Lise fra Costa Rica har modtaget 3 tons hundefoder i gave, hvilket har fået særdeles uheldige konsekvenser. Derudover har hun realiseret en gammel ide om at give asyl til aldrende schæferhunde.
Kære alle sammen
Nu er det tid til at skrive lidt om “hundeliv” i Costa Rica men allerførst vil jeg gerne sige mange, mange tak for jeres donation på USD 2.560. Med den donation kan vi holde den gående et stykke tid – jeg skylder dyrlæge Laura en del, men hun må finde ud af hvor meget og for hvad. Resten bliver gemt på hundekontoen til dårlige tider – medicin plejer jeg at købe, når der er penge på kontoen, men denne gang har jeg rigeligt, så det er ikke nødvendigt. Det er jo fint nok.
Fra mine egen konto har jeg overført USD 1.000 for at kunne betale hundefoder til de mange, jeg fodrer. Det fik jeg lige gjort, hentet og betalt, og tænk sig, så kontaktede vores lokale dyrebeskyttelsesorganisation ANPA mig og spurgte, om jeg var interesseret i 3 tons god hundefoder. Jeg var ved at skvatte ned af stolen og sagde naturligvis mange tak, betalte en gut for at hente det, og nu er det opmagasineret i vores stue i gæstehuset. Det var det, min mand altid sagde: “Lise, det er ikke længere noget gæstehus, det er et hundehus.” Well, 1 ton er næsten røget; jeg gav 200 kg til en dame, jeg fik nys om, og som har 48 hunde. Hun betaler ALT selv; kastration, ormemidler, foder etc., så jeg sagde til hende, at hun skulle organisere sig og lave en organisation, og det er hun ved at gøre. På den maner kan hun evt. få nogle midler til fx kastration fra SASY og søge andre steder. Denne foderdonation kom virkelig som sendt fra himmelen og er opstået, fordi en eller anden har forregnet sig i firmaet, produceret for meget og solgt for lidt. Foderet udløb slut juli og kunne derfor ikke sælges hos dyrlæger, supermarkeder etc.
En person fik foder og begyndte at sælge det, hvilket er totalt uhørt. Det er simpelthen NO GO, og naturligvis får det indflydelse for os andre i fremtiden. Firmaet har allerede meddelt, at de ikke længere vil være med til dette og foretrækker at brænde det!!!! Der kan man se; “one rotten apple” og så kan vi andre jo være nok så regelrette. Jeg har købt plastikposer og sække, og foderet bliver afleveret I disse, så folk ved ikke engang, hvilket foder de får. Det er det, firmaet ønskede, og her bliver det gjort, som de vil. Hver gang vi giver foder, bliver det noteret til hvem, hvor mange hunde der er, dato og antal kilo, og når der ikke er mere, sender jeg denne information til firmaet. Om de gider læse det eller ej, er ikke mit problem, men i hvert fald kan de se, at jeg er seriøs, og det kunne jo være, at de ville tage mig i betragtning i fremtiden og ikke brænde det hele, hvis denne situation skulle opstå igen, og de har for meget.
Det kan betale sig at være seriøs, at lave sit arbejde ordentligt, for så er der ingen, der kan komme bagefter og reklamere over et eller andet, hvad det end måtte være. I den forbindelse kom jeg til at tænke på tiden i Puerto Rico, hvor jeg stod for afregning at Lufthansa-billetter, som rejsebureauerne udstedte. Jeg tog rundt på de fleste øer i Caribien og underviste agenterne. Havde bedt Uwe, som var min chef, om et ophold på otte dage i Lufthansas undervisningscenter, hvor jeg stykkede noget sammen for dem i vores område. Lærerne forstod ikke helt konceptet, og hvorfor jeg gad, men var villige til at give råd og dåd. Jeg tror, jeg har undervist en 400 folk over en periode på fire år. Jeg var simpelthen så ked af at ringe og sige til et rejsebureau, at de havde lavet en del bommerter vel vidende, at den stakkels agent skulle betale for det af egen lomme. Dengang tjente en agent ca. USD 700 pr. måned og skulle aflevere det, der var beregnet forkert. Well, Lufthansa have ét automatisk system og Amerian Airlines et andet, og deres var ikke up to date. Agenterne udstedte billetter på Americans system, og ergo satte jeg mig på min “flade” og lavede et minutiøst arbejde; navn på passager, nummer på billet, udstedelsesdato, rejserute, deres udregning, vores udregning og naturligvis differencen, tog fotokopier af alle billetter, ringede til American Airlines i Dallas, blev omstillet en ti gange, men fik fat i en, der havde noget med dette at gøre, fik deres postadresse, sendte materialet, ringede til vores hovedkontor I New York som sagde “Lisa, hop I havnen, det har vi prøvet i ti år, og der kommer NUL ud af det.” MEN jeg giver altså ikke op, når jeg tror på noget, som jeg ved er rigtigt, og tro det eller ej; 5 dage efter blev der krediteret USD 10.000 på Lufthansas konto I Puerto Rico, hvilket var beløbet, der var beregnet forkert. Det kan betale sig at være tro med sine principper, selv om det hele ser ud som om, det ikke kan lade sig gøre.
