Af Lise fra Costa Rica
Kære alle sammen
Så er det igen tid til fortælle om “hunde-liv” i Costa Rica, og der er masser at berette om.
Ja, et eller andet sted skal vi jo begynde, og det kunne være den seneste kastrationsrunde i Tabarcia den 1. oktober 2011, da vi kastrerede 83 dyr, men betalte for 86, fordi to hunde og en kat var gravide, og så tager dyrlægen dobbelt betaling. Et irritationsmoment for nogle, blandt andre Diana fra SASY, som mener, at det ikke er fair, men jeg er indforstået, for han er den billigste og den bedste dyrlæge og har ikke hævet prisen overfor mig.
Dyrene så godt ud. Det er et område med landbefolkning, og normalt ser vi flere forskellige tilstande; hudproblemer, underernæring og så videre, men det hele så fornuftigt ud. Vi var kun tre frivillige til at passe dyrene efter opvågning, klippe negle, børste pels, tjekke for hudproblemer, sprøjte nogle mod lopper og tæger, fjerne tæger, rense ører, klippe knuder af pelsen og sidst men ikke mindst tatovere tæverne. Det er det allervigtigste, og nu er det begyndt at fise ind hos folket, og alle vil gerne, at vi gør det. En fyr kom med hele 10 dyr – 4 tæver og 6 hanner – alle nogle som er blevet “givet” til ham, idet de stod bundet ved hans indgang. Vi gav ham en superpris; 400 kr. for alle ti, det er jo billigt, og manden var tilfreds. Egentligt var det meningen, at jeg denne gang skulle stå for registrering af dyr, deres ejere, telefonnumre etc., men det har jeg ikke gjort i 100 år, og da jeg så alle dyrene, da vi kom, sagde jeg til Laura, “du, jeg tror, det er bedst, at du gør det, der er for mange.” Gaby, som er ny i “biksen” men super god, også til at snakke med folk, og Laura lavede det rent faktiske arbejde, og jeg tjekkede her og der, snakkede fanden et øre af og hjalp dyrlægen og hans assistenter, for han havde taget tre med, og de ikke anede for eller bag på en hund, og meget tidligt i forløbet blev de “trætte”.
Ok, jeg er jo så lidt grov og sagde, at det var for tidligt at være træt, efter som kl. var 10, og vi ikke ville være færdige før tidligst kl. 16, hvilket kom til at passe. Vet Blas kan godt lide at arbejde med musik, helt i orden med mig, men altså ikke techno og jeg sagde “hvis du ikke hitter noget andet musik, går jeg.” Jeg er nok for gammel, og han skiftede til noget mexicansk, som han hylede med på, mens han opererede, sådan nogenlunde i “takt og tone”, hvis I forstår. Nå, men 83 dyr er jo noget af en succes, og nu er de i krig med en runde i Puriscal – den skal løbe af stabelen den 15. oktober 2011. Der kommer jeg ikke, de kan selv, har nok frivillige, og Gaby, Laura, evt. Eugenia og undertegnede tager os af de andre områder. En super-ordning for ikke at blive træt af arbejdet, for det er virkelig anstrengende. Man bøjer sig over dyrene mindst ti gange for hvert et, og med 83 bliver det jo til en hel del.
For et stykke tid siden, måske 3 uger, var jeg på vej til min psykolog og så en gravid tæve foran et hus og sagde til Marito, som kørte mig, at han skulle se at finde hende på hjemvejen. Ok, han fandt hende ikke men så, at der var et hundehus, dog uden hund. Han kaldte og kaldte, men ingen kom ud. Nuvel, på hjemvejen i en taxi, så jeg noget sort i vejkanten, tænke at det var hende og kørte forbi, men bad taxachaufføren om at vende om og ser der en lille, tynd og syg hanhvalp, der bare lå der rullet sammen. I Costa Rica tager taxaer ikke dyr med, men fordi chaufføren og jeg havde talt om Bob Marley – den musik han havde på – og mit arbejde med dyrene, indvilligede han i, at jeg måtte tage hunden med i bilen, og hjem det gik med den lille nye – Duffy blev han døbt.
