De tre tons foder, som Lise fik doneret er ved at være brugt op, men med p.t. 29 ”hjemmeboende” hunde og alle de andre gadehunde, så får fodret hurtigt ”ben af gå på”.
Kære alle sammen
”Long time – no hear,” men i aften skal det være, at jeg lige sender en hilsen til jer alle med håbet om, at I alle har haft en god jul og får et godt 2013. I samme forbindelse vil jeg gerne takke for året, der gik. TAK for jeres donationer, som har hjulpet en masse gadehunde og gadekatte her i Costa Rica. Simpelthen uundværligt, for alene kan jeg ikke.
Min foderdonation er nu opbrugt. Der var ca. tre tons, men da jeg jo har 29 hunde her plus alle dem, jeg fodrer hos fattige familier, er det jo hurtigt væk. Jeg har noteret alle dem, der har fået foder (navn, dato og antal kilo) og vil sende det til ANPA, som valgte mig blandt andre til at modtage. Jeg ville gerne kontakte firmaet direkte for at sige tak, men det vil de næppe være interesseret i. For dem er det foder, der ikke kan sælges, og så er den potte ude. Men et eller andet siger mig, at jeg skulle gøre det. Et eller andet sted må det da være en tilfredsstillelse for dem, at de har mættet mange hundemaver.
I november havde vi det årlige SASY-event fundraising (Stop Animal Suffering, Yes), og det gik vist fint forstået på den måde, at de fik penge ind som i de foregående år, ca. USD 30.000 efter udgifter i form af leje af lokale, mad, drinks etc. I år vil jeg ikke bede om penge, men se om jeg kan få lavet lidt netværk for gruppen i Puriscal, så de kan få en kastrations-donation. Jeg selv har fået lovning på, at skal jeg bruge penge, er det bare at sige til, og så får jeg det. Det er jo rart at vide. Den 1. december ville jeg gerne have lavet en kastrationsrunde hos indianerne, men det ser ud som om, at det ikke i øjeblikket er nødvendigt. Folk har et mindre antal dyr end tidligere, og de fleste er allerede kastreret. Dyrlæge Blas bad om denne dato til en mega-kastrationsrunde i San Jose, og det gav jeg ok til. I princippet er jeg ligeglad med, hvor hunde og katte bliver kastreret, så længe de bliver det, og vi får bestanden af ønskede hvalpe og killinger ned. Vi er godt på vej men der er lang vej igen.I morgen henter jeg en tæve, som er i løbetid. En hundeven har hende i kæde, indtil vi henter hende. Vi ved ikke, om hun er gadehund eller har familie, men det er underordnet. En tæve i løbetid får hvalpe, og det skal undgås. Dyrlæge Laura har accepteret, at vi afleverer tæven i morgen, mod at hun kommer i en transportkasse, bliver opereret og vaccineret, og derefter sætter vi hende ud igen. Hun bliver fodret af en venlig person, og det eneste, vi kan risikere, er at hun bliver kørt over, men I tror det er løgn; disse gadehunde ved, hvordan man krydser vejen. Nogle er smartere end andre og venter ved vejkanten, til de ikke kan se eller høre en bil, og så krydser de. Desværre har ikke alle den mulighed, idet de bliver sat på gaden og ikke har en anelse om trafik. Det er dem, jeg henter, når folk ringer om en hund, der en påkørt og ligger i grøfte uden at bevæge sig. I sidste uge hentede jeg en lille tæve. En mand, der arbejder med noget gadearbejde hos indianerne, ringede og fortalte at hun lå i grøften og bare lå der. Vi hentede hende og bragte hende til dyrlæge Mariano, som undersøgte hende og sagde, at kroppen var ok, men at hun havde fået et slag i ansigtet, hvilket betød, at hun ikke kunne bevæge sig. En nerveforbindelse som ikke fungerede. Well, jeg tog hende til dyrlæge Laura til noget ultralyd, fordi Laura har et form for hospital, men den lille klarede det ikke. Hun var tørstig og sulten, men brækkede det hele op, og Laura ringede til mig for at høre, hvad vi nu skulle gøre. Den lille havde det møgskidt, og jeg sagde som altid, hun har fået en chance til livet, men hun skal ikke lide, så afliv hende, hvilket hun gjorde.
