Af Lise fra Costa Rica
Kære alle sammen
Her går det som sædvanlig på livet løs. Der er masser at se til – dels min gode husbond, dels masser med dyrene. Men jeg mener at kunne se, at folk ringer lidt mindre, hvilket som regel betyder, at så har de ingen problemer, de ikke kan klare selv, og det er helt, helt fint med mig – det er den vej, vi skal.
Jah, hvor Søren skal jeg begynde? Måske med at for en uge siden var jeg sikker på, at jeg nu blev enke! Min mand Uwe havde det møgskidt – han var varm, men ikke helt vildt, temperaturen viste 38 grader, og det er jo til at leve med. Well, temperaturen steg, og han holdt op med at tale, kiggede bare tomt ud i luften og var ikke i stand til at sige ja eller nej – han var helt væk. Jeg tænkte først, at han måske havde fået et lille tilfælde af en art og kontaktede vores to læger, som mente, at en tur på hospitalet var nødvendigt. Ok, jeg ringede til Røde Kors her, og de hentede ham og mig med en ambulance, firehjulstrækker, og vi tog til vores lille, nye, lokale hospital, som ligger 10 minutter kørsel herfra.
Der blev han undersøgt, fik taget blodprøver og et røntgenbillede af lungerne, for han havde en hoste, der sagde spar to til alt, og vi var alle 100 pct. overbeviste om, at han havde fået lungebetaendelse af at ligge ned 21 timer i døgnet og i samme stilling. Nuvel, da han ikke selv kunne tale, fortalte jeg lægen om hele hans sygehistorie de seneste 10 år, hvilke medikamenter han får, ja alt det hele. Det foregik kl. 11 om formiddagen, og efter nogle timer havde vi resultatet fra de div. prøver, men så siger onkel doktor gudhjælpemig: ” Lisa, vi bliver nødt til at sende ham til hospitalet i San Jose, for de prøver, vi kan lave her, er ikke fuldstændige.”
Uwe hostede og hostede, og jeg spurgte, om han mente, at han ville blive indlagt og lagt i tuber, for DET er noget, Uwe ikke vil og i øvrigt har skrevet under på for en 3 års tid siden, hvor vores sagfører og notar plus to vidner forfattede et stykke papir på, at hvis det skulle ske, ville han ikke have det. Nuvel, jeg meddelte lægen, at jeg ville tage ham hjem, som han var og finde på noget her med de andre læger, men han sagde: “Lisa, jeg kan ikke udskrive ham, sådan som situationen er – KUN hvis du underskriver, at du tager ansvaret.” Og det underskrev jeg!
Godt, jeg tog en lille tudetur af bare stress (jeg er ikke nogen tude-Sisse normalt) og ringede til vores familielæge, som sagde, at vi blev nødt til at tage turen til San Jose for at få vished for, hvad Uwe havde og hvorfor denne høje feber på nu 40 grader. Ergo tog vi af sted med al information, resultater, røntgenbilleder etc., og han blev indlagt på intensiv på hospitalet. Der skete der det, at jeg skulle repetere ALT det, jeg jo lige havde fortalt, og som jeg sagde: ”kig på de papirer, jeg har givet jer – der står det hele,” men de insisterede på, at jeg personligt skulle fortælle det hele forfra, og ved I hvad, det skulle jeg gøre til de seks forskellige læger, der indfandt sig på forskellige tidspunkter. Og endda ikke kun dem, også alle de mange sygeplejere der kom og spurgte om dit og dat! Nåh, jeg havde jo ikke andet at lave, så jeg fortalte vidt og bredt, og Uwe lå bare der.
Der blev så taget nye blodprøver af forskellig art, klokken var nu blevet omkring 22, og så kom de pludselig i tanke om, at det måske var smart at tage et røntgenbillede af lungerne for at se, om det virkelig var en lungebetændelse. Kl. 02 om natten kom der så en gut og tog andre blodprøver – nogle helt specielle hvor han tog 2 x 10 ml, og Uwe sagde bare ”av, av,” for nålene var tykke, og det tager jo ekstra tid med så meget blod.
