Kære læsere.

Så er jeg nået halvvejs i mit ophold her på Grenada –  i hvertfald den planlagt del, som foreløbig er 3 måneders arbejde på GSPCA. Som sagt har jeg købt en envejsbillet til hertil, så jeg ved ikke, hvad der skal ske, når jeg om 1,5 måned hopper ind i det nye år. Jeg tager tingene, som de kommer, og lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at skulle hjem til Danmark igen. Det tror jeg, er et godt tegn.

Min sidste beretning om “de forsømte hunde” var måske ikke den mest opmuntrende og livsbekræftende. Derfor, og fordi det er november i Danmark og Trump vandt valget, vil jeg i denne uge forsøge at samle op på tidligere patienter, hvis historier er end lykkeligt. Jeg tror, at vi alle har brug for at genfinde vores livsglæde.

I min tredje beretning fortalte jeg om Pepper og hendes to hvalpe, Freddy og Fiona, som vi fandt under nogle træbrædder i et hus, hvor en fattig mand og hans kone boede. Vi havde meget svært ved at overtale manden til at overdrage hunden og hvalpene til os, men det lykkedes, og siden da har de boet på GSPCA. De er nu alle tre blevet adopteret til en familie i USA, der bor på en kæmpe gård, hvor hundene kan løbe frit rundt og lære at hyrde får. Det tegner sig altså til at blive et langt bedre hundeliv, end det de havde her under de grenadiske træbrædder.

grenada-201116-1Samme uge indeholdte min beretning et billede af to voldsomt underernærede hunde med svære hudproblemer. Hundene, Febero og Poppy, viste sig at have hårsækmider, og selvom deres tilstand var utrolig dårlig, var de begge ejet. grenada-2011-16-2Vi har den sidste måned haft dem hos os, behandlet dem og givet dem ordentlig næring. Før- og efterbillederne viser tydeligt, hvilken effekt det har haft. Vi står nu med to helt nye, glade hunde, fulde af energi og med masser af pels. Poppy har fået sig en plejemor. og skal snart til USA for at blive adopteret. Febero leder stadig efter sit “forever home”, som de kalder det her.

grenada-2011-16-3For 3 uger siden lagde jeg et billede op af hunden Harper. Også han led af hudproblemer, der viste sig at være skab. Igen synes jeg, at før- og efterbillederne taler for sig selv. grenada-2011-16-4Nu skal Harper bare have en familie, som kan tage sig ordentlig af ham, som han fortjener.

Endelig er der de to cases fra sidste uges “de forsømte hunde” tema. Om dem kan jeg berette, at Spotty (hunden med hageorm, som måtte gennemgå blodtransfusion) er kommet sig fuldstændig, og at en af de dyrlægestuderende, som har undervisning her hver eftermiddag, har forelsket sig i hende, og har nu adopteret hende. grenada-2011-16-5Jeffrey, hunden med det omsnørede ben, har stadig ikke fået benet amputeret, da hans almentilstand skal forbedres, men han er blevet en helt anden hund. grenada-2011-16-6For bare en uge siden kunne man ikke nærme sig ham, da han var så bange for mennesker. Nu styrter han rundt på sine tre fungerende ben, logrer med halen og opsøger alle, der passerer ham. Vi glæder os til at finde et godt hjem til ham, som kan fastholde hans genvundne tillid til mennesker.

Uge 7 har været ret stille. Konsultationer har der været få af, og mange af dem har “bare” været almindelige sundhedsundersøgelser, vaccinationer mm. Vi har heller ikke haft frygteligt mange operationer/neutralisationer, da mange af de dyr vi har bestilt tid til, simpelthen aldrig er dukket op. Det er også en del af livet som dyrlæge her, som man må tage med. TIG! Derfor er det godt engang imellem lige at huske sig selv på, at gemme sin vestlige, strukturerede tilgang til ting væk, og i stedet pakke sin tålmodighed, den helt bagerst i hjernen, ud. Så bliver dagene lang bedre. Og så hjælper det altså også altid med et dyp i det caribiske hav efter arbejde – det kan redde selv den mest frustrerende dag og uge. Jeg er i hvertfald klar til næste uges udfordringer…

Mvh.

Kristine


Kære læsere.

Uge 6. En uge der for én gangs skyld ikke har stået i hvalpenes tegn. Ikke fordi jeg helst vil være foruden dem (de er jo så pokkers søde), men fordi det har haft den betydning, at vi har kunnet koncentrere os mere om vores øvrige patienter, i stedet for at gå og bekymre os om pladsmangel og bruge tid på, at lede efter pleje- og adoptionsfamilier. Alle raske hvalpe er faktisk blevet sendt afsted – enten til USA eller til plejefamilier i Grenada. Har dog hørt rygter om, at der snart kommer rigtig mange hvalpe, så fortvivl ej: Der skal nok komme mange flere hvalpebilleder!

grenada-141116-500-4Denne uge har stået i “de forsømte hundes” tegn. Ikke just opmuntrende at læse om, det ved jeg, men desværre er det uundgåeligt at berette om, da det fylder en stor del af arbejdet som dyrlæge her. Jeg har i denne uge tre forsømte hunde, som jeg kort vil fortælle om. Den første er hunden Spotty. Spotty kom tirsdag ind til sterilisation. Jeg skulle foretage den kliniske undersøgelse for at være sikker på, at Spotty var sund og rask nok til, at kunne blive opereret. Det stod dog hurtigt klart, at det var hun overhovedet ikke. Hun var meget tynd, men havde en stor udspilet mave. Hendes slimhinder var kridhvide og tørre, hendes hæmatokrittal (volumen af røde blodceller) var under 5 (normalværdien er over 40), hun var dehydreret og hendes puls var meget forhøjet. Ikke ligefrem en kandidat til at blive lagt i anæstesi til operation. Derfor aflyste vi operationen, og i stedet tog vi flere prøver fra hende for at finde ud af, hvad hun fejlede.

grenada-141116-500-2Det viste sig, at hun var meget hurtig at diagnosticere. Hendes afføring var nemlig fyldt med hageorm! Ikke noget for sarte sjæle. Det er klart, at hun manglede blod med sådan en ormebyrde. Den eneste løsning i denne situation var akut blodtransfusion. Det er dog ikke noget, som vi normalt udfører her, da vi ikke har donorblod liggende, og alle vores blodtransfusionsposer er for gamle. Men Sharon, hende der styrer GSPCA, ville have, at vi skulle forsøge at gøre alt for at redde Spotty. Derfor valgte Sharon sin egen hund som bloddonor. Fra ham tappede vi 50 ml blod, blandede det med heparin for at undgå, at blodet koagulerede, og tilsidst overførte vi blodet til Spotty i en periode over 4 timer. Spotty overlevede, men hendes tilstand var kristisk i de efterfølgende par dage. Sharon har haft Spotty hjemme hos sig hele weekenden, og i dag, mandag, trådte en fuldstændig forandret hund ind ad døren. Hun kunne selv gå, hendes hale logrede og hun virkede i det hele taget til at have meget mere energi end i sidste uge. Nu skal hun bare blive helt rask, og så skal vi finde en sød adoptionsfamilie til hende. Hun skal ikke tilbage til den familie, hun kom fra – det har hun ikke fortjent.

grenada-141116-500-3Ugens anden forsømte hund, kom ind dagen efter Spotty. Han hedder Jeffrey. Vi fik et opkald fra en bekymret person, der havde set Jeffrey rende rundt på gaden i flere måneder. Jeffrey havde det tydeligvis ikke godt, og var bange for mennesker. Da vi fandt ham, og fangede ham, blev vi alle meget overraskede over hans tilstand. Tydeligvis havde han været bundet fast i venstre bagben i længere tid, før han så er sluppet fri. Hans ben var nemlig voldsomt hævet under det der lignede et “indsnøringsmærke”. Jeffrey var skræmt fra vid og sans, og var meget svær at undersøge. Vi fik ham dog sederet, så vi kunne tage et røntgenbillede af hans ben, og det stod klart, at hans ben måtte amputeres.

grenada-141116-500-1Han har dog både hjerte/lungeorm og flåtbidsfeber, så før vi kan foretage operationen, skal hans almen tilstand forbedres. Vi har brugt meget tid på, at få ham til at føle sig tryg her og det er faktisk lykkedes, at komme tæt på ham, fodre ham og nu er halen også begyndt at logre, når man tager kontakt til ham. Vi er alle, inklusiv de lokale der har set Jeffrey, meget chokeret over, at nogle mennesker kan behandle andre levende individer på den måde. Det er jo rent ondskab. Vi har derfor også givet offentligheden en ordentlig opsang på vores Facebookside for at gøre opmærksom på, at det bare ikke er i orden at holde dyr på den måde. Nu må vi se, om det har effekt.

