Læs historien om en drøm, der har været 20 år undervejs og nu er på vej til at blive opfyldt. Og få forklaringen på, hvorfor Lise fra Costa Rica rådede en lokal kvinde til at stjæle naboens hund.
Kære alle sammen
Så, nu er det igen tid til at sende lidt nyheder her fra varmen. Kors, hvor er her varmt – ca. 35 grader og vi “lider” alle sammen, inkl. dyrene, men de ligger bare og ”holder på kulden” og håber på lidt regn. Der er nu gået ca. tre måneder uden, og vi kunne godt bruge lidt til dyr og planter. Vi har jo ikke som jer fire årstider – vi har to; regn og tørke. Bønderne taler om, at denne tørkeperiode vil tage lang tid – vi har allerede nu skovbrande, og det plejer egentligt først at begynde i slutningen af marts. Bønderne her (også jeg som er blevet bondekone) sidder at kigger og nedskriver de første 12 dage i januar og ser, hvordan vejret gebærder sig. Det hedder ”las pintas”, og hver dag repræsenterer hver måned i året. Det gør vi for at se, hvornår der skal plantes og høstes. Det er et stort samtaleemne hvert år men med den globale opvarmning, passer det ikke ligesom tidligere. For masser af år tilbage kunne det nærmest siges med sikkerhed, at regnede det den 2. januar, ville der kommer regn i februar, og man kunne plante afgrøder.
Fra Dyrenes SOS har jeg med stor glæde modtaget en donation over 2.300 dollars. MANGE, MANGE tak for det! Pengene faldt på et tørt sted, for jeg skylder dyrlæge Laura en del for arbejde, hun har udført, og selv om hun behandler mig pænt med mindre gebyrer end for andre, løber det alligevel op.
Jeg sidder her med fakturaer, og i det store og hele ser det således ud:
• Ca. 15 dyr er blevet kastreret. Alle har fået vaccine, og en del har fået medicin i forbindelse med operation.
• 4 hvalpe (af 9), som blev afleveret hos Eugenia i en kasse, er blevet vaccineret og har fået ormekur – for små til sterilisation, men adopteret med lovning på fri sterilisation, når de er gamle nok.
• En del tæver, gadehunde, er blevet afleveret til Laura for sterilisation, vaccination og adoption, deriblandt den dejlige lille ruhårede tæve, jeg tog fra en restauration, og hun fik et dejligt hjem. En familie herfra landsbyen tog hende – de samme som tog Lissy, som jeg hentede højgravid, og som fik 12 hvalpe i vores gæstehus for et par år tilbage.
• Som jeg har fortalt før, er det hele lidt anderledes nu. Der er færre gadehunde (Gud være lovet) men dem der er, er udsat for overkørsler, og de større af dem er folk bange for og beskytter sig selv ved at bruge ”machetten” – en sabel – og det var tilfældet med hanhunden Fernando som fik næsen skåret op. Såret var langt og åbent ca. 2 cm. Det kunne ikke syes, og han var lang tid hos Laura, som var nødt til at skifte forbinding to gange dagligt, og sådan en hund kan jo ikke gå til adoption, før den er færdigbehandlet og klar til en ny familie. Det gode er, at efter behandling fik han et godt hjem og har det nu godt.
• Duffy, den lille angste hanhund jeg hentede i grøften, hvor jeg tilfældigvis så ham, (jeg var ude at lede efter en gravid tæve) er her stadig. Han er ikke angst mere, men lidt forsigtig med andre. Ikke med mig – han er helt pjattet, når jeg går over til ham. Han er blevet opereret , vaccineret og er klar til adoption. En morgen fortalte min hushjælp Yadira, at han var hævet i hovedet. Vi tænkte på slangebid og undersøgte ham, men det blødte ikke (det gør slangebid altid), lugtede ikke grimt (det gør slangebid også altid, fordi huden bliver opløst i området, der er blevet bidt) Vi tog ham til dyrlæge Laura, som slog fast, at han havde en knækket tand, som blev opereret ud.
• En lille gadehundehvalp var en af fem, og hun havde begge forben fuldstændig drejet, kunne ikke gå og dyrlæge Laura opererede hende. Nu ser benene ud til at sidde normalt, og hun er også opereret, vaccineret og klar til adoption.
• Hertil kommer en del hunde med hundesyge, eller erhligia, hvilke Laura har behandlet eller aflivet, alt efter hvor store muligheder dyrene har for overlevelse. Hun og jeg er enige om, at vi laver ”no kill”-arbejde, men giver dyrene en chance til livet, men ind i mellem er en aflivning alligevel nødvendig. For eksempel med min gamle hound dog Pluto, som jeg har fortalt om mange gange her på siden. Han er den dyreste gadehund, jeg har haft, havde en knuste pote på grund af en overkørsel, og han blev behandlet efter alle kunstens regler hos diverse dyrlæger. Men her på det seneste efter et kraftigt opsving faldt han tilbage, og jeg kunne se i hans gamle øjne, at nu ville han ikke mere, så dyrlæge Laura kom og aflivede ham. Stille og roligt sov han ind i mit skød og ligger nu sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård. Der ligger alt fra slanger og fugle til hunde og katte.
