billede26Godt og dårligt nyt fra Costa Rica, hvor hundenes ven endnu engang været udsat for et jordskælv, men har også flere gode nyheder at berette om.[divider]
Kære alle sammen

Vi har for to en halv time haft et jordskælv igen. Det var kraftigt – småting faldt ned her i huset, men det varede kun ca. tre sekunder. Det er jo til at holde ud. Jeg sov siesta og blev sur på min hvalp Mia over, at hun dog ikke bare kunne hoppe op i sengen som andre hunde, men behøvede at ryste hele huset. Altså indtil jeg fandt ud af, at det ikke var hende. Hun var slet ikke I sengen…

Kastrationsrunden den 29. september i Tabarcia gik fint med 83 dyr, som blev opereret. Der var store problemer inden, idet vi havde dyrlægen, men ikke lokalet, og det dutter jo ikke. Det sted, vi plejer at bruge, var ikke muligt, og det meddelte de tre dage før, så jeg overvejede at annullere, til vil kunne finde et brugbart sted. Præsten tilbød, at vi kunne bruge deres lokale, men ville ikke tillade dyr og mennesker inden for området. Kun operation og opvågning, men det duer jo ikke. Jeg kontaktede ham, fik fat i hans sekretær, som lider af et trauma omkring, at hun som otteårig blev nødt til at sætte en tæve på gaden langt fanden I vold – et sted I bjergene hvor der bare er intet, og hvor hunden sikkert døde af sult. Ja,, hun var så ked at det, hun havde gjort, og det kan jeg godt forstå. Nuvel, Lidieth i Tabarcia, en ”aktiv makrel”, hittede et super duper lokale. Et ubenyttet bilværksted, som kunne huse os alle. God nok for der kom et kæmpe uvejr, som jo er normalt I denne tid.

Praktisk taget alle dyr var I fin, fin stand. Denne gang var der mange katte. Faktisk et godt tegn fordi det betyder, at hundene nu er kastreret, og nu går folk i gang med kattene. De fleste var taget fra gaden – også et godt tegn at folket her nu bekymrer sig lidt mere om dyrene, både deres egne og dem fra gaden. Naturligvis er det pt. flest hunde. En dame kom med en lille han-mis på ca. tre måneder. Hun havde taget ham fra gaden to dage før, han havde ikke fået ormebehandling, og den lille ville bare ikke vågne op af anæstesien, så for at stimulere ham puttede jeg ham under min bluse mellem babserne for at holde ham varm. Ydermere fik han at nål I næsen mellem næse og læber (akupunkturpunkt) for at stimulere åndedræt og blodcirkulation. Det gør, at de begynder at slikke sig om munden, og det er et godt tegn. Efter tre timer var han klar til at komme hjem, og da jeg ikke har hørt andet, går jeg ud fra, at han er ok. Dyrlæge Diego fra Tabarcia blev nødt til at genoperere to tæver, som var ved at forbløde, men de er også ok nu. En hanhund, grand danois, blev ved med at bøde fra såret, men ser I, her ser vi det igen, folket kom ikke med hunden på grund af transportmangel, men de sendte en person på en knallert for at høre, hvad de skulle gøre. Jeg anbefalede at lægge et pres på såret – to fingre som presser dels indad men også på hver sin side af såret, og det hjalp, sagde de. Hanhunde svulmer altid op, og jeg mener altid, så jeg anbefaler, at man laver kamillete – det køles ned i køleskab, og man tager nogle klude, som lægges på det inflamerede område. Teposerne kommes i fryseren, og dem lægger man på området med et stykke køkkenrulle, så det ikke er for koldt. Det er et naturmiddel, men I tror, det er løgn; kamillete er virkelig et godt middel, som hjælper både udvortes som indvortes, også hos os mennesker.

En lille sjov begivenhed var en dame, som ventede på sin kat, som var opereret. Diverse katte var klar til at komme hjem, og jeg spurgte: “hvem er ejeren af denne kat?” En dame meldte sig, men sagde: “jeg ved ikke rigtigt, den ligner min, men da jeg lige har hentet den fra gaden, er jeg ikke helt sikker. Denne her er for tynd, og så meget kan dyrlægen da ikke have hentet ud?” Hele salen hylede af grin, for hun var simpelthen så forvirret, om det nu også var hendes kat. Ok, det viste sig at det var en andens, og hver især fik deres respektive dyr med hjem.

Gruppen i Puriscal er ved at finde fodfæste, hvilket glæder mig utroligt. De havde kastration den 7. oktober med 105 dyr. Dyrlæge Francisco, som jeg brugte som dyrlæge før i tiden indtil han flyttede til Caribe-kysten, kom naturligvis for sent. Det er normalt, men manden er virkelig hurtig og dygtig, samler et godt team, og han kastrerer mellem 12 og 15 dyr pr. time, alt efter hvilket dyr vi taler om. Denne gang startede han kl. 9.00, og de sluttede kl. 1900. Jeg har ikke hørt om noget unormalt, så jeg går ud fra, at alle hunde og katte er ok.

For at ingen skal “falde i søvn” (hverken hundeejere, katteejere eller os selv), har vi planlagt to nye kastrationer. Til den sidste i Puriscal kom der flere, end dyrlægen kunne klare, så de er sat på venteliste til deres næsten den 18. november. Jeg har dyrlæge Blas til den 1. december, men ved ikke lige, hvor det er bedst at sætte ind – ”mit” område er mere eller mindre ok med hensyn til kastrationer. Måske jeg skulle kontakte indianerne for at høre, om de ville være glade for en kastrationsrunde I Quitirisi. Indianerne der har det langt bedre nu om stunder end for 12 år siden, da jeg startede her i området. Det var alt fra tøjindsamling, dyrlægearbejde med medicin etc., julegaver til ungerne, som ikke ville kunne få en gave på grund af familiens fattigdom, legetøj til ungerne, hvor en dukke manglede en arm, et hoved eller et ben, en bil uden hjul etc. Det var de glade for dengang, men nu er det heldigvis anderledes. Regeringen hjælper familierne med en form for støtte, og nu er de faktisk ok – i hvert fald hvad jeg hører. Jeg tager mig af deres dyr, når de ringer, og jeg hjælper en 3 familier med foder til deres hunde plus det løse.

Under det løse er jeg netop blevet ringet op af en indianerkvinde, hvis bedstefars hund netop har fået hvalpe, og tæven har mastitis, dvs. betaendelse I mælkekirtlerne. På grund af smerte nægter hun at give mælk til de små, de hyler og skriger på mad, men tæven nægter. Ok, betaendelse betyder antibiotika, og det betyder, at mælken udebliver. Den produceres ikke/tørrer ind, så man kan prøve at malke ud, kompres af kamillete hjælper også her og at lægge en form for plaster over de inficerede mælkekirtler, så hvalpene ikke sutter der. Ekstra hjælp skal gives i form af sutteflaske med en puppyformula. Den kan købes for dyre penge, men også laves hjemmelavet. 1 liter laktosefri mælk, 3 spiseskefulde honning, 1 æggeblomme (uden det hvide som hunde ikke kan absorbere) og 125ml fløde. Det er for hvalpe sødt, har proteiner, fedt og har for mig virket super duper igennem mange år.

Ja, her på hjemmefronten er jeg (vist nok) nogenlunde ok. I hvert fald gør jeg som om, og jo, det går bedre. Jeg er ved at finde en vej, som jeg ikke ved hvortil fører, men dog en vej. Jeg er meget trist, ensom og savner min mand, men alligevel har jeg ikke mistet min humor. Der er stadig plads til en god joke og et godt grin. Jeg danser stadig med mig selv en times tid hver aften for at svede lidt og holde formen. Et fløjt til en god melodi er heller ikke af vejen, men lykkelig eller bare lidt glad er jeg ikke i øjeblikket. Det her er noget, der bare skal overstås eller leves, en del af livet som alt muligt andet som hver og en oplever på hver sin måde. Jeg håber på at kunne sælge huset – økonomisk uafhængighed er en god start til en ny tilværelse, men det er ikke ligetil i disse krisetider og med et så stort, hus/gæstehus etc. på over 350 m2, 5 hektarer land, som kan udstykkes for en der ville det. Der er mange muligheder, men i krisetider er det vel at “sutte på lappen” og håbe på det bedste. I hvert fald har jeg ikke tænkt mig at opgive ævred, og min vision og mission med hensyn til hundeliv I Costa Rica er still going strong. Mit arbejde er ikke færdigt her endnu.