Den sidste hund jeg vil berette om, er en der kom ind torsdag med fuldstændig filtret og snasket pels fyldt med lopper. Forskellige steder på ryggen havde hunden sår, som var opstået, da ejeren havde forsøgt at klippe hunden. Altså var der her tale om en ejer, der rent faktisk havde forsøgt at hjælpe sin hund (dog lidt for sent), men som bare havde fejlet i forsøget. Vi begyndte at trimme hunden med en barbermaskine, og pludselig piblede det frem med små hvide dyr – maddiker! Verdens klammeste dyr, hvis man spørger mig. Føj! De var både i sårene, i små gange, som de havde lavet mellem hundens tæer og så myldrede de ud af hundens ører. Jeg brugte flere timer på at fjerne dem med pincet og så ellers trimme hunden fuldstændig. Ejeren blev tydeligvis påvirket og ked af det, da han fandt ud af, hvor slem hundens tilstand var. Han havde jo bare forsøgt at hjælpe sin hund ved at klippe den. Derfor fik han også hunden med hjem igen, men med en grundig instruks om hvordan han skulle pleje sin hund.

Jeg er lige trådt ind i en ny uge, som forhåbentlig bliver begivenhedsrig, men de forsømte, mishandlede hunde må gerne udeblive. Verden må godt vise sig fra sin bedste side – også når det gælder det amerikanske valg, tak. Lad os se om verden stadig står i næste uge…

Med venlig hilsen

Kristine


Kære læsere.

grenada-051116-2I denne uge bliver min beretning nok noget kortere end de foregående. Det skyldes sådan set ikke, at der ikke er sket noget på GSPCA klinikken – tværtimod. Men det er vel sådan med de fleste jobs, at der i perioder vil komme gentagelser og gå rutine i den. Dagene er aldrig de samme her, men alligevel er der mange cases, der er de samme. De fleste drejer sig om patienter med hjerte/lungeorm, flåtbidsfeber, skab, brækkede lemmer og så patienter til neutralisering. Dem har vi også haft i denne uge. Selvom jeg er en person, der hurtig bliver træt af trivialitet, så har det i denne sammenhæng faktisk været meget rart. Den eneste måde for mig at lære på, er nemlig ved at gentage tingene – gerne 100 gange.

grenada-051116-5Én historie fra denne uge har dog været anderledes end alle de andre, så den slipper I ikke for. I sidste uge pralede jeg med hvor mange herreløse hvalpe, vi havde fået afsat. Så selvfølgelig måtte nemesis ramme. Onsdag modtog vi nemlig i alt 10 hvalpe og 1 killing, så pludselig havde vi 23 hvalpe og 16 killinger! De første 6 hvalpe vi modtog, var omkring 2 uger gamle. Deres mor var død af forgiftning, og nu kunne/ville ejeren ikke tage sig af hvalpene. De var alle meget små, tynde og skrøbelige, og den ene hvalp blev vi nødt til at aflive i løbet af dagen, da den var helt kold og svag, og ikke ville drikke mælk fra den sutteflaske, vi fodrede hvalpene med.

grenada-051116-3Vi var godt i gang med at tage os af de resterende 5 hvalpe, da en gruppe skolebørn kom ind på klinikken med fire ca. 4 uger gamle hvalpe, som de havde fundet i deres skolegård. Deres lærer ville have ladet hvalpene ligge, men de små piger havde altså en anden holdning. Vi var meget pressede – både på tid og på plads til alle disse nye individer. Heldigvis fandt vi hurtigt plejefamilier til de fleste af hvalpene. To af dem, de mindste og mest svage i kuldet på 2 uger, tog vi dog selv i pleje. Eller dvs. at det gjorde jeg. Som beboer over klinikken er det oftest mig, der står for pleje af indlagte patienter, og nu blev jeg altså også hundemor for en nat.

grenada-051116-6Jeg tog de to hvalpe med op på mit værelse, hvor de lå omsvøbt i et håndklæde i mit skød mens jeg forsøgte at få dem til at drikke mælk og sove. De skriftedes til at vågne og skrige, og det gik hurtigt op for mig, at det må være sådan det er, at have tvillinger. Det er saftsuseme hårdt arbejde! Heldigvis havde jeg vagtskifte med min kollega i løbet af natten, så jeg fik nogle timers søvn.

Næste morgen fik jeg så at vide, at den ene hvalp var død i løbet af natten, og den anden aflivede vi efter få timer. Altså var kuldet pludselig halveret. Heldigvis lever de sidste 3 hvalpe i bedste velgående hos deres respektive plejefamilier, så historien ender på en måde lykkeligt. Budskabet må dog være, at uden mødre er der kun 50% chance for, at vi klarer os igennem livet – så pas på dem. Tror i hvertfald lige, at jeg vil give min et kald over FaceTime. I andre må nøjes med endnu en beretning om 1 uge…

Med venlig hilsen

Kristine


Kære læsere.

Så har jeg fejret 1 månedsdag i Grenada – landet der næsten føles som hjem nu. Er stadig overvældet over, hvor søde og venlige folk er her. På intet tidspunkt har jeg følt mig ensom eller haft hjemve, og det kan jeg takke alle de imødekommende mennesker, som jeg har omkring mig, for.

grenada-261016-500-1-tekstMin fjerde uge har budt på en del neutralisationer. Alle de hunde som vi fik skrevet på vores “neutraliseringsliste” på River Road udflugten i forrige uge, skal jo indkaldes til operation, så det projekt er vi begyndt at kaste os over. Desværre er der mange ejere, der alligevel ikke vil have deres dyr neutraliseret, når vi kontakter dem. Ca. halvdelen af dem vi har fået fat i i denne uge, har faktisk ombestemt sig. Enten fordi de ikke vil/kan bruge penge på det, ikke har overskuddet til det og/eller fordi de ikke kan se vigtigheden i, at få deres dyr neutraliseret. Det er enormt ærgerligt, men det må man finde sig i og så bare kæmpe videre for, at budskabet trænger igennem til flere af Grenadas hunde- og katteejere.

grenada-261016-500-3-tekstUdover operationerne, har vi i denne uge fået sendt rigtig mange hvalpe afsted til USA. I Pittsburgh er der et dyreinternat (FurKid Rescue), der tager imod hunde, bl.a. fra Grenada, og der fra prøver at få hundene adopteret videre til amerikanske familier. Det var godt, at vi i denne uge fik sendt en håndfuld hvalpe afsted, for onsdag fik vi en hunhund (Luna) ind med otte 2 uger gamle hvalpe. Luna er en af de hunde, som vi har i pleje hos en dyrlægestuderende. Hunden er blevet påkørt af en bil for et stykke tid siden, og de sår, som hun har fået ved ulykken, er ikke begyndt at hele, men er bare blevet værre. Hun blev for en sikkerhedsskyld behandlet som en MRSA-case, og kom derfor i isolation fra de andre hunde, og alle fik strenge instrukser om kun, at håndtere hende med handsker på. Hun er dog MRSA fri.