For en uges tid siden blev jeg ringet op af tre forskellige personer fra en lille by i nærheden om, at der var en kasse med 3 små hvalpe, og om jeg kunne hente dem. De gik fra ”hånd til hånd” og blev videregivet, for ingen gider at påtage sig ansvaret og arbejdet med moderløse hvalpe. Forståeligt nok for de var nyfødte, ca. to dage gamle, og deres navlestreng var ikke tør, hvilket betyder sutteflaske mindst hver fjerde time, også om natten. Well, jeg hentede dem – de var ekstremt kolde, så jeg puttede dem under min bluse og varmede dem op der plus med mine hænder. De skreg af sult og kulde, men faldt til ro. Dyrlæge Laura fandt en familie, som ville påtage sig det arbejde. Der er faktisk costaricanere, som godt gider hjælpe. Aftalen var, at denne familie ville tage dem i 14 dage, hvorefter jeg ville tage dem og fostre dem op her. Nuvel, to af dem klarede det ikke, hvilket er normalt. Så nyfødte er det praktisk taget umuligt at få op at stå, men de fik chancen. Jeg var i gang med at finde en tæve med hvalpe, som jeg kunne lægge dem til hos, men fandt hende ikke – det ville have kunnet redde dem. En er åbenbart indtil videre ok, spiser fint og ser ud til at klare den – et godt skulderklap til familien.
Vi kastrerer, så det fløjter, men det ændrer ikke på, at der er tæver her og der med hvalpe, som ingen vil have. Jeg fik nys om en tæve med seks hvalpe i nærheden. Gruppen i Puriscal kendte til dem og tog aktion. Jubiiii, det er det, der skal til og det, jeg har arbejdet hen imod i de seneste 20 år. Ikke bare ringe til Lise og så klarer hun situationen. Min hundeveninde Laura hentede dem en sen aften med mand og far. Der manglede to, som havde gemt sig, men dem hentede Laura og min caretaker Marito dagen efter, og nu er de hos hende i en transportboks. Jeg har netop afleveret mælk og fløde hos Laura. Æg og resten har hun. De er ca. fem uger gamle, hun har fået ormemiddel, og der er stor chance for, at de klarer den. Om en uges tid får de en vasketur, kommer til dyrlæge Laura, bliver vaccineret, og så kommer de til adoption med lovning om, at vi overtager kastration, når de er gamle nok – ca. 3 mdr. Deres mor skal jeg se at få fat i. Hun er noget angst, og det vil nok tage lidt tid at få hende til at få tiltro til mennesker, men det plejer jeg at få til at passe. Hun skal vaccineres og frem for alt steriliseres, og så kan hun gå på gaden, som hun har gjort indtil videre. En dame giver hende foder, så det skal nok gå. Dette er det, jeg bruger jeres donationer til plus naturligvis foder. Der er jo ingen grund til at vaccinere og operere, hvis hunden doer af sult. Så kan det være lige meget, og så kunne man lige så godt aflive med det samme. Sådan er det, men heldigvis har I gjort det muligt at gøre noget godt for mange. Som mit slogan er ”vi kan ikke redde alle, men vi alle kan redde mange” – det er det, jeg arbejder hen imod.
Gruppen i Puriscal arbejder godt. De er ved at få styr på det. Masser af større og mindre initiativer for at få penge til deres arbejde, en Guds benådelse af diskussioner og skænderier, men det er normalt. Der har jeg det noget enklere, idet jeg kun skal diskutere med mig selv, og det tror jeg lige, jeg kan klare! Jeg holder mig fuldstændig udenfor deres arbejde, kommer med forslag etc., når der er kuk i den, men jeg har intet med gruppen at gøre som sådan. Nu skal de selv finde ud ad det, og der er ikke brug for mig, hvilket er en dejlig følelse for mig, for jeg ved, de kan. De vil ende op med en gang sludrehoveder, men også med nogle ildsjæle, og jeg ser, at de er ved at ”skille fårene fra bukkene”, hvilket er en god ting. Sludrehoveder er der ikke brug for. Det handler om at arbejde for sagen, og dem, der bare snakker røve n ud ad bukserne, men ikke gør noget, kan lige så godt blive væk, for de forstyrrer bare arbejdet og laver uro i gruppen, og det har en ny gruppe ikke behov for.