Alt for nu – en hundehilsen her fra Costa Rica.
Lise

billede3Foruden hjælpeløse hunde og besværlige kolleger har Lise fra Costa Rica nu også fået følgeskab af et voldsomt jordskælv.[divider]
Kære alle sammen

Jah, såvel hundene som jeg har overstået det sidste nye “skrig” med hensyn til jordskælvet I onsdags. Det var godt nok noget, der ville noget; hele hytten rystede og blævrede, min husholderske gik i “blokade”, stod bumstille, så jeg måtte råbe til hende tre gange, “luk døren op for hundene.” De var jo bange med al den larm; taget knagede, porcelæn klirredede, ting faldt ned, de løb ud, men kom ind igen, fordi de søgte min støtte og ville være hos mig. Jeg er ikke og har aldrig været en bangebuks, når noget står på – jeg får reaktionen bagefter, når det går op for mig, at det her var da vist lidt farligt. Nu er det sådan, at vores hus er “jordskælvs-sikkert” forstået på den måde, at det er så fyldt med jern og cement og med et fundament på 1,80 meter, og hver mur er fyldt op med ca. 60 cm I bredden, så jeg betragter jeg det som sikkert. Det er det også; jeg tog en stirrer på hytten bagefter og NUL revner noget som helst sted. Det giver jo en vis tryghed, men jeg lover jer, det hele hoppede og dansede. Nu er det så at vente på det næste. Orkaner kan man forberede sig på, men jordskælv er der bare, når man mindst venter det.

Jah, her går det temmelig vildt til; masser af folk der ringer omkring deres dyr og dem på gaden, jeg giver råd. Jeg siger, at de skal finde ud ad det selv, og kan de ikke, skal de ringe igen, og så klarer vi sammen problemet. En gammel bekendt Nora ringede og spurgte, om jeg ikke kunne hente en gravid tæve, en gadehund hun og en nabo havde givet mad. Tæven var I løbetid, og jeg sagde til hende: ”du ved meget vel, at en løbsk tæve vil blive gravid, så nu er problemet dit og din nabos. I to må løse det; lad taven få sine hvalpe, og derefter opererer vi hende og tævehvalpene. I har hænderne I fedtefadet fuldstændig unødvendigt. I kunne have haft ringet I sin tid, opereret tæven, og I ville have et problem mindre.” Costaricanere er verdensmestre I at finde undskyldninger for alt muligt; hun sagde, at hun ikke havde mit nummer, hvortil jeg svarede “hvorfor har du det så nu?”

Til jeres information har jeg lige betalt dyrlæge Laura ca. 4.000 DKK taget fra jeres donation. Det, jeg har betalt for, er alt fra overkørte hunde til slangebid, behandling, aflivning af diverse med fx hundesyge, som var så fremskreden, at behandling ikke var mulig, hvalpe med parvo-virus, som var på klinikken i op til 14 dage, men overlevede og blev sat I adoption med vaccine osv. osv. Her er der virkelig meget at vælge imellem, men dyrlæge Laura og jeg kommer nok lige til at tage en “Lise-snak”, for nogle gange tager hun for meget, og andre gange ikke noget. Det gode er, at vi forstår hinanden vældigt godt og “taler man sammen, forstår man hinanden.” Et ordsprog her, som er rigtigt, faktisk i en enhver henseende. Det gælder i såvel ægteskab som venskab, uanset hvor I verden man befinder sig.

Gruppen I Puriscal har problemer. Det vidste jeg godt, at de ville have, for der er for mange, der vil være leder, og den leder, de har, kan ikke styre gruppen. Der har dannet sig to grupper i samme gruppe, og det går naturligvis ikke. Egentlig burde jeg tage styringen i en tid, men på den anden side tager jeg ansvaret fra dem, og det er jo lige det, jeg ikke vil. De skal dæleme selv finde ud ad det. Deres problem er kommunikation – at den venstre hånd ikke aner hvad den højre gør. Nogle har trukket sig fra gruppen, og jeg regner med, at der vil være fire-fem ildsjæle tilbage. De andre kan komme, når man beder dem om det, men ellers holde sig tilbage og ikke lave ravage i resten af gruppen, uden at deltage, som man bør. Det er nemt nok at kritisere, det ved vi alle, men så må man komme op med noget, der kan bruges til dyrene, som vi jo alle prøver på at hjælpe. Hunde har brug for en leder – har de ikke det, opstår der slagsmål, fordi de VIL have en leder, som de kan stole på, og som klarer diverse situationer for dem – og sådan er vi mennesker vel egentligt også. Dt er rart at have en leder at støtte sig til – om ikke andet så for at undgå at tage dispositioner og ansvar selv!

Kastrationsrunden I Puriscal gik over forventning med 91 dyr. Et lille sted og igen vidste højre hånd ikke, hvad venstre gjorde, Næh, de glemte et telt, hvor dyr og mennesker kunne være inden og efter operation – en våd hund eller kat kan ikke opereres. Ydermere blev jeg bagefter ringet op af forskellige personer, som spurgte, om denne kastration var “min”, hvilket jeg ikke kunne bekræfte bortset fra at betale differencen mellem, hvad folk betaler, og hvad dyrlægen tager, og naturligvis teltet som normalt koster 500 DKK, men som jeg får rabat på og betaler 300 DKK for. Det viste sig, at dyrlægen havde en assistent med, som lukkede såret, efter sigende erfaren, men to hunde døde på grund af forblødning, og det fik mig totalt “op at køre”. Jeg kontaktede gruppen og sagde, at de skulle reklamere dette til dyrlægen, ydermere at insistere på at han og kun han foretager hele operationen. Well, folk her mangler nosser, det sagde vi i gamle dage. Jeg har valgt at kalde det “patter” – lyder måske ikke så smukt, men nu om stunder er vi mange kvinder, der klarer biksen både her og der, og da hele gruppen I Puriscal består af kvinder, er det vel på sin plads. Ok, det endte selvfølgelig med, at jeg kontaktede ham og fortalte, hvad der var sket og sagde: “bare så du ved det; i mine kastrationer er du den, der står for biksen. Du og dit team laver jeres arbejde og vi vores. Jeg behøver ikke en eller anden ”ny-skoling” (to-tre måneder på veterinærskolen) til at sige til folk, at de ikke kan tage deres dyr med hjem, inden de er ok til at komme hjem”. Det skete nemlig sidst I Puriscal. Folk fik deres dyr med hjem, uden at de var opvågnede af anæstesien, og det er absolut no go, og igen fordi folket fra gruppen ikke var der til tiden. Alle havde en gudsbenådet undskyldning, og egentlig er det ganske morsomt, hvad de kan hitte på for ikke at tage ansvarlighed. Fx barnet kunne ikke blive passet, manden skulle have morgenmad, ingen benzin på bilen, svigermor kom uventet på besøg, etc. etc. Ja ja, måske lærer de det hen ad vejen, altså vi taler om en 20 år, så der er bare at vente…

Den 29. september 2012 laver jeg en runde I Tabarcia. Regner men del hunde og katte, efter sigende kommer der en del. Normalt taler vi om en 60-70 dyr der, men denne gang vil jeg “sidde i nakken” på dyrlægen og hans assistenter. Jeg vil sige til ham: “du alene åbner og lukker, og jeg tager mig af resten – det kan vel ikke være så svært.” Dyrlægen har nået det punkt, at han slet ikke gider diskutere det med mig. Heller ikke nødvendigt, for sådan er det bare – det ved han, og det ved jeg!

Jah, min lille “Santa Mia” er blevet opereret for to dage siden, og min gamle “asyl-hund” Ghandi på 13 år mener, at han stadig er en unghund. De leger og leger, han fjoller rundt med hende, og det er dejligt at se, Det får et godt grin frem hos mutter her.

Alt for denne gang.

Lise

Costa Rica 2008 209Lise fra Costa Rica har modtaget 3 tons hundefoder i gave, hvilket har fået særdeles uheldige konsekvenser. Derudover har hun realiseret en gammel ide om at give asyl til aldrende schæferhunde.[divider]
Kære alle sammen

Nu er det tid til at skrive lidt om “hundeliv” i Costa Rica men allerførst vil jeg gerne sige mange, mange tak for jeres donation på USD 2.560. Med den donation kan vi holde den gående et stykke tid – jeg skylder dyrlæge Laura en del, men hun må finde ud af hvor meget og for hvad. Resten bliver gemt på hundekontoen til dårlige tider – medicin plejer jeg at købe, når der er penge på kontoen, men denne gang har jeg rigeligt, så det er ikke nødvendigt. Det er jo fint nok.

Fra mine egen konto har jeg overført USD 1.000 for at kunne betale hundefoder til de mange, jeg fodrer. Det fik jeg lige gjort, hentet og betalt, og tænk sig, så kontaktede vores lokale dyrebeskyttelsesorganisation ANPA mig og spurgte, om jeg var interesseret i 3 tons god hundefoder. Jeg var ved at skvatte ned af stolen og sagde naturligvis mange tak, betalte en gut for at hente det, og nu er det opmagasineret i vores stue i gæstehuset. Det var det, min mand altid sagde: “Lise, det er ikke længere noget gæstehus, det er et hundehus.” Well, 1 ton er næsten røget; jeg gav 200 kg til en dame, jeg fik nys om, og som har 48 hunde. Hun betaler ALT selv; kastration, ormemidler, foder etc., så jeg sagde til hende, at hun skulle organisere sig og lave en organisation, og det er hun ved at gøre. På den maner kan hun evt. få nogle midler til fx kastration fra SASY og søge andre steder. Denne foderdonation kom virkelig som sendt fra himmelen og er opstået, fordi en eller anden har forregnet sig i firmaet, produceret for meget og solgt for lidt. Foderet udløb slut juli og kunne derfor ikke sælges hos dyrlæger, supermarkeder etc.