grenada-261016-500-5-tekstFredag kom der en mand ind med en lille nyfødt hvalp. Manden ejede hvalpens mor, men hunden var død under fødslen. Manden anede ikke, hvad han skulle stille op med den lille nyfødte hvalp, og da vi fortalte ham, hvor meget det krævede af ham, at leve op til hvalpens mange forskellige behov, som en morhund ville have givet den, måtte han sande, at det ikke var en opgave, som han kunne påtage sig. grenada-261016-500-4-tekstDerfor kom hvalpen i vores varetægt. Vi kom på den idé at forsøge at få hvalpen i kontakt med morhunden Luna og håbe, at hun måske ville drage lidt omsorg for hvalpen. Det viste sig, at hun ikke bare drog lidt omsorg, men hun tog simpelthen hvalpen til sig som sin egen. Straks efter at vi havde placeret hvalpen hos hende, begyndte hun at slikke og rense den, og kort tid efter fik den lov til at få mælk ligesom alle de andre 8 hvalpe. Så nu har Luna 9 hvalpe og den før forældreløse hvalp, har fået en mor og hele 8 søskende. Dét er da en solstrålehistorie!

grenada-261016-500-6-tekstPrivat har ugen budt på diverse arrangementer med de danske dyrlægestuderende, der har været her på exchange hele ugen. Det har været rigtig hyggeligt med besøg hjemmefra; ikke mindst fordi jeg har fået påfyldt mit lakridslager. Jeg har også været ude at dykke igen – denne gang med kæmpe rokker og blæksprutter. Måske man skulle overveje at blive marine dyrlæge… Opfølgning om dette og meget andet følger…

Mvh.

Kristine

 


Kære læsere.

Dette er min tredje beretning om livet som dyrlæge i Caribien. Et liv som stadig er så begivenhedsrigt, at det gør det vanskeligt for mig, at holde styr på dagene og begivenhederne. Derfor er jeg utrolig glad for, at jeg fører dagbog hver dag (både en privat og en “patienthåndbog”), så jeg på den måde kan bruge disse til at minde min, åbenbart aldrende, hjerne om, hvad jeg har lavet i løbet af ugen.

Ud fra min patienthåndbog vil jeg i denne uge berette om én case, der har været lidt anderledes end alle de andre mere “normale” konsultationer og operationer. Det drejer sig om hunden Pepper. Pepper er en hunhund, som tirsdag blev fundet på gaden af et par turister. Hun kunne ikke støtte på sit ene forben, og virkede til at have mange smerter. Turisterne kontaktede straks GSPCA, og kort efter kørte vi hen til der, hvor hunden var fundet.

grenada-500-221016-2Hun lignede en herreløs hund, men for en sikkerhedsskyld spurgte vi rundt i området, om der var nogen der kendte hunden og/eller eventuelle ejere. Det var der ingen der gjorde, så vi bragte hende til GSPCA. Her kunne vi konstatere, at hun lige må have fået hvalpe, og at der altså højst sandsynlighed var nogle hvalpe alene derude uden deres mor. En gruppe af os kørte derfor tilbage til samme område, hvor vi også havde hørt, at der skulle være hvalpe.

At finde ud af hvor de forskellige hunde kommer fra, om de har ejere, hvor de er nu osv., kan være meget svært her. Man kan få mange forskellige historier afhængig af hvem man taler med, så det er om at holde tungen lige i munden. Hvordan vi fandt frem til hvalpene i denne case, er jeg fx stadig ikke helt sikker på, også selvom jeg var med ude at hente dem. Det kan igen også bare skyldes min aldrende hjerne… Under alle omstændigheder var der nogen i gruppen, der fandt frem til et lille et-værelses hus med bliktag, på en skrænt ved siden af vejen, hvor der boede en ældre mand og hans, ikke helt normale, kone.

grenada-500-221016-3Det var tydeligt, at de to tilhørte Grenadas underklasse, og at de ikke havde meget til at klare dagen og vejen. Vi spurgte manden, om han havde hvalpe, hvilket han svarede ja til, og han svarede også ja, da vi spurgte, om han ligeledes ejede deres mor. Han havde dog intet navn til hunden eller hendes hvalpe. Under nogle løse træbrædder under huset fandt vi så to små hvalpe – en sort og en hvid. Vi fortalte manden, der altså påstod at være ejeren, at vi blev nødt til at tage hvalpene til deres mor på klinikken, og at moderen skulle være hos os for at få udredt sin halthed og i det hele taget for at blive passet og plejet.

grenada-500-221016-1Manden fortalte, at han ikke havde råd til at betale for behandlingen og på trods af, at han tydeligvis ikke havde ressourcer til at tage sig af sine hunde, ville han ikke overdrage dem til os og på den måde fragive sig sit ejerskab. Det er ikke tilladt at tage hunde fra deres ejer uden ejerens samtykke, så vi endte i en længere debat med manden for at forsøge at få ham overtalt til at bringe hundene i vores varetægt. grenada-500-221016-10På et tidspunkt langt inde i denne diskussion fortæller manden så, at han alligevel ikke er hundenes ejer. Vi forstår den dag i dag stadig ikke, hvorfor han i første omgang løj om ejerskabet. Hvor om alting er, endte det med, at vi fik hvalpene, som vi nu har opkaldt Freddy og Fiona, og at de trives på bedste vis i kennelen sammen med deres mor, Pepper, der har fået bandageret sit brækkede venstre forben. Alle tre hunde vil blive sat til adoption.

I øjeblikket er vi en del frivillige på klinikken – 4 i alt. Derfor har vi mulighed for at udføre en masse neutraliseringer, men det kræver, at vi har nogen dyr. Der er masser af dyr derude, der ikke er blevet neutraliseret, men mange af disse dyr kommer fra fattige hjem, hvor ejerne ikke har råd til operationen. Derfor vil vi gerne tilbyde disse ejere billige neutraliseringer og på den måde, forhåbentlig, få flere dyr steriliseret og kastreret, så vi kan hjælpe med at nedbringe antallet af hunde på øen. Der er så mange hunde her, der ikke bliver passet og plejet ordentligt, også selvom de har ejere.

grenada-500-221016-8På baggrund af dette tilbragte hele GSPCA-teamet vores lørdag formiddag i det meget fattige River Road området, hvor der lever rigtig mange hunde. De fleste har ejere, men ejerne har altså ikke råd til at få dem vaccineret og neutraliseret. Derfor var vores opgave denne lørdag, at sætte en stand op i kvarteret, hvorfra vi gav gratis rabiesvaccinationer og ormebehandling til de forbipasserende hunde. Derudover spredte nogen af os rundt i området og gik fra dør til dør for at få folk skrevet på en liste til neutralisering af deres dyr (hund eller kat) for under 50 ECD (125 kr).

grenada-500-221016-7Jeg blev ved standen og vaccinerede hunde, men jeg var også lige forbi nabohuset, hvor de havde en hunhund, som jeg ville forsøge at få ejeren overtalt til at få steriliseret. Det viste sig, at hunden stod bundet i en kæde i en smal gyde bag huset, og at hunden aldrig havde været andre steder end der. Den kom ALDRIG ud. grenada-500-221016-6Hunden, der trods alt var i god stand, havde utrolig meget energi, og var slet ikke til at styre, da vi tog hende over til standen for at få hende vaccineret. Verden udenfor huset var helt ny for hende, og da en anden hund gik forbi, blev hun meget aggressiv – det var jo også hendes første møde med andre dyr. Det lykkedes os ikke at få ejeren overbevist om at få hunden steriliseret, for som hun sagde “she does’nt take in men” – altså var ejerens argument, at hunden aldrig mødte andre hunde, så hun ville aldrig, kunne blive drægtig. Til gengæld håber jeg, at jeg fik hende til at forstå, hvor vigtigt det var, at hunden kommer ud hver dag. Jeg er dog ikke sikker på, at mit budskab trængte helt igennem til hende…

grenada-500-221016-9I alt fik vi omkring 20 hunde skrevet på vores neutraliseringsliste, så vi var meget tilfredse, da vi vente snuden hjem mod GSPCA og en velfortjent weekend. En weekend der, for mit vedkommende, har stået på lokal fodboldkamp på landets store stadion, dykning i det caribiske hav og middag med en gruppe danske dyrlægestuderende, der i øjeblikket er på udveksling her. Det er i hvertfald det, min private dagbog fortæller mig. Lad os se om den også kan berette om flere små historier i næste uge…

Med venlig hilsen

Kristine

 

 


ARRANGEMENTET ER AFLYST PÅ GRUND AF FOR FÅ TILMELDNINGER!

