Costa Rica – 25. april 2012

billede2Holdningsændringer tager tid, men med stædighed og en evig fastholdelse af målet kommer man langt, lyder budskabet fra Lise i Costa Rica.

Kære alle sammen

Nu er det et stykke tid siden, jeg sidst har skrevet. Jeg har haft utrolig travlt med alle dyrene, den nye gruppe som nu er organiseret i Puriscal, to sterilisations-runder plus alt det løse. Det sidste er det, der tager mest tid – det er alle dem, der ringer og beder om råd og dåd.

Den 10. marts havde vi en runde i en lille by fem min. Herfra, og der kom 85 dyr – hunde og katte. Dyrene så alle godt ud, velnærede og kun én havde hudsygdom. Ejerne fik medicin af mig med hjem og anvisning om, hvordan den skal gives. Jeg holder altid en lille tale, inden vi går ”i krig”, fortæller om forløbet, hvad sker der mens og efter operationen, hvornår man kan give mad og vand etc. Ydermere får folket et lille hæfte fra SASY og mit indlæg i avisen fra 2005 om ”en hunds dagbog” – en trist historie. 90 pct. af de dyr, der kommer, er taget fra gaden af venlige mennesker, der synes, det er synd for dem. Meget få er racehunde – dog kom der to Golden Retriever-tæver og begge gravide, det skal jeg love for. De ene ville nedkomme med 14 – siger og skriver fjorten hvalp – og den anden ”kun” 12. En tredje havde otte og en kat var gravid med seks killinger. Folk før i tiden mente, at vi lavede ”synd” set med Guds øjne, men som jeg sagde ”er det ikke mere synd, at alle disse uønskede hvalpe bliver født og lever et elendigt liv på gaden?” Disse folk ser vi ikke længere her. Katolikkerne har ændret mening – også med hensyn til hvor mange børn de selv vil have. Før i tiden var det ikke ualmindeligt, at en kone fødte op til 18 børn, men nu er det mere almindeligt, at de får et par stykker, og så bliver konen steriliseret eller også manden. Noget der var et absolut no no for bare 20 år siden.

Nå, en dame kommer og meddeler, at hun har tre små hvalpe i en papkasse – tæver – og dem vil hun aflevere. Jeg sagde ”øhh, lige et øjeblik, skal de steriliseres eller hvad?,” hvortil hun svarede at nej, de var afleveret hos hende selvsamme morgen, og hun kunne ikke have dem, fordi hun allerede havde tre af deres egne – og så tog hun tog ”sit gode tøj” og forsvandt. Well, jeg tog lige en stirrer på alle tre, som var dødbange, rystede af skræk, hvilket jo er klart: Taget væk fra deres mor og deres omgivelser, puttet i en kasse, kørt i bil og så al den larm, der er med alle hunde og katte etc. Nå, jeg tjekkede dem; de to var ok, den tredje havde ræveskab, og de var fyldt med lopper og tæger. Jeg kiggede på deres tænder og så, at de var ca. 3 måneder gamle og derfor ”kandidater” til operation. Dog som de sidste eftersom vi jo ikke vidste, om de var uden mad og drikke. Jeg sad med dem i skødet og talte blødt, gav dem nogle dæmpede signaler, og det lå ligesom i luften, at det var mig, der skulle tage dem med hjem, hvilket jeg gjorde. Jeg ringede til Marito og bad ham om at forberede vores emergency-hundehus, og der har de to af dem så været siden den 10. marts. Én tog dyrlæge Lauras assistent, og de to andre er nu ok til adoption i næste uge. Vi alle er kede af at give dem væk, men jeg har altså 30 hunde, og det er lige i overkanten af det ”tilladelige”. De små er simpelthen bare SÅ søde, de kan ikke gå normalt, de hopper og danser af bare fryd, men lige i øjeblikket er de lidt triste, for de savner deres legekammerat, som dyrlæge Laura havde til adoption (et par små gutter hentede den fra parken i Puriscal) og som jeg tog hertil på ”paaskeferie”, så hun kunne få lidt mulighed for at bevæge sig, få lidt ”pondus” (hun var ekstrem tynd) og bygget muskler op. Jeg afleverede hende igen i går, og dyrlæge Laura sagde ”Lisa, jeg kan ikke genkende denne tæve, har du ikke byttet hende ud med en anden?” De to andre bliver givet til Laura i næste uge, Yadira og Marito og jeg selv er kede af at aflevere dem, men de skal have ”hjemmets varme”, og forhåbentlig kan de blive adopteret sammen. De er pot og pande, de finder pinde og blade, og det sidste var et dødt dyr, som gribbene havde taget kødet af, men pelsen lugtede tilsyneladende dejligt, så den leger de med. I det hele taget leger og leger og leger de, jeg håber, at de kan blive ved med det i deres nye hjem…

