Kære læsere.

Så har jeg fejret 1 månedsdag i Grenada – landet der næsten føles som hjem nu. Er stadig overvældet over, hvor søde og venlige folk er her. På intet tidspunkt har jeg følt mig ensom eller haft hjemve, og det kan jeg takke alle de imødekommende mennesker, som jeg har omkring mig, for.

grenada-261016-500-1-tekstMin fjerde uge har budt på en del neutralisationer. Alle de hunde som vi fik skrevet på vores “neutraliseringsliste” på River Road udflugten i forrige uge, skal jo indkaldes til operation, så det projekt er vi begyndt at kaste os over. Desværre er der mange ejere, der alligevel ikke vil have deres dyr neutraliseret, når vi kontakter dem. Ca. halvdelen af dem vi har fået fat i i denne uge, har faktisk ombestemt sig. Enten fordi de ikke vil/kan bruge penge på det, ikke har overskuddet til det og/eller fordi de ikke kan se vigtigheden i, at få deres dyr neutraliseret. Det er enormt ærgerligt, men det må man finde sig i og så bare kæmpe videre for, at budskabet trænger igennem til flere af Grenadas hunde- og katteejere.

grenada-261016-500-3-tekstUdover operationerne, har vi i denne uge fået sendt rigtig mange hvalpe afsted til USA. I Pittsburgh er der et dyreinternat (FurKid Rescue), der tager imod hunde, bl.a. fra Grenada, og der fra prøver at få hundene adopteret videre til amerikanske familier. Det var godt, at vi i denne uge fik sendt en håndfuld hvalpe afsted, for onsdag fik vi en hunhund (Luna) ind med otte 2 uger gamle hvalpe. Luna er en af de hunde, som vi har i pleje hos en dyrlægestuderende. Hunden er blevet påkørt af en bil for et stykke tid siden, og de sår, som hun har fået ved ulykken, er ikke begyndt at hele, men er bare blevet værre. Hun blev for en sikkerhedsskyld behandlet som en MRSA-case, og kom derfor i isolation fra de andre hunde, og alle fik strenge instrukser om kun, at håndtere hende med handsker på. Hun er dog MRSA fri.

grenada-261016-500-5-tekstFredag kom der en mand ind med en lille nyfødt hvalp. Manden ejede hvalpens mor, men hunden var død under fødslen. Manden anede ikke, hvad han skulle stille op med den lille nyfødte hvalp, og da vi fortalte ham, hvor meget det krævede af ham, at leve op til hvalpens mange forskellige behov, som en morhund ville have givet den, måtte han sande, at det ikke var en opgave, som han kunne påtage sig. grenada-261016-500-4-tekstDerfor kom hvalpen i vores varetægt. Vi kom på den idé at forsøge at få hvalpen i kontakt med morhunden Luna og håbe, at hun måske ville drage lidt omsorg for hvalpen. Det viste sig, at hun ikke bare drog lidt omsorg, men hun tog simpelthen hvalpen til sig som sin egen. Straks efter at vi havde placeret hvalpen hos hende, begyndte hun at slikke og rense den, og kort tid efter fik den lov til at få mælk ligesom alle de andre 8 hvalpe. Så nu har Luna 9 hvalpe og den før forældreløse hvalp, har fået en mor og hele 8 søskende. Dét er da en solstrålehistorie!

grenada-261016-500-6-tekstPrivat har ugen budt på diverse arrangementer med de danske dyrlægestuderende, der har været her på exchange hele ugen. Det har været rigtig hyggeligt med besøg hjemmefra; ikke mindst fordi jeg har fået påfyldt mit lakridslager. Jeg har også været ude at dykke igen – denne gang med kæmpe rokker og blæksprutter. Måske man skulle overveje at blive marine dyrlæge… Opfølgning om dette og meget andet følger…

Mvh.

Kristine