En person fik foder og begyndte at sælge det, hvilket er totalt uhørt. Det er simpelthen NO GO, og naturligvis får det indflydelse for os andre i fremtiden. Firmaet har allerede meddelt, at de ikke længere vil være med til dette og foretrækker at brænde det!!!! Der kan man se; “one rotten apple” og så kan vi andre jo være nok så regelrette. Jeg har købt plastikposer og sække, og foderet bliver afleveret I disse, så folk ved ikke engang, hvilket foder de får. Det er det, firmaet ønskede, og her bliver det gjort, som de vil. Hver gang vi giver foder, bliver det noteret til hvem, hvor mange hunde der er, dato og antal kilo, og når der ikke er mere, sender jeg denne information til firmaet. Om de gider læse det eller ej, er ikke mit problem, men i hvert fald kan de se, at jeg er seriøs, og det kunne jo være, at de ville tage mig i betragtning i fremtiden og ikke brænde det hele, hvis denne situation skulle opstå igen, og de har for meget.

Det kan betale sig at være seriøs, at lave sit arbejde ordentligt, for så er der ingen, der kan komme bagefter og reklamere over et eller andet, hvad det end måtte være. I den forbindelse kom jeg til at tænke på tiden i Puerto Rico, hvor jeg stod for afregning at Lufthansa-billetter, som rejsebureauerne udstedte. Jeg tog rundt på de fleste øer i Caribien og underviste agenterne. Havde bedt Uwe, som var min chef, om et ophold på otte dage i Lufthansas undervisningscenter, hvor jeg stykkede noget sammen for dem i vores område. Lærerne forstod ikke helt konceptet, og hvorfor jeg gad, men var villige til at give råd og dåd. Jeg tror, jeg har undervist en 400 folk over en periode på fire år. Jeg var simpelthen så ked af at ringe og sige til et rejsebureau, at de havde lavet en del bommerter vel vidende, at den stakkels agent skulle betale for det af egen lomme. Dengang tjente en agent ca. USD 700 pr. måned og skulle aflevere det, der var beregnet forkert. Well, Lufthansa have ét automatisk system og Amerian Airlines et andet, og deres var ikke up to date. Agenterne udstedte billetter på Americans system, og ergo satte jeg mig på min “flade” og lavede et minutiøst arbejde; navn på passager, nummer på billet, udstedelsesdato, rejserute, deres udregning, vores udregning og naturligvis differencen, tog fotokopier af alle billetter, ringede til American Airlines i Dallas, blev omstillet en ti gange, men fik fat i en, der havde noget med dette at gøre, fik deres postadresse, sendte materialet, ringede til vores hovedkontor I New York som sagde “Lisa, hop I havnen, det har vi prøvet i ti år, og der kommer NUL ud af det.” MEN jeg giver altså ikke op, når jeg tror på noget, som jeg ved er rigtigt, og tro det eller ej; 5 dage efter blev der krediteret USD 10.000 på Lufthansas konto I Puerto Rico, hvilket var beløbet, der var beregnet forkert. Det kan betale sig at være tro med sine principper, selv om det hele ser ud som om, det ikke kan lade sig gøre.

Dette princip gør sig også gældende for dyrene her. Jeg giver ikke op, selv om jeg er ved at opgive ævred ind i mellem. Jeg overvejede at ændre mit telefonnummer, men det er en dårlig ide, når folk ringer omkring hunde og katte sat på gaden, og når det, der skal til, er en samtale og en forvisning om, at jeg hjælper med foder, ormemiddel og kastration samt ind i mellem vaccine (vaccine er ikke helt sat på plads endnu). Også fordi der i mit område er lidt hundesyge, parvo-virus, corona og rabies, så der skal man nok sætte ind, når jeg får informationer fra diverse dyrlæger, i tilfælde af en epidemi. Ringer folk til mig og spørger om råd – lad os sige om en hvalp med blod i afføring, opkast, apatisk etc. – så bliver de rådet til at kontakte en dyrlæge, og skulle hunden dø, så skal man ikke have en ny hvalp, uden at den er vaccineret en måned før. Ydermere skal hele området gøres rent med klor, ligesom klude etc., den har sovet i, skal brændes. Parvovirus angriber mest hvalpe og unghunde, mens hundesyge kan ramme enhver hund – dog mest hvalpe og gamle hunde. Alt efter hvilken virus vi taler om, opholder den sig lang tid I området, hvor hunden har befundet sig. Nogle vira bliver elimineret af solen og dermed temperaturen, andre er resistente og så skal der andre metoder til. Vi bor jo i varmen – nul frost til at tage fx. lopper, tæger etc. – så der skal der sprøjtes med midler, der fungerer, men som ikke er helt så giftige for naturen. Det går jeg meget op i; fødekæden skal helst fungere, så der er mad til alle, insekter, fugle etc.

Den nye gruppe I Puriscal fungerer, men de har mistet fokus følge min mening (som ikke nødvendigvis behøver at være den rigtige). Vi havde et møde her, hvor de fik en “Lise-snak” og der gjorde jeg rigtig meget ud af at forklare dem. Fokus er kastration, at de letter røven og finder et sted, hvor det kan foregå. Et centralt sted hvorfra man arbejder ud fra, dvs. et sted som er STEDET, som folk kender – ligesom hos Ruth og hver gang der er sat en dato, så er det DER!!! Sådan skal det startes, men de er dæleme for sløve i det, sidder stille og roligt og venter på, at borgmesteren og “stedet” bliver accepteret til denne aktivitet. De har lavet forskellige tiltag i området af Puriscal, men med meget lidt succes. 12 dyr her og måske 15 der, og den sidste var på en 20 stykker, men fordi “venstre hånd ikke ved, hvad højre gør”, havde man sat en alt for høj pris. Prisen var for Puriscal og ikke for fattige bønder på landet, men man “overtog bare informationen”, og derfor kom der ikke nogen dyr til kastration. Man skal betaenke, at dyrlægen bruger over en time på at komme og for 12 dyr!! De er i “krig” med at få afsat de dyr, der er sat på gaden. Det foregår på den måde, at man afleverer en hund hos dyrlæge Laura. Den bliver kastreret, og nå den er klar til adoption, bliver den taget til markedet om lørdagen og bliver (forhåbentlig) afsat til en god familie. Der bliver taget informationer fra familien. Spørgsmålet er, om de også bliver efterset, eller at en eller anden fra gruppen besøger hunden eller katten for at se, om nu også alt står vel til. Jeg har sagt til dem, at de skal spørge efter, om disse familier ejer eller lejer deres bolig. Tro det eller ej, men det er faktisk ganske vigtigt, for os “gamle” i dette arbejde ved, at hvis folk lejer, så tager de af sted, lejer et andet sted og lader hunden eller katten tilbage, og så har vi endnu et gadedyr.

En anden ting, jeg fortalte om, var, at de ikke skal tage dyr til adoption på markedet hver lørdag, fordi folk vil tage det “ad notam” og bringe deres egne, som de vil af med, og det er lige akkurat sket. Min kollega Karen gjorde det i mange, mange måneder i en park i San Jose. Hun kom med 20 til at give væk og tog 30 med hjem! Det bal er forbi for hendes vedkommende. 10-20 hunde eller flere stod bundet til et træ, og hvad Søren skulle hun gøre? Jaeh, tage dem med hjem og nu har hun over 150. Jeg har 29 her I øjeblikket. Der blev afleveret fire hvalpe I en kasse, og dem sendte jeg til dyrlæge Laura. Tre voksne blev afleveret for en fem dages tid siden, men dem tog en nabo sig af, mod at jeg gav hundefoder, og sådan arbejder jeg. Mine hunde har det aldeles glimrende, MEN jeg kan ikke give dem hjemmets varme, som de bør have. De er sunde og raske, tykke og fede, har ingen sygdomme eller orm, og de får ormemiddel hver måned, som I blandt andet betaler for.