Nummer to kastrations-runde var i Tabarcia den 14. april 12 med 69 dyr, også her så dyrene OK ud, i min lille tale gør jeg meget ud ad at ”kreditere” folk for at de passer dem godt for ligesom at stimulere dem til at fortsætte i samme retning, ved denne runde, kom en mand med hele ti hunde, han er kendt for at tage dyr til sig og derefter give dem væk til folk han kender og han fik en rigtig god pris, jeg kan ikke lige huske det men mener at han fik alle opereret for omkring 400.00 danske kroner og det må jo siges at være billigt, der kom også en ældre herre med to hunde og havde ikke pengene, men dem tog vi med ”i købet”, den ældre har en stats-pension på ca. 700.00 danske kroner pr. måned og så er der jo ikke meget at ”rutte med”, han nærmest græd af glæde og jeg fortalte ham at grunden til at det var gratis var, at der er en organisation i Danmark, som giver donationer til det, så han sender en glad og taknemmelig hilsen til jer….

Jah, så er der alt det ”løse”, det vil sige hunde sat på gaden (den klarer jeg med jeres hjælp i form af foder, ormemiddel, mælk, kalk etc.) og overkørte hunde – det er dyrlæge Laura, som tager sig af det med hensyn til evt. operation, medicin etc. Det er altid det samme på dette tidspunkt af året, alle ungerne ønsker sig en hvalp i julegave, omkring julemåned er de fleste hvalpe mellem tre og fem måneder gamle, de går i første løbetid og bliver gravide og derefter sat på gaden, hvor de får deres hvalpe i et hul, de graver, under en busk eller et palmetræ, og venlige mennesker ringer så til mig og beder, om at jeg kan hente dem. Det kan jeg ikke, men det er virkelig lykkes mig at få folk til at forstår, at DE tager sig af tæver med hvalpe, jeg hjælper med foder etc., men dyrene bliver hos dem. En dame, Ana, ringede: hun havde fået mit telefonnummer af en nabo, som fik det fra en nabo som fik det fra en nabo… Så er det jo klart, at så mange ringer – jeg har opkald fra folk, jeg har hjulpet med deres dyr for over ti år siden!
Dette arbejde er anstrengende psykisk og også dyrt, men nu er gruppen i Puriscal jo etableret, og så må de se, hvordan de klarer disse udgifter i deres område. Så kan jeg koncentrere mig om resten; de er vant til at ”vi ringer bare til Lisa, og så hitter hun på noget” men nu skal de selv, og det kan de også sagtens,. I alt beskedenhed så er alle ”oplært” af mig, og når jeg kan alene, kan de også i gruppen. De skal bare lave et koncept, hvor en gruppe er ansvarlig for fx sterilisation – hitte lokalet, doktor, dato, sætte information op etc. En anden gruppe tager sig af nødstedte dyr – dvs. gadedyr som skal fodres, have ormemiddel og steriliseres. En gruppe står for at hjælpe overkørte dyr, som skal til dyrlæge. En gruppe står for at finde donationer til at betale for det hele inkl. dyrlægeregninger. En gruppe tager sig af at sørge for, at alle de andre gør det, de arbejder med som en form for tjekliste, således at alle arbejder fornuftigt, og at der sker fremskridt og ikke tilbageskridt, og at ”højre hånd ved, hvad venstre hånd gør”. Det er vigtigt, sådan at det hele ikke ender med ”jamen, jeg troede….” et eller andet, hvad det nu måtte være, og så går der kuk i det, fordi de kommer op at toppes, folk trækker sig ud ad gruppen, og det ender såmænd nok med, at der er et par ildsjæle tilbage, og så klarer de resten. I gør jer ikke begreb om, hvor mange gange jeg har hørt sige ”Ihhhh, Lisa, jeg vil gerne hjælpe, for jeg elsker dyr,” men når det kommer til stykket, er kærligheden ikke stor nok til, at de kommer som aftalt, fordi der lige kom et eller andet i vejen. Kunne være en fødselsdag, ondt i bøtte, har ikke tid fordi de skal pille næse eller læse en bog… Ja, ja, 20 år i denne business gør en til mester i at skille fårene fra bukkene. Take my word for it!

