også tre hvalpe, som går for lud og koldt vand, men jeg kan ikke tage dem. Jeg har i øjeblikket 31 hunde, men jeg kan tjekke dem, jeg har afleveret ormemiddel etc. og er i gang med at finde familier til hvalpene. En af tæverne er sikkert nok gravid, men så kort henne at hun stadig kan opereres, så vi “hugger” dem og får dem opereret hos dyrlæge Laura. Hvalpene “hugger” jeg også, hvis jeg kan få dem afsat på forhånd. Der vil bare være en færre, og det vil hun slet ikke opdage. Sådan er det desværre, men nu skal det være slut – ikke flere uønskede hvalpe.

Jeg bliver ringet op af en hel masse mennesker hver dag. Nogle tjekker, om jeg evt. har hentet en bortløbet hund og har den her. Andre spørger om problemhunde og hudproblemer – en indianer-veninde ringede og sagde, at hendes hund havde en opsvulmet mund, hvortil jeg sagde ”enten tag den til dyrlægen, eller kig ordentligt efter i munden, ring tilbage og fortæl, hvad du ser.” Det gjorde hun og sagde, at det var et ben af en art, som havde sat sig fast, og nu havde hun taget det ud, og at hunden var ok igen. Det er det, jeg siger: folk bekymrer sig om deres dyr, men de skal lige have en hjælpende hånd til at klare resten selv, for de kan godt. De bare ikke lige hvordan, og det er der, jeg træder ind i billedet.

Jeg har et stort problem, som jeg ikke ved hvordan skal løses, og det hænger sammen med, at en mand ringede og bad om hjælp. Hvor han har sin farm, er der en hundeflok, som slår hans kvæg ihjel sammen med høns, gæs, svin etc. Han havde ringet til vores dyrebeskyttelses-organisation, som henviste til mig, eftersom jeg er medlem og bor i området. De kan intet gøre, siger de. Well, flokken består af 21 hunde, voksne, unghunde og hvalpe, men alle er “vildhunde” og man kan ikke få kontakt med dem. De er angste og løber væk ved den mindste kontakt. Disse hunde er naturligvis sultne, og man kunne starte med at give dem foder. Men det betyder også, at hvis tæverne er velnærede, går de i løbetid, og så får de en masse hvalpe som moderen gemmer i skoven, laver en hule, og de bliver også vildhunde – en skrue uden ende.

Jeg gav ham Blancas telefonnummer, og han ringede til hende. Hun tog kontakt til mig, og vi blev enige om, at det bedste ville være at skyde hundene. Han foreslog rottegift, men dødsprocessen er langsom og smertefuld, så Blanca og jeg er enige om, at det bedste ville være at skyde dyrene og forhåbentligt med en, der kan ramme første gang. Jeg ved godt, at dette “skurrer” i jeres ører – også på mig, men jeg tror faktisk ikke, at der er en anden udvej.

Jeg er dyrebeskytter, men det gælder jo alle dyr – også produktionsdyr som kvæg etc. Flokken har jagtet og slået en ung kalv ihjel, spist den og gik om bord i to andre, som nu er haleløse og skal behandles for infektion. To andre har fået ørerne bidt af etc. Manden er desperat. Han har en stor flok kvæg, og da jeg talte med ham senest, var en ko ved at føde. ”Skynd dig,” sagde jeg til ham. ”Tag hende tæt på huset, og behold hende der – ellers tager hundene kalven.” Han for af sted, smed røret på, og jeg har ikke talt med ham siden. Jeg har lagt besked hos tre personer om, at han skal ringe, men det er ikke sket indtil videre. Ja, jeg har ondt af dyrene, for de dræber for at overleve og få noget at spise. Noget, der er fuldstændigt forståeligt, men det går jo heller ikke. En ko og kalv har også ret til livet, og de kan jo ikke engang løbe væk, for der er hegn rundt omkring og med 21 hunde!

Ja, alt for nu. Jeg vil holde jer informeret om, hvad der sker på “fronten” i Costa Rica.

God sommer.
Lise

 

Billede_2

Graviditeter skaber problemer. Lise fra Costa Rica bliver bombarderet med hunde og katte, som er givet i julegave, men bliver sat på gaden, når de bliver gravide. Derudover har tre graviditeter blandt Lises fire medarbejdere skabt noget af en udfordring.[divider]Kære alle sammen

Nu er det tid til at sende jer alle en forårshilsen og sige MANGE TAK for jeres donation til mit arbejde. Jeg modtog 2.845 USD, som var meget, meget velkomne, idet dette arbejde jo er noget dyrt, men hvad der går godt, kommer ikke dårligt tilbage!