I Viften i Rødovre onsdag 9. november 2016 kl. 19.00 – 20.30 vises den spændende film om gadehundeprojektet på Phuket i Thailand i januar 2016., og billetterne koster 80,- pr. person, hvor hele beløbet går ubeskåret til Dyrenes SOS arbejde – køb din billet her!

Dyrenes SOS arbejder for gadehunde og –katte i hele verden, og i 17 år har dyrlæge Mogens Hansen fra Nordkystens Dyrehospital i Helsingør arrangeret og koordineret utallige gadedyrsprojekter i både Indien og Thailand. Her har gennem tiden mere end 100 dyrlæger og veterinærsygeplejersker fra hele verden deltaget, og der er blevet hjulpet mere end 10.000 hunde og katte gennem disse projekter. Dyrene er blevet neutraliseret, vaccineret samt mærket, således at også antallet af rabiestilfælde i lokalbefolkningen er faldet drastisk.

Inden filmen vil dyrlæge Mogens Hansen fra Nordkystens Dyrehospital holde et kort foredrag om problemerne med gadedyr og arbejdet med dem i Indien og Thailand. Filmen vil blive præsenteret af Simon Mikkelsen, som var med på turen i januar, og som har filmet og redigeret.

Husk at tage mailen med købet af din billet med på dagen – den er nemlig din billet til arrangementet i Viften Rødovre Rådhusplads, Rødovre Parkvej 130, 2610 Rødovre.

Kære læsere.

Så er endnu en uge passeret, og jeg har haft 2 ugers jubilæum her i paradis, bedre kendt som Grenada. Den sidste uge har, ligesom den første, været utrolig begivenhedsrig og udfordrende.

Min første sterilisation af hund

Min første sterilisation af hund

Jeg har udført mine første operationer hos GSPCA – både sterilisation og kastration af hund, som forløb uden komplikationer. Det er over 2 år siden, at jeg har neutraliseret hunde, så jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå. Heldigvis viser det sig, at det er ligesom at cykle. Jeg var alene kirurg, men kunne altid tilkalde hjælpe, hvis nødvendigt. Det er virkelig rart, at der er tiltro til ens evner her, men at man samtidig kan få alt den hjælp og rådgivning, som man har brug for.

Alle de patienter som jeg skrev om i sidste uge, er her ikke mere. Den trebenede hund, Drama, har fået det så meget bedre af sin fysioterapi og kost, at han nu spurter rundt på sine tre ben, uden at virke generet på nogen måde. Nu håber vi bare, at ejeren kan tage sig ordentligt af ham, selvom hun er en kvinde med få ressourcer.

Finn, den unge herreløse hanhund med ekstern skinne, er kommet i pleje hos en dyrlægestuderende. Hun vil komme ind med ham, hver gang hans bandage skal skiftes og så ellers hjælpe med, at få ham adopteret.

Hunden Barfi, nu med nye, selvpåførte sår.

Hunden Barfi, nu med nye, selvpåførte sår.

Tilsidst var der Barfi – hunden som havde åbnet sit eget kastrationssår. Ham kommer vi nok til at følge lidt tid endnu, desværre. Vi sendte ham hjem over weekenden, i håbet om, at ejeren kunne holde ham fra, at prøve at komme til sit sår. Han var fuldstændig dækket til af bandage og havde en krave, da han blev hentet i fredags. Alligevel er det lykkedes ham at kradse sig selv så meget, at han nu har fået to dybe sår på begge sider af ryggen, og hans kastrationssår ser heller ikke for godt ud. Vi har ikke indlagt ham, men han har været her et par gange i løbet af ugen til bandageskift, hvor vi også har prøvet at få ejeren til at forstå, hvor vigtigt det er, at hun holder øje med ham hele tiden. Nu må vi se, hvor godt det er lykkedes.

Gwen, hundehvalpen der var blevet sat på mit dørtrin, efter et grundigt bad.

Gwen, hundehvalpen der var blevet sat på mit dørtrin, efter et grundigt bad.

I sidste uge fortalte jeg om alle de hvalpe vi har til adoption, og hvor de fleste faktisk blev adopteret i løbet af ugen. Den nye uge startede så med, at jeg søndag morgen åbnede min dør og dér, på mit dørtrin, stod der en papkasse med en lille hvalp liggende i. Nogen havde altså sat kassen der, i håb om, at GSPCA ville tage hunden til sig. Det gjorde vi selvfølgelig, og jeg brugte min søndag på, at give hvalpen et bad, mad og vand, og fjerne frygtelig mange fede flåter. Hvalpen hedder nu Gwen, og er blevet lederen af hvalpe-slænget. Senere den dag blev der fundet én til hvalp et sted på øen, som vi hentede hjem, og mandag blev der dumpet to mere ude foran klinikken. Denne weekend er der så blevet fundet to hvalpe, som åbenbart er af samme kuld, som dem der kom til os mandag, så lige nu er der fest i hvalpegården. Vi håber, at de alle kan blive afsat hos nogen søde familier.

Udsigten over Grenada. Så er det helt ok, at skulle hente patienten selv.

Udsigten over Grenada. Så er det helt ok, at skulle hente patienten selv.

Endelig vil jeg fortælle om en ny patient, som har fyldt meget i denne uge. Hans navn er Google. Mandag fik vi en opringning fra hans ejer om, at Google ikke havde spist siden fredag, og at han havde kastet op i 2 dage. Da ejeren ikke selv kunne bringe hunden, måtte vi køre hjem til ham. Ejeren var meget venlig og virkede som en fornuftig mand, men han kunne ikke finde ud af, at passe på sin hund – det var tydeligt. Google var ekstremt underernæret, og han stod bundet til en kæde i en garage, helt alene uden nogen kontakt til hverken andre hunde eller mennesker. Da jeg nærmede mig ham, var han også meget tæt på at bide mig.

Dyrlæge Corina og den nye frivillige, Jules, i gang med at finde frem til majskolben i Googles tarm.

Dyrlæge Corina og den nye frivillige, Jules, i gang med at finde frem til majskolben i Googles tarm.

Vi kunne ikke undersøge ham på stedet, så med mundkurv på måtte vi bringe ham tilbage til klinikken. Her blev han testet positiv for hjerte/lungeorm og flåtbidsfeber. Senere sendte vi ham derfor hjem med medicin mod dette, samt en opsang til ejeren om, at tage sig bedre af sin hund. Dagen efter fortalte ejeren, at Google havde det meget bedre. Onsdag kom han dog tilbage. Han var begyndt at kaste op igen, og havde det meget dårligt. På klinikken fik han et krampeanfald, hvilket gjorde, at vi sendte ham til universitetshospitalet, der kunne udrede ham, men også tage sig af ham natten over.

Næste morgen fik vi at vide, at de på røntgenbillederne havde fundet et fremmedlegeme i hans tyndtarm, som akut skulle fjernes. Ejeren havde dog ikke råd til, at de udførte operationen, men da GSPCA er billigere, gik han med til, at vi opererede Google. Operationen forløb uden komplikationer, og i hundens tyndtarm sad der et stykke af en majskolbe. Google er nu indlagt weekenden over.