Det var en lørdag, hvor Maria kommer og hjælper med fodring etc., og jeg bad hende om at give ham et bad. Ikke noget han var specielt glad for men nødvendigt, for på det tidspunkt, havde jeg fem løse hvalpe, og jeg ville ikke have, at lopper og lus skulle inficere de andre. Duffy var meget angst, anede hverken frem eller tilbage, men med lidt blød snak og ham i snor fik jeg hans fortrolighed, og han lagde sig i mit skød, hvor vi aede og snakkede. Om mandagen tog vi ham til dyrlæge Laura for et check-up, og det viste sig, at han var fyldt til bristepunktet med lus. I tror, det er løgn, men efter alle disse år med dyr har jeg aldrig i mit liv set lus, hverken på dyr eller mennesker. Ikke engang som barn, og det er jo noget tid siden – jeg er 53 somre, nej, forår gammel. Nå, Duffy er en helt ny hund, han har sat sin kærlighed på mig, og han render frit rundt og leger med de andre, men hører han mig fx hoste, går den lille hale. Jeg vil gerne beholde ham, men det kan jeg jo ikke. Jeg ville have 1.000 hunde på nuværende tidspunkt, for jeg vil helst beholde dem alle, men det hverken kan eller skal være sådan. Nu bliver han opereret, vaccineret er han, og så må vi se, om der er en venlig sjæl, der vil have ham og passe ham godt. Han er fuldstændig “kureret” for angst og vil passe i enhver familie.
En dame, Xenia, havde ringet og ville gerne have to hunde til en farm i nærheden. Hun var interesseret i et par hvalpe, og jeg havde jo Fifi og Fiona klar til adoption, begge kastrerede og vaccinerede. Hun skulle bare give dem nummer to multiple vaccine og evt. rabies. Hun kom sammen med sin ældre far, en sød mand, og ideen var, at tæverne skulle lære at omgås andre dyr, for der de skulle bo var i en stald, og som hun sagde, den er flottere end mit hus. Hun har høns, ænder, grise og kvæg, og det eneste problem jeg har med det er, at hun ikke har mit telefonnummer og jeg heller ikke hendes. Dumt, for jeg aner ikke, hvor hendes farm er, men jeg vil gå så vidt, at jeg vil “iføre mig” mit kamera og tage til området, for jeg tog et billede af hende, faderen og tæverne, og så må jeg spørge mig frem. Jeg tror, at de er ok, begge er hundefolk og ville gerne have to nye, fordi dem, de havde, døde med 15 år på bagen, så det kan vel ikke være helt galt.
De andre tre hvalpe, gav jeg til dyrlæge Laura – opererede og vaccinerede – for at se, om hun kunne få dem afsat, og det kunne hun. Denne “kone” er altså et “godt barn” – hun er virkelig SÅ velvilligt indstillet over for mig, at hun nærmest ryger med ind i min aftenbøn. Hun har også lige hjulpet mig med at modtage hele seks små hvalpe plus en gammel hanhund, der nok i tidernes morgen var noget i retningen af en puddel eller måske maltes – ved det ikke for han havde en kappe at pels , der var totalt indsnøret, og man kan ikke se, hvad han er.
Tro det eller ej, det er alle vores skræk (os der arbejder som jeg) at finde hunde bundet eller i sække foran vores indgang, og det skete for et par dage siden. Hundene gøede som bare pokker kl. 5.30 om morningen. Unormalt, og jeg kiggede for at se, hvad der forårsagede dette og så noget sort ved hundene i dogrun og strøg over, fordi jeg troede, at det var en stor, giftig frø. Det viste sig at være en lille, sort hvalp, som jeg puttede i en stor transportkasse, gav den lidt mad og vand og tænkte ”er der en, er der måske flere”, så jeg gik ned til porten, så et par sække og en papkasse, og der var der fem flere plus hanhunden, som jeg i første omgang troede var deres mor. Han kiggede på mig med et næsten blindt øje, det andet var totalt lukket af hår og puds. Jeg tog en hurtig stirrer på hvalpene. De så faktisk ok ud – kun én havde det der “søvnige” udtryk i øjnene, hvilket normalt angiver, at den er syg.
