Kære læsere.

Så er jeg nået halvvejs i mit ophold her på Grenada –  i hvertfald den planlagt del, som foreløbig er 3 måneders arbejde på GSPCA. Som sagt har jeg købt en envejsbillet til hertil, så jeg ved ikke, hvad der skal ske, når jeg om 1,5 måned hopper ind i det nye år. Jeg tager tingene, som de kommer, og lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at skulle hjem til Danmark igen. Det tror jeg, er et godt tegn.

Min sidste beretning om “de forsømte hunde” var måske ikke den mest opmuntrende og livsbekræftende. Derfor, og fordi det er november i Danmark og Trump vandt valget, vil jeg i denne uge forsøge at samle op på tidligere patienter, hvis historier er end lykkeligt. Jeg tror, at vi alle har brug for at genfinde vores livsglæde.

I min tredje beretning fortalte jeg om Pepper og hendes to hvalpe, Freddy og Fiona, som vi fandt under nogle træbrædder i et hus, hvor en fattig mand og hans kone boede. Vi havde meget svært ved at overtale manden til at overdrage hunden og hvalpene til os, men det lykkedes, og siden da har de boet på GSPCA. De er nu alle tre blevet adopteret til en familie i USA, der bor på en kæmpe gård, hvor hundene kan løbe frit rundt og lære at hyrde får. Det tegner sig altså til at blive et langt bedre hundeliv, end det de havde her under de grenadiske træbrædder.

grenada-201116-1Samme uge indeholdte min beretning et billede af to voldsomt underernærede hunde med svære hudproblemer. Hundene, Febero og Poppy, viste sig at have hårsækmider, og selvom deres tilstand var utrolig dårlig, var de begge ejet. grenada-2011-16-2Vi har den sidste måned haft dem hos os, behandlet dem og givet dem ordentlig næring. Før- og efterbillederne viser tydeligt, hvilken effekt det har haft. Vi står nu med to helt nye, glade hunde, fulde af energi og med masser af pels. Poppy har fået sig en plejemor. og skal snart til USA for at blive adopteret. Febero leder stadig efter sit “forever home”, som de kalder det her.

grenada-2011-16-3For 3 uger siden lagde jeg et billede op af hunden Harper. Også han led af hudproblemer, der viste sig at være skab. Igen synes jeg, at før- og efterbillederne taler for sig selv. grenada-2011-16-4Nu skal Harper bare have en familie, som kan tage sig ordentlig af ham, som han fortjener.

Endelig er der de to cases fra sidste uges “de forsømte hunde” tema. Om dem kan jeg berette, at Spotty (hunden med hageorm, som måtte gennemgå blodtransfusion) er kommet sig fuldstændig, og at en af de dyrlægestuderende, som har undervisning her hver eftermiddag, har forelsket sig i hende, og har nu adopteret hende. grenada-2011-16-5Jeffrey, hunden med det omsnørede ben, har stadig ikke fået benet amputeret, da hans almentilstand skal forbedres, men han er blevet en helt anden hund. grenada-2011-16-6For bare en uge siden kunne man ikke nærme sig ham, da han var så bange for mennesker. Nu styrter han rundt på sine tre fungerende ben, logrer med halen og opsøger alle, der passerer ham. Vi glæder os til at finde et godt hjem til ham, som kan fastholde hans genvundne tillid til mennesker.

Uge 7 har været ret stille. Konsultationer har der været få af, og mange af dem har “bare” været almindelige sundhedsundersøgelser, vaccinationer mm. Vi har heller ikke haft frygteligt mange operationer/neutralisationer, da mange af de dyr vi har bestilt tid til, simpelthen aldrig er dukket op. Det er også en del af livet som dyrlæge her, som man må tage med. TIG! Derfor er det godt engang imellem lige at huske sig selv på, at gemme sin vestlige, strukturerede tilgang til ting væk, og i stedet pakke sin tålmodighed, den helt bagerst i hjernen, ud. Så bliver dagene lang bedre. Og så hjælper det altså også altid med et dyp i det caribiske hav efter arbejde – det kan redde selv den mest frustrerende dag og uge. Jeg er i hvertfald klar til næste uges udfordringer…

Mvh.

Kristine