Foruden hjælpeløse hunde og besværlige kolleger har Lise fra Costa Rica nu også fået følgeskab af et voldsomt jordskælv.
Kære alle sammen
Jah, såvel hundene som jeg har overstået det sidste nye “skrig” med hensyn til jordskælvet I onsdags. Det var godt nok noget, der ville noget; hele hytten rystede og blævrede, min husholderske gik i “blokade”, stod bumstille, så jeg måtte råbe til hende tre gange, “luk døren op for hundene.” De var jo bange med al den larm; taget knagede, porcelæn klirredede, ting faldt ned, de løb ud, men kom ind igen, fordi de søgte min støtte og ville være hos mig. Jeg er ikke og har aldrig været en bangebuks, når noget står på – jeg får reaktionen bagefter, når det går op for mig, at det her var da vist lidt farligt. Nu er det sådan, at vores hus er “jordskælvs-sikkert” forstået på den måde, at det er så fyldt med jern og cement og med et fundament på 1,80 meter, og hver mur er fyldt op med ca. 60 cm I bredden, så jeg betragter jeg det som sikkert. Det er det også; jeg tog en stirrer på hytten bagefter og NUL revner noget som helst sted. Det giver jo en vis tryghed, men jeg lover jer, det hele hoppede og dansede. Nu er det så at vente på det næste. Orkaner kan man forberede sig på, men jordskælv er der bare, når man mindst venter det.
Jah, her går det temmelig vildt til; masser af folk der ringer omkring deres dyr og dem på gaden, jeg giver råd. Jeg siger, at de skal finde ud ad det selv, og kan de ikke, skal de ringe igen, og så klarer vi sammen problemet. En gammel bekendt Nora ringede og spurgte, om jeg ikke kunne hente en gravid tæve, en gadehund hun og en nabo havde givet mad. Tæven var I løbetid, og jeg sagde til hende: ”du ved meget vel, at en løbsk tæve vil blive gravid, så nu er problemet dit og din nabos. I to må løse det; lad taven få sine hvalpe, og derefter opererer vi hende og tævehvalpene. I har hænderne I fedtefadet fuldstændig unødvendigt. I kunne have haft ringet I sin tid, opereret tæven, og I ville have et problem mindre.” Costaricanere er verdensmestre I at finde undskyldninger for alt muligt; hun sagde, at hun ikke havde mit nummer, hvortil jeg svarede “hvorfor har du det så nu?”
Til jeres information har jeg lige betalt dyrlæge Laura ca. 4.000 DKK taget fra jeres donation. Det, jeg har betalt for, er alt fra overkørte hunde til slangebid, behandling, aflivning af diverse med fx hundesyge, som var så fremskreden, at behandling ikke var mulig, hvalpe med parvo-virus, som var på klinikken i op til 14 dage, men overlevede og blev sat I adoption med vaccine osv. osv. Her er der virkelig meget at vælge imellem, men dyrlæge Laura og jeg kommer nok lige til at tage en “Lise-snak”, for nogle gange tager hun for meget, og andre gange ikke noget. Det gode er, at vi forstår hinanden vældigt godt og “taler man sammen, forstår man hinanden.” Et ordsprog her, som er rigtigt, faktisk i en enhver henseende. Det gælder i såvel ægteskab som venskab, uanset hvor I verden man befinder sig.