For lang, lang tid siden beskrev jeg på siden, at jeg gerne vil give “asyl” til schæferhunde, som ikke længere bliver brugt i avl eller som brugshunde. Nu har jeg fået to gamle hanner, og når jeg siger gamle, så er det sandt! Ghandi og Halcon er omkring 13 år gamle, og jeg siger jer; de så ud som røven af 4. division, da de kom. Havde det været en anden end min gamle bekendte, og havde jeg set dem i deres hjem i den forfatning, havde den stået på anklage, helt sikkert. De var ganske enkelt skind og ben, men jeg er ved at få styr på dem. Ghandi kom med en ekstrem svamp på hele kroppens underside, og begge havde svamp i ekstrem grad I ørerne. Det har jeg fået kål på, og nu ser det hele fornuftigt ud. Begge de gamle gik for lud og koldt vand – det indså ejerne, og det gode er, at de kontaktede mig i stedet for bare at aflive dem. Ser I, folk er altså blevet mere sensible med årene og søger nu muligheder i stedet for bare at aflive. De to gamle har det fantastisk her. Ghandi er aldrig rigtig blevet voksen, er stadig et legebarn, sover I Uwes seng ved siden af mig og passer på “mor”. Han og hvalpen Mia, som jeg købte til Uwe, er “mor-syge” – jeg kan ikke gå tre meter, før jeg har dem i rumpetten, for det kunne jo være, jeg blev væk! En anden god ting er, at ejeren (selvom det jo nu reelt er mig) afholder alle udgifter mht. de gamle; dyrlæge, medicin etc. Han har sagt “send mig regningerne, og jeg indbetaler på din konto.” Det er jo også et skridt i den rigtige retning mht. hundehold her landet; at man tager ansvar over for sine dyr. Så I ser; det tager lang tid, men en dag når vi målget. På grund af dysplasi var den gamle Halcon ikke i stand til at tage to trappetrin, uden at han faldt, og nu kan han løbe. Lidt langsomt men han løber, hvis det han løber efter er interessant nok. Jaeh, når en schæferhund er 13 år gammel, er den ved at nå til vejs ende, men jeg er rigtig glad for, at de dog får nydt lidt af deres otium her hos mig. Og ligesom jeg passer på dem, passer de på mig; godt nok her ude på herrens mark. De er store og afskrækker enhver, som ikke er indbudt – jeg er her jo alene.

Den lille grå schæferhvalp Mia, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde, er ved at tage livet af mig! Den hund ”kan tage livet af en død mand”, og jeg har virkelig mit hyr med at får styr på hende. Hun repræsenterer ellers alt, hvad man ønsker i en brugshund; har en ekstrem god næse, det kniber med lydighed, men hun ville være fantastisk i forsvarsarbejde, hvis det ville blive ledt korrekt, dvs. kanaliseret. Indtil videre har hun ædt et persertæppe, hun er i krig med et trægulv, og tro det eller ej; klaverbænken står også for skud. Hun er fræk som ind i helvede og tilsyneladende også meget intelligent, for hun er gået i gang med at læse mine bøger, som nu er uden for rækkevidde, Jeg har to bedste bøger; den ene er ”Hundens Sygdomme”, og den anden er ”Dæmpende Signaler” af Turid Rugaas – den sidste har jeg gemt i mit klædesabet, men det ville da ikke undre mig om hun kan åbne skabet! I skulle se mine arme og hænder. Folk glor på mig, som om jeg har skab eller lign. Jeg behøver ingen tatoveringer, for dem har hun givet mig . Nå, hun står snart for kastration, for hun bliver 6 mdr. den 11. august, og det tager nok lidt af energien. Heldigvis har hun skiftet tænder, så de ikke er så sylespidse. Nu er de lidt mere “runde”, men hun er stærkere og kan klemme mere. Når hun sover, er hun jordens dejligste! Der hedder hun “Santa Mia” – jeg mener, at katolikkerne har en 14.000 santos, så hvorfor ikke en mere? Jeg er glad for, at hun er hos mig, for med den energi og uden forståelse for opdragelse – en irettesættelse for hende er “Ihhh, hvor er det sjovt, vi leger jo bare” – ville hun ende i en kæde for resten af livet. Det vil jeg ikke ønske for noget som helst dyr uanset hvilket.

Alt for denne gang – igen mange tak for hjælpen.
Lise

billede1Lise fra Costa Rica fortæller om fest, dans, krammere og et uventet jobtilbud til sin mands begravelse.[divider]
Kære alle sammen

I lørdags havde vi den dejligste afskedsfest for Uwe – lige i hans ånd med søde venner. Vi fejrede livet og ikke døden, og derfor blev det en uforglemmelig dag for mange, som måske troede, at det ville blive noget med en hel masse tårer. Sådan blev det ikke, en tåre blev knebet her og der inkl. hos mig selv, men ellers en dejlig, dejlig fest med masser af snak og latter, god mad (man er vel dansker) og en hel del gravøl. Vi var en 30 stykker, og alle havde lagt sig i selen for at komme med det, der skulle til. Vores veninde Majken havde arrangeret maden etc., og det hjalp mig med ikke at skulle beskæftige mig med det.

Jeg havde bedt folk om at komme til tiden, kl. 11 (tysk tid that is). Mange her har tiltusket sig costaricanske tider og kommer to timer efter en invitation, men faktisk var vi fuldtallige ved denne tid. Jeg havde Uwes urne i hånden, sagde et par ”bevingede ord” på dansk, sønnike Sven oversatte til engelsk for de nye venner som ikke taler dansk ej og heller spansk. Jeg så i øjenkrogen, at mariachi-bandet var ankommet, så da vi kom ud fra stuen, og jeg havde anbragt Uwes urne på pejsen for dem, der gerne ville sprede noget aske ud, begyndte de at spille. Fuldstændig ”timet” – uden at det var aftalt.

De spillede og regerede, ikke et øje tørt. Man kunne bede om sange, man gerne ville høre, og de kunne bare det der, holdt sågar tonen. De var temmelig dyre, man alle pengene værd. Mutter her var i godt humør, fik en svingom med et par herrer, Martin og Asger, som jeg hittede på vej fra en lille tissetår og sagde ”hej, hvad med en lille svingom? Håber de havde vasket hænder! En ældre herre, sagfører, som giftede vores søn Sven og Andrea for en 12 år siden havde ordet i sin magt, og med poesi deltog han med søde anekdoter omkring liv og død, mens bandet spillede lavt. Chris skulle oversætte fra spansk til dansk, og det affødte temmelig meget latter, idet han oversatte med ”fri hånd”, som han nu lige kunne komme i tanke om. Pragtfuldt.

Bandet blev betalt, fik en kysser hver især af mig, og jeg bad folk om at komme ind i stuen, fordi jeg ville synge dem en lille sang! Sangen var Fader Vor, som jeg har sunget i kirkekoret i Tønder for 40 år siden, sågar solo, men der er jo røget nogle smøger og vin og andet af den slags i systemet siden da, men ikke et øje var tørt. Det gik faktisk fint, og nu har jeg fået job af Jakob, som ansatte mig på stedet som korsanger. Det eneste problem er, at vi skal hitte en kirke!

Nej, sikke dog en dejlig dag, lige i Uwes og min stil, for som han altid sagde, ”jeg hader begravelser. Den eneste jeg ikke kan undgå er vel min egen!” Sven og jeg kunne mærke venskabet og kærligheden fra vores gamle venner, som vi har kendt gennem ca. 20 år her i landet. Der var knus og klem, og jeg tror, at folk syntes det samme; en dejlig, dejlig dag og en god afslutning på et absolut interessant liv, som Uwe har haft.

Nå, dem der ikke tåler galgenhumor, springer dette afsnit over, men jeg sagde til ”sønnike”; ”jeg ved ikke, men far vil have flere fester. Han er sgu ikke til at slippe af med.” Uwe var en stor mand og dermed meget aske, og der er stadig noget tilbage, så nu bliver vi jo nødt til at lave en fest til. Denne gang bliver det med hundeklubben, som gerne vil komme og feste ham. Denne gang uden mariachi-band, men med masser af minder fra 20 år tilbage, hvor vi begge var i bestyrelsen af schæferhunde-klubben. Igennem al den tid har vi holdt en vis form for kontakt. Costa Rica er jo et lille land og ”hunde-folket” kender hinanden.

Jah, jeg ved hverken ud eller ind, savner, savner, savner min livsledsager, min bedste ven igennem næsten 30 år, MEN det er godt sådan. Hans liv til slut var ikke værd at leve, han holdt ud til det sidste, og så må vi andre jo se, hvordan vi selv ser fremtiden. Masser har spurgt, om jeg vil tage tilbage til Danmark, men det vil jeg ikke. Jeg har stadig opgaver med hensyn til hunde etc. og i forhold til at få forbedret dyrs forhold her. Så jeg ”kridter skoene” og med jeres donationer kan jeg lave en del. Dog ikke så meget som før, idet min enke-pension bliver beskåret med 40 pct., så jeg kommer til at hitte på et eller andet. Ved ikke lige hvad, men som regel hitter jeg på noget. Alternativet er, at jeg nok kommer til at ændre mit telefonnummer, fordi det står i Uwes navn. ALT står i Uwes navn og skal ændres; bank, telefon, lys, vand, medarbejdere, pension etc. både her og i Tyskland. Det er helt vildt, at man ikke bare kan ændre det til mit navn, som jo anyway er registreret sammen med Uwes. Det vil betyde, at 4.000 personer ikke har mit nummer og ikke kan kontakte mig med ting, vi kan klare over telefonen, så enten hitter de ud af deres problemer selv, eller de afleverer dyrene her – alle ved jo, hvor jeg bor. Jeg har 32 hunde i øjeblikket og ønsker absolut ikke flere. I øjeblikket giver jeg foder til en 60 hunde (inkl. de 32 her), hvilket jeg ikke har noget med at gøre, fordi fattige ikke kan fodre selv. Jah, der ser ikke lyserødt ud, men jeg giver ikke op. Det gør jeg aldrig med mindre jeg kan se, at her kommer vi ikke videre. Lad os se, hvad der sker. Lige pludselig kommer der noget, man ikke havde tænkt på. Vi ser.

