Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen fortæller her om oplevelserne i forbindelse med gennemførelsen af et hundeprojekt i Himalaya.
For 2 år siden, stod vi og opererede hunde på marmorbordplader i et Coca Cola lager midt i et tibetansk eksilområde i Sydindien. Nu står vi og opererer hunde på træborde, i et stort festtelt i Himalaya bjergene! Hvad bliver det næste mon?
Projektet
Forhistorien til dette er, at kort tid efter vores hjemkomst fra Indien i 2001 blev vi kraftigt opfordret til at lave et tilsvarende projekt i Dharamsala i Nordindien. Dette område er hjemsted for H.H. Dalai Lama, hele den tibetanske administration for eksiltibetanere samt ca. 8000 tibetanere.
Der var flere årsager til, at de gerne ville have os ned og arbejde på et nyt projekt. Dels var der meget positive tilbagemeldinger fra Sydindien, hvor hundenes sundhedstilstand var blevet bedre. Dette kan klart ses på bedre pelskvalitet og hud. Derudover var det tydeligt, at der ikke blev født nær så mange hvalpe, fordi forældregenerationen var blevet neutraliserede. Endelig havde beboerne i området fået en anden indstilling til hundene og passede bedre på dem.
Men den primære årsag til dette nye projekt var, at der hvert år er tibetanske børn i Dharamsala, der dør af rabies efter hundebid.
Dette var en ændring i forhold til vores sidste tur, da der ikke var rabies i det tibetanske område i Sydindien. Så udover at vi skulle behandle hundene for parasitter, neutralisere dem, give dem mikrochip og sundhedschecke dem, var det også nødvendigt at vaccinere dem mod rabies. Dette gav anledning til en del faglig spekulation. Hvde det overhovedet nogen effekt at vaccinere hundene? Ud fra overvejelser som inkluderede at det er en forholdsvis lukket population af hunde i et bjergområde, valgte vi at lade det komme an på en prøve.
Myndighederne i Dharamsala, havde derudover ønske om at rabiesvaccinere hundene, da turister ofte udeblev fra denne egn. Mange turister er nemlig bange for at komme til området p.gr.a. rabies, så det er vigtigt at genoprette den tillid.
Forberedelserne:
Forberedelserne til turen var lidt nemmere denne gang. Vi havde erfaringerne fra tidligere, og vi havde efterladt en del udstyr nede i Sydindien, som vi fik sendt op til Dharamsala. Vores erfaring med det indiske toldsystem, som jo voldte os en del problemer sidste gang, medførte, at vi i god tid inden afrejsen begyndte at sende medicin i pakker direkte ned til området. Med tanke på det indiske postsystem, var det med spænding, at vi afventede medicinens ankomst til området. Kort tid inden vi skulle af sted, fik vi melding om, at der kun var kommet 5 pakker ud af 7. De fleste af disse pakker var blevet ødelagt, og der manglede medicin i nogle af dem. F.eks var flasken med B vitamin blevet knust, hvilket medførte en pæn brunlig og klistret misfarvning af alt i den kasse. Derudover havde de tibetanske personer placeret medicinen alle mulige steder, således at vi fik en jævn strøm af mails, om at nu havde de fundet noget medicin her og der. Lige før vi tog af sted, måtte vi investere i medicin for 10.000,-, som ikke var kommet derned, og selvfølgelig fik vi en mail dagen før afrejsen, at nu var en del af denne medicin kommet – typisk Indien!
Belært af den sidste rejse sørgede vi denne gang for at få lavet en liste med alt vores udstyr, som vi derefter fik stemplet på den indiske ambassade. Der blev brugt megen tid frem og tilbage med dette arbejde, som senere skulle vise sig at være spildt arbejde. Vi havde som sagt en del af vores udstyr fra sidste gang, men der var meget nyt, som vi skulle bruge. Næsten alle medicinalfirmaer, som vi henvendte os til, var positive og ville enten give penge til projektet eller udstyr, så dette var en stor hjælp for os.
Rejsen:
Ligesom sidst mødtes vi alle sammen ude på Centrum Dyreklinik. Vi var en stor forventningsfuld gruppe bestående af 7 dyrlæger, 1 veterinærsygeplejerske, 2 medhjælpere, 1 barnepige og 5 dejlige børn i alderen 5 – 10 år. Der var en god stemning i gruppen, og den skulle vise sig at holde hele turen! Denne gang havde vi ikke så meget bagage med, da en del udstyr og medicin var dernede i forvejen. Vi havde begrænset vores private oppakning. Dette var belært af sidste tur, hvor vi fandt ud af, at tøjet var så billigt dernede, at det var vanvittigt at tage det med hjemmefra.