Jeg tager mig af morgen- og aftenmedicinering, og han er nu en meget glad og livlig hund. Lidt for livlig faktisk. I fredags bed han mig, da han troede, at jeg ville tage hans mad fra ham, og i morges gentog det sig så. Sådan noget bliver taget meget seriøst her, så jeg er blevet udsat for diverse antibakterielle behandlinger. Jeg kan dog ikke bebrejde hunden noget, for han er vant til at sulte, så når han tror, at nogen forhindrer ham i at få mad, er det klart, at han vil prøve at gøre alt for, at dette ikke kommer til at ske. Man skal heller ikke nærme sig mig, hvis jeg er blevet forhindret adgang til mad.

Weekender spenderes bl.a. på strande som denne.

Weekender spenderes bl.a. på strande som denne.

Det var lidt om mit arbejdsliv, men jeg vil også berette lidt om den anden del af livet – fritidslivet. Også denne del byder på mange nye og spændende oplevelser. Grenada er utroligt diverst, så der er meget forskelligt at se og tage sig til. Lige fra sejlture til vandreture, fra dykker/snorkelture til vandfaldsture, fra romsmagning til chokoladesmagning osv osv. Mulighederne er mange. Jeg har slet ikke prøvet alt endnu, da det eneste jeg har tid til i hverdagen efter arbejde, er mit daglige dyp i det caribiske hav til de smukkeste solnedgange.

På lørdagssejltur omkring øen.

På lørdagssejltur omkring øen.

Heldigvis har jeg mine weekender, hvor jeg får oplevet lidt mere af øen og havet.  Folk er virkelig søde og hjælpsomme her, og selvom der bliver råbt lidt efter “hende den høje lyshårede pige på gaden”, så føler jeg mig på ingen måde chikaneret. Folk er bare nysgerrige og meget ligefremme. Alt er generelt meget let og ligetil her. Det er let at komme i kontakt med folk, let at få venner, let at handle og let at transportere sig fra A til B. De lokale minibusser kører hele tiden, og man kan bare hoppe af og på som man vil for kun 7,5 kr.

Håber, at den næste uge også bliver let, men med små spændende udfordringer undervejs – det skulle jo nødigt gå hen og blive kedeligt her i Caribien…

Mange venlige hilsener

Kristine


Kære læsere.

Dette er min første beretning ud af mange det næste stykke tid. Én gang om ugen vil jeg skrive om mit liv på den caribiske ø, Grenada, hvor jeg er rejst til for at arbejde frivilligt som dyrlæge. Jeg har kun været afsted i én uge, men det føles som en evighed siden, at jeg sagde farvel til min familie i Kastrup Lufthavn. Der er sket så meget – jeg har mødt så mange nye mennesker, set så meget nyt og prøvet ting jeg aldrig før har prøvet. Alle mine sanser er fyldt til bristepunktet, så jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte denne første beretning.

Kristine

Kristine

Det er vel altid lettest, at skrive om sig selv, så her er først en kort opsummering af hvem jeg er: Jeg hedder Kristine, er 26 år gammel og jeg blev færdiguddannet dyrlæge i 2014. I 2 år har jeg arbejdet som Videnskabelig Assistent på Københavns Universitet. Et job jeg har været rigtig glad for.

Da jeg hoppede ind i det nye år, besluttede jeg mig dog for, at 2016 skulle være året, hvor jeg kastede mig ud i noget nyt. Jeg ved stadig ikke, hvilken vej jeg skal gå med min karriere. På den ene side er jeg blevet glad for forskningsverdenen, på den anden side har jeg ikke helt sluppet tanken om livet som “rigtig dyrlæge”. Jeg savner det praktiske arbejde med dyr. Derudover er jeg fuldstændig afhængig af at rejse ud i verden, opleve nye kulturer og møde nye mennesker. Med alle disse tanker og overvejelser i hovedet besluttede jeg mig derfor for, at undersøge mine muligheder for at komme til udlandet og arbejde som frivillig dyrlæge.

Jeg har før arbejdet med gadehunde i både Bhutan og Indien, og ved, at der er en masse dyr derude, der har brug for hjælp. At valget faldt på Grenada var ret tilfældigt. Jeg vidste, at jeg ville arbejde et sted der havde ressourcer – både med hensyn til muligheder for diagnostisk udredning, behandling, samt et højt fagligt niveau. Derudover gjorde det heller ikke noget, at jeg skulle arbejde et sted i verden, hvor jeg aldrig før har været.

Jeg faldt hurtigt over GSPCA (Grenada Society for the Prevention of Cruelty to Animals) Animal Shelter, og da det virkede som om, at de levede op til mine krav, skrev jeg til dem i begyndelsen af det nye år. Den 23. september 2016 rejste jeg så afsted med en envejsbillet i hånden, uvidende om hvornår jeg ville komme hjem til Danmark igen. Jeg ønsker friheden til, at gøre hvad jeg vil, og se hvad livet bringer. Det er lidt skræmmende, men også utrolig spændende.

Det var lidt om mig. Nu lidt om hvad jeg indtil videre ved om GSPCA Animal Shelter: GSPCA er en non-profit organisation, der har over 300 medlemmer verden over. De er afhængige af frivillig arbejdskraft og donationer udefra. De har dog også lønnede fuldtidsansatte.

Lige nu består hele GSPCA teamet af tre udenlandske dyrlæger, én “technician”, der fungerer som veterinær sygeplejerske, en britisk adfærdsekspert der tager sig af hvalpene og adoptioner, en PR-dame der også står for adoptioner, en receptionist, to kennelarbejdere, og så er vi lige nu to frivillige dyrlæger.

En af hvalpene

En af hvalpene

Det firbenede team består af 13 hvalpe, hvoraf 3 er blevet adopteret i denne uge, 5 voksne hunde, hvoraf 1 er blevet adopteret, og 11 killinger. Disse dyr er ikke patienter, som er blevet bragt ind af deres ejere, men derimod herreløse dyr (hunde og katte). De bor på klinikken, der har en kennel bestående af en stor løbegård til alle hundene og et stort bur til alle kattene, indtil de forhåbentlig bliver adopteret. Hvis der ikke er plads til flere dyr, bliver nogle midlertidig afsat hos “plejefamilier”, der også hjælper med at få dyrene adopteret permanent. Det kan være her på Grenada eller udenfor Grenadas grænser, fx i USA.

Udover kennelen består klinikken af et venteværelse, et konsultationsrum, et behandlingsrum, hvor de indlagte patienter også har deres bure, et operationsrum og et røntgenrum. Klinikken tilbyder billige konsultationer, vaccinationer og neutraliseringer, men de tager generelt imod alle former for patienter og cases.

Derudover er GSPCA også en del af uddannelsesprogrammet for dyrlægestuderende på St. George´s University (SGU), som er et stort universitet på Grenada, der bl.a. uddanner læger og dyrlæger. Hver eftermiddag kommer en lille gruppe studerende og en underviser ind på klinikken og tager sig af nogle af patienterne, samtidig med, at de bliver undervist i et undervisningsrum over klinikken. Det er ofte også de dyrlægestuderende der tager de overskydende dyr i pleje, og hjælper med adoptioner. Universitet har deres eget dyrehospital, som GSPCA kan henvise til hvis nødvendigt, og som også tager sig af blodprøveanalyser mm.

grenada-6-031016-tekst

Dyrlæge og osteropat, Sharon, udøver fysioterapi to gange dagligt på Dramas tilbageblivende bagben

En typisk dag på klinikken, der har åbent alle hverdage fra kl. 8.30-16, starter med, at tage sig af de indlagte patienter (fodre dem, give dem medicin mm), imens kennelarbejderne tager sig af kenneldyrene. Om formiddagen er der konsultationer sideløbende med operationer. Dette kan lige nu lade sig gøre, fordi vi er så mange hænder om arbejdet. Konsultationerne er ikke booket i forvejen, så vi ved ikke hvad der kommer ind i løbet af dagen. Operationerne, der for det meste er kastrationer og sterilisationer, er booket, men det er ikke altid sikkert, at klienterne dukker op med deres dyr.