Alt for nu – jeg kommer tilbage med ”hundeliv i Costa Rica.”

Lise

billede9Lise fra Costa Rica har mistet sin mand, Uwe.[divider]
Kære alle sammen

Jah, så skete der det, der skulle ske. Min mand Uwe døde den 2. juni, og jeg er fuldstændig ved siden af mig selv, kan ikke finde ud ad noget som helst og vil bare sove, sove og sove. Jeg er så træt, så træt, og når jeg når sengen, bliver jeg vågen og kan ikke falde i søvn, fordi det hele bare kører rundt i hovedet. Ja, lige i øjeblikket ved jeg hverken ud eller ind. Jeg HAR prøvet at forbedrede mig på dette men man kan altså ikke forberede sig på død. Det er ganske enkelt umuligt.

Uwe døde herhjemme, som han havde ønsket. Lægen kom, men han ville ikke på hospital. Et ønske vi opfyldte da han lige havde været indlagt ugen før fra mandag til onsdag og absolut hadede det. For år tilbage har han bedt om aldrig at skulle blive indlagt med rør, ilt etc., underskrevet med en tommeltot og vores advokat samt to vidner. Jeg kunne se, at nu var ”ballet forbi”, sagde til ham at nu ringer vi til børnene og din bror, så I kan sige farvel, og jeg må sige, at jeg ikke har hørt ham så klar i stemme og hoved i lang, lang tid. Han sagde til dem ”Jah, vi har alle vores tid her på jorden, og jeg tror, at min tid er ved at rinde ud,” og kl. ca. 14.00 den 2. juni kaldte vores soen på mig og sagde ”Lise, skynd dig at komme, far kaster op,” og da han var færdig med det, døde han. Jeg tjekkede med mit stetoskop, og der var ingen hjertelyd, ej heller puls. Præsten kom, men 20 min. for sent, vores søn lukkede øjne, og præsten lukkede munden med et klæde. Uwe havde ingen smerter, jeg spurgte flere gange, og han kiggede bare på mig og sagde ”der er intet, der gør ondt.” Han og jeg fik en snak om de 30 år, vi har været sammen i tykt og tyndt, og jeg sagde til ham, at jeg syntes, at nu var det tid til at ”slippe”. At han ikke skulle bekymre sig om mig, for han vidste jo, at jeg på en eller anden vis klarer mig, hvilket han bekræftede, og jeg tror, at det var det, der gjorde, at han kunne falde i søvn og ikke vågne op mere. Jeg havde kunnet sige ”bliv hos mig, du må ikke forlade mig etc.,” men det valgte jeg bevidst ikke at gøre, for det ville bare gøre pinen længere, og han var forpint nok.

Uwe blev kremeret, og jeg spurgte den katolske præst, om han ville være indforstået med at komme her i lørdag og holde en lille ceremoni med de folk, der arbejder hos os, og jeg siger jer; en dejlig, dejlig oplevelse. Jeg havde fundet en lille sølvkop fra 1926, som hans far fik som anerkendelse i tiden omkring Lufthansas start, altså før 2. Verdenskrig, og hver især tog en kopfuld og spredte den ud i vores have. Det er jo noget, katolikker ikke kender, men interessant var det, at alle havde en ide om HVOR de ville putte hans aske; nogle ved indgangen, fordi han altid var den, der inviterede folk ind, nogle i rosenbedet fordi han elskede roser, nogle kastede asken i luften, så vinden kunne løfte ham i himmelen. Jeg selv ved vores udendørs pejs, hvor vi har tilbragt mange timer før i tiden. Derefter stod den på noget mad og øl, og resten af ham står på pianoet, og hvis folk ønsker, kan de jo tage et kopfuld og kaste den ud, hvor de ønsker.

Når jeg får samlet mig lidt mere, laver jeg en lille fest for ham med vennerne, et sammenskudsgilde, og jeg vil se, om jeg kan hitte et mariachi-band, som kan komme at spille. Det er mexicansk musik og noget, Uwe elskede.

Uwe blev 74. Vores gamle schæferhan Chasqui døde, og Uwe blev så trist, så trist, så jeg fik fat i en lille grå schæfertæve til ham. Hun hedder Mia (”min” på spansk) og er fire måneder gammel, en lille spilopmager fra brugshundelinje, og hun ligger nu i hans seng om natten og putter sig hos mig. Jeg tror, at Mia tror, hun hedder ”NEJ, må ikke,” men hun vil blive en god hund, når hun bliver lidt ældre.

Jah, jeg ved ikke, hvad der vil ske i fremtiden, ved kun at jeg bliver her i landet, men vi må se hvad der sker. Et eller andet hitter jeg på, det gør jeg altid, men lige nu kan jeg ikke tænke, så det må vente lidt.

En sommerhilsen herfra til jer fra
Lise.

billede2Holdningsændringer tager tid, men med stædighed og en evig fastholdelse af målet kommer man langt, lyder budskabet fra Lise i Costa Rica.[divider]
Kære alle sammen

Nu er det et stykke tid siden, jeg sidst har skrevet. Jeg har haft utrolig travlt med alle dyrene, den nye gruppe som nu er organiseret i Puriscal, to sterilisations-runder plus alt det løse. Det sidste er det, der tager mest tid – det er alle dem, der ringer og beder om råd og dåd.

Den 10. marts havde vi en runde i en lille by fem min. Herfra, og der kom 85 dyr – hunde og katte. Dyrene så alle godt ud, velnærede og kun én havde hudsygdom. Ejerne fik medicin af mig med hjem og anvisning om, hvordan den skal gives. Jeg holder altid en lille tale, inden vi går ”i krig”, fortæller om forløbet, hvad sker der mens og efter operationen, hvornår man kan give mad og vand etc. Ydermere får folket et lille hæfte fra SASY og mit indlæg i avisen fra 2005 om ”en hunds dagbog” – en trist historie. 90 pct. af de dyr, der kommer, er taget fra gaden af venlige mennesker, der synes, det er synd for dem. Meget få er racehunde – dog kom der to Golden Retriever-tæver og begge gravide, det skal jeg love for. De ene ville nedkomme med 14 – siger og skriver fjorten hvalp – og den anden ”kun” 12. En tredje havde otte og en kat var gravid med seks killinger. Folk før i tiden mente, at vi lavede ”synd” set med Guds øjne, men som jeg sagde ”er det ikke mere synd, at alle disse uønskede hvalpe bliver født og lever et elendigt liv på gaden?” Disse folk ser vi ikke længere her. Katolikkerne har ændret mening – også med hensyn til hvor mange børn de selv vil have. Før i tiden var det ikke ualmindeligt, at en kone fødte op til 18 børn, men nu er det mere almindeligt, at de får et par stykker, og så bliver konen steriliseret eller også manden. Noget der var et absolut no no for bare 20 år siden.

Nå, en dame kommer og meddeler, at hun har tre små hvalpe i en papkasse – tæver – og dem vil hun aflevere. Jeg sagde ”øhh, lige et øjeblik, skal de steriliseres eller hvad?,” hvortil hun svarede at nej, de var afleveret hos hende selvsamme morgen, og hun kunne ikke have dem, fordi hun allerede havde tre af deres egne – og så tog hun tog ”sit gode tøj” og forsvandt. Well, jeg tog lige en stirrer på alle tre, som var dødbange, rystede af skræk, hvilket jo er klart: Taget væk fra deres mor og deres omgivelser, puttet i en kasse, kørt i bil og så al den larm, der er med alle hunde og katte etc. Nå, jeg tjekkede dem; de to var ok, den tredje havde ræveskab, og de var fyldt med lopper og tæger. Jeg kiggede på deres tænder og så, at de var ca. 3 måneder gamle og derfor ”kandidater” til operation. Dog som de sidste eftersom vi jo ikke vidste, om de var uden mad og drikke. Jeg sad med dem i skødet og talte blødt, gav dem nogle dæmpede signaler, og det lå ligesom i luften, at det var mig, der skulle tage dem med hjem, hvilket jeg gjorde. Jeg ringede til Marito og bad ham om at forberede vores emergency-hundehus, og der har de to af dem så været siden den 10. marts. Én tog dyrlæge Lauras assistent, og de to andre er nu ok til adoption i næste uge. Vi alle er kede af at give dem væk, men jeg har altså 30 hunde, og det er lige i overkanten af det ”tilladelige”. De små er simpelthen bare SÅ søde, de kan ikke gå normalt, de hopper og danser af bare fryd, men lige i øjeblikket er de lidt triste, for de savner deres legekammerat, som dyrlæge Laura havde til adoption (et par små gutter hentede den fra parken i Puriscal) og som jeg tog hertil på ”paaskeferie”, så hun kunne få lidt mulighed for at bevæge sig, få lidt ”pondus” (hun var ekstrem tynd) og bygget muskler op. Jeg afleverede hende igen i går, og dyrlæge Laura sagde ”Lisa, jeg kan ikke genkende denne tæve, har du ikke byttet hende ud med en anden?” De to andre bliver givet til Laura i næste uge, Yadira og Marito og jeg selv er kede af at aflevere dem, men de skal have ”hjemmets varme”, og forhåbentlig kan de blive adopteret sammen. De er pot og pande, de finder pinde og blade, og det sidste var et dødt dyr, som gribbene havde taget kødet af, men pelsen lugtede tilsyneladende dejligt, så den leger de med. I det hele taget leger og leger og leger de, jeg håber, at de kan blive ved med det i deres nye hjem…

