Af Dyrlæge Karen Hørmann
Vi, Kirsten og jeg, ankommer til Delhi ved midnatstid, og vores første møde med byen er den mur af varme der slår i mod os, da vi forlader flyet. I ankomsthallen spejder vi i skoven af chauffører efter én med et skilt med vores navn på, og inden vi for alvor når at blive bekymrede for, om de aftaler vi lavede inden vi rejste nu også holder, falder mit blik på en turbanklædt inder der venter på vores ankomst. Han gelejder os hurtigt gennem lufthavnen og de utallige tilbud om “Taxi, M’am?” og hen til sin bil. I nattemørket kører vi gennem Delhi, og får her de første indtryk af de enorme kontraster der er så karakteristiske for Indien. Vi kører gennem velplejede kvarterer med velholdte bygninger gemt af vejen bag høje mure, og gennem kvarterer, hvor bygningerne skriger på vedligeholdelse og med vore øjne mest af alt ligner ruiner, men som er både forretning og bolig. Der er mennesker der sover i midterrabatter og på fortove, og det er også i disse kvarterer vi ser de første gadehunde. Der er mange af dem, i forskellige størrelser og farver, men fælles for dem er at de alle er i en temmelig sølle forfatning: Magre og fulde af sår.
Taxaen sætter os af ved indgangen til en tibetansk enklave, hvor vi har reserveret værelse i et pensionat. Da vi åbner bildøren, slår en stank af affald i mod os, og det første vi ser da vi stiger ud er da også en enorm bunke affald. Næste formiddag ser vi at det tilsyneladende er almindeligt at efterlade sit affald ved vejkanten, og den rådne lugt af affald blander sig med duften af krydderier til en cocktail der bliver vores følgesvend under hele vores rejse. Som vi så ofte kommer til at se det i løbet af de næste uger, er dyngerne af affald hovednæringskilden for både gadehunde og de mange hellige køer; overalt går køer og hunde side om side og roder efter noget spiseligt i dyngerne af rådnende madrester, plastik og pap.
Vores endemål er Dharamsala, eller mere præcist, McLeodGanj, som ligger i det nordlige Indien i ca 1700 meters højde for foden af den vestlige ende af Himalaya bjergkæden. Byen klynger sig til bjergsiden med stejle og smalle gader, og var for 50 år siden en forladt, britisk bjergstation. I forbindelse med Kinas invasion af Tibet i 1950, og de strømme af tibetanske flygtninge der efterfølgende kom til Indien, blev området overdraget til den Tibetanske eksilregering, og det er også her, at Dalai Lama har sin residens.
Der kommer til stadighed tibetanske flygtninge hertil, mange uden økonomiske midler af betydning, og organisationen Tibet Charity er etableret bl.a. med det formål at hjælpe flygtningene på vej med forskellige former for undervisningstilbud og sundhedsfremmende hjælp. Tibetanerne er generelt meget dyrevenlige, og som buddister har de stor respekt for alt levende. For et par år siden etablerede Tibet Charity så veterinærklinikken, og det er her, vi skal arbejde de næste par uger.
Vi ankommer en lørdag, et par dage før World Rabies Day skal løbe af stabelen, og vi har derfor god tid til at hvile ud efter den lange rejse, og til at nyde de smukke omgivelser. Og der er virkelig smukt. Fra min balkon kan jeg se ned over Kangradalen, en grøn og frodig dal, der strækker sig så langt øjet rækker, lige til den fortaber sig i horisonten. Drejer jeg hovedet lid til venstre, kan jeg se op på Himalayas sneklædte tinder, og bag mig klatrer byen op ad bjergsiden.
Et par af de allesteds værende aber springer rundt på gelænderet til min balkon og understreger det eksotiske i scenarient. Senere finder vi ud af, at de mange aber der er i området, så langt fra er et romantisk islæt i miljøet. De er ikke velsete eller ønskede, eftersom de gør stor skade på afgrøderne, og de roder og sviner omkring boligerne. En dag så vi, hvordan et par aber tog bad i en af de drikkevandstanke der ved de fleste boliger: Låget i toppen var ikke låst eller sikret, så aberne løftede det simpelthen af, og fornøjede sig så med at tage sig en dukkert i det vand, der senere skulle blive til drikkevand!
Vores første arbejdsdag hos Tibet Charity er World Rabies Day. Deres store balkon er i dagens anledning blevet overdækket med et stort solsejl til værn mod solen, og der er inviteret forskellige æresgæster, der alle har betydning for klinikken: dels en repræsentant fra de lokale myndigheder, dels dyrlæger der fungerer som samarbejdspartnere i forhold til de indiske veterinære institutioner. Der holdes lange taler, både på engelsk og på tibetansk, og det er tydeligt, at tibetanerne lægger vægt på at formalia er i orden. Fra alle lyder der stor anerkendelse og tak for vores hjælp til projektet, og der er ingen tvivl om, at vores indsats som frivillige er meget højt værdsat. Den mere officielle del af ceremonien afsluttes med at æresgæsterne, inklusive Kirsten og jeg, får overrakt et hvidt silketørklæde, en tibetansk skik der udtrykker taknemmelighed og påskønnelse.