Ok, så skete der ikke mere med Uwe, og han lå bare hen, feberen var faldet lidt, fordi jeg havde givet ham “noget i rumpen” på det lille hospital, og det satte feberen ned. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle gøre det og ikke sygeplejerne, men det blev jeg bedt om og gjorde det, og det affødte spørgsmålet: “er du dyrlæge?” Det svarede jeg nej til men, men jeg går ud fra, at den måde jeg tog handsker på, åbnede medicinen, proppede supositorios ind i rumpen etc. – så vel for dem ud som værende “professionelt.”
Nuvel, San Jose er koldt, koldt om natten – jeg tror, vi havde en 15 grader og det med bare tæer i sandaler, og jeg siger jer, jeg hundefrøs. Tænderne klaprede, og min næse var lige til at nedfryse en god whisky – nul is, slet ikke nødvendigt! Ved 3-tiden om morgenen gik jeg ud for at ryge en smøg, og vagten meddelte, at hvis jeg ikke havde et stykke papir på, at jeg måtte komme ind igen, så kunne jeg ikke. Ok, jeg tog tre dybe indåndinger, fik fat i mig selv for ikke at eksplodere og sagde til ham: “hvis De har kigget ordentligt efter, har De set, at jeg jo kommer INDEFRA og ikke UDEFRA, derfor bør det jo ikke være noget problem. Og i øvrigt vil jeg bare ryge en cigaret, gå over til den bil, der sælger noget at drikke og spise, og De kan jo se mig hele tiden. Og i øvrigt, skulle der være et problem, så vil jeg bede Dem om at passe min mand – han befinder sig i seng nummer 4 fra intensivafdelingen, og jeg sidder herude i kulden, hvis De har nogle spørgsmål.” Han spurgte, hvad Uwes navn er, og jeg sagde: ”kig efter et navn i Deres liste, De aldrig har set – han er den eneste udlænding, der er her.”
Ok, jeg gik så ud købte en ice tea og nogle chips, kommer tilbage og fanden stå i det, så siger gutten sgu: “det kan De ikke tage med ind.” Ok, ok, endnu tre dybe indåndinger og jeg spurgte: ”hvorfor ikke?” Forklaringen var den rimelige, at hvis der skulle tages yderligere prøver, fx. blodprøver, så kunne enhver indtaget væske eller mad give et forkert resultat. Ok, ved næmere eftertanke havde manden jo ret, men nu syntes han vist, det efterhånden var synd for mig, så han sagde: “stil de ting, De har købt, og find en læge, som kan give ok, og så kan De tage det med ind.” Jeg gik ind, fandt ikke nogen læge, Uwe blundede, og jeg gik ud igen, sagde det til vagten og stod nærmest klods op ad ham og drak lidt te og spiste lidt chips. I området omkring hospitalet befinder der sig “alt af alle slags”; narkomaner, sprittere. Uwes sygeplejerske Nancy blev voldtaget for ca. to måneder siden i det område. Der stod en lille forhutlet mand, og jeg gik hen til ham og sagde: “jeg har lidt ice tea og lidt chips, som jeg ikke må tage med ind – vil De gerne have det?” Det ville han selvfølgelig – han var jo sulten og går normalt i skraldespandene sammen med hundene.
Godt, nu var jeg jo efterhånden blevet helt gode venner med vagten, og mit held var, at kl. 7 om morgenen kom Jose. Han er også vagt, men på hospitalet ved siden af – han er en KÆMPE GUT, og vi laver altid fis med, at han er født i det forkerte land. Jeg mener, der går to costaricanere på én af ham, og kunne forestille mig, at når han er sammen med konen, ja, så kysser han hovedpuden! Nå, han banede vejen for mig med hensyn til diverse vagter – de skifter jo hele tiden – og derefter havde jeg NUL problemer.