Selve flyrejsen:
Tja, mange mennesker, kedelig mad, alternative sovestillinger og meget smilende og servile stewardesser. En ny ting, som jeg fik meget tid til at gå med, var de private TV skærme, som nu sidder i ryglænene. Man kan vælge blandt mange programmer, og der var også et program, hvor man kunne følge med i start og landing via et kamera i flyets forende. Jeg vil ikke anbefale dette program for folk med flyveskræk, da man får dårlige nerver af at se alle de fly, som krydser ind foran, når man kører ud til startbanen. Der blev også vist en rigtig indisk “Bollywood” film, som minder en del om de gamle amerikanske musicalfilm, bare med den forskel, at big band musikken er afløst af citar og trommer, og pigerne er væsentlig kønnere.
Ankomst
De sidste 2 timer inden ankomsten til Delhi Lufthavn havde jeg forberedt mig på den indiske told. Med tanke på sidste gang i Syd-indien, hvor vi brugte 2 dage på at få vores konfiskerede medicin igen, havde vi denne gang fået flotte stempler på en masse vigtigt udseende papirer fra den indiske ambassade. Derudover havde jeg åndeligt forberedt mig på enhver tænkelig situation, som kunne opstå, og fundet modtræk til disse. Og hvad sker der? Vi bliver vinket lige igennem af en lettere irritabel og træt udseende indisk tolder! Jeg følte en underlig blanding af irritation og glæde. Irritation over alt det arbejde, og så passer de ikke deres arbejde, men også en glæde over at vi kom så hurtigt igennem. Klokken var trods alt 3 om morgenen, og vi havde 5 trætte børn med og en køretur på 1 time gennem den indiske trafik ud til hotellet.
Trafikken:
Og lige lidt om den indiske trafik. Den kan ikke beskrives, den skal opleves! Nu har en del danske dyrlæger, lige været til verdenskongres i Bangkok, og har oplevet trafikken i Asien, som kan være kaotisk. Men sammenlignet med New Delhi er trafikken i Bangkok den rene søndagskørsel. Udover at de kører stærkere og tættere, er der også naturlige forhindringer i form af køer, hestevogne, tiggere, huller i vejene, hunde, geder, pludselige og uventede vejarbejder, hølæs, knallerter med 3 – 4 personer, store forurenende busser og lastvogne samt alle mulige sælgere af alt fra aviser til balloner. Derudover svarer forureningen til at sidde til et bankospil med 400 cigarrygende pensionister i et lavloftet foreningslokale uden ventilation. Vi fik også at vide, at et kørekort i Indien køber man, der er ikke krav om køreskole. Jeg vil ikke kalde det “driver licence”, men nærmere “Licence to kill”. Den taxi, som jeg sad på forsædet af, havde en sjov lille detalje, som jeg fik glæde af, da jeg lige ville læne mig tilbage. Det viste sig, at mit sæde stod løst på gulvet, så pludselig lå jeg i skødet på min kæreste, som sad på bagsædet. Welcome to India!
Tiden i Delhi:
Vores hotel i Delhi lå i et tibetansk område i Delhi. Vi blev modtaget i lufthavnen af Tenzing, som er tibetaner og ejer af et rejsebureau. Når man kom til det tibetanske område, var det som at komme ind i en anden verden, så forskellig fra det hektiske liv i New Delhi. Små snævre gader med tibetanske forretninger, restauranter og hoteller, og med kronragede tibetanske munke i deres røde dragter og billeder overalt af H.H. Dalai Lama som den perfekte kulisse. Vores hotel, The White House, (vi så dog ikke Bush!) var ejet af et kloster, og det er da også munke, som styrer det og laver regnskaber. Maden er god på hotellet, og man bliver helt dårlig over de priser. Inden vi skulle af sted med toget om aftenen, fik vi aftensmad, som bestod af rigelige mængder kylling og lam i diverse indiske kryddersaucer, ris og brød.om aftenen, fik vi aftensmad, som bestod af rigelige mængder kylling og lam i diverse indiske kryddersaucer, ris og brød.
Derudover var der momos, som er tibetanske kød- og/eller vegetarkugler omsvøbt med et tyndt lag dej og derefter dampet eller stegt. Lidt i retning af Dim Sum, wonton eller ravioli. For alt det samt sodavand (det er et spiritusfrit område) betalte vi 240,- for 16 personer. Og vi kunne slet ikke spise op!