Vi har haft en del kastrationer. Gruppen i Puriscal arbejder uden mig, eller det vil sige næsten uden mig, for jeg betaler for dem, der ikke kan betale selv. Normalt har de ca. 80 dyr hver gang, og er der for langt imellem hver massiv kastrationsrunde, ringer de til mig og beder om individuel kastration, som I betaler for. Jeg har givet ok til det, men kun for tæver og hunkatte, der er gravide eller i løbetid. Hannerne kan vente, til de har en runde igen.

Jeg selv har lige haft en runde hos indianerne med 78 hunde og katte, som blev steriliseret. Temmelig godt gået for de fleste kom fra indianerreservatet. Jeg gav en god pris, det vil sige 60 kr. pr. dyr og en rabat, hvis den samme ejer kommer med flere end to. Det var godt nok noget bøvl med denne runde, idet sportsstedet, vi bruger, var uden elektricitet, og uden elektricitet kan dyrlægen jo ikke arbejde. Dels skal dyrene barberes på operationsstedet, og dels skal der lys til, når det bliver mørkt. Nå, jeg var temmelig nervøs og sagde til Isabel, ”løs problemet, for vi skal altså have elektricitet”. Ok, de har ingen penge, så vi aftalte, at jeg ville indgå med halvdelen af udgiften, hvilket var ca. 200 kr., og det var pengene værd med så mange dyr.

På et tidspunkt meddelte dyrlægen mig, at han var løbet tør for amoxicilina (et antibiotika), så vi ringede rundt for at høre, hvem der havde det. Jeg futtede af sted og købte det. Det er nødvendigt at give dette, således at der ikke opstår komplikationer med hensyn til infektion etc. Normalt har dyrlæge Blas altid antibiotika oralt, men det løb han også tør for, så jeg blev lidt ”mopset” og sagde, at i fremtiden vil jeg ringe til ham dagen før, så han kan tage rigeligt med af disse ting, eller at jeg ville tage det med, fordi jeg bare ved, at folk ikke tager tiden til at købe det, der skal til. Nuvel, pludselig kom der en fyr med en hund, som var blevet kørt over. Det havde han taget hånd om, og tæven så faktisk udmærket ud. Den skulle opereres, men han kunne ikke beholde hende. Jeg spurgte rundt blandt folket, men ingen ville tage hende, så det så ud til at blive mig. Men så kom der en gut, sin ringede til en veninde, og hun tog den lille, så jeg behøvede ikke at tilføje flere til de 25, jeg har i øjeblikket. Rigtigt mange kom og takkede for, at vi kom. Nu om stunder tage diverse dyrlæger i området en omkring 250 kr. for en kastration, så I kan jo godt se, at den pris, vi tager, er så billig, at vi kan få alle med.

I øjeblikket bliver jeg ”bombarderet” med tæver, der er sat på gaden. Det er for så vidt normalt på dette tidspunkt af året. Det er disse hunde og katte (hvalpe og killinger) der bliver givet i julegave, og som nu går i første løbetid, bliver gravide og så sat på gaden, fordi folk ikke gider det med hvalpe og problemet med at få dem afsat. Men ca. 4.000 personer har mit telefonnummer, og jeg hjælper med foder, ormemiddel, mælk, kalcium til moderen etc. men dyrene bliver hos dem. En god løsning og det er blandt andet det, jeres penge går til. Det er en ”win win”-situation, for dyrene bliver hjulpet, og costaricanerne lærer at tage hånd om gadedyrene ,hvilket de kan gøre, fordi jeg hjælper med udgifter, som de enten ikke kan tage eller ikke ønsker at tage, fordi hunden eller katten ikke er deres, men en der står på gaden foran deres hus og beder om lidt mad og hjemmets varme plus lidt ly for sol og vand. De beder faktisk ikke om mere.

Som jeg skrev senest, har jeg ikke flere schæferhunde udover min gamle gadehund Sissi, som klinger på sidste vers. Hun er nu ca. 20 år, og hendes mor blev 21, så måske har hun lidt tilbage, men jeg har besluttet mig for, at hun skal holde så lang tid, hun kan, men ser jeg, at hun har det skidt, må dyrlægen komme her og aflive hende. Jeg afliver praktisk talt aldrig hos diverse dyrlæger. Turen derhen plus stress er ikke nødvendigt. Det er langt bedre herhjemme i vante omgivelser. Sissi var møgskidt. fordi hun savnede mig i de tre dage, jeg var på min første rejse uden for Costa Rica, og det i 14 år. Hvad siger I så? Nå, der er kommet ”hul på bylden” og der skal lidt mere rejseaktivitet til. Noget min mand og jeg praktiserede i mange år, indtil han blev syg.

