Kære læsere.
Et par uger er gået siden sidste beretning. Uger der har været begivenhedsrige, udfordrende og anderledes. Så alt er som det plejer her i Grenada.
De fleste af mine beretninger omhandler hunde (i stor stil hvalpe), da størstedelen af vores patienter og beboere her i kennelen er hunde. De sidste par uger har vi dog haft en del kattepatienter. Der er mange gadekatte, der især opholder sig i områder nær de store resorts og hoteller. Her kan de nemlig blive fodret af turister og køkkenpersonale. De fleste af disse katte er ikke neutraliseret, og derfor kommer der flere og flere killinger til verden. For at forhindre dette er det vores opgave, som dyrlæger hos GSPCA, at indfange de katte og få dem steriliseret og kastreret. Derfor var Rolando (vores technician) og jeg i sidste uge ude at sætte kattefælder op ved to forskellige resorts. Næste morgen var der katte i næsten alle i fælderne. Vi bragte dem til klinikken, fik dem neutraliseret samme dag og slap dem løs om eftermiddagen. Det var utrolig effektivt, hvilket er en af de ting, jeg sætter pris på ved at arbejde her. Jeg kan se en direkte virkning og effekt af mit arbejde, hvilket et yderst tilfredsstillende.
Samme uge fik vi tre nyfødte killinger ind (ja, deres mor har vi så ikke lige nået at få steriliseret), som var blevet fundet alene og efterladt. De krævede fodring med mælk på flaske hver anden time og konstant overvågning. Vi lavede et opslag på Facebook om, at vi havde brug for en plejemor til disse små killinger, og hurtigt var der en studerende, der meldte sig. Der er så heldigt, at der er så mange her, der vil hjælpe os og dyrene. Killingerne har det godt og vokser hver dag. Når de bliver større kommer de til at bo hos os, indtil vi kan få dem adopteret.
Jeg har vist aldrig skrevet om Grenadas wildlife, for jeg har ikke haft nogle eksotiske patienter. Det har jeg så nu. Forleden dag kom der en dame ind med en stor, fed due. Duen var fløjet direkte ind i hendes bilvindue, og nu var hun nervøs for, om duen ville overleve. Ingen på klinikken aner noget om duer, så alle stod og kiggede på hinanden i håb om, at en meldte sig som den mest duekyndige. Da vi åbnede kassen, som duen sad i, fløj den ud og pludselig lå vi alle på gulvet med en vild fugl baskende over også. Efter lidt tumult fik vi duen fanget, undersøgte om noget var brækket, givet den øjendråber for dens blodskudte øjne, og så slap vi den løs udenfor. Den fløj fint, og virkede mest af alt bare chokeret. Samme uge fandt vi en slange og en leguan i vores hundekennel. Vi tog dem dog ikke ind som patienter. Det ville være lige sjovt nok.
Det største tema i disse dage er parvovirus. Parvovirus er en virus der rammer hundes mavetarmkanal. Den er yderste smitsom, og smitter via optagelse gennem munden af viruspartiklerne i hundens afføring. Alle hunde bliver vaccineret mod parvovirus, når de er 8 og 12 uger gamle, og derefter årligt. Derfor rammer denne virus oftest hvalpe under 8 uger, der ikke er blevet vaccineret endnu. Trods vaccinen mod parvovirus er virussen ikke udryddet endnu, og den er stadig et stort problem her i Grenada. Symptomerne er nedstemthed, appetitløshed og vægttab, efterfulgt af opkast og diarré – oftest blodig. Har vi patienter, der kommer ind med disse symptomer, beder vi derfor ejeren om at holde hunden udenfor klinikken. Man stiller diagnosen gennem en test af hundens afføring.
Har der været en parvohund på klinikken, skal ALT vaskes ned med blegemiddel, og hunden skal isoleres fra sine omgivelser. Det er besværligt, men håndterbart. Hvad der er sværere at håndtere, er når en af vores egne hvalpe, bliver smittet med parvovirus. Dette skete så i sidste uge. Faktisk blev to hvalpe testet positiv. Begge hvalpe har været sammen med alle de andre hvalpe og over alt på klinikken. Derfor stod vi tre dyrlæger med krydsede fingre, og kiggede på parvotesten, mens den blå prik, der indikerer at testen er positiv, blev mere og mere tydelig. Den var positiv. Vi skulle lige synke en ekstra gang, tage en dyb indånding og mentalt forberede os. Og så måtte vi ellers i gang med den helt store tur.
De to parvohvalpe blev isoleret, hvilket ikke er helt let her. Vi har dog et lille ekstra rum omme bagved kennelen, hvor vi kunne placere dem. Én af os blev ansvarlig for disse to hvalpe, så kun én person havde kontakt med dem. Hver gang vedkommende skulle ind og ud af isolationsrummet, skulle personen skifte tøj, sko og vaske sig. Parvovirus kan ikke behandles, og mange parvopositive hvalpe overlever ikke. Man kan kun symptombehandle, og det vigtigste er her at give væske. Derudover går vores chef, GSPCAs præsident Sharon, op i alternativ behandling. Derfor skulle hvalpene også have diverse tilskud og kinesiske urter. En liste med 10 punkter blev skrevet på vores tavle for at få lidt overblik i alt kaosset.
De andre hvalpe (hele 15 styk) blev flyttet til den store udendørskennel, hvor de kunne holdes isoleret fra de voksne hunde. Før havde vi hvalpene ude på græsset, så jord måtte fjernes og “rengøres” så godt som muligt. Der måtte altså rykkes rundt på alle hundene, hvilket er noget af et puslespil, for ikke alle hundene kan med hinanden. Imens gik det helt store rengøringsarbejde i gang. Lad os bare sige at det var en hektisk onsdag eftermiddag. De næste par dage og weekenden over blev hvalpene overvåget og symptombehandlet tre gange om dagen. Desværre klarede den ene hvalp, TJ, den ikke. Det knuste vores hjerter. 
Heldigvis er den anden hvalp Rico i bedring, så der er lidt lys for enden af parvotunnelen. De andre hvalpe bliver overvåget dagligt. Det ville være underligt og meget heldigt, hvis ikke en eneste af dem er blevet smittet. Lige nu har vi to, der ikke spiser, men de viser ingen andre symptomer, så for nu holder vi bare øje med dem.
Jeg har 2,5 uge tilbage på GSPCA, som jeg spår til at være spændende og udfordrende, men de behøver ikke være lige så eksotiske som de sidste par uger…
Med venlig hilsen
Kristine