Nummer to kastrations-runde var i Tabarcia den 14. april 12 med 69 dyr, også her så dyrene OK ud, i min lille tale gør jeg meget ud ad at ”kreditere” folk for at de passer dem godt for ligesom at stimulere dem til at fortsætte i samme retning, ved denne runde, kom en mand med hele ti hunde, han er kendt for at tage dyr til sig og derefter give dem væk til folk han kender og han fik en rigtig god pris, jeg kan ikke lige huske det men mener at han fik alle opereret for omkring 400.00 danske kroner og det må jo siges at være billigt, der kom også en ældre herre med to hunde og havde ikke pengene, men dem tog vi med ”i købet”, den ældre har en stats-pension på ca. 700.00 danske kroner pr. måned og så er der jo ikke meget at ”rutte med”, han nærmest græd af glæde og jeg fortalte ham at grunden til at det var gratis var, at der er en organisation i Danmark, som giver donationer til det, så han sender en glad og taknemmelig hilsen til jer….

Jah, så er der alt det ”løse”, det vil sige hunde sat på gaden (den klarer jeg med jeres hjælp i form af foder, ormemiddel, mælk, kalk etc.) og overkørte hunde – det er dyrlæge Laura, som tager sig af det med hensyn til evt. operation, medicin etc. Det er altid det samme på dette tidspunkt af året, alle ungerne ønsker sig en hvalp i julegave, omkring julemåned er de fleste hvalpe mellem tre og fem måneder gamle, de går i første løbetid og bliver gravide og derefter sat på gaden, hvor de får deres hvalpe i et hul, de graver, under en busk eller et palmetræ, og venlige mennesker ringer så til mig og beder, om at jeg kan hente dem. Det kan jeg ikke, men det er virkelig lykkes mig at få folk til at forstår, at DE tager sig af tæver med hvalpe, jeg hjælper med foder etc., men dyrene bliver hos dem. En dame, Ana, ringede: hun havde fået mit telefonnummer af en nabo, som fik det fra en nabo som fik det fra en nabo… Så er det jo klart, at så mange ringer – jeg har opkald fra folk, jeg har hjulpet med deres dyr for over ti år siden!
Dette arbejde er anstrengende psykisk og også dyrt, men nu er gruppen i Puriscal jo etableret, og så må de se, hvordan de klarer disse udgifter i deres område. Så kan jeg koncentrere mig om resten; de er vant til at ”vi ringer bare til Lisa, og så hitter hun på noget” men nu skal de selv, og det kan de også sagtens,. I alt beskedenhed så er alle ”oplært” af mig, og når jeg kan alene, kan de også i gruppen. De skal bare lave et koncept, hvor en gruppe er ansvarlig for fx sterilisation – hitte lokalet, doktor, dato, sætte information op etc. En anden gruppe tager sig af nødstedte dyr – dvs. gadedyr som skal fodres, have ormemiddel og steriliseres. En gruppe står for at hjælpe overkørte dyr, som skal til dyrlæge. En gruppe står for at finde donationer til at betale for det hele inkl. dyrlægeregninger. En gruppe tager sig af at sørge for, at alle de andre gør det, de arbejder med som en form for tjekliste, således at alle arbejder fornuftigt, og at der sker fremskridt og ikke tilbageskridt, og at ”højre hånd ved, hvad venstre hånd gør”. Det er vigtigt, sådan at det hele ikke ender med ”jamen, jeg troede….” et eller andet, hvad det nu måtte være, og så går der kuk i det, fordi de kommer op at toppes, folk trækker sig ud ad gruppen, og det ender såmænd nok med, at der er et par ildsjæle tilbage, og så klarer de resten. I gør jer ikke begreb om, hvor mange gange jeg har hørt sige ”Ihhhh, Lisa, jeg vil gerne hjælpe, for jeg elsker dyr,” men når det kommer til stykket, er kærligheden ikke stor nok til, at de kommer som aftalt, fordi der lige kom et eller andet i vejen. Kunne være en fødselsdag, ondt i bøtte, har ikke tid fordi de skal pille næse eller læse en bog… Ja, ja, 20 år i denne business gør en til mester i at skille fårene fra bukkene. Take my word for it!

Jeg har med interesse læst Rikkes indlæg på siden efter hendes besøg hos May i Belize og ser, hvis altså jeg ser rigtigt, at det er der, som det var her for 20 år siden. Så der er vist lang vej igen, men klemmer man balderne sammen og er stædig nok, så lykkes det. Det er noget med at holde sig målet for øje, for der laves nogle ”detours”, men holder man fast i sine egne principper, kan man faktisk komme temmelig langt. For May kræver det en gruppe som beskrevet ovenfor. Belize er så vidt jeg ved en ex-koloni af englændere, og hvis jeg har læst rigtigt, tager englænderne deres hunde til dyrlægen, før de tager deres unger til lægen! Det må jo på en eller anden vis have smittet af på lokalbefolkningen. Jeg kender ikke deres bruttonationalprodukt, men kan ikke forestille mig, at befolkningen er fattigere end her i Costa Rica. Jeg tror, at der skal en holdningsændring til og så tilbyde sterilisation, så det fløjter. Og jeg mener massive kastrationer, som vi gør her. En enkelt hund her og der dutter ikke, det dutter heller ikke at fodre en tæve, så hun bliver ”fit for life”, for så går hun i løbetid, bliver gravid og får hvalpe, og så er vi jo lige vidt. På Rikkes indlæg forstår jeg, at der er mangel på medicin, og at Mays dyrlæge står uden indimellem. Det, vi gør her, er at bede medicinalfirmaer om donationer af udløbet medicin – det være sig alt fra antibiotika til creme, shampoo etc. Vi ved alle, at et antibiotikum er aktivt to år efter udløbsdatoen, måske ikke 100 pct., men måske 95 pct. alt efter, hvad vi taler om, og hvordan det er blevet opbevaret. Medicinalfirmaer vil jo sælge deres produkt, og dyrlægen kan ikke sælge det, hvis det er udløbet, men vi andre dødelige kan bruge det og det gratis. Måske skulle Mays dyrlæge kigge lidt efter det, måske kunne man forstille sig, at man kunne indsamle disse produkter i Danmark og sende over, eller en evt. frivillig kunne tage det med på rejse. Ja, jeg ved ikke, men man bliver nødt til at hitte på evt. muligheder. Det ser umiddelbart ud som en kæmpe opgave, men det kan lade sig gøre. Jah, herfra kan jeg kun ønske al mulig held og lykke, at loppemarkedet har givet lidt pote til at bygge et gæstehus til frivillige, og at dyrenes forhold bliver bedre hen ad vejen. Det tager tid, men det kommer – ligesom her – lidt ad gangen. Med ”tro, håb og kærlighed” kommer man altså langt…

En forårshilsen her fra varmen – vi har i øjeblikket 34 grader C. Det er begyndt at regne til glæde for alle dyr og planter, og et var på tide med regn, for vi var ca. en måned bagud, men nu strutter det hele, der er masser af insekter, fuglene har unger i reden (smart som naturen indretter sig, så der er mad til ungerne) og jeg fodrer falkene, som også har unger, således at de ikke går i rederne af de andre småfugle.

Lise

 

billede7Læs historien om en drøm, der har været 20 år undervejs og nu er på vej til at blive opfyldt. Og få forklaringen på, hvorfor Lise fra Costa Rica rådede en lokal kvinde til at stjæle naboens hund.[divider]
Kære alle sammen

Så, nu er det igen tid til at sende lidt nyheder her fra varmen. Kors, hvor er her varmt – ca. 35 grader og vi “lider” alle sammen, inkl. dyrene, men de ligger bare og ”holder på kulden” og håber på lidt regn. Der er nu gået ca. tre måneder uden, og vi kunne godt bruge lidt til dyr og planter. Vi har jo ikke som jer fire årstider – vi har to; regn og tørke. Bønderne taler om, at denne tørkeperiode vil tage lang tid – vi har allerede nu skovbrande, og det plejer egentligt først at begynde i slutningen af marts. Bønderne her (også jeg som er blevet bondekone) sidder at kigger og nedskriver de første 12 dage i januar og ser, hvordan vejret gebærder sig. Det hedder ”las pintas”, og hver dag repræsenterer hver måned i året. Det gør vi for at se, hvornår der skal plantes og høstes. Det er et stort samtaleemne hvert år men med den globale opvarmning, passer det ikke ligesom tidligere. For masser af år tilbage kunne det nærmest siges med sikkerhed, at regnede det den 2. januar, ville der kommer regn i februar, og man kunne plante afgrøder.