På hjemmefronten har jeg taget tiltag til, at nogle af hundene, jeg har haft i flere år, nu bor her i huset. Den ene er Betsy, som en indianerveninde brugte en hel dag på at indfange. Hun var gravid og fik sine fire hvalpe her. Den anden er hanhunden Dexter, som jeg hentede hos en dyrlæge, og som havde ”boet” i en transportkasse i mere end et halvt år hos ham, fordi dyrlægen mente, han var aggressiv og ikke egnet til adoption. Dyrlægen er nok noget at det bedste, vi har – specialist i benbrud – og DEXTER har været forpint over det hele; både forben, hofte og bagben, fordi han blev kørt over. Hans familie betalte alle operationer, men ville ikke beholde ham, fordi han jo var aggressiv. Well, jeg sagde til dyrlæge Alfaro: ”lad mig tage en stirrer på ham, og jeg vil sige dig, om han er aggressiv eller ej”, og hvad skete der? Hunden – en hvid boxer -rejste sig på bagbenene og ”omfavnede” mig. Jeg satte mig på hug, og han begyndte at slikke mig i ansigtet. Dexter er ikke aggressiv, men en hund, der holder på sin ret mht. mad og legetøj. Hvad der er mit, er mit, egentligt ikke anderledes end hos os mennesker. Man beskytter det, man har, og er der nogen, der prøver på at tage det, man har, opponerer man. Fuldstændigt naturligt. Dexter har haft erhligia, og jeg er faktisk sikker på, at det er kommet tilbage. Det gør det ofte, så jeg tager ham til et tjek hos dyrlægen for at få lavet en kit-test og så starte hans behandling, hvis det altså er nødvendigt. Han er tynd, men fordi han ikke spiser som han skal. Jeg har lige købt noget puppy-food og nogle vitaminer, så vi prøver lige det først. Der er ingen grund til at fylde en hund med antibiotika, hvis det ikke er nødvendigt. Han har et overdimensioneret hoved – et resultat af fjollede amerikanere, som vil have, at hovedet er stort. Det rene vrøvl – de avler med en ”storartet pedigree”, fordi folk vil have det, men resultatet er, at hunden har ca. 1 cm mellem tænderne og derfor ikke er i stand til at spise som en normal hund. Han kan ganske enkelt ikke tygge sin mad.

Maria, som hjælper mig i weekenden med at fodre og gøre bure rene, meddelte, at hun er blevet gravid og med en del problemer, så hun kan ikke komme mere, men at Yadira, (min hushjælp og hendes søster) vil overtage. Alle tiders tænkte jeg, indtil Yadira kom en morgen og sagde, at nu var hun også gravid. Gud hjælpe mig om ikke også Laura, som kommer om søndagen og hjælper med kastrationer, har meddelt, at hun ikke længere kan komme, fordi hun er gravid og i risikozonen. Indrømmet, jeg vidste sgu ikke lige, om jeg skulle grine eller græde, men har valgt at grine. Alle tre er gravide med ca. 14 dages tid imellem, og den gode Paul er temmelig ”mistænkt”, for de blev gravide fra det tidspunkt, han flyttede ind hos mig. Men det er nok ”amorinerne”, der har gjort sig gældende – disse som befinder sig her i huset. Ja, summa summarum: Ud af fire medarbejdere er tre gravide.

Forleden nat var hundene fuldstændig urolige og gøede som bare pokker. Jeg blev nervøs, for jeg lige havde købt en dyr pumpe til at pumpe vandet op i huset, så jeg tænkte, at der var nogen, der prøvede at hugge den. Det var imidlertid ikke tilfældet. Problemet var, at Tipper, Sara og Nille gik om bord i et pindsvin. Et af dem som ”skyder” piggene af, så turen gik til dyrlæge Laura, som brugte timer på at få piggene ud af såvel mund som indvendig hals på alle tre. Det er tredje gang, det sker, med normalt på dette tidspunkt af året hvor de vilde dyr søger vand, og det ved hundene og ligger på lur. Synd for pindsvinet som skød alle pigge af og derfor er uden forsvar.

Jeg er igang med at forberede en kastrations-runde i Tabarcia. Et sted hvor der kommer mange dyr, men dyrlæge Blas snupper ca. 15 dyr pr. time. Et teamwork med tre dyrlægestuderende, næsten færdiguddannede. De giver den første beroligende sprøjte, sørger for at de tre borde, han arbejder på, er klare, desinficerer hans udstyr etc. Jeg henter de opererede dyr og observerer, om de er ok efter operationen, trækker vejret normalt og stimulerer dem, der ikke vågner normalt. Så bliver de tjekket, får klippet negle, renset ører, hudproblemer bliver efterset, og ejerne bliver informeret om, hvad de skal behandle med. Jeg bøjer mig over hvert dyr ca. 10-15 gange, så I kan godt se, at det er meget, og dagen efter er jeg noget radbrækket, hvilket går over efter et par dage, så det er til at leve med.

