Lise fra Costa Rica fortæller om fest, dans, krammere og et uventet jobtilbud til sin mands begravelse.
Kære alle sammen
I lørdags havde vi den dejligste afskedsfest for Uwe – lige i hans ånd med søde venner. Vi fejrede livet og ikke døden, og derfor blev det en uforglemmelig dag for mange, som måske troede, at det ville blive noget med en hel masse tårer. Sådan blev det ikke, en tåre blev knebet her og der inkl. hos mig selv, men ellers en dejlig, dejlig fest med masser af snak og latter, god mad (man er vel dansker) og en hel del gravøl. Vi var en 30 stykker, og alle havde lagt sig i selen for at komme med det, der skulle til. Vores veninde Majken havde arrangeret maden etc., og det hjalp mig med ikke at skulle beskæftige mig med det.
Jeg havde bedt folk om at komme til tiden, kl. 11 (tysk tid that is). Mange her har tiltusket sig costaricanske tider og kommer to timer efter en invitation, men faktisk var vi fuldtallige ved denne tid. Jeg havde Uwes urne i hånden, sagde et par ”bevingede ord” på dansk, sønnike Sven oversatte til engelsk for de nye venner som ikke taler dansk ej og heller spansk. Jeg så i øjenkrogen, at mariachi-bandet var ankommet, så da vi kom ud fra stuen, og jeg havde anbragt Uwes urne på pejsen for dem, der gerne ville sprede noget aske ud, begyndte de at spille. Fuldstændig ”timet” – uden at det var aftalt.
De spillede og regerede, ikke et øje tørt. Man kunne bede om sange, man gerne ville høre, og de kunne bare det der, holdt sågar tonen. De var temmelig dyre, man alle pengene værd. Mutter her var i godt humør, fik en svingom med et par herrer, Martin og Asger, som jeg hittede på vej fra en lille tissetår og sagde ”hej, hvad med en lille svingom? Håber de havde vasket hænder! En ældre herre, sagfører, som giftede vores søn Sven og Andrea for en 12 år siden havde ordet i sin magt, og med poesi deltog han med søde anekdoter omkring liv og død, mens bandet spillede lavt. Chris skulle oversætte fra spansk til dansk, og det affødte temmelig meget latter, idet han oversatte med ”fri hånd”, som han nu lige kunne komme i tanke om. Pragtfuldt.
Bandet blev betalt, fik en kysser hver især af mig, og jeg bad folk om at komme ind i stuen, fordi jeg ville synge dem en lille sang! Sangen var Fader Vor, som jeg har sunget i kirkekoret i Tønder for 40 år siden, sågar solo, men der er jo røget nogle smøger og vin og andet af den slags i systemet siden da, men ikke et øje var tørt. Det gik faktisk fint, og nu har jeg fået job af Jakob, som ansatte mig på stedet som korsanger. Det eneste problem er, at vi skal hitte en kirke!
Nej, sikke dog en dejlig dag, lige i Uwes og min stil, for som han altid sagde, ”jeg hader begravelser. Den eneste jeg ikke kan undgå er vel min egen!” Sven og jeg kunne mærke venskabet og kærligheden fra vores gamle venner, som vi har kendt gennem ca. 20 år her i landet. Der var knus og klem, og jeg tror, at folk syntes det samme; en dejlig, dejlig dag og en god afslutning på et absolut interessant liv, som Uwe har haft.
Nå, dem der ikke tåler galgenhumor, springer dette afsnit over, men jeg sagde til ”sønnike”; ”jeg ved ikke, men far vil have flere fester. Han er sgu ikke til at slippe af med.” Uwe var en stor mand og dermed meget aske, og der er stadig noget tilbage, så nu bliver vi jo nødt til at lave en fest til. Denne gang bliver det med hundeklubben, som gerne vil komme og feste ham. Denne gang uden mariachi-band, men med masser af minder fra 20 år tilbage, hvor vi begge var i bestyrelsen af schæferhunde-klubben. Igennem al den tid har vi holdt en vis form for kontakt. Costa Rica er jo et lille land og ”hunde-folket” kender hinanden.
Jah, jeg ved hverken ud eller ind, savner, savner, savner min livsledsager, min bedste ven igennem næsten 30 år, MEN det er godt sådan. Hans liv til slut var ikke værd at leve, han holdt ud til det sidste, og så må vi andre jo se, hvordan vi selv ser fremtiden. Masser har spurgt, om jeg vil tage tilbage til Danmark, men det vil jeg ikke. Jeg har stadig opgaver med hensyn til hunde etc. og i forhold til at få forbedret dyrs forhold her. Så jeg ”kridter skoene” og med jeres donationer kan jeg lave en del. Dog ikke så meget som før, idet min enke-pension bliver beskåret med 40 pct., så jeg kommer til at hitte på et eller andet. Ved ikke lige hvad, men som regel hitter jeg på noget. Alternativet er, at jeg nok kommer til at ændre mit telefonnummer, fordi det står i Uwes navn. ALT står i Uwes navn og skal ændres; bank, telefon, lys, vand, medarbejdere, pension etc. både her og i Tyskland. Det er helt vildt, at man ikke bare kan ændre det til mit navn, som jo anyway er registreret sammen med Uwes. Det vil betyde, at 4.000 personer ikke har mit nummer og ikke kan kontakte mig med ting, vi kan klare over telefonen, så enten hitter de ud af deres problemer selv, eller de afleverer dyrene her – alle ved jo, hvor jeg bor. Jeg har 32 hunde i øjeblikket og ønsker absolut ikke flere. I øjeblikket giver jeg foder til en 60 hunde (inkl. de 32 her), hvilket jeg ikke har noget med at gøre, fordi fattige ikke kan fodre selv. Jah, der ser ikke lyserødt ud, men jeg giver ikke op. Det gør jeg aldrig med mindre jeg kan se, at her kommer vi ikke videre. Lad os se, hvad der sker. Lige pludselig kommer der noget, man ikke havde tænkt på. Vi ser.
Alt for nu – jeg kommer tilbage med ”hundeliv i Costa Rica.”
Lise