Af Lise fra Costa Rica
Kære allesammen.
Jeg er netop hjemkommet efter et “lille event” med 35 hunde!!!! Sagen er den, at i en lille by i nærheden, har de by-fest og ham der står for biksen, ringede for et stykke tid siden og spurgte om vi ikke kunne lave eet eller andet med hunde!!! Han foreslog en kastrations-runde som jeg sagde nej til, (man kastrerer ikke til fester) MEN foreslog at jeg ville tage kontakt til min veninde Patricia og se, om hun og jeg ikke kunne “flække” eet eller andet sammen til glæde for dyrene og deres ejere.
Hun og jeg tog til stedet hvor byfesten skulle finde sted for at se lidt på forholdende og sammen fandt vi ud af, hvad vi kunne gøre. Patricia har et kæmpe netværk mht. folk hun kender fra forskellige arrangementer og hun fik tromlet 2 foderfimaer sammen plus en gruppe vegeterianere, som tager ud til forskellige arrangementer og viser folk, at vegetarmad er alletiders, og det er det faktisk, prøvede det de lavede idag og det smagte virkelig godt. Ydermere kom der en gruppe der beskæftiger sig med “moder jord” og hvordan vi skal passe på den. Festen har stået på i 14 dage og i morgen er den slut, så alt vi skulle “bruge” til dyrene og deres ejere var der allerede, dvs. telte, borde og stole og den slags, således at alle kunne være i skygge for vi havde kl 10.00 allerede 30 grader i skyggen.
Nuvel, i aftes havde jeg sådan “på fornemmeren” at jeg lige skulle checke om nu alt også var ok mht. om folk vidste om arrangementet med hundene, at de ikke bare selv skulle komme men at hundene skulle med og være i “højsædet”, så jeg ringede til Luis Emilio, som er primus moto for arrangementet og spurgte om han vidste, hvor mange der ville være idag og det vidste han ikke, for ingen havde rigtigt sagt noget om det!!! Min erfaring siger mig, at så er den gal….( det samme gælder for kastrations-runder), så jeg sagde at enten ringede han til sine folk i gruppen der arrangerer eller at han skulle give mig en 5 telefonnr. på medlemmer og jeg ville starte en telefonkæde, hvilket jeg gjorde. Jeg fik fat i alle og bad dem om at ringe til Gud og hver mand som skulle informere videre og resultatet blev, at der var en 35 hunde i dag, lidt af en succes, når man betænker at det er første gang, sådan noget bliver afholdt og i øvrigt også føerste gang at Patricia og jeg står for arrangementet.
Nåah, hvad skete der så?? Patricia ringede i morges, grædefærdig, og fortalte at hendes bil ikke ville starte!!! alletiders, tænkte jeg, den er sku hjemme, hun bor langt pokker i vold og derfra NUL transport, her over stok og sten, grusvej med huller man kan bade i!!! Een ting var, at Patricia var “stuck” MEN hun havde alle præmier etc. hos sig, så nu var gode råd dyre eller “gode dyr, rådne”, et gammeldags udtryk man bestemt ikke bruger mere i DK… men når det hele ser slemt ud, er der alligevel en loøning og den bestod i, at jeg kontaktede min veninde “blomster-Lise” (vi er to Liser i Costa Rica, jeg er “hunde-Lise”) og hun har en gut med en 4-hjulstrækker, som hentede Patricia som lige akkurat kom i tide fordi vi andre var en time forsinket!!!Sådan er det altid her, inviterer man til kl 0900, så kommer folk dampende en time efter.
Well, hun stod for introduktionen af arrangementet, takkede dem der repræsenterede div. organisationer etc., og så overtog jeg mikrofonen, bad Alvaro, en gammel bekendt der kun kom fordi han kendte mig gennem 18 år, om at lave en opvisning omkring lydighed og derefter forsvarsarbejde, jeg siger jer, folk var begejstrede, specielt forsvars-arbejde, den går altid “lige ind” men jeg sagde til tilskuerne, at de ikke skulle gå hjem og prøve det samme med deres hunde!!! En ældre herre kom og spurgte om han måske kunne få lov til at vise, hvad hans Rottweiler kunne, hunden var en ældre af racen, jeg er ikke helt sikker på, at den var helt med på ideen, ihvertfald så den ud til, at ligge i skyggen var mere dens “plads” og den ældre herre, en gut på en 70 eller ovre, fortalte at han var hundetræner og joh, noget af det han fortalte om var da mere eller mindre ok. MEN hans træningsmetoder, var dem man brugte for rundt regnet 30-40 år siden, dvs. hvis hunden ikke gik ved venstre ben, jah så skulle den “hives” hen til benet, kommer den ikke ved indkald, jah så blive den hevet hen til een etc. og der stod jeg med mikrofonen men sagde ikke et PIP, ville ikke nedgøre den ældre og tænkte som så, hvis folk bare gør eet eller andet med hundene, så er det bedre end intet og da jeg jo allerede havde fortalt om hundetræning med motivation, godbidder, bold etc., så lod jeg det ligge.