På hjemmefronten mht. hunde har jeg 29 hunde, som er ok. Alle er sunde og raske og har det godt. Også mine to gamle ”asylhunde”, de ”aflagte” schæferhunde-hanner som skulle have lidt hjemmeliv, inden de opgiver ævred. Det kan ikke vare længe, Halcon bliver 14 år til februar, og Ghandi 13 i april – det er høje aldre for en schæferhund. Deres tidligere ejere var her i weekenden til frokost, og de to gamle var glade for at se dem, men ikke helt pjattede for at være med deres tidligere familie, hvilket betyder, at de er faldet godt til her hos mig. Det vidste jeg sådan set godt, for de var vant til at sove i et bur, og her sover de i dobbeltseng med mig. En eller anden dag kommer der vel en mand, som overtager pladsen, og så må vi se, om de opgiver den. Nå, vi krydser den bro, når vi kommer til den! Den ”lille” tæve-hvalp Mia kan virkelig slå en død mand ihjel. Hun er så aktiv med sine 10 måneder. Hun er virkelig indbegrebet af en brugshund, og egentligt skulle jeg give hende til K9 for en periode over måske fire år. Den lille fis har alt, hvad man ønsker af en hund til at arbejde og bruge sine evner. Hun har en helst fantastisk næse. Forleden dag blev jeg nødt til at drikke te i stedet for morgenkaffe, og grunden var, at min kaffemaskine var fyldt med tissemyrer og jeg mener fyldt, sort, og jeg syntes, det er synd at slå dem ihjel ved at drukne dem (dyreelsker gælder også for tissemyrer – de skal jo også have mulighed for livet), så jeg puttede maskinen ud i naturen med noget sukker, og så forsvandt de). Mia vidste lige med det samme, at det her ikke var normalt, for det lugtede ikke af kaffe, men noget andet, hun lige skulle tjekke.
Nej, hun er virkelig ekstrem. Jeg har haft 11 schæferhunde, men aldrig en som hende. Hør her, jeg lukker hundene ud om morgenen kl. 5.30, venter på at de får lavet deres tissetår, lægger mig igen og efter en vis tid mener Mia, at nu skal vi stå op, for hun vil have morgenmad. Har jeg øjnene lukket, tager hun det roligt, sukker og venter på bedre tider, men begår jeg fejlen at åbne øjnene, er hun der med en pote i hovedet og et kraftigt slik. Virker det ikke, hiver hun sgu dynen af mig, ganske enkelt. Den eneste, der kan styre hende, er mit gamle gadekryds på snart 19 år, Sissi. Hun har overtaget biksen og styrer de gamle hanner plus Mia. Hun er lille i statur, men stor mentalt – der er ikke nogen, der render om hjørner med hende.
Ja, ja, hundeliv i Costa Rica er virkelig en stor farvelade. Der er staklerne og dem, der er overforkælede og lever ”menneskeliv” – heller ikke godt, men dog bedre end staklerne, som er hensat til en kæde hele deres liv. Well, jeg prøve at gøre, hvad jeg kan for dem, ligesom andre tager initiativer og laver et andet arbejde. For eksempel har vi lige haft en større foranstaltning med en hunde-gåtur i San Jose. Jeg tror, der var ca. 300 hundrede deltagere, så I ser, at der sker noget på fronten – vi er bare så langt tilbage. Frustrerende på en maner, men et eller andet siger mig, at hunden på gaden, den der kan gå frit rundt, besøge sine hundevenner, markere sit territorium, det er altså virkelig mere hundeliv end det ser ud for ”sofahunden”, som er blevet menneskeliggjort. Fjollede mennesker putter tøj på hundene. Jeg mener, de har jo allerede tøj på i form af pels. Her har det i hvert fald ingen berettigelse. I andre lande med minus 20 C o har det en berettigelse.
Jah, det var så et pip fra Costa Rica. Her er tørkeperioden ved at indfinde sig. Det vil sige nul regn i fire måneder – heller ikke godt, men naturen er vant til det, og alt og alle overlever fordi, sådan er det bare.
Lad os se, om ikke det kommende år har lidt ”goodies” for os alle. Jeg personligt kunne trænge til lidt fred. I gør jer ikke begreb om alt det papir-besvær, jeg har med myndigheder, pension, skattevæsen etc. både her og i Tyskland. Jeg render fra Herodes til Pilatus, ambassade her og konsulat der. Postgangen til og fra Costa Rica er omkring en måned, så det trækker ud, Håber på bedre tider i det nye år.
TAK for hjælpen til dyrene her og jeg kommer tilbage.
Lise