World Rabies Day afsluttes med at vi rabies vaccinerer alle de hunde folk bringer til os. Vi har travlt, og ind i mellem må jeg også undersøge nogle syge hunde. En opgave der herhjemme ville være ganske enkel og ukompliceret, men som med et stetoskop som det eneste hjælpemiddel snarere bliver et spørgsmål om at vælge den mest sandsynlige diagnose. Samtidig er den sproglige barriere, som kun delvis overvindes af de tibetanere der oversætter til engelsk, en hæmsko i min udredning. Jeg finder hurtigt ud af, at hundeejerne ikke tilfredse med en forklaring, de forventer også at jeg behandler hunden, uagtet at jeg ikke altid har den rigtige medicin til rådighed. Selvom det at købe medicin i Indien er lige så let som at handle hos købmanden, kender jeg overhovedet ikke navnene på de indiske præparater, eller har kendskab hvad der er til at få fat i. Jeg har heller ikke overvejet det økonomiske aspekt omkring behandlingen af de syge hunde: Mange tibetanere har ikke råd til at købe den nødvendige medicin, så jeg gør god brug af en kasse med forskellige tabletter jeg finder i klinikken, hvor jeg finder et lidt tilfældigt udvalg af antibiotika, lidt vanddrivende, lidt steroider, lidt hjertemedicin mm. Behandlingsmulighederne er så langt fra at være optimale – endsige tilfredsstillende – efter danske forhold, men set i lyset af at mange hunde aldrig får nogen hjælp, gør det givetvis en stor forskel alligevel.
De følgende dage er afsat til en massiv rabiesvaccinations-kampagne. Tibet Charity har fået fremstillet et par store bannere, med teksten World Rabies Day og det tilhørende logo fra WHO. Bannerne skal være blikfang på den bil, der skal fragte os, eller måske snarere vores udstyr rundt i byen, og den er da også ganske i øjenfaldende. Sammen med klinikkens “sygeplejerske” Visnu, der er en mand, vandrer vi rundt i gaderne og vaccinerer hunde. Ofte kommer folk hen til os med en eller flere hunde vi skal vaccinere, andre gange giver de os et fingerpeg om, hvor der holder gadehunde til, og vi begiver os på jagt efter dem, gennem snævre stræder, op og ned ad stier mellem husene, og uvante som vi danskere er med det stejle terræn, giver de første dage særdeles ømme led og muskler, og det i en sådan grad, at vi opgiver den kommende weekends planer om en trekkingtur op i bjergene, og blot ser frem til at sidde med benene oppe!
Efterhånden som hundene bliver vaccinerede, får de en klat orange maling på ryggen så vi ikke vaccinerer den samme hund mere end en gang. Overalt hvor vi kommer frem tager folk godt i mod os, og mange udtrykker stor taknemmelighed over vores arbejde.
Overalt hvor vi kommer i byen møder vi gadehunde, der er sunde og velnærede at se på, og kun få med tydelige sygdomsproblemer. Disse hunde er det tydeligste bevis på effekten af de frivillige dyrlægers arbejde, idet langt de fleste gadehunde her er neutraliserede og er blevet vaccinerede og behandlet for skab efter behov, i de to år klinikken har været åben.
En af dagene kører vi ned til Lower Dharamsala for at vaccinere hunde. Det er en tur på kun få kilometer, men trods den korte afstand, er det en tur der kan få hårene til at rejse sig på hovedet af os lavlands-nordboere, der ikke er vant til smalle, snoede og stejle bjergveje! Vejen er de fleste steder ikke bred nok til at to biler kan passere hinanden, og mange steder er den svært ødelagt af den kraftige monsun, som netop er overstået da vi ankommer. Der er store huller i vejen, og mange steder er en del af vejen skredet ned i afgrunden, og kun nødtørftigt repareret med et læs grus og sten.
Da vi er kommet sikkert ned, møder der os en langt mere sølle og elendig gadehundebestand, end den der er oppe i McLeodGanj. Mange af hundene er afmagrede, og er tydeligt plagede af skab. Her er virkelig mange hunde, og rabiesvaccination er yderst påkrævet. Få dage tidligere var en kvinde en aften blevet overfaldet af en rabiat hund og blevet så ilde tilredt, at hun mistede det ene øje, og dagen efter gik det ud over en mand, der fik næsen bidt af, en hund med rabies overfaldt ham. Heldigvis lykkedes det at få identificeret og indfanget den rabiate hund, som efterfølgende blev aflivet. Desværre er hundene i de indiske områder ikke helt så tamme som hundene oppe i det tibetanske McleodGanj, så vi må bruge meget tid på at fange hundene, og må ind i mellem opgive at få fat i dem, eller indfange dem med en fælde. Det lykkes os dog trods alt at få vaccineret omkring 50 hunde den dag, og samtidig få behandlet dem for skab.
Den følgende uge skal vi arbejde dels i klinikken, dels skal vi ud på et par camps.
På vores rabiesvaccinationstur gennem byen har vi spottet et par 5 måneders hvalpekuld, som vi gerne vil have neutraliserede, så aftenen inden tager vi nogle stykker med ned til klinikken, da vi går hjem efter at have spist pizza på vores stam-cafe i klostret der hører til Dalai Lamas residens. Den næste dag arbejder vi i klinikken, og da vi nu er 3 dyrlæger og 1 veterinærsygeplejerske og Visnu, får vi hurtigt opereret de hunde der er plads til at have til opvågning: i alt 6 stykker. De skal alle blive til dagen efter, så vi er sikre på at de har det godt inden vi sætter dem ud der hvor vi hentede dem. Om eftermiddagen har vi så tid til at planlægge og pakke til de kommende dages camp.
Den følgende morgen kører vi så igen med livet i hænderne den nervepirrende tur ned til dalen. Vi skal arbejde på en tibetansk kostskole, og der er til vores store glæde gjort helt parat til os: Et dejligt lyst lokale med borde, udenfor spande med rent vand og sæbe, og endelig har de aftenen før indfanget hunde til os. Så alt er klart og vi kan gå i gang med at pakke ud og gøre klar med det samme vi ankommer.
Alt hvad vi foretager os bliver fulgt at mange nysgerrige øjne, og hele dagen har vi et stort og ivrigt publikum, der er så nysgerrigt, at det ind i mellem kniber for mig at komme til og som skygger for lyset så det er svært at se ordentligt.
Den sidste dag vi skal på camp kører vi igen hele vejen ned til dalen, blot for at finde ud af, at folkene på vores bestemmelsessted er totalt uforberedte. De har ikke på forhånd indfanget nogen hunde til os, og netop den dag har gadehundene åbenbart valgt at gøre sig usynlige, så vi vælger at køre tilbage igen, da det efter en times tid endnu ikke er lykkedes at finde blot en enkelt hund til os.
Denne mangel på organisering støder vi ofte på i Indien, og gang på gang kommer vores vestlige effektivitet og trang til at organisere på en hård prøve. Vores forestillinger om hvad vi skal nå at udrette bliver hele tiden udfordret, og ganske langsomt vænner vi os til, at tempoet slet ikke har samme højder som vi er vant til.
Tilbage i klinikken er der i mellemtiden kommet nogle patienter til os. Nogen har efterladt tre små hundehvalpe udenfor Tibet Charity, næppe mere end 3-4 uger gamle. De er meget afkræftede og dårlige, og den ene af dem dør da desværre også ret hurtigt. De to finske dyrlæger vi arbejder sammen med, adopterer på stedet de to andre, og de næste dage går med intensiv pleje og fodring. De bedres kun langsomt, og især den lille tævehvalp trives ikke rigtig og dør desværre.
Han-hvalpen klarer sig bedre, og lille Pertti, som han bliver døbt, får en pelshue at bo i, så han kan holde varmen. De meldinger vi får derudefra efter vi er kommet tilbage til Danmark, er ganske positive, og han vokser sig stor og fræk, og sandsynligvis skal han rejse til Finland til sin finske plejemor når han bliver gammel nok.
Vores sidste arbejdsdag er en helligdag, og bliver således til en fridag for os. 14 dage er ikke ret lang tid, og vi synes at vi kun netop har vænnet os til de anderledes forhold derude, da vi skal til at rejse tilbage til Danmark. Den sidste aften er vi til afskedsmiddag hos Tibet Charity, og endnu engang får vi overrakt hvide silke tørklæder. Vi har mange indtryk med os hjem, mange billeder for vores indre blik af hunde, der har brug for hjælp, og som lever et sølle og sygdomsplaget liv. Vi har også set at hundene trives i McLeodGanj, og set at det nytter at gøre noget.
Vi nåede at rabiesvaccinere ca 550 hunde og neutralisere omkring 25 hunde, og rejser hjem med bevidstheden om, at vi har bidraget til at disse hunde forhåbentlig får et lidt bedre liv, end de mange tusinde der stadig mangler hjælp.
Mange venlige hilsener
Karen Hørmann