Kære læsere.
Dette er min første beretning ud af mange det næste stykke tid. Én gang om ugen vil jeg skrive om mit liv på den caribiske ø, Grenada, hvor jeg er rejst til for at arbejde frivilligt som dyrlæge. Jeg har kun været afsted i én uge, men det føles som en evighed siden, at jeg sagde farvel til min familie i Kastrup Lufthavn. Der er sket så meget – jeg har mødt så mange nye mennesker, set så meget nyt og prøvet ting jeg aldrig før har prøvet. Alle mine sanser er fyldt til bristepunktet, så jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte denne første beretning.
Det er vel altid lettest, at skrive om sig selv, så her er først en kort opsummering af hvem jeg er: Jeg hedder Kristine, er 26 år gammel og jeg blev færdiguddannet dyrlæge i 2014. I 2 år har jeg arbejdet som Videnskabelig Assistent på Københavns Universitet. Et job jeg har været rigtig glad for.
Da jeg hoppede ind i det nye år, besluttede jeg mig dog for, at 2016 skulle være året, hvor jeg kastede mig ud i noget nyt. Jeg ved stadig ikke, hvilken vej jeg skal gå med min karriere. På den ene side er jeg blevet glad for forskningsverdenen, på den anden side har jeg ikke helt sluppet tanken om livet som “rigtig dyrlæge”. Jeg savner det praktiske arbejde med dyr. Derudover er jeg fuldstændig afhængig af at rejse ud i verden, opleve nye kulturer og møde nye mennesker. Med alle disse tanker og overvejelser i hovedet besluttede jeg mig derfor for, at undersøge mine muligheder for at komme til udlandet og arbejde som frivillig dyrlæge.
Jeg har før arbejdet med gadehunde i både Bhutan og Indien, og ved, at der er en masse dyr derude, der har brug for hjælp. At valget faldt på Grenada var ret tilfældigt. Jeg vidste, at jeg ville arbejde et sted der havde ressourcer – både med hensyn til muligheder for diagnostisk udredning, behandling, samt et højt fagligt niveau. Derudover gjorde det heller ikke noget, at jeg skulle arbejde et sted i verden, hvor jeg aldrig før har været.
Jeg faldt hurtigt over GSPCA (Grenada Society for the Prevention of Cruelty to Animals) Animal Shelter, og da det virkede som om, at de levede op til mine krav, skrev jeg til dem i begyndelsen af det nye år. Den 23. september 2016 rejste jeg så afsted med en envejsbillet i hånden, uvidende om hvornår jeg ville komme hjem til Danmark igen. Jeg ønsker friheden til, at gøre hvad jeg vil, og se hvad livet bringer. Det er lidt skræmmende, men også utrolig spændende.
Det var lidt om mig. Nu lidt om hvad jeg indtil videre ved om GSPCA Animal Shelter: GSPCA er en non-profit organisation, der har over 300 medlemmer verden over. De er afhængige af frivillig arbejdskraft og donationer udefra. De har dog også lønnede fuldtidsansatte.
Lige nu består hele GSPCA teamet af tre udenlandske dyrlæger, én “technician”, der fungerer som veterinær sygeplejerske, en britisk adfærdsekspert der tager sig af hvalpene og adoptioner, en PR-dame der også står for adoptioner, en receptionist, to kennelarbejdere, og så er vi lige nu to frivillige dyrlæger.
Det firbenede team består af 13 hvalpe, hvoraf 3 er blevet adopteret i denne uge, 5 voksne hunde, hvoraf 1 er blevet adopteret, og 11 killinger. Disse dyr er ikke patienter, som er blevet bragt ind af deres ejere, men derimod herreløse dyr (hunde og katte). De bor på klinikken, der har en kennel bestående af en stor løbegård til alle hundene og et stort bur til alle kattene, indtil de forhåbentlig bliver adopteret. Hvis der ikke er plads til flere dyr, bliver nogle midlertidig afsat hos “plejefamilier”, der også hjælper med at få dyrene adopteret permanent. Det kan være her på Grenada eller udenfor Grenadas grænser, fx i USA.
Udover kennelen består klinikken af et venteværelse, et konsultationsrum, et behandlingsrum, hvor de indlagte patienter også har deres bure, et operationsrum og et røntgenrum. Klinikken tilbyder billige konsultationer, vaccinationer og neutraliseringer, men de tager generelt imod alle former for patienter og cases.
Derudover er GSPCA også en del af uddannelsesprogrammet for dyrlægestuderende på St. George´s University (SGU), som er et stort universitet på Grenada, der bl.a. uddanner læger og dyrlæger. Hver eftermiddag kommer en lille gruppe studerende og en underviser ind på klinikken og tager sig af nogle af patienterne, samtidig med, at de bliver undervist i et undervisningsrum over klinikken. Det er ofte også de dyrlægestuderende der tager de overskydende dyr i pleje, og hjælper med adoptioner. Universitet har deres eget dyrehospital, som GSPCA kan henvise til hvis nødvendigt, og som også tager sig af blodprøveanalyser mm.
