Jeg blev ringet op af min psykolog som hjalp mig med at forberede mig på min mands død i 2012. Jeg har ikke talt med hende siden og det hun havde på sinde var, om jeg kunne tage en gut på 11 år i en form for terapi, han skulle være her i 3 timer om dagen i 2 uger, han ville blive bragt og hentet af sine forældre og vi aftalte at han skulle komme kl. 0700 og blive hentet kl. 1000.
Jeg spurgte naturligvis omkring hvorfor han skulle komme og hvorfor til mig, og hun fortalte at han nogle problemer mht. opførsel i forbindelse med aggression, hvor han ikke kunne styre sig, når han blev vred. Jeg sagde at det var information nok og at jeg selv ville finde ud ad resten, når han var her. Grunden til at hun spurgte mig var, at hun vidste at jeg havde arbejdet som pædagog-medhjælper i DK på et fritidshjem i Søllerød, da jeg var ung, havde overtaget min mands 4 børn da jeg var 26 somre gammel og de 6-8-10 og 12 år gamle, derfor har jeg en del erfaring med unger i den alder. Ydermere ville det være godt for drengen at tale engelsk eftersom han voksede op i New York, han taler flydende spansk, men fortrækker engelsk.
Ok, drengen kom en lørdag eftermiddag sådan at vi lige kunne sludre lidt sammen om, hvad han havde forstillet sig mht. sit ophold her, som skulle starte mandag. Det startede ud med, at han beklagede sig over at jeg røg og drak vin!!!! ”Lisa, ryger du??? hvilket jeg bekræftede, Lisa hvad er der i det glas, vin??? hvilket jeg bekræftede, hvortil ungen sagde ” ved du hvad, faktisk bryder jeg mig ikke om folk der ryger og drikker”…Snup den, lille Lise, tænkte jeg, sådan en lille flab men jeg kiggede bare på ham og sagde, “ok, jeg vil ikke ryge, når du ser på det, er det ok med dig???” Han nikkede, nådigt!!!
Ok, nu vidste jeg hvorfra ”vinden blæste” og at jeg skulle være opmærksom på hver en lille ting han gjorde og sagde, drengen er hyper og derfor havde han problemer med sin omverden, fordi han ikke når at tænke før han taler for det hele skal bare gå SÅ hurtigt, og det var sku lige før jeg ikke kunne følge med i hans tankegang og tale. Nu er det sådan at jeg er udstyret med en tålmodighed mht. børn og hunde/dyr og jeg fik rigeligt brug for denne evne, og da ideen med hans ophold her var at udvikle empati/følelser for andre, bla. hans klassekammerater, så startede vi med hundene, hvor jeg har 9 i huset og 2 af hannerne er angste og derfor kunne bide. Jeg introducerede ham til de 7 hvilket gik godt og sagde til ham ” Nu kommer der to hanner, man kan sige at de er ligesom dig, angste og ved ikke rigtigt, hvad de skal stille op og derfor bliver de aggressive for at beskytte sig, men i virkeligheden er de ok og søde hunde, når du først lærer dem at kende, MEN du skal love mig at opføre dig som jeg siger, ikke noget med at finde på noget selv, kun bruge dæmpende signaler som jeg har forklaret dig brugen af”. Det gik ud over al forventning og dyrene og han blev ”pot og pande”.
Med sine 11 år tog han sit arbejde her alvorligt forstået på den måde, at han virkelig ønskede at gøre sin indsats med et arbejde han brød sig om, hunde-arbejde med alt hvad det indebærer. Der skal gøres rent i deres bure, samle prutter op, fodre, lege med dem der vil, et par af de rolige blev vasket etc. Han troppede op hver morgen med gummi-støvler og nogle plastikhandsker, der var ti numre for store til hans lille hånd, han og jeg klippede negle, rensede ører alt imens han ævlede ”stolper op og vægge ned”, og hvor jeg måtte sige til ham ”Fredderik, nu koncentrerer vi os om hvad vi laver lige nu og bagefter finder vi på noget andet, med alt dit ævleri tager det for lang tid for dyrene, som ikke synes det er rart at få klippet negle etc. her på bordet”
At finde på noget andet er ikke nemt med en hyper-dreng, hvor det hele bare ikke kan gå hurtigt nok. En dag hvor jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle sætte ham til at gøre, foreslog jeg at han måske kunne hjælpe med at rive græs sammen, hvortil ungen svarede ” Lisa, det er ikke fordi jeg ikke vil gøre det, MEN det er jo altså ikke derfor jeg er her, jeg er her for hunde-arbejde”og jah, hvad skal man svare på det udover at give drengen ret??
Han var jo her for at se hvordan det er med dyr, at de har følelser både fysisk som mentalt ligesom mennesker. Jeg forklarede ham omkring dyre-beskyttelse, dyr af enhver art og en dag kom Tipper og Nille hjem med et dyr de havde slået ihjel, en væsel tror jeg det hedder på dansk. Jeg sagde til ham at vi skulle jo begrave dyret på behørig vis og forslog, at han gravede graven hvilket han gjorde, jeg kom med et lille klæde som vi bruger det her, han puttede jord på og jeg sagde ”hvad synes du, egentligt skulle vi bede en lille bøn” men det sagde han nej til. Ok, jeg gik over i huset og lidt efter kom han løbende (en hyper-dreng går ikke!!) og sagde ” Lisa, kom og se hvad jeg har gjort” . Jeg gik over og så at han havde lavet et lille kors af noget træ han havde fundet og sat sammen med noget snor. Jeg gav ham et knus og sagde at jeg syntes at det var en fin tanke, og at jeg var sikker på at det lille dyr nu havde det godt.
Jeg har talt med hans mor og hun siger at det går fint med drengen, han klarer sig fint i skolen mht. karakterer (det tror jeg, ungen er super-intelligent), og at han tager situationerne med ro som de kommer også, når hans skolekammerater provokerer ham, alt i alt en god oplevelse for os alle sammen, han er en dejlig ung ”mand” som jeg sagde til ham “Du er helt ok, men skal lære at kontrollere dig for at have det godt med din omverden, ligesom de to hanner her, Chip og Dale, som minder om dig….”