Alt dette har I betalt for – det vil sige, jeg tager også min personlige part, men jeg vender og drejer hver krone. Min gode husbond er sgu dyr i drift med tre sygeplejere plus medicin etc., så jeg er meget taknemmelig for hjælp fra jer. Mange tak på dyrenes vegne!
I går blev jeg ringet op af en kvinde, som har givet en hanhund til en familie. Efter sigende meget stor og hunden stak af fra de nye ejere ,kom tilbage med et øje, der hang ud ad hovedet so to say, og jeg sagde, hun skulle ringe til dyrlæge Diego, hvilket hun gjorde. Diego har altid problemer med sin bil, men jeg sagde til ham, at han skulle finde en eller anden form for transport og hente hunden og vurdere, om der var mulighed for at redde øjet via en operation. Hverken damen eller Diego har ringet tilbage, så jeg ved ikke, hvad der er sket.
For en fem dages tid siden blev jeg ringet op af en fortvivlet kone, der ville vide, hvad hun skulle gøre. Hun fortalte, at hendes nabo havde en lille hanhund på størrelse med en gravhund, og at den stod bundet i en kæde på en meter, hans madskål var fyldt med mider, og han stod i sit eget lort! Det er jo slemt nok i sig selv, MEN han havde også en sele på, som han var vokset ud af. Det vil sige, at bag ved begge forben var huden åbnet ca. to cm. Og der var larver, puds etc. i sårene. Well, jeg sagde til konen, at hun skulle tale med sin nabo og få ordnet situationen, men det ville hun ikke, fordi naboen er temmelig problematisk, og det kunne give nabostrid men så sagde jeg ”stjæl hunden, og tag den til dyrlæge Laura. Gør det uden at sige noget til nogen, og så ser vi videre.” Nu er den lille hos dyrlægen, som får den op at stå, og så kan den gå til adoption.
Janet, en bekendt der hjælper gadehunde, der bliver afleveret hos hende, ringede omkring en lille tæve, der var i løbetid. Marito hentede den lille, og hun blev opereret, vaccineret og sat til adoption. Da tæven er lille, blev hun hurtigt adopteret og tro det eller ej; hele tre gange blev hun givet væk men kommer hele tiden tilbage. Hun stikker simpelthen af fra folk, og hvordan hun hitter vejen, ved jeg ikke. Jeg sagde til Laura: ”hvorfor lader vi hende ikke bare blive her hos dig, som en ”holdt” gadehund,” men det vil Laura ikke, fordi hun er bange for, at folk får nys om det og så afsætte dyr hos hende i tide og utide. De sidste, der adopterede den lille, havde købt alt muligt; hundekurv, mad/vandskål, halsbånd, snor og legetøj, men tæven vil bare være hos Laura og ikke hos nogen anden. Janet ville hjertens gerne tage hende. Hos hende er der den lilles ”forlovede” – en stor hanhund, Amigo hedder han, også afsat gadehund, som løb efter bilen, da Marito hentede tæven. Problemet er, at Janets mand ikke vil have flere hunde end Amigo og en til, som de har taget til sig for år tilbage. Nå, jeg har tilbudt foder, hvis det er problemet, og lad os se; måske kan jeg overtale manden.
Her til slut skal I lige få den bedste nyhed. Det er, at min drøm er ved at gå i opfyldelse! Diverse personer, som hjælper gadedyr i Puriscal, har besluttet sig for at lave deres egen organisation og har spurgt, om de må kalde den ”Amigos de Zaguates, Puriscal.” Det har jeg givet ok til, og de er nu i fuld krig med at samle penge ind til at få organisationen op at stå. De har fået sat navn på de 10 personer, der skal til – ikke deres funktion endnu, men det bliver nok fastlagt til næste møde. Jeg siger jer; jeg hoppede rundt af glæde, da jeg fik nyheden, for det er jo lige akkurat det, der er min vision og mission: Hjælp til selvhjælp. At costaricanerne selv tager hånd om deres problemer uanset hvilke, men i dette tilfælde omkring gadedyr. Her i landet er der mange organisationer, som laver det samme som jeg, men de er alle ledet af udlændige som mig, og i denne gruppe er der ikke e eneste! Ayiiii ,hvor er det godt, og jeg kan klappe mig selv på skulderen (dette har taget mig 20 pr her) – jeg hjælper og støtter dem i begyndelsen, til de kan selv, helt selv that is. Det vil sige, at når der bliver afleveret en hund hos dyrlægen, skal de selv finde pengene til at få den behandlet, de kan lave lotteri, bingo og finde folk i forretningslivet i Puriscal, som vil spytte lidt i kassen, og jeg står i baggrunden, hvis der går kuk i det. Det har jeg lovet , men nu er det på tide, at de skal kunne ”svømme selv.” Mit næste projekt er at få startet en gruppe i Tabarcia-området – jeg har tre, som ville kunne klare det, men der vil tage lang tid, fordi de er langt bagud i forhold til dem i Puriscal.
Alt for nu, hav det dejligt, og velkommen til et dejligt forår.
Lise