Fra Dyrenes SOS har jeg med stor glæde modtaget en donation over 2.300 dollars. MANGE, MANGE tak for det! Pengene faldt på et tørt sted, for jeg skylder dyrlæge Laura en del for arbejde, hun har udført, og selv om hun behandler mig pænt med mindre gebyrer end for andre, løber det alligevel op.

Jeg sidder her med fakturaer, og i det store og hele ser det således ud:

• Ca. 15 dyr er blevet kastreret. Alle har fået vaccine, og en del har fået medicin i forbindelse med operation.

• 4 hvalpe (af 9), som blev afleveret hos Eugenia i en kasse, er blevet vaccineret og har fået ormekur – for små til sterilisation, men adopteret med lovning på fri sterilisation, når de er gamle nok.

• En del tæver, gadehunde, er blevet afleveret til Laura for sterilisation, vaccination og adoption, deriblandt den dejlige lille ruhårede tæve, jeg tog fra en restauration, og hun fik et dejligt hjem. En familie herfra landsbyen tog hende – de samme som tog Lissy, som jeg hentede højgravid, og som fik 12 hvalpe i vores gæstehus for et par år tilbage.

• Som jeg har fortalt før, er det hele lidt anderledes nu. Der er færre gadehunde (Gud være lovet) men dem der er, er udsat for overkørsler, og de større af dem er folk bange for og beskytter sig selv ved at bruge ”machetten” – en sabel – og det var tilfældet med hanhunden Fernando som fik næsen skåret op. Såret var langt og åbent ca. 2 cm. Det kunne ikke syes, og han var lang tid hos Laura, som var nødt til at skifte forbinding to gange dagligt, og sådan en hund kan jo ikke gå til adoption, før den er færdigbehandlet og klar til en ny familie. Det gode er, at efter behandling fik han et godt hjem og har det nu godt.

• Duffy, den lille angste hanhund jeg hentede i grøften, hvor jeg tilfældigvis så ham, (jeg var ude at lede efter en gravid tæve) er her stadig. Han er ikke angst mere, men lidt forsigtig med andre. Ikke med mig – han er helt pjattet, når jeg går over til ham. Han er blevet opereret , vaccineret og er klar til adoption. En morgen fortalte min hushjælp Yadira, at han var hævet i hovedet. Vi tænkte på slangebid og undersøgte ham, men det blødte ikke (det gør slangebid altid), lugtede ikke grimt (det gør slangebid også altid, fordi huden bliver opløst i området, der er blevet bidt) Vi tog ham til dyrlæge Laura, som slog fast, at han havde en knækket tand, som blev opereret ud.

• En lille gadehundehvalp var en af fem, og hun havde begge forben fuldstændig drejet, kunne ikke gå og dyrlæge Laura opererede hende. Nu ser benene ud til at sidde normalt, og hun er også opereret, vaccineret og klar til adoption.

• Hertil kommer en del hunde med hundesyge, eller erhligia, hvilke Laura har behandlet eller aflivet, alt efter hvor store muligheder dyrene har for overlevelse. Hun og jeg er enige om, at vi laver ”no kill”-arbejde, men giver dyrene en chance til livet, men ind i mellem er en aflivning alligevel nødvendig. For eksempel med min gamle hound dog Pluto, som jeg har fortalt om mange gange her på siden. Han er den dyreste gadehund, jeg har haft, havde en knuste pote på grund af en overkørsel, og han blev behandlet efter alle kunstens regler hos diverse dyrlæger. Men her på det seneste efter et kraftigt opsving faldt han tilbage, og jeg kunne se i hans gamle øjne, at nu ville han ikke mere, så dyrlæge Laura kom og aflivede ham. Stille og roligt sov han ind i mit skød og ligger nu sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård. Der ligger alt fra slanger og fugle til hunde og katte.

Alt dette har I betalt for – det vil sige, jeg tager også min personlige part, men jeg vender og drejer hver krone. Min gode husbond er sgu dyr i drift med tre sygeplejere plus medicin etc., så jeg er meget taknemmelig for hjælp fra jer. Mange tak på dyrenes vegne!

I går blev jeg ringet op af en kvinde, som har givet en hanhund til en familie. Efter sigende meget stor og hunden stak af fra de nye ejere ,kom tilbage med et øje, der hang ud ad hovedet so to say, og jeg sagde, hun skulle ringe til dyrlæge Diego, hvilket hun gjorde. Diego har altid problemer med sin bil, men jeg sagde til ham, at han skulle finde en eller anden form for transport og hente hunden og vurdere, om der var mulighed for at redde øjet via en operation. Hverken damen eller Diego har ringet tilbage, så jeg ved ikke, hvad der er sket.

For en fem dages tid siden blev jeg ringet op af en fortvivlet kone, der ville vide, hvad hun skulle gøre. Hun fortalte, at hendes nabo havde en lille hanhund på størrelse med en gravhund, og at den stod bundet i en kæde på en meter, hans madskål var fyldt med mider, og han stod i sit eget lort! Det er jo slemt nok i sig selv, MEN han havde også en sele på, som han var vokset ud af. Det vil sige, at bag ved begge forben var huden åbnet ca. to cm. Og der var larver, puds etc. i sårene. Well, jeg sagde til konen, at hun skulle tale med sin nabo og få ordnet situationen, men det ville hun ikke, fordi naboen er temmelig problematisk, og det kunne give nabostrid men så sagde jeg ”stjæl hunden, og tag den til dyrlæge Laura. Gør det uden at sige noget til nogen, og så ser vi videre.” Nu er den lille hos dyrlægen, som får den op at stå, og så kan den gå til adoption.

Janet, en bekendt der hjælper gadehunde, der bliver afleveret hos hende, ringede omkring en lille tæve, der var i løbetid. Marito hentede den lille, og hun blev opereret, vaccineret og sat til adoption. Da tæven er lille, blev hun hurtigt adopteret og tro det eller ej; hele tre gange blev hun givet væk men kommer hele tiden tilbage. Hun stikker simpelthen af fra folk, og hvordan hun hitter vejen, ved jeg ikke. Jeg sagde til Laura: ”hvorfor lader vi hende ikke bare blive her hos dig, som en ”holdt” gadehund,” men det vil Laura ikke, fordi hun er bange for, at folk får nys om det og så afsætte dyr hos hende i tide og utide. De sidste, der adopterede den lille, havde købt alt muligt; hundekurv, mad/vandskål, halsbånd, snor og legetøj, men tæven vil bare være hos Laura og ikke hos nogen anden. Janet ville hjertens gerne tage hende. Hos hende er der den lilles ”forlovede” – en stor hanhund, Amigo hedder han, også afsat gadehund, som løb efter bilen, da Marito hentede tæven. Problemet er, at Janets mand ikke vil have flere hunde end Amigo og en til, som de har taget til sig for år tilbage. Nå, jeg har tilbudt foder, hvis det er problemet, og lad os se; måske kan jeg overtale manden.

Her til slut skal I lige få den bedste nyhed. Det er, at min drøm er ved at gå i opfyldelse! Diverse personer, som hjælper gadedyr i Puriscal, har besluttet sig for at lave deres egen organisation og har spurgt, om de må kalde den ”Amigos de Zaguates, Puriscal.” Det har jeg givet ok til, og de er nu i fuld krig med at samle penge ind til at få organisationen op at stå. De har fået sat navn på de 10 personer, der skal til – ikke deres funktion endnu, men det bliver nok fastlagt til næste møde. Jeg siger jer; jeg hoppede rundt af glæde, da jeg fik nyheden, for det er jo lige akkurat det, der er min vision og mission: Hjælp til selvhjælp. At costaricanerne selv tager hånd om deres problemer uanset hvilke, men i dette tilfælde omkring gadedyr. Her i landet er der mange organisationer, som laver det samme som jeg, men de er alle ledet af udlændige som mig, og i denne gruppe er der ikke e eneste! Ayiiii ,hvor er det godt, og jeg kan klappe mig selv på skulderen (dette har taget mig 20 pr her) – jeg hjælper og støtter dem i begyndelsen, til de kan selv, helt selv that is. Det vil sige, at når der bliver afleveret en hund hos dyrlægen, skal de selv finde pengene til at få den behandlet, de kan lave lotteri, bingo og finde folk i forretningslivet i Puriscal, som vil spytte lidt i kassen, og jeg står i baggrunden, hvis der går kuk i det. Det har jeg lovet , men nu er det på tide, at de skal kunne ”svømme selv.” Mit næste projekt er at få startet en gruppe i Tabarcia-området – jeg har tre, som ville kunne klare det, men der vil tage lang tid, fordi de er langt bagud i forhold til dem i Puriscal.

Alt for nu, hav det dejligt, og velkommen til et dejligt forår.