Så kom vi til det, de fleste ventede på og hvorfor de kom…. konkurrence!!! Vi havde en 6-7 kategorier og med forlov, så er det det mest åndsvage, men folk elsker dem, alle 35 hunde konkurrerer sammen fex. i kategorien, den mest langhårede hund, (jeg havde taget målebånd med til at måle hårlængde), den mest korthårede, den mindste hund, den største, (der var der to med ens højde over skulderen, så de vandt førstepræmie begge) den mest kokette, den der kan nogle tricks etc. og sidst men ikke mindst, det sjoveste… den hund, hvor ejer og hund ligner hinanden mest, ikke kun fysisk, men også mentalt!!!
Alle blev spurgt “hvad synes du at du og din hund har tilfælles” og ikke et øje tørt med svarene!! Nogle mente at øjnene var ens, andre håret!!!, en gut kom med en bull-terrier og mente at næsen var ens (passede næsten) en lille gut på en 3 år have en lille hvalp, som han bar rundt på og mente at både ham og hans hvalp var “meget små”, hvilket passede, en ældre gut mente at såvel hund som ham selv, var “meget lydige”, (vi spurgte ikke konen!!!) men ham der vandt, var ham der spøjst sagde “denne hund og jeg, er tyk-hovedet”!!!..og det kunne man faktisk godt forestille sig!!
Nuvel, ikke alle kan vinde, præmier var foder, 5 indpakkede hundeblade, som folk ikke har penge til at købe, jeg videre-donerede hundehalsbånd fra en finsk veninde, Raili, I kan få dem i DK under navnet “Happy dog”, og jeg så nogle slukørede børn som voksne, så jeg sagde til Patricia “er du med på, at vi splejser om 2 kg hundefoder til hver deltager der ikke har vundet noget??” og det var hun med på, så folk stod i kø og fik “noget med hjem” og til næste år ved vi, at folk vil tale om dette og flere vil komme.
Som en vigtig side-bemærkning skal nævnes, noget jeg også gratulerede de fremmødte med, hundene, nogle race hunde men de fleste mixed, så noget så fine ud, velnærede, fine i pels, sociale med andre hunde og der blev kælet og krammet og det varmer mig virkelig om hjertet, helt ærligt, så er jeg glad for at vi alle, ikke kun mig, har sået frø og ser, at vores indsats, for mit vedkommende 18 år her, giver “høst”…
For jer af mine trofaste læsere, lyder det måske som “ikke noget” men det er det, jeg er snart 53 år, og da jeg var barn, var det jeg ser idag her, det samme i Danmark. Jeg er ikke kun “bidt af en gal hund, men også af en gal hest”, og når jeg futtede de 10 km ud på rideskolen i Tønder på min gamle cykel UDEN gear, og det i sol, regn, snedriver så høje som jeg selv som 10 årig, så besøgte jeg, praktisk taget alle gårdhundene undervejs, alle i kæde, for ude på landet, havde man ikke haven indhegnet, alt, alt sammen som her på landet, vi er bare de 30 år bagud… bønderne var meget bange for at deres hunde skulle bide mig, men det skete aldrig, af een eller anden årsag, bider hunde mig ikke, hvilket jo er temmelig heldigt pga. af mit arbejde , i dag er jeg jo lidt “klogere” og bruger dæmpende signaler, når jeg nærmer mig en hund, der umiddelbart ser aggressiv ud, men som regel bunder aggressiviteten i angst, og når hunden ser, at jeg ikke er nogen “fare”, så slapper den af og venter på, hvad der nu kommer!!…som regel en godbid i form af hundekiks, der er INTET som mad/kiks til en hund, der er nervøs, nogle gange stiller jeg mig bare ved siden af hunden, håber på det bedste, den snuser og sætter sig normalt ned i “forventningnes glæde” og efter lidt tid, vanker der en godbid. Kender I denne her??? Jeg ved ikke om den kommer fra Storm P. men går således….. optimisten siger…”forventningens glæde er den største”…. og pessimisten siger, tørt …”og hyppygt den eneste”!!!!! Åh åh, men jeg “forventer” og ved, at vi når målet, at een eller anden dag, så har dyrene det også godt i Costa Rica og med denne forventning “in mind” vil jeg slutte min gode dag og gå ud og fodre “mine” to falke der skriger på mad i ordets betydning…
Alt for nu, kommer tilbage med alle mulige tiltag mht. kastration etc. den 19. marts 2011, har vi i Palmichal, den 2. april 2011 har vi i et slumkvarter og, naturligvis, prisen derefter, det bliver lidt smådyrt, men der er simpelthen alt, alt for mange dyr så det skal gøres, omend gratis… vi får se, alt er klart, dyrlægen og stedet, et privat hjem, fundet så nu er det bare om at gå i krig med informationen og at folk tager gadedyrene med, som ikke “er nogens”… det er dem jeg helst vil se, men da ingen føler sig ansvarlige, så er det også det sværeste for, hvor kan vi have dem før, under operation ved vi, men bagefter??? hvem kigger efter om hunden er ok, såret, er der infektion, spiser den eller har den selv “taget stingene ud” etc. …Nåh, som det hedder på engelsk, “we play it by ear” og som regel, findes der en løsnig… spørgsmålet er, hvor???
Jeg er smuttet, ha det dejligt allesammen, om lidt er det forår og alt pipler ud af jorden..
knus
Lise