Dyrlægestudrende Nynne B. Eriksen og Rikke W. Larsen har været på et 3 ugers frivilligt ophold hos TOLFA i Indien.
“3 uger som frivillig på dyrehospitalet “Tree Of Life for Animals” i Indien” af Veterinærstuderende Rikke W. Larsen.
Kære Dyrenes SOS
TOLFA:
TOLFA blev grundlagt i 2005 af den britiske sygeplejerske Rachel Wright. På daværende tidspunkt var der store problemer med rabies, som årligt krævede mange dødsfald blandt både voksne og børn. Det var derfor Rachels vision og håb, at nedsætte disse dødsfald igennem rabiesvaccinering og neutralisering af gadehunde i Pushkar. Organisationen er non-profit, og eksisterer udelukkende på grund af donationer fra større dyrevelfærdsorganisationer såsom WSPA, andre Welfare Trust og de frivillige ildsjæle såsom dyrlægestuderende, dyrlæger og andre frivillige, der betaler for deres ophold på hospitalet.
Som bestyrelsesmedlem af Dyrenes SOS, var det ligeledes min intention, at se nærmere på, om TOLFA kunne være et projekt som Dyrenes SOS ville yde økonomisk støtte til i fremtiden.
TOLFA består af to kenneler, en karantænestald, en hvalpegård og to store indhegninger for store husdyr. Der var ca. 300 indlagte hunde og omkring 50 køer og æsler og par enkelte aber, som dagligt krævede behandling af diverse frakturer og bidsår.
Vi arbejdede 6 dage om ugen fra 9 –17. Ofte blev klokken over 17 før vi kom fra hospitalet, fordi der kom ekstra patienter til. De lokale indere kom ofte forbi, sent på eftermiddagen, med deres kvæg og geder og disse skulle naturligvis også tilses og behandles.
Påkørte og slemt tilskadekomne hunde med multiple frakturer, store betændte madikkesår og hunde med rabiesudbrud var en del af hverdagen i Indien. Derudover erfarede vi, at de tidligste stadier af rabies, leverbetændelse og hundesyge blev observeret i hvalpegården og forsøgt behandlet, hvis muligt.
Mange af hundene havde svære neurologiske forstyrrelser på grund af en persisterende infektion med hundesyge, en virusinfektion, der inficerer nervesystemet. Hundene kunne derfor ikke holde balancen når de gik, og enkelte hunde havde svært ved at indtage væske og føde på grund af ”rysteforstyrrelserne”.
Vi måtte hurtigt erkende, at der er en verden til forskel mellem Indien og Danmark. I Indien er man meget tilbageholdende med at aflive dyr, hvilket satte gang i nogle etiske dilemmaer for Nynne og jeg. Skal man aflive en påkørt hvalp, der står til at skulle have amputeret et bagben? Skal man aflive en hund med persisterende infektion af nervesystemet, som tilsyneladende ikke har ondt, men som ikke kan spise og drikke selv? Skal man aflive en abe med et brækket ben, når den med et manglende ben, måske ikke kan opretholde sit territorium og hierarki i abeflokken? Kan en ko på 400 kg klare sig på 3 ben? Vi blev hurtigt enige om, at dette er en meget personlig stillingstagen, især fordi det kræver, at man definerer dyrevelfærd med sine egne ord, følelser og tanker. På TOLFA gav man alle dyrene en chance og den indstilling til livet, hvor man ikke er herre over liv og død, havde vi stor respekt for.
En anden stor forskel var, at vi på TOLFA ikke havde adgang til de diagnostiske værktøjer, som vi har herhjemme. Dette betød, at vi måtte holde os til vores faglige viden og skærpe vores sanser for at kunne hjælpe dyrene i akutte situationer. Væsketerapi og smertestillende blev derfor hurtigt administreret til påkørte og traumatiserede dyr, for at stabilisere dem inden videre udredning af deres tilstand.
To hvalpe i nød:
Vi havde ikke været på hospitalet i mere end to dage, før en ældre mand kom og afleverede to udsultede og svækkede hundehvalpe. Det var sent om eftermiddagen og jeg var netop blevet færdig med at behandle et par geder og da jeg kigger op for at se efter Nynne, står hun nærmest helt paralyseret med hvalpene i armene. Den ældre mand havde fundet et kuld hvalpe fra en tæve, som lå død i vejkanten. Han havde besluttet sig for, at tage dem med hjem for at give dem mad, men nu var 3 af de 5 hvalpe døde og han havde derfor opgivet håbet med de sidste to. Nynne havde været så betænksom at medbringe mælkeerstatning og sutteflasker i sin kuffert, hvorfor vi besluttede os for at tage dem med hjem på hotellet i håb om, at de ville overleve natten.
De havde begge sand og grus i øjne og svælg, og var meget besværet i deres vejrtrækning. Særligt den ene hvalp, en lille tæve, var meget svækket og havde meget lav kropstemperatur. Hun ville ikke spise og natten igennem måtte vi varme hende med en hårtørrer i et forsøg på at hæve hendes kropstemperatur.