Ja, det var vist alt for i dag. Her er regntiden begyndt til glæde for alle såvel planter som dyr. Vi har jo ikke de fire årstider som I. Kun to; tørke eller regn. Vi har det varmt – ca. 33 o C. Fire tukaner har lige besøgt os og ca. 40 små pericos de amor – små irgrønne papegøjer, som I kan købe i Danmark. Ikke noget jeg er særlig begejstret for. Jeg synes, at dyr skal være i naturen og ikke i et bur, hvis det kan lade sig gøre.

En varm forårshilsen herfra til alle. Jeg sender lidt sol.

Lise

billede6Forandringens vinde i Costa Rica – Lise fra Costa Rica har denne gang både gode og dårlige nyheder at berette. På positivsiden tæller kærlighed og en ny forretningside. [divider]Kære alle sammen

Her fra Costa Rica har jeg lidt godt og lidt dårligt at berette om. Vi begynder med det triste.

Mine to gamle ”asyl-schæferhunde” har taget turen til de evige jagtmarker. Halcon, som var 14 år, spiste sin morgenmad med god appetit og var lidt urolig derefter. Han lagde sig til at slå mave på terrassen, sov og vågnede ikke mere. Halcon var en meget, meget rolig hund, sov faktisk altid, så jeg opdagede først, at han var død, da vi skulle have aftensmad, og han ikke rejste sig. Det er jo en dejlig død for en hund. Ingen smerter, bare at sove ind. Han blev begravet sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård, hvor der ligger alt fra fugle til slanger og naturligvis hunde og katte.

I Costa Rica har vi et træ, som hedder Guasimo, og som på dette tidspunkt af året smider blade og derefter frugter, som minder om små grankogler. Disse har en form for honning, og hundene elsker dem og spiser i store mængder. Problemet er, at de er giftige. Er hunden rask, sker der ikke noget ved det, men er hunden gammel med et evt. problem med lever og nyrer, kan den blive forgiftet, og det skete for Ghandi. Fra den ene dag til anden ville han ikke spise, så jeg tog ham til dyrlæge Laura, hvor han fik, hvad hjertet kunne begære af behandling, men døde hos hende. Han lagde sig til at sove og døde i samme position, som hun så ham i, da hun gik hjem kl. 21.

Det var jeg meget, meget ked af. Jeg ville helst, at det skulle være sket herhjemme i mit soveværelse eller i sengen, hvor han jo sov med mig, men sådan skulle det ikke være. Marito og jeg hentede ham, og han blev begravet sammen med de andre. Med så gamle hunde regner man jo med, at de dør inden for nærmeste fremtid, så det er ok og til at leve med, men her kommer ”hammeren”…..

Jeg var i onsdags inviteret til en frokost med en gruppe af udlændinge, tog af sted kl. 10, og den lille Mia var helt ok, legede, pjattede og havde med stor appetit spist sin morgenmad. Tis og afføring var normalt, men da jeg kom hjem kl. 15, kom hun ikke ud for at modtage mig, som hun plejer, og da vidste jeg, at noget var galt. Hun var møgskidt, og Marito og jeg strøg til dyrlæge Laura, som sagde ”Lisa, det her er ikke kun forgiftning. Der ligger noget dybere bag”. Mia var tynd, til trods for at hun fik rigeligt mad og spiste godt, og da hun var i voksealder, er det ikke ualmindeligt at unghunden er tynd, fordi den strækker sig, hvis man kan sige det sådan. Dyrlæge Laura lagde hende i drop med forskellig medicin, og jeg bad hende om at lave en erhligia-test, hvilket hun gjorde, men den var negativ. Laura gav dog ikke op. Nu er det sådan, at hun er gift med en dyrlæge, som har med kvæg at gøre, og han foreslog en anden test, som hun lavede og med positivt resultat. Mia havde en sygdom, som kan sidestilles med erhligia, men som hedder Babesia, og som også er overført af tæger eller flåter. Behandling er mere eller mere ens, men hun fik et akut tilfælde og der var ikke noget at gøre. Laura tog hende hjem til sig selv og gjorde, hvad hun kunne, men Mia gik i krampe og døde kl. 01.30 om natten i hendes soveværelse. Mia ville være blevet et år her den 11. februar.

Mia var den grå schæferhund, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde. Hun var helt sikkert en problemhund, hvilket jeg vidste, da vi fik hende, men jeg mente, det var bedre, at hun var her, og at jeg ville kunne styre hende i forhold til, at hun ville blive sat i en kæde resten af livet, fordi hun var vanskelig at holde styr på. En korrektion opildnede hende mere i stil med ”jubi, det her er en skæg leg”, og hun blev totalt umulig. Faktisk til det punkt at det sågar blev for meget for mig, som ellers kan tage mere end de fleste. Ingen af os her kan forstå, hvorfor vi ikke havde set at hun var syg, hendes pels var blank og smuk, hun var ekstremt aktiv, utrolig glad for mad og godbidder, så jeg må sige, at det kom bag på os alle.