Det er én ting man skal være forberedt på, hvis man vil arbejde et sted som Grenada: det er ikke altid, at tingene forløber som planlagt, de færreste går med armbåndsur her, så man bliver nødt til at have tålmodighed, og så må man anerkende og acceptere udtrykket TIG (This is Grenada), som en forklaring på alle afvigelser fra ens normale rytme. Det har faktisk også sin charme.

Killingerne får sig en eftermiddagslur.

Killingerne får sig en eftermiddagslur.

Om eftermiddagen fortsætter eventuelle konsultationer og så er der ellers opfølgning på diverse patienter. I denne uge har jeg først fået fri ved 16.30-tiden, og da jeg bor i en lejlighed lige over klinikken, er det også mig, og den anden dyrlæge der bor her, som tager sig af aftenmedicinering mm til de indlagte patienter.

Min første uge har været noget anderledes end hvad jeg kan forvente af de fremtidige, vil jeg mene. Det er nemlig “hurricane season” lige nu, og i onsdags var der orkanvarsel. Dette er noget man tager meget seriøst på disse kanter, da de før har haft orkaner, der har ødelagt alt! Heldigvis bevægede orkanen Matthew sig nord om os, og vi slap med en mindre storm. For en sikkerhedsskyld har mange dog holdt sig selv og deres dyr indendøre. Derfor blev operationerne aflyst onsdag og torsdag, og konsultationer var der ikke mange af. Det har nu passet mig meget fint, for jeg kan mærke, at jeg lige skal ind i dyrlægearbejdet igen, efter at have været væk fra det i mange år. Derudover har det også været meget rart, at have tid til, at lære mine nye kollegaer at kende og til at finde ud af stedets rutiner mm.

Hunden Finn med ekstern skinne, der er ved at få skiftet sin forbinding

Hunden Finn med ekstern skinne, der er ved at få skiftet sin forbinding

Lige nu har vi 3 indlagte patienter. Den ene er Finn, en hund der blev fundet på gaden efter formentlig at være blevet ramt af en bil. Han har brækket sit ene bagben og fået en masse dybe hudafskrabninger. På universitetshospitalet har de opereret ham med en ekstern skinne. Denne skal i hvertfald blive siddende de næste 3 uger og imellemtiden skal hans forbindinger skiftes dagligt. Når alt dette er overstået håber vi på, at kunne få ham adopteret.

Den anden vi har indlagt er Drama. Han har tidligere fået amputeret sit højre bagben efter en ulykke, men er nu blevet indlagt med “tick fever” (flåtbidsfeber). Dette har han været i behandling for, men nu viser det sig, at han nok også har brækket lårbenshovedet på venstre bagben. Vi har sendt røntgenbillederne til yderligere analyse på universitetet, og så må vi afvente svar, før vi kan tage stilling til hvad der skal ske med Drama.

Den trebenet hund, Drama, bliver luftet

Den trebenet hund, Drama, bliver luftet

Imellemtiden udøver en af dyrlægerne, Sharon, der udover at være “President” for GSPCA også er uddannet osteopat, fysioterapi på det dårlige ben. Sharon går også ind for homøopatisk (alternativ) behandling, som er noget, der godt kan komme i karambolage med de andre dyrlægers behandlingsmetoder. Jeg synes dog, at det er interessant, at få et indblik i en, for mig, helt ny verden – den alternative.

Hunden Barfi under forbindingsskifte. Vores technician, Rolando, er ved at tørre en af hvalpene, der lige har fået et bad mod lopper.

Hunden Barfi under forbindingsskifte. Vores technician, Rolando, er ved at tørre en af hvalpene, der lige har fået et bad mod lopper.

Endelig har vi Barfi, en hanhund som blev kastreret for nogle uger siden, men hvor ejerne ikke har kunnet holde ham fra, at slikke sit operationssår. Derfor er han blevet genopereret, men igen er det lykkedes ham, at åbne sit sår. Denne gang så voldsomt, at hele tarmsystemet hang ud af ham, og vi måtte akut operere ham natten til tirsdag. Han er derfor nu indlagt til konstant observation.

En sidste patient jeg vil nævne, er en hvalp om kom ind tirsdag. Hvalpen havde fråde ud af munden, og kunne ikke få vejret. Ejeren sagde, at den havde fået et kyllingeben galt i halsen, så i kampens hede fik jeg ikke taget handsker på, men stak bare mine fingre ned i halsen på hunden for at forsøge at få fat i benet. Jeg kunne dog ikke mærke noget og efter et hurtigt røntgenbillede og et forsøg på at intubere hvalpen, døde den desværre.

Der var intet at se på røntgenbilledet, så pludselig kom muligheden for, at hunden havde rabies på tale. Alle kiggede på mig, der stod med mine bare hænder indsmurt i hundesavl. Jeg er blevet rabiesvaccineret før jeg tog afsted, og rabies er meget sjældent her, men alligevel bliver man lidt nervøs. Heldigvis fortalte ejeren, at hvalpen godt kunne have spist pesticider, og at der altså var tale om en forgiftning. Alligevel blev alt hovedrengjort og hunden sendt til obduktion. Bare for en  sikkerheds skyld.

Barfi bliver luftet, nu med ny forbinding.

Barfi bliver luftet, nu med ny forbinding.

Det var vist hvad jeg havde at fortælle om min første uge som dyrlæge på Grenada. Jeg kunne skrive meget mere, men der må også være grænser. Indtil videre er jeg utrolig glad og meget optimistisk for min kommende tid her. Fortsættelse følger…

Med venlig hilsen

Kristine, Grenada

Besøg GSPCAs hjemmeside.

 


”Dette er landet, hvor det er godt at være stærk, når man skal klare sig som svag”.

thailand-301215-3I Thailand, som er et  populært ferieland for mange danskere, er der mange gadehunde, de kan lide at opholde sig ved restauranter og hoteller, – dér hvor turisterne kommer – i håb om, at der vanker en godbid eller måske et helt måltid. Hundene kan også ses i gaderne og i et stort antal på strandene – her er der ofte en masse spiseligt affald, de kan gnaske i. Måske, måske ikke sulter hundene, de fleste ser ud til at få både vådt og tørt af godhjertede mennesker, de lokale såvel som turister. Desværre ser vi også mange invalide hunde, hunde er blevet påkørt eller på anden vis er kommet galt af sted.

Disse gadehunde, også kaldet straydogs, deler folk op i to, ja snarere tre grupper. De der holder af hunde, de der hader hunde, og de der er ligeglade med dem.

I den første gruppe er de, der sørger for mad, drikke, dyrlæge og måske det allervigtigste at indfange hundene og få dem neutraliseret – som regel betalt med egne penge. Gruppe to er den farligste og mest usympatiske, det er den der har folk, som ser det som sin opgave at slå, sparke og på andre måde pine og plage hundene. Samt de der lokker hundene til sig, stjæler dem (ofte familiehunde) eller køber dem på markeder for at bruge dem til mad. Når disse hunde er fanget, undergår de en forfærdelig tortur fordi, i de asiatiske lande er man overbevist om, at ”torturerede hunde smager bedst”.

morgenmad-050116Derfor er det også et ubeskriveligt vigtigt stykke arbejde Dyrenes SOS, dyrlæger uden grænser påtager sig, når de pakker tasken og rejser ud i verden for at hjælpe de lokale dyrelæger med at vaccinere, neutralisere og registrere de mange gadehunde. Registreringen er særdeles vigtig, da mange af de løsgående hunde i virkelighede har en ejer. Det er i kulturen, at hundene gerne må løbe frit omkring. Altså med fare for at blive indfanget og ende i gryden, hvis ejerskabet ikke fremgår.

Rabies, også kendt som hundegalskab, har altid været en frygtet sygdom, og er samtidig den sygdom flest hundeejere kender, og er bange for – og med rette!