Det blev en lang nat og vi turde næsten ikke håbe på at hun overlevede til næste dag, men det gjorde hun. De næste par dage var hvalpene allerede meget bedre og begyndte at tage på af det energiholdige mælkeerstatning. Snart var de helt friske igen og utrolig legesyge.
Hvalpene boede hos os på hotellet i alle de dage vi var på TOLFA. Det var rigtig svært at tage afsked de to små hvalpe. Nynne havde undersøgt om vi kunne tage dem med i flyet tilbage til Danmark, men det er ikke ligetil at medbringe hvalpe fra Indien. Det ville tage minimum 3-6 måneder før de kunne blive godkendt af myndighederne, med alle de vaccinationer og sundhedstjek de skulle igennem. Derfor måtte vi lade dem blive på TOLFA.
Heldigvis blev hvalpene, kort efter vores afrejse, adopteret af to indiske familier og lever i bedste velgående den dag i dag.
Igennem de 7 år som TOLFA har eksisteret, er antallet af rabiestilfælde faldet med 70-80 %. Rundt om i Pushkars gader kunne man tydeligt fornemme resultatet af disse ABC-programmer (Animal Birth Control programs, som omfatter neutralisering og rabiesvaccinering). De fleste gadehunde vi mødte, havde TOLFA’s mærkning i venstre øre, som tegn på, at disse hunde var blevet rabiesvaccinerede og neutraliserede.
I den tid vi var på hospitalet blev der foretaget 6-8 neutraliseringer og rabiesvaccineringer om dagen, og i alt 150 hunde i de 3 uger vi var på hospitalet.
Under fagkyndig overvågning og vejledning af hospitalets to dyrlæger, Dr. Ashok og Dr. Mukesh, fik Nynne og jeg lov til at udføre disse operationer og vaccinationer. I Indien anvender man andre operationsteknikker end dem Nynne og jeg har lært på dyrlægestudiet. Blandt andet udfører de ”flankesnit” på sterilisationshunde, hvilket vil sige, at man åbner hunden fra højre side af bugen. Jeg var personligt noget skeptisk overfor dette, men erfarede, at selve operationsteknikken var nem at anvende og at hundenes operationssår helede overraskende hurtigt, fordi der var god blodforsyning i sårranden.
Helping animals – Helping People:
Hospitalet har omkring 35 ansatte, alle drenge/mænd i alderen 18 – 55 år. Det er mændene, der forsørger familierne i Indien, hvorfor det er dem man finder på arbejdsmarkedet. På grund af fattigdom, har Indien store problemer med alkoholisme og stofmisbrug. I de sidste år har Rachel derfor gjort meget ud af at finde de helt rette ansatte til TOLFA. Når hun søger efter ansatte til hospitalet, udvælger hun fra familier hun ved har en lavere indkomst, og hvor hun ved at der er problemer med alkoholisme. På TOLFA får de ansatte en god løn, hvilket svarer til ca. 800 kr. om måneden. En ”gennemsnitlig” inders indkomst er på 300 kr. De ansattes løn bliver udelukkende brugt til at forsørge familierne, som ofte består af 10-15 personer. TOLFA er derfor ikke kun en organisation som hjælper dyrene i Indien, men også en organisation, som forsøger at hjælpe inderne ud af den altoverskyggende fattigdom, ved at give dem beskæftigelse og god løn.
Nynne og jeg havde et tæt samarbejde med de ansatte og havde stor respekt for deres passion og arbejdsindsats med at hjælpe dyrene. For dem var det ikke kun et job, det var også en ønske om at hjælpe dyr i nød.
Et lærerigt ophold:
Vi har lært meget af vores ophold på TOLFA. At opleve de meget anderledes vilkår, problemstillinger og udfordringer det er at arbejde med gadedyr i Indien, har udviklet os både fagligt og personligt. Vi har fået en masse erfaring indenfor kirurgi og medicinsk behandling af mange forskellige dyrearter. Vi har fået flyttet nogle grænser omkring vores opfattelse af dyrevelfærd og særligt blev vi udfordret i vores etiske aspekter omkring amputation af for –og bagben. Vi så mange hunde på 3 ben og de klarede sig overraskende godt. De var ikke hæmmet af at mangle et ben og mange gange oplevede vi, at de kunne løbe hurtigere end de andre hunde.
Dyrlægernes fortrukne partnere indenfor udstyr og materialer, Kruuse, var så venlige, at donere en masse nødvendige materialer til TOLFA. Nynne og jeg medbragte det hele i en stor kuffert, som blev doneret af Dyrenes SOS. De blev modtaget med stor glæde og takkenemmelighed over, at et dansk firma som Kruuse tænker på dyrenes velfærd i Indien.
Tak til Kruuse for jeres støtte til TOLFA!
En stor tak til alle de ansatte på TOLFA, for deres ihærdighed og passion for at hjælpe gadedyrene i Indien, men også for deres imødekommenhed og åbenhed, samt deres taknemmelighed for den hjælp Nynne og jeg kunne bidrage med som dyrlægestuderende.
Med venlig hilsen
Nynne B. Eriksen og Rikke W. Larsen
Dyrlægestuderende ved Københavns Universitet.