Dyrlæge Therese Wilbert & Troya, Rhodos

Af Dyrlæge Therese Wilbert fra Centrum Dyreklinik

Da jeg afsluttede min dyrlægeuddannelse i juni 2003, besluttede jeg mig for at prøve at arbejde som frivillig dyrlæge på et internat på Rhodos i 3 uger. Jeg havde set en udsendelse i TV om en dansk kvinde, der arbejdede som guide i Grækenland og forbarmede sig over dyrene på Rhodos. Hun fik finansieret et internat af kommunen og blev boende på øen. Fra dette program kom interessen for at hjælpe.

I dag drives internatet af frivillige medarbejdere og til tider kommer der dyrlæger fra hele verdenen og hjælper til.

Internatet huser både hunde og katte. Hundene går i store løbegårde og har mindre bure til natten med hundekurve. Kattene lever uden for murene i skoven pga. pladsmangel, her er opsat huse/kasser og foderpladser. Alle dyr kan adopteres og internatet sender mange hunde og katte til Europa.

Mit arbejde på internatet var meget varieret. Jeg kastrerede og steriliserede så mange hunde og katte som muligt og ellers bestod arbejdet i akut sygepleje, behandling af diarré hos hvalpe/killinger, vaccinationer/ormebehandlinger mm.

Mange af dyrene var slemt tilredt, f.eks. havde flere brækkede lemmer, store sår, voldsomme parasitproblemer og næsten alle var underernærede/fejlernærede.

Mange af de hunde/katte jeg havde brugt tid på at neutralisere under mit ophold blev desværre forgiftet kort tid efter, det er jo en helt ny verden man skal forholde sig til som dansk dyrlæge og det var hårdt at få at vide. Jeg havde brugt mange timer på arbejdet og desuden var dyrene sunde og raske, men sådan er det desværre nogle gange når man arbejder i sådanne områder.

Som dyrlæge dernede var det ofte nødvendigt at overtale personalet til aflivning af dyrene. De så muligheden for adoption, hvis dyret have et godt udseende eller et godt sind, uden altid at tænke på de kliniske konsekvenser af skaderne for dyret. Dette var et stort problem i mit arbejde, da jeg er af den overbevisning, at man ikke kan tillade sig at sende en hund til adoption, med mindre den er rask og at man altid skal have dyrets tarv i hovedsæde.

Så det krævede nogen diskussion, men oftest kom vi enighed.

Generelt var det hårdt arbejde, både fysisk og psykisk. Fysisk primært pga. varmen og de dårlige forhold og psykisk fordi man som dyrlæge i Danmark ikke er vant til den grad af dyremishandling som ses i udlandet, og samtidig fordi midlerne dernede er så begrænsede.

Men selvfølgelig var det samtidig en god oplevelse og jeg tror mange dyrlæger kunne lære meget at et sådant ophold.

Jeg tog en lille souvenir med hjem fra mit ophold på Rhodos – en hundehvalp. Jeg havde slet ikke planlagt at få hund, men der var én af hvalpene der gjorde et stort indtryk på mig. Den var ca. 10 uger, underernæret og meget ”mølædt”. I dag er det blevet til en fin tæve ”Troya” på 3 år og 30 kg. Hun er en super god hund, glad og tillidsfuld, både overfor andre mennesker, hunde, børn og meget dygtig til lydighed. Hun er blevet en del af familien og vi er meget glade for hende.

Jeg kunne sagtens forestille at komme af sted som frivillig dyrlægehjælp igen og kan kun anbefale det til andre.