I vores del af verden behøver vi dog ikke frygte rabies, men i Asien er frygten for at blive bidt af en rabiessmittet hund en del af hverdagen, og desværre er det ofte børn det går ud over. Man regner med at der på verdensplan årligt dør 55.000 mennesker alene forårsaget af rabies, hvilket svarer til et dødsfald hver 10 minut. Størstedelen af disse dødsfald forekommer i Asien, og her er hundebid den største smittekilde. Disse dødsfald kan undgås ved at komme under lægebehandling. Imidlertid er denne behandling meget kostbar, og den fattige del af befolkningen har ikke råd til at søge lægehjælp. De vil udvikle rabies i løbet af uger eller måneder efter at de er blevet bidt, og må gennemgå et uhyggeligt angstfuldt og pinefuldt sygdomsforløb, der med 100% sikkerhed vil medføre døden.

Foreningen Dyrenes SOS, dyrlæger uden grænser har valgt at sætte gadehunde og gadekatte i første række. Derfor har vi udviklet vores ABC- og rabies projekter.

Animal Birth Control-projektet (ABC projekter) er den eneste effektive metode til at udvikle og vedlige- holde en kontrolleret og sund gadehundebestand uden rabies og andre smitsomme sygdomme. ABC projektet går ud på at neutralisere, chip-mærke, parasitbehandle og vaccinere dyrene og derefter sørge for, at de bliver i området. Dette gøres ved, at lokale foderværter dagligt fodrer og tilser hundene. Disse tiltag bevirker, at bestanden af nye dyr i området bliver holdt nede, og medfører samtidig at lokalbefolkningen bedre kan acceptere de sunde og raske gadedyr, og at de derfor ikke griber til deres egne primitiv og grufulde aflivningsmetoder, for nu er de ikke længere i fare for at blive smittet med rabies.

Til ABC projekterne har vi brug for din hjælp – derfor giv et bidrag og hjælp gadedyrene til en tålelig tilværelse, der hvor de er.

I foreningen Dyrenes SOS, dyrlæger uden grænser arbejder bestyrelse og hjælpere helt ulønnet. Alle penge fra donationer går ubeskåret til gadedyrene rundt om i verden. Vi samarbejder og bidrager med økonomisk støtte til udenlandske organisationer og internater, som arbejder for at forbedre vilkårene for gadedyr.

Vi afholder selv personligt alle udgifter til rejse, ophold og fortæring, når vi er af sted.

Vil du støtte vores arbejde:

Bank: Den Danske Bank Reg.- og kontonr.: 1551 47 47 22 31 22

Giro: 1018 5270

MobilePay: 30 20 24 37

Med venlig hilsen

Hanne Stjaner
Bestyrelsesmedlem

helsingoer-270916-6Tirsdag lagde Cinema Center i Helsingør biograf til premieren på Simon Mikkelsens film “Street Dog Thailand” –  en dokumentar om Thailandsturen, som blev gennemført i januar 2016. Under turen, som dyrlæge Mogens Hansen stod i spidsen for, gennemførte de to hold et 3 uger langt ABC-projekt, og fik undervejs mulighed for at hjælpe både Soi Dog Foundation og DogChance, som arbejder med gadedyrene i Thailand. Alt imens holdene arbejdede, fik Simon rig mulighed for at dokumentere både arbejdet, men også de forhold som ABC-projektet blev gennemført under.

helsingoer-270916-3Aftenen startede med et foredrag, hvor Mogens beskrev arbejdet under et ABC-projekt, begrundelsen for at gennemføre dem samt de mange sjove oplevelser, som også er en del af glæden ved at hjælpe gadedyrene. Efter foredraget fik den næsten fyldte sal mulighed for at stille Mogens spørgsmål om hans arrangement i – og store viden om – gadedyrene.

Herefter var der premiere på Simons film, som også kom tæt på hjælperne i lokalområdet, folkene bag organisationerne, men også historien bag de dyr som hjælpes af de organisationer og nogle af dem som fik glæde af holdenes besøg.

Alt i alt en meget flot og smuk dokumentation som trods alt også viste den barske skæbne som verdens gadedyr lever under.”

På en rejse gennem Sri Lanka her i sommer, så min datter med egne øjne, hvordan de lokale kæmper en daglig kamp for at hjælpe de mange gadehunde.

dogcareclinic1-500Hun boede på et hotel i Unawatuna, som havde en plakat hængende fra Dog Care Clinic, hvilket straks fangede hendes interesse, idet hun er en stor dyreven. Beslutningen var ikke svær at træffe, for dette sted måtte hun da ud og besøge. Hun blev mødt af to meget venlige kvinder, som gav hende en rundvisning på klinikken og på deres internat. Det viste sig, at de drev stedet meget velorganiseret og professionelt. Området fremstod rent og pænt og deres hunde gik under rigtig gode forhold.

dogcareclinic2-500De fortalte at de har tilknyttet et fast team af frivillige dyrlæger og hjælpere og foreningen har eksisterede siden juli 2007. De har neutraliseret over 5.000 hunde alene i Kandy og mere end 45.000 hunde i det sydlige område omkring Mihiripenna. Derudover er 500.000 Hunde er blevet vaccineret, hvilket har medført, at der ikke har været rapporteret om tilfælde af rabies i næsten 2 år i de områder de arbejder.

dogcareclinic3-180Dog Care Clinic har et såkaldt “Rolling Medical Team” som kører ud i deres tuk tuk’s og henter hunde, som enten er blevet påkørte eller som er syge og kræver dyrlægebehandling. De kører ud 365 dage om året for at fodre de hunde som er sat tilbage på gaden efter endt behandling, eller for at aflevere foder til de lokale, som har taget sig af en af deres hunde. De har nemlig stor succes med at finde lokale familier, der adoptere en gadehund. Men da lokalbefolkningen er meget fattige, så støtter Dog Care Clinic med foder og dyrlægebehandlinger.

90% af Dog Care Clinics midler bliver doneret af en tysk dame, som hedder Marina Möbius, og som i øvrigt er stifter af Dog Care Clinic. De sidste 10% kommer fra andre donationer.

Dog Care Clinics visioner er de samme som i Dyrenes SOS, så det kunne godt gå hen og blive en organisation vi kunne samarbejde med i fremtiden.

Helene Schønberg
Medlem af bestyrelsen

Billederne er fra Dog Care Clinic hjemmeside.

Kære allesammen.

Nu er det et stykke tid siden jeg skrev sidst og det er sandelig ikke, fordi jeg ikke har noget at skrive om, jeg og alle andre, der laver det samme arbejde mht. forladte hunde og katte, har RIGELIGT at se til for at se hvor vi kan hjælpe de stakkels dyr.

Personligt har jeg daglige opkald fra folk der spørger om jeg kan tage deres dyr, nogle er gravide tæver, nogle allerede med hvalpe, andre har taget hunde til sig og skal nu flytte og kan ikke tage dem med sig. Det sidste er grunden til at jeg aldrig afgiver en hund i adoption til folk, der lejer for de fleste flytter og efterlader dyrene fordi de enten ikke kan eller vil tage dem med sig. Hunde og katte bliver troligt hvor de er, i det forladte hjem, det er jo deres hjem og venter på at deres familie dukker op igen og det sker bare ikke, så er det at naboer ringer til mig og beder om at jeg henter dem. Det kan jeg ikke, jeg har ikke plads og heller ikke råd til at brødføde så mange.

Mit arbejde med gadehunde koster mange penge, jeg bruger ca USD 500.00 pr. måned, ¼ af min enkepension, så nu er jeg begyndt at nedskære for de familier jeg har hjulpet igennem mange år, jeg giver lidt foder her og der, men ikke på regulær basis og det lader til, at folket forstår det og prøver på at hjælpe sig selv. Jeg er virkelig ked af ikke at kunne hjælpe, faktisk bliver jeg deprimeret af det, men det nytter jo heller ikke.