Nu er hun begravet med de andre, og her tilbage i huset har jeg den gamle Sissi, som er 19 år, min gamle urhund som også har spist de giftige frugter af Guasimo, men ikke har taget skade. Faktisk er hun blevet hvalpet, futter rundt og er glad for at være den eneste til al opmærksomhed. Hun er bare så glad for at være alene, at jeg ikke vil tage nogle af de andre hunde ind. Det var ellers meningen, så de også kunne få glæde af hjemmets varme.

Marito er ked af at lave alle disse huller til dyrene. Det seneste han gravede var til Uwe, hvor jeg begravede de sidste rester af hans aske, som jeg stadig havde på pianoet. Vi lavede en lille ceremoni med ”Fader Vor, af jord er du kommet, til jord skal du blive”, og jeg begravede vores bryllupsbillede sammen med asken for at give ham mulighed for at komme tilbage til jord og universet, og for at jeg kunne give slip på ham, for det har jeg ikke kunnet før nu. Jeg elskede min mand i livet og elsker ham stadig, men nu var det tid til at sige endeligt farvel og gemme ham i hjertet.

Ja, lidt trist læsning, men nu skal I bare høre. Her kommer der en rigtig dejlig nyhed, for jeg er blevet forelsket, så det basker! En dejlig mand er den lykkelige, siger han selv, og han er om muligt mere forelsket i mig og synes, jeg er verdens ottende vidunder! Der kan I bare se, jeg bliver snart 55 somre gammel, og han er 5 år ældre, så måske er der mulighed for at tage ”den 3. alder” sammen. Han er kunstmaler, hundemand i den grad at han bare syntes det var morsomt, at Mia slikkede ham i rumpen, mens han elskede med mig i sengen. Det er altså ikke nemt at finde en mand, der ccepterer det!

I det kinesiske horoskop har vi slangens år, hvilket for alle betyder forandring… Jeg ved ikke, hvor dette kan føre hen, men har besluttet, at nu vil jeg bare lade stå til. Nu vil jeg lægge mit hjælper-gen lidt på hylden og lade andre tage sig af mig, som jeg hele mit liv har taget mig af andre. Nu er det min tur til at blive forkælet. Alle disse år med en syg mand har ”taget mit liv”. Jeg læste en artikel, som beskrev ”når ægtefællen stjæler livet”, ikke at vedkommende vil det, men sådan er det bare, så nu har jeg tænkt mig at komme stærkt tilbage og simpelthen lade tingene ske, som de nu forekommer. Wish me luck, I need it, men det her har en god mavefølelse, og jeg går altid efter mine mavefornemmelser. Lad os se, men det føles rigtigt.

Hjælper-gen eller ej. Er der én ting, jeg ved, er det, at mit hundearbejde ikke holder op. Der er stadig ting, der skal arbejdes med sammen med alle de andre, som laver det samme som jeg. Vi har lang vej, men jeg har ikke travlt. Ej heller ligger jeg på den lade side, men får en del fra hånden, mest via telefonen. Jeg giver stadig foder, ormemidler og kastration. For de familier, som ikke kan betale selv, betaler I, og resten betaler jeg selv. Dem, der ikke betaler enkepension, er den tyske stat, som ikke har betalt en dulle siden maj sidste år. Tysk grundighed er bekendt, men det er altså ved at tage livet af mig. Heldigvis er huset gældfrit, så jeg kan tage et lån i det, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu da Mia ikke er mere, har jeg fået en ide. Det er at lave en lille niche mht. hunde, der skal have et hjem, hvor de kan være, når folk tager på ferie og ikke ved. hvad de skal stille op med deres dyr. Jeg vil henvende mig til udlændinge, som gerne vil have, at hunden er i hjemlige omgivelser, hvilket jeg er i stand til at give dem, fuldstændig som var de i deres eget hjem. De må sågar sove i soveværelset (skal lige tjekke med gutten, om de også må være i sengen…hihi), jeg vil tage det samme pr. dag, som man tager i USA og Canada – 25 USD – og lave en kontrakt så de ikke kan sagsøge mig, hvis der skulle ske noget med deres dyr, mens de er hos mig. Ja, det bliver en form for hundehotel, men ikke hvor hundene bliver sat i bur, taget ud på gåtur og ellers er i deres bur. Her kan de gå frit rundt i hus og have og dermed have et ganske almindeligt liv, som de har hos deres familie. Nok ikke en dum ide som skulle prøves af, og indtægten skulle gå til mit arbejde med gadehundene. En ide som måske kunne lade sig gøre?