Jeg har med interesse læst Rikkes indlæg på siden efter hendes besøg hos May i Belize og ser, hvis altså jeg ser rigtigt, at det er der, som det var her for 20 år siden. Så der er vist lang vej igen, men klemmer man balderne sammen og er stædig nok, så lykkes det. Det er noget med at holde sig målet for øje, for der laves nogle ”detours”, men holder man fast i sine egne principper, kan man faktisk komme temmelig langt. For May kræver det en gruppe som beskrevet ovenfor. Belize er så vidt jeg ved en ex-koloni af englændere, og hvis jeg har læst rigtigt, tager englænderne deres hunde til dyrlægen, før de tager deres unger til lægen! Det må jo på en eller anden vis have smittet af på lokalbefolkningen. Jeg kender ikke deres bruttonationalprodukt, men kan ikke forestille mig, at befolkningen er fattigere end her i Costa Rica. Jeg tror, at der skal en holdningsændring til og så tilbyde sterilisation, så det fløjter. Og jeg mener massive kastrationer, som vi gør her. En enkelt hund her og der dutter ikke, det dutter heller ikke at fodre en tæve, så hun bliver ”fit for life”, for så går hun i løbetid, bliver gravid og får hvalpe, og så er vi jo lige vidt. På Rikkes indlæg forstår jeg, at der er mangel på medicin, og at Mays dyrlæge står uden indimellem. Det, vi gør her, er at bede medicinalfirmaer om donationer af udløbet medicin – det være sig alt fra antibiotika til creme, shampoo etc. Vi ved alle, at et antibiotikum er aktivt to år efter udløbsdatoen, måske ikke 100 pct., men måske 95 pct. alt efter, hvad vi taler om, og hvordan det er blevet opbevaret. Medicinalfirmaer vil jo sælge deres produkt, og dyrlægen kan ikke sælge det, hvis det er udløbet, men vi andre dødelige kan bruge det og det gratis. Måske skulle Mays dyrlæge kigge lidt efter det, måske kunne man forstille sig, at man kunne indsamle disse produkter i Danmark og sende over, eller en evt. frivillig kunne tage det med på rejse. Ja, jeg ved ikke, men man bliver nødt til at hitte på evt. muligheder. Det ser umiddelbart ud som en kæmpe opgave, men det kan lade sig gøre. Jah, herfra kan jeg kun ønske al mulig held og lykke, at loppemarkedet har givet lidt pote til at bygge et gæstehus til frivillige, og at dyrenes forhold bliver bedre hen ad vejen. Det tager tid, men det kommer – ligesom her – lidt ad gangen. Med ”tro, håb og kærlighed” kommer man altså langt…

En forårshilsen her fra varmen – vi har i øjeblikket 34 grader C. Det er begyndt at regne til glæde for alle dyr og planter, og et var på tide med regn, for vi var ca. en måned bagud, men nu strutter det hele, der er masser af insekter, fuglene har unger i reden (smart som naturen indretter sig, så der er mad til ungerne) og jeg fodrer falkene, som også har unger, således at de ikke går i rederne af de andre småfugle.

Lise

 

Dette indlæg var udgivet den Ikke-kategoriseret. Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial