Af Lise fra Costa Rica
I søndags havde jeg kastrationsklinik hos indianerne i Quitirisi. Dyrlægen havde jeg arrangeret for over en måned siden, så det var OK – men lokalet??? Indianerne har et lokale, som vi altid bruger, men der var der 500 sække cement og cementstøv i et åbent sår er ikke lige sagen, da det jo vil medføre infektion og en masse problemer bagefter. Så gode råd var dyre, men heldigvis løste det sig idet cementen blev flyttet nogle dage før, så var første problem løst. Næste problem var at de ikke havde strøm, og det skal dyrlægen bruge til at fjerne hår omkring operationsindsnittet. En gut sagde at vi gerne måtte tage strøm fra hans hus, men det lå ca. 250 meter fra, hvor vi skulle operere, og hvem har en forlængerledning så lang, hvor strømmen ikke går “tabt” inden???. Well, han mente at hans kones søster havde en mand, der havde en onkel med en så lang og tyk en ledning og sandelig om det ikke viste sig at være sandt, hele 2 meter var der i overskud, så nu var to problemer var løst!!!
Det sidste og mest vanskelige var, at i dette lokale bor der en gammel – lidt forvirret – hjemløs indianer med to agressive store hunde, og han nægtede pure at “flytte ud” i de timer, hvor vi skulle bruge lokalet. Han havde forskanset sig inde med døre og vinduer lukket, og nægtede at komme ud. Udenfor var folk begyndt at indfinde sig med deres dyr – der var vel en 30 stykker – og de stod, kiggede og ventede. Vi skulle starte kl. 0900, og da jeg kom kl 0830, kom politiet med mig for at tage den hjemløse indianer ud med magt. Det kunne de sikkert godt have gjort, men hvad med hundene???
Jeg sagde til dem at jeg lige ville prøve at snakke med manden først, og se om jeg ikke kunne overbevise ham om at forlade huset i en kort periode – hvis ikke, kunne de gå i aktion. Jeg gav ham hånden, præsenterede mig, og sagde at alle de folk han så, gerne ville have deres dyr opereret, sådan at de ikke fik så mange hvalpe, som blev smidt på gaden og led så frygteligt. Han kiggede forvirret på mig og sagde at vi under ingen omstændigheder måtte røre hans hunde, han var en fattig, men ærbar og ærlig mand, og han blev ved med at sige ” jamen, jeg bor og laver mad derinde”, også vidste jeg, hvor skoen trykkede – han troede at vi ville kastrere hans to hunde, at vi ville grise det hele til med blod m.v.
Jeg forklarede ham så at vi slet ikke ville være i hans køkken, kun hente vand der, og at der ikke ville være en dråbe blod på gulvet. Jeg fortalte ham også at vi ikke ville bruge hverken stole eller bordet, hvor han spiste, fordi dyrlægen og jeg selv havde disse ting med selv, og at vi iøvrigt ville gøre det pænt rent efter brug, lige så fint, som han havde gjort rent om morgenen!!!! Jeg spurgte så til hans hunde, om de var behandlet for orm og det var de…altså for ca. et år siden!!!…så jeg tilbød ormemiddel og gav ham et gammelt, men brugbart hundehalsbånd til den ene hund der havde kæde som halsbånd. Da tøede han op og sagde at vi skulle flytte os for, nu ville han tage hundene ud. Politimændene og jeg stod og blinkede til hinanden, og var alle glade for at der ikke skulle bruges magt, det ville være synd for den gamle mand, han ville jo bare beskytte sine hunde og sig selv.
Hundene var nu væk, og vi gik ind!!! Jøsses, siger jeg bare!!! Gamle Pedro havde jo gjort rent og det skal jeg love for. Hele gulvet stod under vand, så vi søppede rundt i 1 cm vand ,som skulle fjernes. Heldigvis var der et par herrer, som var gode til at bruge en kost, så vandet blev fejet ud. Pedro havde lavet sig sin seng som bestod af to bænke med ryglæn, som han havde sat sammen, og der havde han sit sengetøj, som bestod af nogle klude og et enkelt tæppe til at tage over sig. Det fjernede han, og så tænkte jeg at jeg ville involvere ham lidt i det hele, og bad ham hjælpe mig med at fjerne bænkene, hvilket han så gjorde. Derefter gik han ind i køkkenet, og satte sig til at binde kurve, på et stratetisk godt sted, så han kunne følge med i alt, hvad der skete og at der ikke foregik noget, som han ikke fik med!!! Dyrlægen kom, som sædvanligt for sent, hvilket jo var heldigt denne dag, og gik igang med at operere.
Denne gang ville jeg gøre noget andet end normalt, jeg ville have at folket skulle involveres mere i deres dyr, så de selv kan efterse deres dyr og ikke bare ringe til mig, så jeg meddelte, at i dag ville vi gøre det sådan at hver især skulle ordne deres dyr forstået på den måde, at de skulle selv klippe negle, børste pelsen, rense ører, spraye med Frontline mod lopper og tæger, og se om de kunne finde noget, sår eller lignende som skulle have creme på.
Laura, min unge hunde-veninde, tog sig af den side af sagen i starten, og jeg samlede børnene sammen i en gruppe. Jeg havde taget en 30 fotokopier af en malebog med tegninger i, som de skulle farvelægge. Hver tegning har en tekst på spansk og engelsk, der handler om hvordan man skal opføre sig overfor en hund, og derved undgå at blive bidt.
Vi gennemgik så teksten, dem der kunne læse, læste op og vi snakkede om emnet. Det at stirre direkte på en hund, er noget ALLE gør her, mest for at se, om den nu bider eller ej!!!. Så jeg lavede et lille eksempel med en 10 årig dreng, hvor jeg forklarede ham, hvad jeg ville gøre så han ikke blev forskrækket. Det gør jeg med børn, men ikke med voksne, de kan roligt blive forskrækket. Det jeg gør er, at jeg går – stirrende – hen mod personen, og går helt tæt på ansigtet og spørger så “hvordan føler du det” og alle – uden undtagelse – siger, “jeg føler mig bange”!!!
Så siger jeg “nu kommer jeg igen, bare på en anden måde……” Jeg kigger ned i jorden, laver en lille bue og ender op på akkurat samme sted, men uden at se på vedkommende og spørger så, ” hvad nu, jeg er lige så tæt på dig som før, hvordan føer du nu, er du bange???” og svaret er altid “nej, jeg er ikke bange nu”. Så er det jeg siger “det er det samme med hunde, de bliver bange, hvis man stirrer på dem, det kan de ikke lide, og hvor du måske vil slå, så kan de bide!!!” Jeg tror de forstod det…..
I mellemtiden var Laura i fuld sving med at introducere hundepleje til de voksne. Indianaerne er meget generte og vil nødigt stå der som lidt dum overfor de andre der jo kigger på!!! Da jeg meddelte dem om “deres arbejde” i dag, var de ved at dø af skræk, men også af grin. Heldigvis var dyrene under anestesi, for i starten foregik det under høje tilråb, “gode råd” og masser af grin, men efter et par prøveforsøg, hvor de så at det var jo ikke SÅ slemt , jah tro det eller ej, så nåede jeg ikke at spørge “hvis hund er denne”, så stod de allerede ved bordet og var klar til at gå igang. De dygtigste var mændene, de overså ikke noget, ikke engang et lille sår, hvilket jeg egentligt finder mærkeligt, i min egen naivitet, troede jeg at det var “kvindesager”…måske kedede de sig bare, og det var derfor???
Vi startede ved kl. 1000 og sluttede ved kl. 1700, 42 dyr blev kastreret, en del tæver og hunkatte var kort tid gravide, dyrlæegen hader det, men der er ikke noget at gøre, vi skal ned fra den overbefolkning af dyr og indianerne er så fattige, at der var folk der ikke kom fordi det var for dyrt!!….og vi taler altså om 2500.00 colones for dem, det er ca USD 5.00.
Forskellen mellem det folk betalte og det dyrlægen tager, gav jeg ham en check på – 117000.00 colones – og det lykkelige var, at dagen i forvejen havde vi dansk julefrokost, hvor jeg “lod hatten gå rundt”, og der samlede jeg 118000.00 colones sammen, ergo en “gevinst” på 1000.00!!!
Well, gevinst er det jo ikke, jeg kommer med alt der skal til og bare en Frontline spray, koster 16000.00 colones, Laura betaler jeg 5000.00 og dertil kommer vat, ørerens, cremer, medicin m.v. I går ringede jeg til praktisk talt alle for at høre hvordan dyrene havde det, om de spiste og ellers var OK igen, og det var de fleste – kun 3 havde lidt efterveer af anestesien, men jeg sagde at de skulle ringe her til morgen for at se, hvordan landet lå og nu er alle ok. Et par tæver så syge ud, lidt triste i øjnene, men dyrlægen gav OK, og jeg checker dem i morgen og afleverer noget medicin, for de er ekstremt tynde og jeg tror at de har erhligia.
Til slut, vil jeg fortælle at jeg har fået en ny ven, gamle Pedro!!!! Jeg har en stor, varm hånd og da vi gik, fik han et rigtigt “Lise-håndtryk”, ikke noget med vaskeklud, og han blev ved med at holde mig i hånden, mens vi udvekslede “vikinger-håndtryk”. Til sidst lod jeg som om jeg “gik i knæ”, hvilket fik ham til at grine, og vise de tre bisser han endnu har i munden. Jeg takkede højtideligt for at vi måtte låne hans bolig, og stak ham 2000.00 colones – som han blev saa glad for – plus et par kilo hundefoder, som jeg havde i bilen. Jeg vil holde et lille øje med ham, folk giver ham mad, men det vil de ikke længere for han giver det til hundene!!! Det er jo sødt, men hvis jeg nu giver til hundene, kan han selv spise det folk giver ham, så han får lidt sul på kroppen.
Mvh.
Lise