Dette princip gør sig også gældende for dyrene her. Jeg giver ikke op, selv om jeg er ved at opgive ævred ind i mellem. Jeg overvejede at ændre mit telefonnummer, men det er en dårlig ide, når folk ringer omkring hunde og katte sat på gaden, og når det, der skal til, er en samtale og en forvisning om, at jeg hjælper med foder, ormemiddel og kastration samt ind i mellem vaccine (vaccine er ikke helt sat på plads endnu). Også fordi der i mit område er lidt hundesyge, parvo-virus, corona og rabies, så der skal man nok sætte ind, når jeg får informationer fra diverse dyrlæger, i tilfælde af en epidemi. Ringer folk til mig og spørger om råd – lad os sige om en hvalp med blod i afføring, opkast, apatisk etc. – så bliver de rådet til at kontakte en dyrlæge, og skulle hunden dø, så skal man ikke have en ny hvalp, uden at den er vaccineret en måned før. Ydermere skal hele området gøres rent med klor, ligesom klude etc., den har sovet i, skal brændes. Parvovirus angriber mest hvalpe og unghunde, mens hundesyge kan ramme enhver hund – dog mest hvalpe og gamle hunde. Alt efter hvilken virus vi taler om, opholder den sig lang tid I området, hvor hunden har befundet sig. Nogle vira bliver elimineret af solen og dermed temperaturen, andre er resistente og så skal der andre metoder til. Vi bor jo i varmen – nul frost til at tage fx. lopper, tæger etc. – så der skal der sprøjtes med midler, der fungerer, men som ikke er helt så giftige for naturen. Det går jeg meget op i; fødekæden skal helst fungere, så der er mad til alle, insekter, fugle etc.
Den nye gruppe I Puriscal fungerer, men de har mistet fokus følge min mening (som ikke nødvendigvis behøver at være den rigtige). Vi havde et møde her, hvor de fik en “Lise-snak” og der gjorde jeg rigtig meget ud af at forklare dem. Fokus er kastration, at de letter røven og finder et sted, hvor det kan foregå. Et centralt sted hvorfra man arbejder ud fra, dvs. et sted som er STEDET, som folk kender – ligesom hos Ruth og hver gang der er sat en dato, så er det DER!!! Sådan skal det startes, men de er dæleme for sløve i det, sidder stille og roligt og venter på, at borgmesteren og “stedet” bliver accepteret til denne aktivitet. De har lavet forskellige tiltag i området af Puriscal, men med meget lidt succes. 12 dyr her og måske 15 der, og den sidste var på en 20 stykker, men fordi “venstre hånd ikke ved, hvad højre gør”, havde man sat en alt for høj pris. Prisen var for Puriscal og ikke for fattige bønder på landet, men man “overtog bare informationen”, og derfor kom der ikke nogen dyr til kastration. Man skal betaenke, at dyrlægen bruger over en time på at komme og for 12 dyr!! De er i “krig” med at få afsat de dyr, der er sat på gaden. Det foregår på den måde, at man afleverer en hund hos dyrlæge Laura. Den bliver kastreret, og nå den er klar til adoption, bliver den taget til markedet om lørdagen og bliver (forhåbentlig) afsat til en god familie. Der bliver taget informationer fra familien. Spørgsmålet er, om de også bliver efterset, eller at en eller anden fra gruppen besøger hunden eller katten for at se, om nu også alt står vel til. Jeg har sagt til dem, at de skal spørge efter, om disse familier ejer eller lejer deres bolig. Tro det eller ej, men det er faktisk ganske vigtigt, for os “gamle” i dette arbejde ved, at hvis folk lejer, så tager de af sted, lejer et andet sted og lader hunden eller katten tilbage, og så har vi endnu et gadedyr.
En anden ting, jeg fortalte om, var, at de ikke skal tage dyr til adoption på markedet hver lørdag, fordi folk vil tage det “ad notam” og bringe deres egne, som de vil af med, og det er lige akkurat sket. Min kollega Karen gjorde det i mange, mange måneder i en park i San Jose. Hun kom med 20 til at give væk og tog 30 med hjem! Det bal er forbi for hendes vedkommende. 10-20 hunde eller flere stod bundet til et træ, og hvad Søren skulle hun gøre? Jaeh, tage dem med hjem og nu har hun over 150. Jeg har 29 her I øjeblikket. Der blev afleveret fire hvalpe I en kasse, og dem sendte jeg til dyrlæge Laura. Tre voksne blev afleveret for en fem dages tid siden, men dem tog en nabo sig af, mod at jeg gav hundefoder, og sådan arbejder jeg. Mine hunde har det aldeles glimrende, MEN jeg kan ikke give dem hjemmets varme, som de bør have. De er sunde og raske, tykke og fede, har ingen sygdomme eller orm, og de får ormemiddel hver måned, som I blandt andet betaler for.
