LAWCS, oktober 2025
Vi vil gerne dele en varm opdatering fra vores samarbejdspartner i Liberia, hvor jeres støtte har gjort en stor og livsforandrende forskel for både dyr og mennesker. Takket være FDUG’s bidrag kunne Liberia Animal Welfare & Conservation Society (LAWCS) i sidste måned gennemføre en stor dyrevelfærdsindsats i det sydlige Liberia.
Over 500 hunde og flere katte fik gratis dyrlæge behandling, for mange af dyrene for allerførste gang i deres liv. Dyrene blev behandlet for blandt andet orm, skab, sår, flåter, lopper og hudsygdomme. Indsatsen gav ikke bare dyrene et bedre liv, men også håb til de familier, der holder af dem.
LAWCS arbejder ud fra en stærk overbevisning om, at dyrevelfærd og medmenneskelighed hænger sammen, at hjælpe dyr er også at støtte de lokalsamfund, de lever i. Indsatsen i Liberia er et smukt eksempel på, hvordan FDUG’s støtte skaber varig forandring, ikke kun for dyr i nød, men også for mennesker, der gennem arbejdet får øjnene op for betydningen af dyresundhed, forebyggelse og omsorg.
Vi er dybt taknemmelige for alle jer medlemmer og donorer, der gør det muligt for os at støtte partnere som LAWCS. Sammen skaber vi varige forbedringer for dyr verden over.