Gruppen I Puriscal har problemer. Det vidste jeg godt, at de ville have, for der er for mange, der vil være leder, og den leder, de har, kan ikke styre gruppen. Der har dannet sig to grupper i samme gruppe, og det går naturligvis ikke. Egentlig burde jeg tage styringen i en tid, men på den anden side tager jeg ansvaret fra dem, og det er jo lige det, jeg ikke vil. De skal dæleme selv finde ud ad det. Deres problem er kommunikation – at den venstre hånd ikke aner hvad den højre gør. Nogle har trukket sig fra gruppen, og jeg regner med, at der vil være fire-fem ildsjæle tilbage. De andre kan komme, når man beder dem om det, men ellers holde sig tilbage og ikke lave ravage i resten af gruppen, uden at deltage, som man bør. Det er nemt nok at kritisere, det ved vi alle, men så må man komme op med noget, der kan bruges til dyrene, som vi jo alle prøver på at hjælpe. Hunde har brug for en leder – har de ikke det, opstår der slagsmål, fordi de VIL have en leder, som de kan stole på, og som klarer diverse situationer for dem – og sådan er vi mennesker vel egentligt også. Dt er rart at have en leder at støtte sig til – om ikke andet så for at undgå at tage dispositioner og ansvar selv!
Kastrationsrunden I Puriscal gik over forventning med 91 dyr. Et lille sted og igen vidste højre hånd ikke, hvad venstre gjorde, Næh, de glemte et telt, hvor dyr og mennesker kunne være inden og efter operation – en våd hund eller kat kan ikke opereres. Ydermere blev jeg bagefter ringet op af forskellige personer, som spurgte, om denne kastration var “min”, hvilket jeg ikke kunne bekræfte bortset fra at betale differencen mellem, hvad folk betaler, og hvad dyrlægen tager, og naturligvis teltet som normalt koster 500 DKK, men som jeg får rabat på og betaler 300 DKK for. Det viste sig, at dyrlægen havde en assistent med, som lukkede såret, efter sigende erfaren, men to hunde døde på grund af forblødning, og det fik mig totalt “op at køre”. Jeg kontaktede gruppen og sagde, at de skulle reklamere dette til dyrlægen, ydermere at insistere på at han og kun han foretager hele operationen. Well, folk her mangler nosser, det sagde vi i gamle dage. Jeg har valgt at kalde det “patter” – lyder måske ikke så smukt, men nu om stunder er vi mange kvinder, der klarer biksen både her og der, og da hele gruppen I Puriscal består af kvinder, er det vel på sin plads. Ok, det endte selvfølgelig med, at jeg kontaktede ham og fortalte, hvad der var sket og sagde: “bare så du ved det; i mine kastrationer er du den, der står for biksen. Du og dit team laver jeres arbejde og vi vores. Jeg behøver ikke en eller anden ”ny-skoling” (to-tre måneder på veterinærskolen) til at sige til folk, at de ikke kan tage deres dyr med hjem, inden de er ok til at komme hjem”. Det skete nemlig sidst I Puriscal. Folk fik deres dyr med hjem, uden at de var opvågnede af anæstesien, og det er absolut no go, og igen fordi folket fra gruppen ikke var der til tiden. Alle havde en gudsbenådet undskyldning, og egentlig er det ganske morsomt, hvad de kan hitte på for ikke at tage ansvarlighed. Fx barnet kunne ikke blive passet, manden skulle have morgenmad, ingen benzin på bilen, svigermor kom uventet på besøg, etc. etc. Ja ja, måske lærer de det hen ad vejen, altså vi taler om en 20 år, så der er bare at vente…
Den 29. september 2012 laver jeg en runde I Tabarcia. Regner men del hunde og katte, efter sigende kommer der en del. Normalt taler vi om en 60-70 dyr der, men denne gang vil jeg “sidde i nakken” på dyrlægen og hans assistenter. Jeg vil sige til ham: “du alene åbner og lukker, og jeg tager mig af resten – det kan vel ikke være så svært.” Dyrlægen har nået det punkt, at han slet ikke gider diskutere det med mig. Heller ikke nødvendigt, for sådan er det bare – det ved han, og det ved jeg!
Jah, min lille “Santa Mia” er blevet opereret for to dage siden, og min gamle “asyl-hund” Ghandi på 13 år mener, at han stadig er en unghund. De leger og leger, han fjoller rundt med hende, og det er dejligt at se, Det får et godt grin frem hos mutter her.
Alt for denne gang.
Lise