Her til slut vil jeg lige berette, at gruppen i Puriscal er ok, men de har visse problemer med hinanden. Den ene vil dit, den anden dat, men de vil finde ud ad det med tiden. De afholder kastrationer ca. en gang om måneden med ca. 80 dyr. Adoptioner har de hver 14. dag, men med meget lidt held. Folk her vil ikke tage dyr, fordi de jo alle arbejder og ikke har tid til hundene eller kattene, så det ser lidt sort ud. Ana, som før har hjulpet med dyr sat på gaden, ringede til mig i går og meddelte, at hun ”lige” havde fået en tæve med syv hvalpe. Hun spurgte, om jeg kunne hjælpe med foder til tæven og senere hvalpene, som er så små, at de endnu ikke har åbnet øjnene, altså er de mindre end 14 dage gamle.

Alt for denne gang. Jeg skriver igen – jeg har masser – men denne gang var det lidt mere personligt.

Hundeknus fra Lise

Billede_2De tre tons foder, som Lise fik doneret er ved at være brugt op, men med p.t. 29 ”hjemmeboende” hunde og alle de andre gadehunde, så får fodret hurtigt ”ben af gå på”.[divider]
Kære alle sammen

”Long time – no hear,” men i aften skal det være, at jeg lige sender en hilsen til jer alle med håbet om, at I alle har haft en god jul og får et godt 2013. I samme forbindelse vil jeg gerne takke for året, der gik. TAK for jeres donationer, som har hjulpet en masse gadehunde og gadekatte her i Costa Rica. Simpelthen uundværligt, for alene kan jeg ikke.

Min foderdonation er nu opbrugt. Der var ca. tre tons, men da jeg jo har 29 hunde her plus alle dem, jeg fodrer hos fattige familier, er det jo hurtigt væk. Jeg har noteret alle dem, der har fået foder (navn, dato og antal kilo) og vil sende det til ANPA, som valgte mig blandt andre til at modtage. Jeg ville gerne kontakte firmaet direkte for at sige tak, men det vil de næppe være interesseret i. For dem er det foder, der ikke kan sælges, og så er den potte ude. Men et eller andet siger mig, at jeg skulle gøre det. Et eller andet sted må det da være en tilfredsstillelse for dem, at de har mættet mange hundemaver.

I november havde vi det årlige SASY-event fundraising (Stop Animal Suffering, Yes), og det gik vist fint forstået på den måde, at de fik penge ind som i de foregående år, ca. USD 30.000 efter udgifter i form af leje af lokale, mad, drinks etc. I år vil jeg ikke bede om penge, men se om jeg kan få lavet lidt netværk for gruppen i Puriscal, så de kan få en kastrations-donation. Jeg selv har fået lovning på, at skal jeg bruge penge, er det bare at sige til, og så får jeg det. Det er jo rart at vide. Den 1. december ville jeg gerne have lavet en kastrationsrunde hos indianerne, men det ser ud som om, at det ikke i øjeblikket er nødvendigt. Folk har et mindre antal dyr end tidligere, og de fleste er allerede kastreret. Dyrlæge Blas bad om denne dato til en mega-kastrationsrunde i San Jose, og det gav jeg ok til. I princippet er jeg ligeglad med, hvor hunde og katte bliver kastreret, så længe de bliver det, og vi får bestanden af ønskede hvalpe og killinger ned. Vi er godt på vej men der er lang vej igen.I morgen henter jeg en tæve, som er i løbetid. En hundeven har hende i kæde, indtil vi henter hende. Vi ved ikke, om hun er gadehund eller har familie, men det er underordnet. En tæve i løbetid får hvalpe, og det skal undgås. Dyrlæge Laura har accepteret, at vi afleverer tæven i morgen, mod at hun kommer i en transportkasse, bliver opereret og vaccineret, og derefter sætter vi hende ud igen. Hun bliver fodret af en venlig person, og det eneste, vi kan risikere, er at hun bliver kørt over, men I tror det er løgn; disse gadehunde ved, hvordan man krydser vejen. Nogle er smartere end andre og venter ved vejkanten, til de ikke kan se eller høre en bil, og så krydser de. Desværre har ikke alle den mulighed, idet de bliver sat på gaden og ikke har en anelse om trafik. Det er dem, jeg henter, når folk ringer om en hund, der en påkørt og ligger i grøfte uden at bevæge sig. I sidste uge hentede jeg en lille tæve. En mand, der arbejder med noget gadearbejde hos indianerne, ringede og fortalte at hun lå i grøften og bare lå der. Vi hentede hende og bragte hende til dyrlæge Mariano, som undersøgte hende og sagde, at kroppen var ok, men at hun havde fået et slag i ansigtet, hvilket betød, at hun ikke kunne bevæge sig. En nerveforbindelse som ikke fungerede. Well, jeg tog hende til dyrlæge Laura til noget ultralyd, fordi Laura har et form for hospital, men den lille klarede det ikke. Hun var tørstig og sulten, men brækkede det hele op, og Laura ringede til mig for at høre, hvad vi nu skulle gøre. Den lille havde det møgskidt, og jeg sagde som altid, hun har fået en chance til livet, men hun skal ikke lide, så afliv hende, hvilket hun gjorde.