Jeg ringede til dyrlæge Laura og spurgte, om hun havde tid og plads til hundene. Vi aftalte, at vi skulle komme med dem alle og tage nogle med tilbage, men senere ringede hun og sagde, at de jo var små, og at hun kunne beholde, dem så jeg ikke havde problemer med ekstra pasning etc. Hun gav dem ormemiddel og den første vaccine – også til den syge hvalp. Det ville jeg ikke have gjort, men hun er dyrlægen og må vel vide, hvad hun gør. Hun ringede senere og spurgte mig omkring den ældre hanhund. Faktisk ville hun have ok til at aflive ham, men det sagde jeg nej til – jeg har et “NO KILL” rehab center – foreslog at hun pillede hele pelsen af, således at den lille ville kunne “ånde lettet op”, når den skulle spise og drikke, for en sådan kappe af indfiltret hår gør jo, at det trækker i huden, når den bøjer sig forover.
Hun mente, at han havde erhligia og spurgte, om vi skulle teste for det, hvilket jeg sagde nej til. Der er ingen grund til at teste for noget, der er så tydeligt, så jeg sagde ”giv ham doxiciclina og vi ser videre.” Hun rensede det øje med puds – mener at det er noget hunden har haft i lang tid, og at øjet ikke fungerer. Puds og hår har ødelagt “cornia/retina” – ved ikke hvad det hedder på dansk må jeg indrømme, men øjet er ligesom indsunket. Nå, uanset hvad, i første omgang er han hos hende, og vi har aftalt, at vi ser, hvad der skal ske med ham engang i næste uge. Det er svært at få afsat en sådan hund – jeg ville tage ham lige på stedet, men min schæferhund er imod alle dyr og ville ondulere ham med det samme. Desværre, for mange af de dyr, jeg samler op, har brug for ekstra støtte, og det er nemmeste ville være at give dem det her i huset. Men at indsætte en næsten blind hund sammen med fx 10 andre dutter jo ikke. Den kan ikke kommunikere med de andre, fordi den ikke kan se, de andre forstår ikke, hvorfor den ikke udviser hundesprog, og så kan vi ende op med ballade og slagsmål.
En hysterisk dame ringede, Catalina. Hun havde fået mit telefonnummer og ville bede om, at jeg hentede hendes lille tæve – opereret og vaccineret. Konen var højgravid og skal føde om 14 dage, har en lille datter på et par år, og hun var virkelig hys. Jeg prøvede at få hende “lidt ned” af hysteriets rand, men hun var umulig. Når folk ringer sådan, VED jeg, at de sætter hunden på gaden et eller andet sted, og den lille må lide alt muligt. Folk der kyser den væk – specielt hvis det er en tæve. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi tatoverer. Jeg er den eneste her i landet, der gør det, og det er virkelig dumt. Well, jeg fik hende beroliget – det er jeg god til både med mennesker og med dyr – og sagde ”giv mig lige en chance, og vi kigger på mulighederne. Giv mig dit telefonnummer, og jeg ringer tilbage, MEN sæt ikke hunden på gaden uden videre – vi finder en løsning!” Ok, det fandt jeg – jeg ringede til Laura, min unge veninde, og spurgte, om hun ville tage den lille, til vi fandt en anden løsning, og nu er tæven der, hedder Suki og har det godt. I går så jeg den fra bilen. Den var meget opmærksom på bilen, fordi den blev afsat af Catalina i bil og nu venter på at blive hentet igen og komme hjem til sin familie. Sådan er det bare – også for dem der bliver vippet ud ad bilen på gaden. De bliver normalt en tre dages tid på samme sted i håb om, at det her er en fejltagelse, og nu kommer min familie nok snart og henter mig. Det gør familien bare ikke, men det gør jeg, hvis jeg ser den, og jeg tror, at det er det, der gør, at hundene her er tumpede, når de ser mig – noget med at jeg er den første, der giver dem opmærksomhed, efter de er blevet sat på gaden.
Det er faktisk et problem, for det giver slagsmål, fordi alle vil kysses og kæles med, og de bliver ganske enkelt jaloux, når den anden får og ikke dem selv… Fordi “jeg er mest vigtig”, tænker hunden. Derfor har jeg skrevet til min ”hundeveninde” Turid Rugås i Norge for at søge råd og har fået en masse, hvor noget kan bruges og andet ikke helt så meget, men en inspirationskilde er hun. Og som hun selv siger, er det ikke nemt at give råd, når man ikke har set stedet og dyrene. Hun har beskrevet et shelter i Sydeuropa, og jeg tror nu nok, at “mine” hunde her har noget bedre vilkår at leve under. Ikke at jeg er tilfreds med deres levestandard, men det er svært at gøre det bedre, og i det mindste er de væk fra gaden. Jeg ville gerne stimulere dem – fx give dem mulighed for at finde godbidder, lege, gnaske ben som de selv finder etc., men det er jo kun noget, jeg evt. kan gøre her, og når de så kommer herfra og bliver adopteret, er det jo noget, de får, og som man tager fra dem igen.
