Rapport fra vores nyeste samarbejdspartner, Liberia Animal Welfare & Conservation Society (LAWCS).

 

Kære Foreningen Dyrlæger uden Grænser,

Vi håber, I fortsat passer på jer selv og hinanden under COVID-19. Vi er heldigvis ikke så hårdt ramt herude på landet – men vi har travlt med vores udkørende dyrlægeklinik, der hjælper dyr både med og uden ejere.

Tusind tak for jeres betydelige støtte, den har resulteret i, at 300 hunde og katte har fået glæde af dyrlægehjælp – inklusiv ormebehandling, parasitkontrol, sårbehandling, behandling for skab, vaccinationer, neutralisationer osv.

I denne omgang var mobilklinikken ude i de små, afsidesliggende landsbyer i Lofa County, hvor der normalt ikke er nogle dyrlæger. De fleste af de dyr, vi hjalp, havde ejere, men det var første gang nogensinde, de blev tilset af en dyrlæge. Den dyrlægehjælp, vi kunne tilbyde, var kritisk for dyrenes velfærd og til stor glæde for ejerne.

Undervisning af mennesker giver bedre forhold for dyrene

Udover dyrlægehjælp i afsidesliggende områder, bruger vi meget tid på vores program henvendt til især skolebørn: LAWCS’ Humane Education Program.

For at forhindre dyremishandling er det vigtigt at undervise i forståelse, medfølelse og respekt for alle dyr. Uddannelse af mennesker er en meget vigtig del af at forbedre de fremtidige forhold for dyr, og det gør en kæmpe forskel i både dyrs og menneskers liv.

P.t. er LAWCS den eneste registrerede dyrevelfærdsorganisation i Liberia, som også tilbyder undervisning eller offentlig information. Og undervisning i dyrevelfærd i Liberia er vigtigt!

I LAWCS tror vi på, at den undervisning, der bliver givet i dag, kan være nøglen til at sikre fremtidige gode forhold for Liberias dyr, samt være med til at skabe et trygt samfund, hvor både dyre- og menneskevelfærd er vigtigt. Undervisningen kan også nedsætte antallet af børn, der bliver bidt af hunde – både fordi hundene generelt bliver tryggere, og fordi børnene ved, hvordan de skal læse hundene.

LAWCS tror på, at budskabet kommer klarest ud gennem børn. Dels vil de huske deres undervisning i dyrevelfærd resten af livet, og dels vil de være med til at sprede budskabet i deres familier og små samfund. Dette betyder, at en hel ny generation vil vokse op med en tro på, at det er vigtigt at være god mod dyr. Hvis den næste generation udvikler passion og respekt for dyr og ved hvordan, man skal tage sig af dem, vil dyremishandling forhåbentlig snart være et overstået kapitel.

Animal Kindness Club og Animal Kindness Heroes

I Lofa County har vi lavet et skoleprogram, hvor vi snakker med børnene om deres dyr og dyrenes behov. Vi forklarer blandt andet, hvordan dyrene er fuldstændig ligesom os – de har også brug for mad, et sted at bo, (dyr)lægehjælp og kærlighed. Vi arbejder både med små teaterstykker, debatter, videoer, historier, lege, tegnetimer, udstillinger og vores LAWCS Animal Kindness Club (“god-mod-dyr-klub”). Alle de børn, der har lyst, bliver medlemmer af vores Animal Kindness Club og derved Animal Kindness Heroes.

En af de ting, vi især lægger vægt på, er at mindske den negative overtro omkring katte. I mange af de små landsbyer er katte traditionelt blevet anset for at være hekse i forklædning, så hvis de ældre mennesker jager katte væk, smitter det nemt af på børnene. Derfor har vores Animal Kindness Heroes alle sammen lært, at katte ikke er hekse, men fantastiske dyr, som vi også skal tage os af.


Nehemiah og hans kat Bella: “Jeg har altid fået at vide, at katte er hekse. Derfor plejede jeg at hade katte. Nu har jeg Bella. Jeg elsker hende, og jeg elsker katte og vil beskytte dem.”

Francis og hans hund Reason: “Jeg elsker dyr. Mange af mine venner vil også gerne have en hund, når de har set, hvor gode venner jeg er med Reason.”

Mercy og hendes kat Mimi: “Katte er dejlige og kærlige dyr, der bare gerne vil kæles med.”

 

Se flere opdateringer fra LAWCS og deres Animal Kindness Club på deres Facebook-side her – eller hjælp os ved at blive medlem af Dyrlæger uden Grænser her.

 

LAWCS