Rejsen til vores område:
Efter en togtur i sovevogn, hvor de fleste sov rimeligt efter et par øl og nogle gevaldige slurke god maltwhisky, ankom vi til Patankot, hvor vi skulle videre med bus. Og buskørsel i bjerge i Indien er så sandelig en oplevelse, som man husker længe. Der er vist kun en ting, som er værre end at køre op ad bjergene i en indisk bus, og det er at køre nedad! Ingen afskærmninger ud mod afgrunden, store træer, som er styrtet ned over vejen, og hvor man kun lige har savet det midterste stykke af, så der stadig stikker store stammer ud på vejen. Huller på størrelse med folkevogne i vejene, køer, aber og hunde, som løber rundt, og andre kørende, som konstant har kollisionskurs mod bussen. Meget undrende så vi faktisk ingen alvorlige uheld, mens vi var i Indien, kun nogle væltede lastbiler på vejene. Men vi hørte om flere, som var kørt ud over afgrunden. Således var der 2 veje mellem vores område øverst og regeringsområdet. Der var den gode, men lange vej. Den gode vej var jo god efter indiske forhold, men efter danske forhold elendig. Jeg mener jo sagtens, at man om vinteren, når sneen var faldet, kunne bruge den gode vej som en ganske glimrende og udfordrende pukkelpiste. Den anden vej derned, som var kortere, var langt farligere, da det meste af vejen var skyllet væk efter monsunen. Der var flere biler, som var kørt i grøften – og grøfterne er frie fald på flere hundrede meter! Den gamle sang om Loch Lomond kommer her til ære og værdighed: “I take the high road, and you take the low road” og “And we’ll never meet again on the bunny banks of Loch Lomond”. Derudover må støddæmpere på indiske biler være blevet sparet væk til fordel for mere kraftige og avancerede horn. Hver gang bilerne ramte et af de utallige huller i vejen, føltes det som at blive sparket i r…. af en charolais tyr!
Selve området:
Geografien i området er, at Dharamsala er delt op i 3 dele, som ligger i forskellige højder. Lower Dharamsala ligger i ca. 1000 meters højde og er en indisk by. Længere oppe af bjerget ligger administrationsområdet med regeringsbygningen, hvor den tibetanske eksilregering holder møder jævnligt. Lidt længere oppe i ca. 1800 meters højde ligger Upper Dharamsala eller McLeod Gonj, som er næsten rent tibetansk. Området er opkaldt efter en engelsk oberst, som yndede at være i dette område. Under kolonitiden holdt mange englændere til i de nordlige egne af Indien, især om sommeren, hvor det er stegende hedt i de sydligere områder som Delhi og Mumbai (Bombay). Det er også i dette område, at Dalai Lama bor tæt ved et stort kloster i et ydmygt lille hus omkranset af sikkerhedsvagter. Længere oppe endnu ligger Tibetan Children Village, som er et stort skoleområde, hvor der bor ca. 2000 tibetanske flygtningebørn på skolehjem langt væk fra deres forældre.
McLeod Gonj består hovedsagligt af 2 parallelle gader, som er meget smalle. Der er et utal af forretninger, som sælger alle mulige former for kunsthåndværk. Der er kunsthåndværk fra Kashmir, som f.eks. figurer lavet af rispapirmasse, sjaler og tøj. Da jeg var i Kashmir for 28 år siden, var det et livligt turistområde, hvor de solgte deres flotte kunsthåndværk i området, bl.a. i Srinigar, som nok ligger i det smukkeste område i verden. Har man været på en husbåd i Dal Lake og oplevet udsigten fra husbåden udover Dal Lake og de røde bjerge i baggrunden, som er starten på Himalaya bjergene, ja så behøver man ikke at opleve mere. Det kan ikke beskrives at sidde der med en kold øl og med isfugle siddende ved siden af sig, mens man ser på lotusblomster og gondollignende både i søen. Byen bliver da også kaldt “Østens Venedig”. Men på grund af de religiøse uroligheder er de nu nødt til at sælge deres kunsthåndværk i turistområder andre steder, bl.a. i Goa og Dharamsala. I Dharamsala er der selvfølgelig også tibetansk håndværk som strikkede trøjer, nederdele og sokker og ligeledes forretninger med indisk håndværk som smykker, tøj, sølvarbejde og religiøse figurer. H.H. Dalai Lama´s tilstedeværelse fornægter sig heller ikke i bybilledet. Udover at der er mange forretninger, der handler med bøger og billeder af og om H.H. Dalai Lama, så er hans billede overalt i forretninger, restauranter, cafeer og hoteller. Gadebilledet er et virvar af mennesker, køer, hunde, tiggere samt alle mulige køretøjer lige fra hestekærrer over tuk-tuk-biler (3-hjulede scootertaxier) til store busser og lastbiler. Vejene er meget hullede og ujævne, og butikkerne kan være alt fra meget pæne og lidt luksuriøse til en bod, der er stillet op på vejen. Kigger man lidt opad, ser man elkablerne, der ligner en garnnøgle, som en kat har leget med. Det er utroligt, at det elektriske system overhovedet virker.
