Lise fra Costa Rica har været på pigetur, mødt en hundehvisker og været i konflikt med loven.
Kære alle sammen
For ti dages tid siden kom jeg hjem fra et weekend-ophold, hvor vi besøgte et shelter for dovendyr. Folk fra nær og fjern kommer med disse dyr til dette shelter De kommer ”op at stå”, mange bliver sat ud i naturen igen, og andre bliver hos dem – fx dem, der ikke ville kunne klare sig i naturen på egen hånd. De, der ikke kan det, er fx overkørte dyr, amputerede dyr, unger som behøver en mor til at vise hvilke planter man spiser, og hvilke er giftige – vi har mange, mange giftige planter her i landet. Dovendyr lever alene, de er meget lidt sociale, og har man to eller flere i et bur eller indelukke, er det, fordi de kom samtidig og på den maner accepterer de andre. Men at sætte to voksne sammen duer ikke.
I ved, at SASY har en årlig fundraising, og min veninde Patricia havde budt på et ophold på dette shelter. Ideen var, at hun stod for ophold og jeg for vores forplejning, men så ringede hun og spurgte, om vi ikke skulle tage to veninder med, der ligesom os arbejder med gadedyr. Den var jeg naturligvis med på, og en fredag tog vi af sted med det klare formål IKKE overhovedet se på hunde, så vi ikke endte op med at tage 20 stykker med hjem!
Man kan vist roligt sige, at vi fire kvinder er noget af en broget flok. Patricia er fransk, 52 somre og har netop mistet sin gamle far, der begik selvmord, fordi han ikke kunne holde livet ud efter at have mistet sin kone til brystkræft. Marlene, ca. 60 somre, er fra Schweiz, har også brystkræft og har lige fået fjernet et bryst og været igennem en grim kemo, Luz Marina er costaricaner, ca. 44 somre, og har en arvelig lungekræft, som hendes mor døde af. Hun bliver behandlet på Cuba med noget specielt medicin og har besluttet, at fra nu af NUL kemo. Og så er der undertegnede, snart 54 somre, med mine mindre problemer hvis man ser det fysisk.
Well, det her kunne jo nemt have udviklet sig til en “tude-tur”, men vi havde alle besluttet os for, at vi VILLE have det sjovt, lave fis og ballade og glemme hverdagen lidt. Og jeg skal love for, at det blev tilfældet! Der er ingen tvivl om, at dem, vi var i kontakt med på turen, næppe vil glemme os fire – i hvert fald ikke det næste halve år. På hotellet, på restauranter, folk vi mødte på vores vej syntes, vi var noget af det skæggeste, og alle fik en god griner med os. Vi taler jo alle spansk med “detaljer”, og Marlene taler med kraftig accent, og hvert tredje ord er “puta” (kan sidestilles med shit, eller bitch), hvilket folk var henrykte over, fordi det var hende, der sagde det. Vi var på Caribe-kysten i nærheden af Limon, hvor vi futtede landevejen tynd. Patricia kørte, og jeg var co-pilot – meget godt for hun er jo fransk og taler med hænder og fødder, knalder hænderne for ansigtet, vender sig om for at tale med de to på bagsædet etc…Jesus! Så jeg var nødt til at overtage rattet med venstre hånd! og på et eller andet tidspunkt blev vi opholdt af en politibetjent, som godt kunne tænke sig at se vores pas eller personbevis. Jeg hører svagt fra bagsædet – politimanden gør heldigvis ikke – “puta”, det var Luz, den eneste costaricaner, som sagde; “det ligger hjemme i mit hus.” Så her var gode råd dyre (jeg plejer at sige, at gode dyr rådne). Ingen af os havde pas med, Marlene sagde ”puta” og hev en forkølet fotokopi ud af sin taske. Den unge politi-Fritze, sådan en bette Napoleon-figur på ca. 25 pr, begyndte at tale om, at han jo kunne anholde os etc, og at det ville tage ca. 10 timer, indtil de via computer ville have vores data. Patricia og jeg lagde os i selen og forklarede lidt om, at man ikke kan rejse med pas i Costa Rica – et dansk pas koster ca 900 kr., og det tager et par måneder for at få et nyt. Nå, et eller andet sted kunne han jo godt forstå det, men ævlede om direktiver og den slags og sagde “jah, i virkeligheden er vi jo slet ikke interesseret i jer – vi er mere interesseret i unge mennesker der kunne have stoffer etc.” Javel, taenkte jeg, DEN snupper jeg ham på og sagde med min sødeste stemme “lige et ’øjeblik, søde betjent, men kan det have sin rigtighed, at De lige netop har sagt, at vi er en omgang gamle koner, som ingen gider interessere sig for?” vendte mig om til de andre og spurgte “hørte I også det?” Vi grinede alle, og de sagde “helt klart,” og den stakkels fyr – ildrød i hovedet – slog ud i en latter, som var med elastikker fra mundvige til ører og sagde “ok, ok, skynd jer at køre!” Hvilket vi gjorde. Det er det med humoren – den hjælper et godt stykke af vejen..
