Kære læsere.
Så er det endnu engang tid til at sige farvel til GSPCA. Jeg har, her i anden omgang, arbejdet som frivillig dyrlæge i 6 uger. 6 uger der har været spændende, udfordrende, sjove og på mange måder mere tilfredsstillende end sidst jeg arbejdede her. Jeg føler, og har også fået at vide, at jeg er meget mere selvsikker i mit arbejde, og pludselig er jeg blevet den, som folk spørger til råds. Jeg kender klinikken og dyrene ud og ind, og jeg har også fundet ud af, hvordan man skal håndtere de fleste klienter – hvilket ofte er den største udfordring som dyrlæge. Jeg er ret sikker på, at jeg kunne arbejde fast et sted som dette. Der er bare én mindre detalje, som jeg mangler: Penge! Jeg har altid sagt, at jeg kan leve på en sten, og det gælder sådan set stadig, men en lille indkomst ville være rar (og nødvendig). Jeg har trods alt et SU-lån, som jeg har brugt på at rejse, at betale af på. Det er ikke af egen fri vilje, at jeg ikke skal arbejde længere tid hos GSPCA, men simpelthen fordi lejligheden, som jeg bor i, er fuldt booket af andre frivillige dyrlæger den næste tid. Jeg tror alligevel ikke, at jeg kan leve på en sten sådan helt bogstaveligt – det er min ryg for dårlig til. Så nu har jeg endnu engang sagt farvel til mine kollegaer og dyrene hos GSPCA. Det har dog ikke været et endegyldigt farvel, da jeg stadig befinder mig i Grenada.
Det næste stykke tid skal jeg udforske øen, som jeg efterhånden kender ret godt, men som alligevel altid har nye steder og oplevelser i ærmet. I sidste uge var jeg i den nordlige del af øen, hvor jeg bl.a. agerede jordmoder for de kæmpe Leatherback turtles. Det er i disse måneder æglægningstid, og for at forhindre at æggene bliver lagt for tæt på havet, og dermed har stor risiko for at blive skyllet væk fra stranden, er der brug for frivillige til at hjælpe med at flytte æggene til et sikkert sted. Det foregik ved, at vi patruljerede stranden hele natten, for at registrere alle skildpadder, der kom op på stranden for at lægge æg. Alle skildpadder var mærket med et nummer og havde indlagt chip, som vi skulle registrere. Derudover skulle alle skildpadderne måles (de var ca. 150 cm lange og 115 cm bredde) og tjekkes for sår, ar og parasitter. Alt blev registreret i en journal. Hvis skildpadderne gravede det hul, som de ville lægge æg i, for tæt på havet, skulle vi gribe hver enkelt æg (de lægger omkring 3-4 æg ad gangen og i alt ca. 100 æg) når skildpadden begyndte at lægge dem i hullet. 
Vi samlede alle æg i en spand, og fandt derefter et sikkert spot til dem længere oppe på stranden, gravede et hul, og noterede, hvor vi havde placeret dem. Imens ville skildpadden dække sit eget hul til og begive sig ud i havet igen. Når de lægger æg, går de i en form for trance, så derfor virkede de ikke til at være generet af vores tilstedeværelse overhovedet. Derudover brugte vi infrarødt lys, som de ikke kan se. At lægge der på stranden, under en stjerneklar himmel, kun oplyst af halvmånen, til lyden af bølgeskvulp, vinden i palmetræerne og skildpaddernes vejrtrækning, og føle varmen i hænderne fra dette kæmpe dyrs fødselsanstrengelser, var nok et af de mest magiske øjeblikke i mit liv. Hvis man er i Grenada fra marts til maj, vil jeg på det kraftigste anbefale, at man melder sig som frivillig hos ngo’en Ocean Spirits, der står for disse ture. Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken om den nat.
Der dukker hele tiden nye ting op, som jeg gerne vil her på Grenada, så derfor har jeg heller ikke købt nogen hjemrejsebillet endnu. Det er dog snart ved at være tid til at rejse hjem. Pungen er ved at være tom, og så er det jo ved at blive sommer derhjemme, så jeg drømmer om lange, lyse sommeraftener på terrassen med duften af grill, kold rosé, omgivet af familie og venner. Dét er der intet der slår! Ikke engang de smukkeste solnedgangen i Caribien.
Siden sidste beretning har vores shelter været udfordret af hvalpe med Parvovirus. Man siger, at der skal gå 2 uger fra sidste sygdomstegn til, at der ikke længere er smittefare. Vi har haft 15 hvalpe, og de har skiftevis vist symptomer på parvo. Derfor har alle hvalpe været isoleret i meget lang tid efterhånden. I alt er der kun 4 hvalpe, der er blevet testet positiv, og 2 der er døde. Rico, den hvalp der først blev testet positiv, overlevede og er i dag blevet adopteret til et godt hjem. En af de frivillige dyrlægers kæreste, der ikke er uddannet dyrlæge, har hjulpet til på klinikken, og hun har taget sig af alle hvalpene. Hver dag (også i weekenderne) har hun passet og plejet hver enkelt hvalp, fodret dem, overvåget dem og socialiseret dem. Hun er en stjerne i vores bog, og uden hende er jeg ret sikker på, at mange flere hvalpe ikke ville have klaret den. Så man kan altså også komme og arbejde her som frivillig uden en dyrlægeuddannelse. Der er brug for så mange hænder som muligt. Det eneste du skal have, er kærlighed til dyr. Nu ser det ud til, at alle hvalpe er fri for parvo, og der er gået over 2 uger siden sidste sygdomstegn. Vi skal dog stadig passe på, at der ikke kommer nye sygdomsudbrud, da vi har så mange hvalpe, hvis immunforsvar er svækket. Det hjælper heller ikke ligefrem, at vi har fået 9 nye hvalpe, som ingen kunne tage sig af. Vi har en “no killing policy”, og vi har meget svært ved at sige nej til folk, der afleverer dyr til os, og derfor er shelteret næsten altid overfyldt. Jo flere dyr, jo større risiko for sygdomsudbrud af fx parvovirus.
Heldigvis får vi afsat alle vores hvalpe til gode hjem. De hvalpe vi får adopteret, laver vi jævnligt check ups på. Dvs. vi kører ud i landet for at besøge dem og deres familie for at se, hvordan begge parter klarer sig. En af dagene var jeg på sådan en udflugt til den nordlige del af Grenada. Med mig havde jeg vacciner, ormekurer, loppemidler mm. Vi besøgte i alt 6 hunde, som vi havde bortadopteret, og alle havde et rigtig godt hundeliv. Det var utrolig dejligt at se, og det er netop øjeblikke som disse, der gør, at jeg føler, at jeg har gjort en forskel. Og det varmer mit dyrehjerte.
Til alle jer, der også har et dyrehjerte, som I ønsker varmet: tag ud i verden, oplev den, red nogle dyr, gør en forskel! Bare gør det. Jeg lover jer, I vil ikke fortryde det et sekund.
Med venlig hilsen
Kristine