Men selvom der er mange ligheder med andre indiske byer, så er McLeod Gojn en utrolig spændende afveksling fra Delhi. Her er frisk luft og et af de smukkeste landskaber, man kan forstille sig. Udsigten ud over dalen og bjergsiderne er utrolig smuk, nok noget af det smukkeste, som jeg har set. Og jeg har været over det meste af Europa i bjergområderne. Derudover er byen meget mere rolig og behagelig at færdes i. Der er ikke det samme kaos og hektiske liv, som i New Delhi. Der er ikke nogen tvivl om, at H.H. Dalai Lama har en meget stor indflydelse på dette.
Tibetan Children Village:
Jeg er simpelthen nødt til at fortælle lidt om dette område. I 1959 var der kaos i Tibet. Den kinesiske invasion, som var startet flere år i forvejen, blev dette år meget voldsom med nedslagtning af tibetanere og munke og nedbrænding og plyndringer af templer. Der var masseflugt fra Tibet, og børn blev skilt fra deres forældre, enten under flugten eller fordi forældrene var blevet myrdet eller fanget af kineserne. Derfor var der en stor gruppe syge og ulykkelige børn, som kom til Indien uden forældre. Da H.H. Dalai Lama hørte om dette, blev der oprettet et område i Dharamsala, hvor børnene kunne få behandling, undervisning, mad og tøj. I løbet af årene udviklede dette område sig, og via et netværk i Tibet blev mange børn smuglet ud af Tibet uden deres forældre og tit blev de fulgt af munke og nonner, som bar børnene på ryggen over bjergpassene i 4 – 5000 meters højde i frost og kulde. Dette lyder forfærdeligt i vores ører, men man skal ikke glemme, at den kinesiske besættelsesmagt prøver at udslette den tibetanske kultur og dette foregår også i skolen. I dag er tibetanerne en minoritet i deres eget land, og al undervisning i skolerne foregår på kinesisk. Man kan sammenligne med indianerne og den australske urbefolkning.
Denne fremtid samt de dårlige uddannelsesmuligheder for deres børn fik mange tibetanske forældre til vælge at lade deres børn få en bedre fremtid og sende dem til Dharamsala.
I dag er Tibetan Children Village et stort område, hvor børnene får undervisning på deres eget sprog. Man gør meget ud af at undervise i tibetansk kultur og børnene øver musik, dans og teater, hvor den tibetanske kultur er omdrejningspunktet. Børnene bor i små enheder, hvor der er 2 voksne, der er lærere og “forældre” for ca. 35 børn. De større børn tager sig af de mindre børn, og tit er lærerne gamle elever, der for en meget lille løn hjælper til. Området huser som sagt ca. 2000 børn, og dette svarer til næsten 25% af hele områdets befolkning. Det er det største skoleområde af de efterhånden mange skoler, der er oprettet i de mange tibetanske eksilområder i Indien. Og man kan sige meget om inderne, men man må have dyb respekt for, at de lader et fremmed folk få så mange jordområder i Indien uden at blande sig overhovedet i, hvordan tibetanerne bruger området. Der er totalt selvstyre i områderne, og inderne blander sig ikke. Og vi kan ikke engang lade mennesker fra vores eget rige og forkælede land bestemme over et lille bitte område af Danmark. Hvem sagde Christiania?
Menneskerne:
De fleste af de faste indbyggere er tibetanere, som har en mere klar og fornuftig indstilling til tilværelsen end inderne. Aftaler bliver holdt, arbejdet bliver gjort, og man kan snakke fornuft med dem. Indere lover en masse, der sker ingenting, og de kan virkelig hidse sig op, hvis man forsigtigt påpeger disse mangler. Der er også mange hippier, som opholder sig på de mange små caferestauranter, der ligger overalt. Der bliver røget lidt hash og andre ting på disse cafeer. Fint nok. Hvad der ikke er så fint, er, at der er en del hippier, som er draget op i bjergene med en større mængde penge for at købe hash og er forsvundet for evigt. Der er også mange vesterlændinge, som studerer buddhisme på de mange klostre, som ligger overalt i området. Vi har hørt om flere udlændinge, som vil komme og hjælpe os. Projektet er jo blevet flittigt omtalt.