Lise-september-16-3Det gode er at vores massive kastrations-runder går fint og Eugenia og Luisa klarer den del, mangler der penge, så betaler jeg med jeres donationer. Jeg selv laver individuelle kastrationer med hjælp fra bla. Candy, som virkelig gør et stort arbejde, jeg har betalt hende for kastrationer og vacciner og hun finder familier til alle hvalpe og mødre og de penge tager jeg fra jeres donationer og lægger lidt til her og der af mine egne penge. Lise-september-16-4Candy siger “tak for hjælpen” med billeder – 3 blev steriliseret og to af dem blev adopteret – vi er taknemmelige for jeres støtte af hele vores hjerte.

For lidt over en måneds tid siden ringede min veninde Laura med et problem. En lille hanhvalp, sat på gaden, havde lagt sig under deres bil og faderen så den ikke, startede bilen og overkørte den lille over snuden. Den blødte kraftigt og jeg sagde til Laura at hun skulle få den bragt til vet. Laura for enten at få den op at stå eller aflive.

Den lille han-hvalp havde alskens problemer, fyldt med orm, erligia, vet. Laura havde ham i en uge og ringede og sagde at den skulle væk derfra, idet hun havde store problemer med parvo-virus og hunde-syge og til trods for vaccine, kunne han blive smittet pga. hans lave immun-system. Jeg hentede ham og blev fortalt at han var ”retarderet”, dvs. at når han spiste faldt hovedet ned i madskålen, han kunne gå en meters penge, men så faldt han om.

Jeg fandt en familie som kunne tage ham, men nu kan de ikke længere og nu ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med ham den lille, det lader til at han kan bevæge sig fint, men hvis han roder sig ind i højt græs, feks, så ved han ikke hvordan han skal komme fri. At få afsat en sådan hvalp er næsten håbløst, men måske er der eet eller andet sted en person, som vil hjælpe ham.  Jeg ville tage ham her i huset, give massage og styrke ham, det er jeg faktisk god til MEN jeg har allerede 8 i huset og få en debil lille hanhund inkorporeret i flokken, ville være umuligt, alle vil true ham og måske bide ham ihjel…l ad mig sige det sådan, jeg tør ikke tage chancen.

Nu da vi er ved det, så kom min hushjælp Yadira i går morges og sagde ”Jeg har en nyhed, som du ikke vil bryde dig om” hvortil jeg svarede ”Så lad være med at meddele mig den!!!”

Well, nyheden var at een eller anden havde bundet en lille sort hund ved min indgangsport, hunden var så fyldt med pels-knuder at man ikke engang kunne se dens køn, ej heller øjne, dyng-våd fordi det havde regnet hele natten. Jeg gned mig lidt i øjnene og tabte min kontaktlinse….. vi fandt den og jeg sagde, at nu ville jeg lige putte den ind igen og tænke!!!!

Resultat blev at hun skulle hente den ved porten, putte den i bilen og jeg ville tage den lille til dyrlægen. Det gjorde hun og hunden takkede ved at bide hende i hånden, ikke særligt meget og da hun viste mig ”bid-såret” sagde jeg at der er jo ikke engang gået hul så det er ikke så galt endda.

Jeg selv satte mig i bilen og udøvede alt, hvad jeg ved om dæmpende signaler, godbidder, blød tale etc. og det eneste den lille gjorde, var at knurre ad mig. OK, fortalte jeg hunden, du kan lige sidde her i bilen i ro og fred og samle dig til vi tager dig til dyrlægen.

En time efter tog vi afsted og da hun så mig ville den lille hale ikke holde op med at vifte og i den halve time det tager til dyrlægen aede jeg hunden over det hele, også under bugen og fandt ingen penis, altså en lille tæve.

Jeg har altid 5 ting i bilen, ormemiddel til en gadehund, godbidder, en hundesnor, murer-handsker og en saks !!! Saksen bruger jeg til hunde der har en snor/halsbånd omkring halsen som jeg ser på gaden (også uden at være gadehund) og denne lille tæve have et reb der var så stramt at hun knap kunne ånde, ej heller spise og drikke sikkert derfor hun er rad-mager og hos dyrlægen bad jeg om at de ville klippe snoren som det første……nu kunne hun ånde, spise og drikke og den lille hale holdt bare ikke op med at logre.

Jah, et lille udpluk af livet her hos mig…..i ”mit næste liv” vil jeg have to kanariefugle eller en regneorm i en urtepotte!!!!

En sommerhilsen herfra og igen TAK for jeres donationer!

Lise

Hvaple som skal vaccinneres:

Dyrenes SOS fejrer vores 10 års jubilæum ved at vise en spændende film om en gruppe dyrlæger og veterinærsygeplejersker, som arbejdede på et stort gadehundeprojekt på Phuket i Thailand i januar 2016.

Hvor og hvornår:
Det foregår i Cinemacenter i Helsingør tirsdag 27. september 2016 kl. 19 – 20.30, og billetterne koster 80,- pr. person, hvor hele beløbet går ubeskåret til Dyrenes SOS arbejde.

Du kan også købe:
Og der vil være ½ liter sodavand samt mellempopcorn til rabatpris 40,-. Dette er doneret af Cinemacenter, Rønnebær Alle 110, 3000 Helsingør.

Dyrenes SOS arbejder for gadehunde og –katte i hele verden, og i 17 år har dyrlæge Mogens Hansen fra Nordkystens Dyrehospital i Helsingør arrangeret og koordineret utallige gadedyrsprojekter i både Indien og Thailand. Her har gennem tiden mere end 100 dyrlæger og veterinærsygeplejersker fra hele verden deltaget, og der er blevet hjulpet mere end 10.000 hunde og katte gennem disse projekter. Dyrene er blevet neutraliseret, vaccineret samt mærket, således at også antallet af rabiestilfælde i lokalbefolkningen er faldet drastisk.

Inden filmen vil dyrlæge Mogens Hansen fra Nordkystens Dyrehospital holde et kort foredrag om problemerne med gadedyr og arbejdet med dem i Indien og Thailand. Filmen vil blive præsenteret af Simon Mikkelsen, som var med på turen i januar, og som har filmet og redigeret.

Husk at tage mailen med købet af din billet med på dagen – den er nemlig din billet til arrangementet i Cinemacenter, Rønnebær Alle 110, 3000 Helsingør.

Man kan købe billetter her eller på Nordkystens Dyrehospital på Fabriksvej 10, 3000 Helsingør. Billetterne koster 80,- pr. person, hvor hele beløbet går ubeskåret til Dyrenes SOS arbejde.

Kære allesammen.

Jeg sender hermed nogle fotos, som Candy har sendt til mig, sammen med hendes spanske tekst som i store træk går ud på hendes taknemmelighed til jer/mig for at hjælpe med til at få hunde og katte steriliseret og vaccineret.

Jeg betaler selv foder, medicin etc. alt efter, hvad hun behøver og at hun nu venter på at de kan blive adopteret. Alle er hentet fra gaden, nogle gravide og andre med hvalpe og er gamle nok, ca. 3 mdr. så er de klar til sterilisation og dermed nemmere at få afsat til gode familier.

En sommer hilsen til alle fra Costa Rica…
Lise

thailand-180116-1-500

I dag udkommer magasinet ”HUNDEN” fra Dansk Kennel Klub, og i denne udgave kan du læse om Mogens, Karen og de øvrige dyrlægers tur til Thailand, som blev gennemført i januar 2016.

Artiklen giver et godt indtryk af gennemførelsen af et ABC-projekt, og de forhold, som dyrlæger, veterinærsygeplejersker og hjælpere arbejder under på den månedlange tur. Et ABC-projekt går ud på, at man vaccinerer, opererer (sterilisation/kastration) samt øremærker gadehunde i områderne.

Men artiklen gør også op med holdningen om, at den eneste vej ud af problemet med gadehunde, er at slå dem ihjel – den løsning øger faktisk bare problemet!

Læs artiklen her: Gadehundeproblematik_Det hjælper ikke at slå ihjel