For en uges tid siden blev jeg ringet op af tre forskellige personer fra en lille by i nærheden om, at der var en kasse med 3 små hvalpe, og om jeg kunne hente dem. De gik fra ”hånd til hånd” og blev videregivet, for ingen gider at påtage sig ansvaret og arbejdet med moderløse hvalpe. Forståeligt nok for de var nyfødte, ca. to dage gamle, og deres navlestreng var ikke tør, hvilket betyder sutteflaske mindst hver fjerde time, også om natten. Well, jeg hentede dem – de var ekstremt kolde, så jeg puttede dem under min bluse og varmede dem op der plus med mine hænder. De skreg af sult og kulde, men faldt til ro. Dyrlæge Laura fandt en familie, som ville påtage sig det arbejde. Der er faktisk costaricanere, som godt gider hjælpe. Aftalen var, at denne familie ville tage dem i 14 dage, hvorefter jeg ville tage dem og fostre dem op her. Nuvel, to af dem klarede det ikke, hvilket er normalt. Så nyfødte er det praktisk taget umuligt at få op at stå, men de fik chancen. Jeg var i gang med at finde en tæve med hvalpe, som jeg kunne lægge dem til hos, men fandt hende ikke – det ville have kunnet redde dem. En er åbenbart indtil videre ok, spiser fint og ser ud til at klare den – et godt skulderklap til familien.

Vi kastrerer, så det fløjter, men det ændrer ikke på, at der er tæver her og der med hvalpe, som ingen vil have. Jeg fik nys om en tæve med seks hvalpe i nærheden. Gruppen i Puriscal kendte til dem og tog aktion. Jubiiii, det er det, der skal til og det, jeg har arbejdet hen imod i de seneste 20 år. Ikke bare ringe til Lise og så klarer hun situationen. Min hundeveninde Laura hentede dem en sen aften med mand og far. Der manglede to, som havde gemt sig, men dem hentede Laura og min caretaker Marito dagen efter, og nu er de hos hende i en transportboks. Jeg har netop afleveret mælk og fløde hos Laura. Æg og resten har hun. De er ca. fem uger gamle, hun har fået ormemiddel, og der er stor chance for, at de klarer den. Om en uges tid får de en vasketur, kommer til dyrlæge Laura, bliver vaccineret, og så kommer de til adoption med lovning om, at vi overtager kastration, når de er gamle nok – ca. 3 mdr. Deres mor skal jeg se at få fat i. Hun er noget angst, og det vil nok tage lidt tid at få hende til at få tiltro til mennesker, men det plejer jeg at få til at passe. Hun skal vaccineres og frem for alt steriliseres, og så kan hun gå på gaden, som hun har gjort indtil videre. En dame giver hende foder, så det skal nok gå. Dette er det, jeg bruger jeres donationer til plus naturligvis foder. Der er jo ingen grund til at vaccinere og operere, hvis hunden doer af sult. Så kan det være lige meget, og så kunne man lige så godt aflive med det samme. Sådan er det, men heldigvis har I gjort det muligt at gøre noget godt for mange. Som mit slogan er ”vi kan ikke redde alle, men vi alle kan redde mange” – det er det, jeg arbejder hen imod.

Gruppen i Puriscal arbejder godt. De er ved at få styr på det. Masser af større og mindre initiativer for at få penge til deres arbejde, en Guds benådelse af diskussioner og skænderier, men det er normalt. Der har jeg det noget enklere, idet jeg kun skal diskutere med mig selv, og det tror jeg lige, jeg kan klare! Jeg holder mig fuldstændig udenfor deres arbejde, kommer med forslag etc., når der er kuk i den, men jeg har intet med gruppen at gøre som sådan. Nu skal de selv finde ud ad det, og der er ikke brug for mig, hvilket er en dejlig følelse for mig, for jeg ved, de kan. De vil ende op med en gang sludrehoveder, men også med nogle ildsjæle, og jeg ser, at de er ved at ”skille fårene fra bukkene”, hvilket er en god ting. Sludrehoveder er der ikke brug for. Det handler om at arbejde for sagen, og dem, der bare snakker røve n ud ad bukserne, men ikke gør noget, kan lige så godt blive væk, for de forstyrrer bare arbejdet og laver uro i gruppen, og det har en ny gruppe ikke behov for.