Spedalske mennesker, som tigger, var ikke et usædvanligt syn, og i starten var det en lidt anderledes oplevelse for børnene. Mennesker, som mangler forskellige legemsdele som næse, fingre, hænder, fødder og ben kan virke lidt skræmmende for børn, men efter et par dage var de faktisk på talefod med de spedalske og fandt på den måde ud af, at de ikke var så anderledes end os and-re, og at de faktisk var rigtig søde. En anden årsag til, at tibetanere mangler legemsdele, er forfrysninger. Tibetanerne er flygtet over bjergene fra Tibet til Indien, og her kommer de op i meget kolde områder med sne og frost. De flygter i meget sparsomt tøj og fodtøj og får derfor alvorlige forfrysninger, som giver koldbrand i legemsdelene. Tit bærer munkene børn på deres skuldre i flere uger for at komme væk fra Tibet. De må gemme sig i bjerghuler for kineserne, inden de kan fortsætte deres kolde og pinefulde vandring til friheden. Vi var også på besøg på det hjem, som modtager flygtningene, når de kommer fra grænsen. Her får de mad og klæder, bliver behandlet for deres sygdomme og får en seng i en stor sovesal. Det var tankevækkende at se, at de var så posi-tive og uden bitterhed, når man tænker på, at mange har mistet familie i Tibet og har måttet flygte fra deres fædreland på grund af kineserne. Og en fantastisk ting er, at H.H. Dalai Lama hilser personligt på hver enkelt flygtning!
Derudover er hele området præget af de klostre, som ligger i området, idet der er mange munke og nonner, som fylder positivt i hele bybilledet. Men det var lidt specielt at se munkene tale i mobiltelefoner og være på netcafé!
Vores hotel:
Vores luksushotel, som var suverænt det dyreste i området, var absolut en oplevelse. Det bedste, som man kan sige om stedet, var den fantastiske udsigt ud over hele den indiske Himalaya bjergkæde. Men allerede på gangen til vores værelse var gulvtæppet lappet med alle mulige andre tæpperester. Værelset var et kapitel for sig, især toilettet. Kedelig indretning med bleggrønne vægge uden udsmykning og med få kedelige møbler. Toilettet var håbløst med rindende haner og armatur, som ikke virkede og sad løst på væggen. Fliserne var lagt af en fuld person på stoffer, og fugning var et fremmedord. Servicen var elendig på hotellet, man fik ikke ordnet tingene, selv efter mange henvendelser. Dette er nu meget almindeligt, når det er indere, man taler med. Bartenderen var rygende fuld ved 9 tiden om aftenen, så vi måtte have en vagt til at oversætte hans tågesnak, og det var lige før, at man selv skulle ud og hente mad og drikkevarer i restauranten. På deres menukort stod der “Choice of beer and icecream”. Dette skal tolkes som “We choose for you”, idet de som regel ikke havde andet end en (1) slags øl og ingen is. Nå, men med en pris på 90,- om dagen gad vi ikke brokke os så meget, så vi blev, og der var da også positive ting ved hotellet. Således var der 3 af vores værelser, som en morgen fik vækning kl. 6.50 x.og det uden at have bestilt det. Det kan man da kalde service udover det sædvanlige!
Vores arbejdssteder:
Men vi var jo kommet derned for at arbejde og ikke for at ligge og dase på et luksushotel! Så dagen efter at vi var kommet, var vi nede på The Health Departement, som havde vores ting stående fra vores projekt i Sydindien samt vores pakker, der var sendt fra Danmark. Ja, i hvert fald det meste af det, for der var jo lige noget, der ikke var kommet derned. Der var også købt et køleskab, som vi havde bestilt til vores medicin (og især vores øl). Vi skulle arbejde på 4 forskellige pladser i forskellige højder.
Og det første sted havde de virkeligt valgt med omhu! Det var lige ved siden af vores hotel på en asfalteret plads med den pragtfuldeste udsigt over Himalaya bjergene. Det næste sted skulle være i Lower Dharamsala, som var et indisk område. Da tibetanerne gerne ville være på god fod med inderne, og inderne her havde udvist stor interesse for vores projekt, så havde tibetanerne lovet, at vi kunne komme derned for at arbejde. Først var der aftalt, at vi skulle komme i 5 dage, så blev det ændret til 2 dage, og så ville de pludselig have 4 dage alligevel, men på et helt andet tidspunkt, end de først havde sagt. Så sagde vi stop, vi ville komme i de 2 dage, som var bestemt.
Derefter skulle vi til Nobeling, som er H.H. Dalai Lama´s gamle sommerpalads. Nobeling var også navnet på H.H. Dalai Lama´s sommerpalads i Tibet, men efter kinesernes invasion og tibetanernes flugt fra Tibet blev der bygget et nyt sommerpalads i Indien. H.H. Dalai Lama mente dog, at det kunne gøre mere nytte som museum og værksteder, og omkring dette palads, som er meget smukt med haver, kanaler og små vandfald, er der vokset et lille tibetansk samfund op med bl.a. et hjem for handicappede tibetanske børn.
Næste sted skulle så være i “børnebyen”, Tibetan Children Village, som jeg har nævnt tidligere, og vi skulle så slutte af ved The Health Departement, hvor også regeringsbygningen var.