For lang, lang tid siden beskrev jeg på siden, at jeg gerne vil give “asyl” til schæferhunde, som ikke længere bliver brugt i avl eller som brugshunde. Nu har jeg fået to gamle hanner, og når jeg siger gamle, så er det sandt! Ghandi og Halcon er omkring 13 år gamle, og jeg siger jer; de så ud som røven af 4. division, da de kom. Havde det været en anden end min gamle bekendte, og havde jeg set dem i deres hjem i den forfatning, havde den stået på anklage, helt sikkert. De var ganske enkelt skind og ben, men jeg er ved at få styr på dem. Ghandi kom med en ekstrem svamp på hele kroppens underside, og begge havde svamp i ekstrem grad I ørerne. Det har jeg fået kål på, og nu ser det hele fornuftigt ud. Begge de gamle gik for lud og koldt vand – det indså ejerne, og det gode er, at de kontaktede mig i stedet for bare at aflive dem. Ser I, folk er altså blevet mere sensible med årene og søger nu muligheder i stedet for bare at aflive. De to gamle har det fantastisk her. Ghandi er aldrig rigtig blevet voksen, er stadig et legebarn, sover I Uwes seng ved siden af mig og passer på “mor”. Han og hvalpen Mia, som jeg købte til Uwe, er “mor-syge” – jeg kan ikke gå tre meter, før jeg har dem i rumpetten, for det kunne jo være, jeg blev væk! En anden god ting er, at ejeren (selvom det jo nu reelt er mig) afholder alle udgifter mht. de gamle; dyrlæge, medicin etc. Han har sagt “send mig regningerne, og jeg indbetaler på din konto.” Det er jo også et skridt i den rigtige retning mht. hundehold her landet; at man tager ansvar over for sine dyr. Så I ser; det tager lang tid, men en dag når vi målget. På grund af dysplasi var den gamle Halcon ikke i stand til at tage to trappetrin, uden at han faldt, og nu kan han løbe. Lidt langsomt men han løber, hvis det han løber efter er interessant nok. Jaeh, når en schæferhund er 13 år gammel, er den ved at nå til vejs ende, men jeg er rigtig glad for, at de dog får nydt lidt af deres otium her hos mig. Og ligesom jeg passer på dem, passer de på mig; godt nok her ude på herrens mark. De er store og afskrækker enhver, som ikke er indbudt – jeg er her jo alene.
Den lille grå schæferhvalp Mia, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde, er ved at tage livet af mig! Den hund ”kan tage livet af en død mand”, og jeg har virkelig mit hyr med at får styr på hende. Hun repræsenterer ellers alt, hvad man ønsker i en brugshund; har en ekstrem god næse, det kniber med lydighed, men hun ville være fantastisk i forsvarsarbejde, hvis det ville blive ledt korrekt, dvs. kanaliseret. Indtil videre har hun ædt et persertæppe, hun er i krig med et trægulv, og tro det eller ej; klaverbænken står også for skud. Hun er fræk som ind i helvede og tilsyneladende også meget intelligent, for hun er gået i gang med at læse mine bøger, som nu er uden for rækkevidde, Jeg har to bedste bøger; den ene er ”Hundens Sygdomme”, og den anden er ”Dæmpende Signaler” af Turid Rugaas – den sidste har jeg gemt i mit klædesabet, men det ville da ikke undre mig om hun kan åbne skabet! I skulle se mine arme og hænder. Folk glor på mig, som om jeg har skab eller lign. Jeg behøver ingen tatoveringer, for dem har hun givet mig . Nå, hun står snart for kastration, for hun bliver 6 mdr. den 11. august, og det tager nok lidt af energien. Heldigvis har hun skiftet tænder, så de ikke er så sylespidse. Nu er de lidt mere “runde”, men hun er stærkere og kan klemme mere. Når hun sover, er hun jordens dejligste! Der hedder hun “Santa Mia” – jeg mener, at katolikkerne har en 14.000 santos, så hvorfor ikke en mere? Jeg er glad for, at hun er hos mig, for med den energi og uden forståelse for opdragelse – en irettesættelse for hende er “Ihhh, hvor er det sjovt, vi leger jo bare” – ville hun ende i en kæde for resten af livet. Det vil jeg ikke ønske for noget som helst dyr uanset hvilket.
Alt for denne gang – igen mange tak for hjælpen.
Lise