Folk ringer og regerer i øjeblikket, Ana hjælper med at passe en tæve med 7 hvalpe som blev afsat hos hende, Patricia har en tæve med 7 hvalpe, ca 2 mdr. gamle som hun passer, Elisa passer en tæve med 2 hvalpe plus to hanhunde som også er sat på gaden, Melissa har taget en tæve-hvalp, Nancy tog en hanhund som hjælper med at tage rent vasketøj ned, og lægge det fint sammen på jorden…dygtig hund…..og så fremdeles, det er bare nogle af dem jeg kender.
Dertil kommer alle dem, der hitter mit nummer via en nabo og en af dem ringede i aftes, en sød, venlig ældre herre fra landsbyen i nærheden som spurgte om jeg kunne hjælpe med at få afsat 4 killinger!!! Det kunne jeg ikke, men spurgte om han ikke havde et familiemedlem som kunne hjælpe med at få dem sat på facebook, hvortil han svarede ”jamen, jeg er da på facebook” – hvilket forundrede mig hans alder taget i betragtning.
Han havde lært de små at gå i kattebakke og opføre sig ordentligt indendørs for, som han sagde” nu om stunder skal man opdrage de små til at være indendøre idet alle arbejder og der er ingen til at opdrage dem, så laver de ulykker og bliver skældt ud for noget som de ikke kender til, feks. at gå i kattebakke og ikke gøre sig rene i sofaen eller sengen”!!! Jeg var forbløffet, denne tankegang er noget unormal for en ældre mand her ude på landet , jeg takkede ham meget for hans betænksomhed og ønskede ham held og lykke med de små, sagde at moderen skulle steriliseres og vaccineres og at det ville jeg/I betale for.
På hjemmefronten er alt vel bortset fra at Duffy og Duni er eksperter i at grave sig ud under hegnet i gæstehuset, hvor de har en 500m2 at boltre sig på, men det er sjovere udenfor!!! Hannen, Duffy, er graveren, tæven Duni akkompagnerer med gøen, og når hullet er lavet så stikker de af. Duni lider af epilepsi, sådan ser tilfældene ud, men kan naturligvis også være en hjernesvulst, i hvert fald er det sådan at de løber sammen ud, men ikke hjem!!!
De forsvandt forleden dag og Duffy kom hjem, men ikke Duni. Tilfældigvis skulle jeg lave et ærinde i en by i nærheden og jeg så hende i vejkanten, fuldstændig rundt på gulvet, stod og rystede af angst og kunne ikke kende mig, før jeg strakte en hånd frem så hun kunne snuse til den. Hun hylede af glæde, smed sig på ryggen, jeg løftede hende op og i bilen og hun hylede hele vejen hjem og ikke mindst, da hun så Duffy og blev forenet med ham i indhegningen. Held og lykke denne gang, men sådan går det ikke altid og nu er hun forsvundet igen!
Problemet er at hun blokerer af angst og hun kan ikke finde hjem, folk vil kyse hende væk, men måske der vil være en barmhjertig samaritan der vil hjælpe hende og tage hende til sig, eftersom hun ikke kan finde hjem og jeg ikke kan finde hende. Vi har kørt rundt og ledt efter hende over det hele, men Guderne må vide, hvor hun er, Duffy savner hende og hyler ensomhedshyl, jeg sover ikke om natten, for hver gang hundene, gør står jeg op med lommelygte for at se om det er hende.
Indtil videre er det ikke tilfældet men jeg har informeret her og der og ser folk hende, ringer de til mig. Hun er opereret, vaccineret og har lige fået ormemiddel, så sundhedsmæssigt skulle hun være ok, vand kan hun finde men mad – da kun hvis hun går i skraldeposer!!!. Jah, jeg er bekymret, men jeg opgiver ikke håbet, tænker på om det ville være en god ide at åbne porten til gæstehuset, så hun kan komme ind, hvis hun kommer, men det betyder jo at Duffy er fri…well, jeg vil lige vende den engang til og se videre.