Arbejdet:
Efter at have fået alt vores medicin og udstyr vendte vi tilbage til McLeod Gonj, hvor vi var oppe og se, om de var ved at sætte vores telt op. Der var sat et stort telt op med ca. 4 meter til loftet. Der var trukket elektricitet, og der var ved at blive arrangeret vand og borde. Faktisk var det et stort festtelt til bryllupper med borde og stole, som vi havde fået stillet til rådighed. Nu gik de næste timer med at stille frem, få system i rodet og lave arbejdsplan for alle. Der var en god stemning, alle var ivrige efter at komme i gang og alle vidste, hvad deres opgave var, selv de nye på holdet.
Vi delte teltet op i 3 rum; 2 små, som var indskrivning og forberedelse, og et stort rum som var operationsrum med 5 operationsborde. Denne gang fik vi som sagt festborde, som var godt slidte plankeborde med søm stikkende ud overalt i overfladen. Men så faldt hundene ikke så nemt ned af bordene. Derudover var vi nødt til at sætte sten under benene for at få dem høje nok, men der var generelt væsentlig bedre forhold end sidste gang. Tibetanerne fra The Health Departement havde arrangeret med vagter ved teltet hele natten. De skulle også holde øjne med hundene, som stadig var trætte om aftenen og give dem mad, når de var friske nok. Tibetanerne gjorde også rent efter os, men vi måtte lige stoppe dem i at hælde gulvvaskevandet ned i vores elektriske installationer på gulvet.
Alle mødte forventningsfulde op i arbejdstøj og banderas. Lasse havde købt kulørte tørklæder på markedet, som vi kunne bruge som banderas i stedet for operationshuer. Så “Dyrlæger uden grænser” fik et nyt kælenavn: “Band-ito-vets”.
Der skete ikke noget rigtigt før kl. 11.00, hvilket undrede os, men det viste sig, at der kom en meget officiel person, som skulle lave en rigtig åbning af projektet med tale, overklipning af rød snor (som var en af vores hundesnore!) og optagelse af TV program med interviews. Så vi havde TV folk rendende rundt i operationsstuen og alle andre steder hele dagen.
Vores første patient var for øvrigt en af vores indiske hundefangere, som var blevet bidt i benet og armen. Alle vores hjælpere var blevet vaccineret mod rabies, så han skulle kun have en revaccination. Såret blev behandlet, og han fik antibiotika.
Folk kom med hunde i lastbiler, hvor der var bundet op til 5 hunde; der kom hunde i tuktuks, i privatbiler, og sågar kom der munke og vesterlændinge gående med hunde i favnen op ad bjerget langvejs fra.
Der var lang kø af private hundeejere, som primært skulle have vaccineret deres hunde. Der var både indere, munke, tibetanere og fastboende vesterlændinge fra Litauen, Japan, England og Tasmanien. Vi fik vaccineret 125 hunde den første dag og opereret (steriliseret/kastreret) 37 hunde. Vi fik også en hund ind med symptomer på rabies (hundegalskab), som vi måtte aflive. Denne gang havde vi fået specieltilladelse til at aflive håbløst syge hunde, som ikke kunne hjælpes og som kunne være til fare for mennesker og andre hunde. Der var hjælpere fra Canada, USA, England, Østrig og Schweiz, så vi var et meget internationalt hold. Alle de bortopererede livmødre fra de drægtige hunde, som blev steriliseret, fik vores canadiske munk. Der blev så sidst på dagen tilkaldt en engelsk munk, Josh, som havde været her i 10 år og var færdiguddannet munk, til at velsigne fostrene, inden de blev begravet.
Gennem de næste 3 uger rejste vi rundt mellem de forskellige områder, som vi skulle være i, og vi nåede at vaccinere 600 hunde og operere 260 hunde. Dette var tibetanerne meget tilfredse med, og hundene med farve og bar plet på ryggen blev efterhånden et fast indslag i bybilledet og et godt samtaleemne for både tibetanerne og inderne.
Sjove oplevelser:
Vi havde en “kattemor” hernede, godt nok med hunde. Hun var en gammel tibetansk kvinde med kun få tænder tilbage, men det blev rigeligt kompenseret med antallet af rynker i ansigtet. Hun passede og fodrede ca. 30 hunde hjemme hos sig selv, og det skul-le vise sig, at hun opholdt sig nærmest dag og nat hos os for at hjælpe med hundene. Vi forstod ikke en levende dyt af alt hendes snak, men hun var god til at gestikulere samtidig med, så det gik alt sammen fint alligevel.