Kl. 05.30 om morgenen kunne jeg ikke holde sulten ud mere og gik over til et sted, der sælger hotdogs, hamburgers osv. og bestilte en lille hamburger og en kop chokolade for at få varmen igen. Det var dumt gjort – kors hvor fik jeg ondt i maven. Det var virkelig en bombe efter ikke at have spist siden mandag aften, og nu havde vi onsdag morgen. Og for at det ikke skal være løgn, jeg var så træt, så træt, havde stået op i næsten 20 timer, og så gned jeg mig i øjet, og min kontaktlinse røg ud. Der stod en dame ved siden af mig, og jeg spurgte, om hun havde et spejl. Det havde hun ikke, så jeg sagde til gutten, der ekspederede: “kan vi lave en aftale? De er mit spejl.” Det var han indforstået med, så han dirigerede min linse ind i øjet, og det er sikkert første gang, han har proevet det! Nå, linsen på plads og mutter over til hospitalet igen. De var alle godt og grundigt trætte af mig og mine spørgsmål om, hvornår jeg kunne tage Uwe hjem igen og sagde, at jeg skulle vente til kl. 9, hvor der var doktorskifte. Ok, ok, her har vi et ordsprog, der lyder ”med tålmodighed kommer man i himmelen.” Jeg lover jer, jeg har op til flere pladser reserveret!
Godt, onkel doktor kom med en gruppe af studerende, alle næsten færdige som læger og sygeplejere. Han meddelte, at der ikke var noget særligt at se på blodbilledet, at man ikke mente, det drejede sig om lungebetændelse eller bronkitis, men noget viralt, sammenholdt med noget allergi og eventuelt en infektion i blære eller nyrer, og derfor ville de tage en urinprøve. Den er hjemme, tænke jeg, det betyder endnu seks timers ventetid, og det holder jeg bare ikke ud, så jeg sagde til ham: “lad os lave en aftale, De giver hans udskrivelse og jeg tager en urinprøve hjemme og sender den til laboratoriet, for hvis De tror, at han er i stand til at afgive urin efter mere end 24 timer uden væske, så tror De fejl. Og yderligere, han skal jo transporteres via ambulance, og det tager jo normalt lang tid at få fat i en fra jer, så vær så sød at lave denne udskrivelse, og så bekymrer jeg mig om resten.” Som sagt, så gjort, jeg fik fat i Rosa, som står for biksen i Røde Kors i Ciudad Colon, og hun meddelte, at Giovani lige var kommet og havde tid til at hente os.
Og nu skal I bare lige høre det mest “morsomme”. Hold på hat og briller, det gjorde jeg. I ambulancen hjem bliver jeg ringet op fra hospitalet, og en mandlig stemme siger, at jeg havde taget patienten, altså Uwe, med drops – katetre – i begge arme og i øvrigt med hans urinsonde ude af funktion! Jeg sagde: ”lige et øjeblik, jeg tjekker lige, han ligger foran mig i ambulancen, og hvorfor tror De, at han har drop – han blev aldrig lagt i drop, og sonden fungerer, som den skal, fordi jeg hev maskintape af, inden vi forlod hospitalet.” Tro det eller ej, de havde simpelthen glemt at sætte ham på drop! Det er det absolut første, man gør i et emergency-tilfælde, men det er det, der sker – den ene tror, den anden gør det, men jeg mener, et drop er da noget, man kan se, og jeg undrede mig, men jeg kan jo ikke fortælle dem, hvad de skal gøre…
Ja, vi kom hjem kl. ca. 11 næste formiddag – en lille “fornøjelighed” på 24 timer og nu er det slut. Næste gang han bliver syg og elendig, overtager jeg hele ansvaret og arrangerer mig med vores læger, og det de gør, kan jeg også, hvis de bare fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Efter laboratorietest og test for resistens af bakterien, en urocultivo, viste det sig, at han havde en ekstrem urinvejsinfektion, protein og blod i urinen, og det er vi nu i gang med at behandle. Jeg giver intramuskulært en sprøjte én gang om dagen, og han har det bedre. Dog tror jeg, at han har en allergisk reaktion over for medikamentet, men det må han holde ud – vii har én dag tilbage og så ser vi videre.
Alt for i dag. Jeg kommer tilbage med “hundeliv” i Costa Rica…..
Lise