Jeg har også gode nyheder mht. føllet Pajkos, som IKKE har heste-anemi eller heste-AIDS, så i morgen kommer Elisabeth, som laver det samme med heste som jeg med hunde, og henter ham. Hun spurgte, om jeg var ok med at afgive ham og jeg sagde ”nej,” men han skal lære hestelivet og ikke hunde- og menneskelivet. I mange af bedre leger han med hundene og med os mennesker. Han snapper, det er ikke aggressivt, men han kender jo ikke sine kræfter, og forleden tog han lige et godt bid i mit bryst, og da jeg havde pillet nogle tæger af ham, bøjede jeg mig ned for at knuse dem med en sten og gudhjælpemig om ikke vups, havde jeg lige et godt bid i rumpen, som fra at være sort er noget gulligt i farven nu. Elisabeth kommer ca. kl. 10.00 – vi ser, hvordan vi får ham pp ladet af bilen, Elisabeth vil nok være med ham under transporten, og Marito og jeg,vil følge efter i bilen som det tynde øl. Jeg er meget, meget interesseret i, hvordan han oplever det nye med andre heste, se hans reaktion og vil også gerne være der, så han oplever at have noget kendt det nye sted. Hun vil sætte ham sammen med venlige heste, og senere skal han prøve kræfter med de mere livlige – det bliver sikkert interessant at se hans reaktion.
Den første kastration i dette år er lige løbet af stablen med 33 dyr. Den blev holdt privat hos en kollega, og med denne plus Laura tager vi til San Jose om nogle få dage for at se et show af hundehvisker Cesar Millan. Han optræder på Animal Planet – I kender ham måske derfra – jeg gider ikke se programmet, fordi det er synkroniseret fra engelsk til spansk, og det giver et helt forkert billede af det, der bliver sagt, og det er tåbeligt at tro, at han på fem minutter kan få rettet en hund, som har alvorlige problemer af en eller anden slags. Det tager lang, lang tid og tro mig, han tager hunde med til showet, som han har trænet i over en uge, hvor han har været her. Der er ingen tvivl what so ever om, at manden er ok, velbevandret i hundeverdenen og specielt i flok-mentalitet. Han bliver ind i mellem kritiseret med hensyn til sit arbejde, men ofte er det af folk, der træner en eller to hunde ad gangen, han går ture/træner med mange – op til 40 – og det er noget, jeg ved om. Har altid sagt at med et par stykker kan man træne, men med 14 på én gang? Nå, jeg futter ind med veninderne og tager en stirrer på hans arbejde, og det gode er, at dem, der står for organisationen af hans tur i Sydamerika, vil give en procentdel til SASY, så vi kan få kastreret nogle flere. Vi alle kastrerer, så det fløjter, men vi skal op på ca. 60 pct. af opererede dyr for at holde bestanden nogenlunde nede, og vi er kun omkring 45 pct., så som I ser, der er ikke andet for end at klø på.
Ja, det var vist alt for i dag. Der er masser at berette om, et nyt initiativ fra forskellige folk fra Puriscal som gerne vil lave et arbejde under min/vores organisation, men jeg vil lige sove på den for jeg bare VED, at jo flere kokke, som alle vil spytte i suppen, jo flere problemer, og jeg vil netop ikke have problemer. Jeg har gjort arbejdet i mange, mange år, men en dag er jeg her jo måske ikke her længere til at stå for biksen. Det kommer an på så meget, og så kan de andre jo fortsætte det arbejde, jeg har begyndt. Det kan de allerede nu med hensyn til kastrationer, men det er langt fra alt. Folk ringer om problemer med deres dyr; det er alt fra, at et træ i en storm er faldet i hovedet på hunden, til at hunden har mentale problemer. I tror, det er løgn, men jeg lover jer, at det er langt, langt bedre end tidligere, men ikke nok endnu. Og jeg ser sorte skyer i fremtiden, hvor vi ender op med de samme problemer med “alene hjemme-hunde” og ensomhed, som vi ser over det hele; Europa, USA. Udviklingen går på, at flere og flere er i arbejde, og der er ingen til at tage sig af diverse dyr, de måtte have. Det er her lige ved at være et problem at skaffe en bedstemor til de små børn. Folk har ikke råd til børnehave, og bedstemor arbejder.. .Ja, vi må klø på, der er intet andet for end at hitte på løsninger. De er der et eller andet sted, vi skal bare finde dem…
Smil herfra.
Lise