En dag var vi ude og spise på en tibetansk restaurant, og vi havde lige fået bestilt maden, da en af vores nattevagter pludselig stod midt i restauranten. Lige netop denne nattevagt var nok på samtlige kendte og ukendte rusmidler, og det var derfor rimeligt svært at forstå, hvad han sagde på sit i forvejen ubehjælpsomme engelske. Men det var en hund, hvor der var problemer med såret, og om vi ville komme og kigge på det. Min fantastiske veterinære omsorg for “all creatures great and small” vandt over min højlydt rumlende mave, og jeg fulgte efter vores ataksiske vagt, som var et levende eksempel på, at rygmarvsre-flekser kan klare meget. Gudskelov var ejeren med hunden lige uden for restauranten, så vi ikke skulle gå hele vejen tilbage til teltet. Da det var en af de små aggressive papillon/terrier blandinger, bad jeg lige ejeren om at holde. Det gik ikke så godt, og da vores let påvirkede tibetanske vagt prøvede at holde den, så gik det helt galt. Han blev bidt flere gange uden at mærke det, hvilket fik mig til at overveje, hvilken kombination af rusmidler, han havde taget, så vi kunne bruge det i klinikken til bedøvelse. Det endte med, at ejeren tog en mundkurv frem, som han havde lånt. Derefter fik jeg fat omkring halsen på hunden med et så fast greb, at hunden slappede af (læs: besvimede), mens den fik mundkurv på. I sin omtågede tilstand syntes vores vagt åbenbart, at jeg var utilfreds med hans arbejde, hvilket fik ham til at slå ud efter mig. Efter at have checket såret og set, at det kunne vente til næste morgen med at blive resutureret, måtte jeg lige forklare vores vagt, at han ikke skulle finde på den slags en gang mere.
Resten af aftenen gik problemløst, og da vi lige gik vores aftenrunde oppe ved teltet og checkede hundene, var vores vagt ved at fodre hunde og sørge for dem. Imponerende hvad han kunne i den tilstand, men efter mange års øvelse er der vel meget, der kører pr. automatik.
Et tibetansk skolehjem:
En dag besøgte vi et skolehjem for de fattigste børn fra Tibet. Dette skolehjem er kun for børn fra et specielt sted i Tibet. Dette sted i Tibet var så øde, at det havde været isoleret i mange år, og beboerne havde deres eget sprog og var analfabeter. Stedet blev opdaget af 2 munke, som var på vandring, og stedet var heller ikke opdaget af kineserne. Da H.H. Dalai Lama hørte om stedet, ville han hjælpe, og da børnene kun havde udsigt til et meget fattigt liv, fik forældrene tilbud om at lade børnene komme på gratis skolehjem. De blev meget glade for tilbuddet, og derfor blev dette skolehjem bygget for H.H. Dalai Lamas egne penge. Siden er der kommet mange sponsorer til, bl.a. Tibet Charity i Danmark.
Jeg havde nok regnet med et mørkt kedeligt skolehjem, som var beskidt og rodet. Men jeg skal da lige love for, at dette blev gjort til skamme. Allerede i skolegården var der pænt og ryddeligt, og bygningerne var flotte. Vi startede med at se sygeafdelingen for børnene, hvor der var farverige Anders And figurer malet i hånden på væggene. Alle sengene var ryddelige, og i medicinafdelingen var al medicinen sat op i rækker og i alfabetisk orden. Vi så sovesalene for børnene, hvor hver seng var redt, så selv en skrap old-frue på Hotel d’Angleterre ville være imponeret. Der var sovedyr på alle sengene, og der var pinligt rent overalt. Og det var det gennemgående tema. Børnenes skabe var fyldt med deres tøj, men hvor en dansk skolebarns værelse og skabe hyppigt ligner et feltlazarat fra 1. verdenskrig, så var tøjet her lagt sammen, så der ikke var en fold forkert. Og det skal her nævnes, at børnene selv sørgede for at vaske tøjet, tørre det og lægge der sammen og på plads. De sørgede for at vaske gulve, rede senge, ordne have, rydde op og gøre rent i alle lokaler samt udendørsarealer. Derudover skulle der laves mad, laves lektier, øve sig i sceneoptræden for gæster og meget andet. Og deres lokaler var meget veludrustede, fysiklokalet var fyldt med apparatur, plancher og væsker, og ligesom alle andre steder var det pinligt rent og velordnet. Vi blev enige om, at dette sted ville være et godt udvekslingssted for de fleste danske forkælede børn!
Buddhismen, munkene og andet godtfolk:
Man kan ikke andet end at blive inspireret af den buddhistiske tankegang. Det er en livsindstilling, som i den grad er medmenneskelig og positiv. Og de må ikke missionere! Alene denne indstilling, at alle mennesker har ret til at have deres egen mening om livet, er tiltalende. Netop den frie og menneskelige indstilling appellerer til vesterlændinge, og derfor var der også mange udlændinge i området, både i byen, men også som elever på klostrene i området. Selvfølgelig var der vestlige munke og nonner, men der var også mange, der tog kurser af kortere eller længere varighed på klostrene. Og en del af disse elever og munke kom og hjalp os med arbejdet. Der er også kendte personer, som føler sig tiltrukket af den buddhistiske tankegang. Således havde vores frokostrestaurant haft besøg af Pierce Brosnan (“James Bond”). Og vi så flere gange affaldsvogne med teksten “Keep Dharamsala clean – sponseret by The Gere Foundation”. Richard Gere er en stor beundrer af H.H. Dalai Lama og er selv aktiv buddhist.