En typisk dag på klinikken, der har åbent alle hverdage fra kl. 8.30-16, starter med, at tage sig af de indlagte patienter (fodre dem, give dem medicin mm), imens kennelarbejderne tager sig af kenneldyrene. Om formiddagen er der konsultationer sideløbende med operationer. Dette kan lige nu lade sig gøre, fordi vi er så mange hænder om arbejdet. Konsultationerne er ikke booket i forvejen, så vi ved ikke hvad der kommer ind i løbet af dagen. Operationerne, der for det meste er kastrationer og sterilisationer, er booket, men det er ikke altid sikkert, at klienterne dukker op med deres dyr.
Det er én ting man skal være forberedt på, hvis man vil arbejde et sted som Grenada: det er ikke altid, at tingene forløber som planlagt, de færreste går med armbåndsur her, så man bliver nødt til at have tålmodighed, og så må man anerkende og acceptere udtrykket TIG (This is Grenada), som en forklaring på alle afvigelser fra ens normale rytme. Det har faktisk også sin charme.
Om eftermiddagen fortsætter eventuelle konsultationer og så er der ellers opfølgning på diverse patienter. I denne uge har jeg først fået fri ved 16.30-tiden, og da jeg bor i en lejlighed lige over klinikken, er det også mig, og den anden dyrlæge der bor her, som tager sig af aftenmedicinering mm til de indlagte patienter.
Min første uge har været noget anderledes end hvad jeg kan forvente af de fremtidige, vil jeg mene. Det er nemlig “hurricane season” lige nu, og i onsdags var der orkanvarsel. Dette er noget man tager meget seriøst på disse kanter, da de før har haft orkaner, der har ødelagt alt! Heldigvis bevægede orkanen Matthew sig nord om os, og vi slap med en mindre storm. For en sikkerhedsskyld har mange dog holdt sig selv og deres dyr indendøre. Derfor blev operationerne aflyst onsdag og torsdag, og konsultationer var der ikke mange af. Det har nu passet mig meget fint, for jeg kan mærke, at jeg lige skal ind i dyrlægearbejdet igen, efter at have været væk fra det i mange år. Derudover har det også været meget rart, at have tid til, at lære mine nye kollegaer at kende og til at finde ud af stedets rutiner mm.
Lige nu har vi 3 indlagte patienter. Den ene er Finn, en hund der blev fundet på gaden efter formentlig at være blevet ramt af en bil. Han har brækket sit ene bagben og fået en masse dybe hudafskrabninger. På universitetshospitalet har de opereret ham med en ekstern skinne. Denne skal i hvertfald blive siddende de næste 3 uger og imellemtiden skal hans forbindinger skiftes dagligt. Når alt dette er overstået håber vi på, at kunne få ham adopteret.
Den anden vi har indlagt er Drama. Han har tidligere fået amputeret sit højre bagben efter en ulykke, men er nu blevet indlagt med “tick fever” (flåtbidsfeber). Dette har han været i behandling for, men nu viser det sig, at han nok også har brækket lårbenshovedet på venstre bagben. Vi har sendt røntgenbillederne til yderligere analyse på universitetet, og så må vi afvente svar, før vi kan tage stilling til hvad der skal ske med Drama.
Imellemtiden udøver en af dyrlægerne, Sharon, der udover at være “President” for GSPCA også er uddannet osteopat, fysioterapi på det dårlige ben. Sharon går også ind for homøopatisk (alternativ) behandling, som er noget, der godt kan komme i karambolage med de andre dyrlægers behandlingsmetoder. Jeg synes dog, at det er interessant, at få et indblik i en, for mig, helt ny verden – den alternative.
Endelig har vi Barfi, en hanhund som blev kastreret for nogle uger siden, men hvor ejerne ikke har kunnet holde ham fra, at slikke sit operationssår. Derfor er han blevet genopereret, men igen er det lykkedes ham, at åbne sit sår. Denne gang så voldsomt, at hele tarmsystemet hang ud af ham, og vi måtte akut operere ham natten til tirsdag. Han er derfor nu indlagt til konstant observation.
En sidste patient jeg vil nævne, er en hvalp om kom ind tirsdag. Hvalpen havde fråde ud af munden, og kunne ikke få vejret. Ejeren sagde, at den havde fået et kyllingeben galt i halsen, så i kampens hede fik jeg ikke taget handsker på, men stak bare mine fingre ned i halsen på hunden for at forsøge at få fat i benet. Jeg kunne dog ikke mærke noget og efter et hurtigt røntgenbillede og et forsøg på at intubere hvalpen, døde den desværre.
Der var intet at se på røntgenbilledet, så pludselig kom muligheden for, at hunden havde rabies på tale. Alle kiggede på mig, der stod med mine bare hænder indsmurt i hundesavl. Jeg er blevet rabiesvaccineret før jeg tog afsted, og rabies er meget sjældent her, men alligevel bliver man lidt nervøs. Heldigvis fortalte ejeren, at hvalpen godt kunne have spist pesticider, og at der altså var tale om en forgiftning. Alligevel blev alt hovedrengjort og hunden sendt til obduktion. Bare for en sikkerheds skyld.
Det var vist hvad jeg havde at fortælle om min første uge som dyrlæge på Grenada. Jeg kunne skrive meget mere, men der må også være grænser. Indtil videre er jeg utrolig glad og meget optimistisk for min kommende tid her. Fortsættelse følger…
Med venlig hilsen
Kristine, Grenada