På hjemmefronten mht. hunde har jeg 29 hunde, som er ok. Alle er sunde og raske og har det godt. Også mine to gamle ”asylhunde”, de ”aflagte” schæferhunde-hanner som skulle have lidt hjemmeliv, inden de opgiver ævred. Det kan ikke vare længe, Halcon bliver 14 år til februar, og Ghandi 13 i april – det er høje aldre for en schæferhund. Deres tidligere ejere var her i weekenden til frokost, og de to gamle var glade for at se dem, men ikke helt pjattede for at være med deres tidligere familie, hvilket betyder, at de er faldet godt til her hos mig. Det vidste jeg sådan set godt, for de var vant til at sove i et bur, og her sover de i dobbeltseng med mig. En eller anden dag kommer der vel en mand, som overtager pladsen, og så må vi se, om de opgiver den. Nå, vi krydser den bro, når vi kommer til den! Den ”lille” tæve-hvalp Mia kan virkelig slå en død mand ihjel. Hun er så aktiv med sine 10 måneder. Hun er virkelig indbegrebet af en brugshund, og egentligt skulle jeg give hende til K9 for en periode over måske fire år. Den lille fis har alt, hvad man ønsker af en hund til at arbejde og bruge sine evner. Hun har en helst fantastisk næse. Forleden dag blev jeg nødt til at drikke te i stedet for morgenkaffe, og grunden var, at min kaffemaskine var fyldt med tissemyrer og jeg mener fyldt, sort, og jeg syntes, det er synd at slå dem ihjel ved at drukne dem (dyreelsker gælder også for tissemyrer – de skal jo også have mulighed for livet), så jeg puttede maskinen ud i naturen med noget sukker, og så forsvandt de). Mia vidste lige med det samme, at det her ikke var normalt, for det lugtede ikke af kaffe, men noget andet, hun lige skulle tjekke.
Nej, hun er virkelig ekstrem. Jeg har haft 11 schæferhunde, men aldrig en som hende. Hør her, jeg lukker hundene ud om morgenen kl. 5.30, venter på at de får lavet deres tissetår, lægger mig igen og efter en vis tid mener Mia, at nu skal vi stå op, for hun vil have morgenmad. Har jeg øjnene lukket, tager hun det roligt, sukker og venter på bedre tider, men begår jeg fejlen at åbne øjnene, er hun der med en pote i hovedet og et kraftigt slik. Virker det ikke, hiver hun sgu dynen af mig, ganske enkelt. Den eneste, der kan styre hende, er mit gamle gadekryds på snart 19 år, Sissi. Hun har overtaget biksen og styrer de gamle hanner plus Mia. Hun er lille i statur, men stor mentalt – der er ikke nogen, der render om hjørner med hende.

Ja, ja, hundeliv i Costa Rica er virkelig en stor farvelade. Der er staklerne og dem, der er overforkælede og lever ”menneskeliv” – heller ikke godt, men dog bedre end staklerne, som er hensat til en kæde hele deres liv. Well, jeg prøve at gøre, hvad jeg kan for dem, ligesom andre tager initiativer og laver et andet arbejde. For eksempel har vi lige haft en større foranstaltning med en hunde-gåtur i San Jose. Jeg tror, der var ca. 300 hundrede deltagere, så I ser, at der sker noget på fronten – vi er bare så langt tilbage. Frustrerende på en maner, men et eller andet siger mig, at hunden på gaden, den der kan gå frit rundt, besøge sine hundevenner, markere sit territorium, det er altså virkelig mere hundeliv end det ser ud for ”sofahunden”, som er blevet menneskeliggjort. Fjollede mennesker putter tøj på hundene. Jeg mener, de har jo allerede tøj på i form af pels. Her har det i hvert fald ingen berettigelse. I andre lande med minus 20 C o har det en berettigelse.

Jah, det var så et pip fra Costa Rica. Her er tørkeperioden ved at indfinde sig. Det vil sige nul regn i fire måneder – heller ikke godt, men naturen er vant til det, og alt og alle overlever fordi, sådan er det bare.

Lad os se, om ikke det kommende år har lidt ”goodies” for os alle. Jeg personligt kunne trænge til lidt fred. I gør jer ikke begreb om alt det papir-besvær, jeg har med myndigheder, pension, skattevæsen etc. både her og i Tyskland. Jeg render fra Herodes til Pilatus, ambassade her og konsulat der. Postgangen til og fra Costa Rica er omkring en måned, så det trækker ud, Håber på bedre tider i det nye år.

TAK for hjælpen til dyrene her og jeg kommer tilbage.

Lise