En stor del af munkenes hverdag går med studier og meditation. En af deres metoder til at lære koncentrationsteknik var at lave fantastisk detaljerede figurer af smør eller farvet sand.
Og en dag stod vi lige ved siden af et “mumle center”. Jeg ved ikke helt, hvordan man ellers skal beskrive det, når 50 munke sidder fra kl 9 til 16 og mumler deres mantraer i forskellige stemmeleje uafbrudt. Det lyder fantastisk spændende, men meget ensformigt. Et mantra er for øvrigt ord eller sætninger, som bliver gentaget mange gange som en del af munkenes meditationsteknik.
Men det vigtigste for alle buddhister er at være gode mennesker. Og som H.H. Dalai Lama siger “Du skal hjælpe andre, og kan du ikke det, så lad være med at gøre andre fortræd”. Her kunne præsident Bush lære meget! Og der er mange, der gerne vil hjælpe de tibetanske flygtninge. Mens vi var dernede, var der en dansk gruppe, der besøgte området sammen med Lakha Lama fra Tibet Charity i København. Og der var bl.a. en person fra denne gruppe, som havde bundet sig i 10 år med et sponsorat på 10.000,- pr. år til et børnehjem med 25 tibetanske børn og 2 ansatte. Dette beløb dækkede samtlige omkostninger såsom lønninger, lys, varme, tøj, mad, ja alt!
Denne gruppe kom også på besøg hos os, og der var flere, som sagde, at de syntes, at det var det mest spændende, som de havde set på deres tur. Tænk at tage helt til Indien og opdage, at den mest spændende oplevelse er danske dyrlæger, som opererer!
Tanker om fremtiden:
Inden vi tog fra Dharamsala, var vi til middag med personerne fra Health Departement, hvor vi fremlagde vores planer om det fremtidige arbejde. Vi talte også om, at de operationer, som vi udførte, var en dråbe i havet, og der bør tænkes mere langsigtet.
Som en start kunne det være godt at have et centralt dyrehospital i Indien, hvor dette så kunne udbygges med mindre enheder (klinikker) i andre settlements. Der skulle så være en eller flere indiske dyrlæger og teknisk personale tilknyttet dyrehospitalet, og disse personer skulle så have en turnusplan for at kunne tage rundt på enhederne og lave klinisk arbejde.
Samtidig kunne vestlige dyrlæger og teknisk personale komme på kortere eller længere ophold for at hjælpe til. Da der i dag ikke eksisterer tibetanske dyrlæger, er der også planer om at finde lovende tibetanske unge mennesker, som kunne tænke sig en uddannelse til dyrlæger. Pengene til dette skulle også komme via sponsorater. Efterhånden kunne der bygges flere hospitaler, og disse kunne udbygges med mobile units, som kunne være biler med alt udstyr til ambulante operationer og medicinsk behandling af både smådyr og produktionsdyr. Det er også vigtigt med kvæget, da det er en katastrofe for en tibetansk familie at miste deres kvæg. Derudover er der meget tuberkulose både blandt kvæget og menneskene, og der er ikke noget andet folkeslag, som er så hårdt ramt af tuberkulose som det tibetanske folk. Derfor er det vigtigt at hjælpe det tibetanske folk med at oprette et decideret veterinærvæsen, som de overhovedet ikke har i dag.
Dette er et stort arbejde, og det kræver meget forarbejde. Og det kræver også penge. Men man kommer langt med pengene i Indien. Et komplet udstyret dyrehospital i 2 etager med røntgen, laboratorium, konsultation, bure og tvangsbokse til kvæg samt en første sal med 4 gæsteværelser med bad, et mødelokale og køkken ville koste ca. 500.000,-. Og dette er inklusive alle installationer. Derudover er det alt for dyrt med linoleum på gulvene! Næ, det er meget billigere med marmor eller skifer, for det ligger nærmest som affald på marker og ved veje!
Tak for hjælpen!
Der er mange, som har støttet positivt op omkring vores projekt. Alle os i dyrlægegruppen samt Tibet Charity vil derfor gerne takke alle de firmaer, som har støttet med penge, udstyr og medicin i den rette buddhistiske ånd:
Bayer Health Care
Boehringer Ingelheim Danmark
Chemvet
E-Vet
Jørgen Kruuse A/S
Leo Animal Health
Merial Norden
Orion Pharma Animal Health
Premium Pet Products
Royal Canin Danmark
Scanimal Health
ScanVet
Schering Plough