INGEN her vil gøre noget i den retning. Her går man ikke engang tur med en hund – det ligger i kulturen og ikke nemt at omgå. Dog er vi ikke helt “bagud af dansen” – i denne weekend er der tre marcher omkring dyrebeskyttelse. Jeg kan ikke deltage, fordi jeg ikke har nogen til at passe mind mand, men jeg er smadderglad for, at der er folk, der arbejder med myndigheder og den slags. Jeg arbejder i marken, og det er DE sikkert glade for, for vores mål er jo det samme; at skabe bedre forhold mellem mennesker og dyr – uanset hvilket dyr. Der er også ”nye boller på suppen” forstået på den måde, at der er taget tiltag til, at diverse kommuner afsætter et beløb af deres budget til at lave massive kastrationer. Ikke dumt – det har jeg prøvet at få vores borgmester med på de seneste fire-fem år. Møder etc. og ikke en skid sker der, men hvis det blive til en “lov” (vi er det mindste land med de fleste love) så står jeg sgu der med hatten i hånden, og så skal I bare se når “mutter her” går i gang… Ok, i gang er jeg jo anyway, og vi har virkelig fået mange dyr kastreret, men man kunne forestille sig, at hvis vi kunne få gratis kastrationer fra staten, så kunne donationer bruges anderledes; vaccine af dyrene, maske få billige hundehuse for dem der står bundet, Tetra Pak kunne være en mulighed, hjælpe folk med dyrlæge hvis de ikke kan betale selv og naturligvis foder. Dyrlæge og foder er mine største udgifter i øjeblikket, men det kan man aldrig vide – i dette “job” må man mengelere lidt med det hele, tage lidt her og give lidt der. Sådan er det bare, og så i øvrigt håbe på, at det hele går op i en højere enhed, at der er penge nok til at hjælpe dem, der har mest behov.
Så, kære venner, kl. er 12.30, min mand sover dybt, og jeg vil tage en mad og en lille siesta, Maria kommer en time og fodrer kl. 17, og så er jeg ellers alene. Det er jeg ked af og derfor hader jeg weekender. Nå, en eller anden dag ser det hele nok anderledes ud, og så tager vi det derfra. Indtil da er det om at holde ud og få det bedste ud af det. I Danmark kender man jo ikke til det at passe en døende – de fleste kommer på et hjem, men her er det normalt, at den døende bliver passet hjemme af familien. I går kom der en gruppe fra smerteklinikken – dem der besøger diverse patienter, der ikke selv kan komme til dem, og de mener, at han bliver passet efter alle kunstens regler. Det gør han nu også, ikke et øje tørt, og de mener, at jeg er ved at brænde ud, men det er, fordi de ikke kender mig! Der skal mere til at slå mig ud, jeg har uanede kræfter, MEN jeg ved, at jeg vil gå ned med flaget i det øjeblik, Uwe ikke er mere. Han er der fysisk, men mentalt er det ved at gå ned ad bakke, og det er min psykolog ved at forberede mig på. Godt nok, hun er dygtig og sød, så hun skal nok få mig op at stå den dag, det sker. Nå, foreløbig er det jo ikke sket, og så ser vi videre…
Alt for nu, der er masser mere at berette, men det må blive en anden dag. Min rugbrødsmad venter. Den sidste brødblanding fra Danmark, men jeg har et halvt i fryseren – så er det bare at vente på ny forsyning. Vi kan få tysk rugbrød i Costa Rica men det smager SÅ meget af rug, at man skal komme et halvt kilo pølse på, for at smage pølsen og ikke brødet….
Knus til alle herfra. Jeg ser, at sommeren var noget værre noget, men det ser ud til, at I får et dejligt efterår med alle de skønne farver. DET savner jeg, men kulden må I godt beholde. Jeg sender lidt varme…
Lise