Lise

billede3Lise fra Costa Rica har været på pigetur, mødt en hundehvisker og været i konflikt med loven.[divider]
Kære alle sammen

For ti dages tid siden kom jeg hjem fra et weekend-ophold, hvor vi besøgte et shelter for dovendyr. Folk fra nær og fjern kommer med disse dyr til dette shelter De kommer ”op at stå”, mange bliver sat ud i naturen igen, og andre bliver hos dem – fx dem, der ikke ville kunne klare sig i naturen på egen hånd. De, der ikke kan det, er fx overkørte dyr, amputerede dyr, unger som behøver en mor til at vise hvilke planter man spiser, og hvilke er giftige – vi har mange, mange giftige planter her i landet. Dovendyr lever alene, de er meget lidt sociale, og har man to eller flere i et bur eller indelukke, er det, fordi de kom samtidig og på den maner accepterer de andre. Men at sætte to voksne sammen duer ikke.

I ved, at SASY har en årlig fundraising, og min veninde Patricia havde budt på et ophold på dette shelter. Ideen var, at hun stod for ophold og jeg for vores forplejning, men så ringede hun og spurgte, om vi ikke skulle tage to veninder med, der ligesom os arbejder med gadedyr. Den var jeg naturligvis med på, og en fredag tog vi af sted med det klare formål IKKE overhovedet se på hunde, så vi ikke endte op med at tage 20 stykker med hjem!

Man kan vist roligt sige, at vi fire kvinder er noget af en broget flok. Patricia er fransk, 52 somre og har netop mistet sin gamle far, der begik selvmord, fordi han ikke kunne holde livet ud efter at have mistet sin kone til brystkræft. Marlene, ca. 60 somre, er fra Schweiz, har også brystkræft og har lige fået fjernet et bryst og været igennem en grim kemo, Luz Marina er costaricaner, ca. 44 somre, og har en arvelig lungekræft, som hendes mor døde af. Hun bliver behandlet på Cuba med noget specielt medicin og har besluttet, at fra nu af NUL kemo. Og så er der undertegnede, snart 54 somre, med mine mindre problemer hvis man ser det fysisk.

Well, det her kunne jo nemt have udviklet sig til en “tude-tur”, men vi havde alle besluttet os for, at vi VILLE have det sjovt, lave fis og ballade og glemme hverdagen lidt. Og jeg skal love for, at det blev tilfældet! Der er ingen tvivl om, at dem, vi var i kontakt med på turen, næppe vil glemme os fire – i hvert fald ikke det næste halve år. På hotellet, på restauranter, folk vi mødte på vores vej syntes, vi var noget af det skæggeste, og alle fik en god griner med os. Vi taler jo alle spansk med “detaljer”, og Marlene taler med kraftig accent, og hvert tredje ord er “puta” (kan sidestilles med shit, eller bitch), hvilket folk var henrykte over, fordi det var hende, der sagde det. Vi var på Caribe-kysten i nærheden af Limon, hvor vi futtede landevejen tynd. Patricia kørte, og jeg var co-pilot – meget godt for hun er jo fransk og taler med hænder og fødder, knalder hænderne for ansigtet, vender sig om for at tale med de to på bagsædet etc…Jesus! Så jeg var nødt til at overtage rattet med venstre hånd! og på et eller andet tidspunkt blev vi opholdt af en politibetjent, som godt kunne tænke sig at se vores pas eller personbevis. Jeg hører svagt fra bagsædet – politimanden gør heldigvis ikke – “puta”, det var Luz, den eneste costaricaner, som sagde; “det ligger hjemme i mit hus.” Så her var gode råd dyre (jeg plejer at sige, at gode dyr rådne). Ingen af os havde pas med, Marlene sagde ”puta” og hev en forkølet fotokopi ud af sin taske. Den unge politi-Fritze, sådan en bette Napoleon-figur på ca. 25 pr, begyndte at tale om, at han jo kunne anholde os etc, og at det ville tage ca. 10 timer, indtil de via computer ville have vores data. Patricia og jeg lagde os i selen og forklarede lidt om, at man ikke kan rejse med pas i Costa Rica – et dansk pas koster ca 900 kr., og det tager et par måneder for at få et nyt. Nå, et eller andet sted kunne han jo godt forstå det, men ævlede om direktiver og den slags og sagde “jah, i virkeligheden er vi jo slet ikke interesseret i jer – vi er mere interesseret i unge mennesker der kunne have stoffer etc.” Javel, taenkte jeg, DEN snupper jeg ham på og sagde med min sødeste stemme “lige et ’øjeblik, søde betjent, men kan det have sin rigtighed, at De lige netop har sagt, at vi er en omgang gamle koner, som ingen gider interessere sig for?” vendte mig om til de andre og spurgte “hørte I også det?” Vi grinede alle, og de sagde “helt klart,” og den stakkels fyr – ildrød i hovedet – slog ud i en latter, som var med elastikker fra mundvige til ører og sagde “ok, ok, skynd jer at køre!” Hvilket vi gjorde. Det er det med humoren – den hjælper et godt stykke af vejen..

Jeg har også gode nyheder mht. føllet Pajkos, som IKKE har heste-anemi eller heste-AIDS, så i morgen kommer Elisabeth, som laver det samme med heste som jeg med hunde, og henter ham. Hun spurgte, om jeg var ok med at afgive ham og jeg sagde ”nej,” men han skal lære hestelivet og ikke hunde- og menneskelivet. I mange af bedre leger han med hundene og med os mennesker. Han snapper, det er ikke aggressivt, men han kender jo ikke sine kræfter, og forleden tog han lige et godt bid i mit bryst, og da jeg havde pillet nogle tæger af ham, bøjede jeg mig ned for at knuse dem med en sten og gudhjælpemig om ikke vups, havde jeg lige et godt bid i rumpen, som fra at være sort er noget gulligt i farven nu. Elisabeth kommer ca. kl. 10.00 – vi ser, hvordan vi får ham pp ladet af bilen, Elisabeth vil nok være med ham under transporten, og Marito og jeg,vil følge efter i bilen som det tynde øl. Jeg er meget, meget interesseret i, hvordan han oplever det nye med andre heste, se hans reaktion og vil også gerne være der, så han oplever at have noget kendt det nye sted. Hun vil sætte ham sammen med venlige heste, og senere skal han prøve kræfter med de mere livlige – det bliver sikkert interessant at se hans reaktion.

Den første kastration i dette år er lige løbet af stablen med 33 dyr. Den blev holdt privat hos en kollega, og med denne plus Laura tager vi til San Jose om nogle få dage for at se et show af hundehvisker Cesar Millan. Han optræder på Animal Planet – I kender ham måske derfra – jeg gider ikke se programmet, fordi det er synkroniseret fra engelsk til spansk, og det giver et helt forkert billede af det, der bliver sagt, og det er tåbeligt at tro, at han på fem minutter kan få rettet en hund, som har alvorlige problemer af en eller anden slags. Det tager lang, lang tid og tro mig, han tager hunde med til showet, som han har trænet i over en uge, hvor han har været her. Der er ingen tvivl what so ever om, at manden er ok, velbevandret i hundeverdenen og specielt i flok-mentalitet. Han bliver ind i mellem kritiseret med hensyn til sit arbejde, men ofte er det af folk, der træner en eller to hunde ad gangen, han går ture/træner med mange – op til 40 – og det er noget, jeg ved om. Har altid sagt at med et par stykker kan man træne, men med 14 på én gang? Nå, jeg futter ind med veninderne og tager en stirrer på hans arbejde, og det gode er, at dem, der står for organisationen af hans tur i Sydamerika, vil give en procentdel til SASY, så vi kan få kastreret nogle flere. Vi alle kastrerer, så det fløjter, men vi skal op på ca. 60 pct. af opererede dyr for at holde bestanden nogenlunde nede, og vi er kun omkring 45 pct., så som I ser, der er ikke andet for end at klø på.

Ja, det var vist alt for i dag. Der er masser at berette om, et nyt initiativ fra forskellige folk fra Puriscal som gerne vil lave et arbejde under min/vores organisation, men jeg vil lige sove på den for jeg bare VED, at jo flere kokke, som alle vil spytte i suppen, jo flere problemer, og jeg vil netop ikke have problemer. Jeg har gjort arbejdet i mange, mange år, men en dag er jeg her jo måske ikke her længere til at stå for biksen. Det kommer an på så meget, og så kan de andre jo fortsætte det arbejde, jeg har begyndt. Det kan de allerede nu med hensyn til kastrationer, men det er langt fra alt. Folk ringer om problemer med deres dyr; det er alt fra, at et træ i en storm er faldet i hovedet på hunden, til at hunden har mentale problemer. I tror, det er løgn, men jeg lover jer, at det er langt, langt bedre end tidligere, men ikke nok endnu. Og jeg ser sorte skyer i fremtiden, hvor vi ender op med de samme problemer med “alene hjemme-hunde” og ensomhed, som vi ser over det hele; Europa, USA. Udviklingen går på, at flere og flere er i arbejde, og der er ingen til at tage sig af diverse dyr, de måtte have. Det er her lige ved at være et problem at skaffe en bedstemor til de små børn. Folk har ikke råd til børnehave, og bedstemor arbejder.. .Ja, vi må klø på, der er intet andet for end at hitte på løsninger. De er der et eller andet sted, vi skal bare finde dem…

Smil herfra.

Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Året, der gik, synes jeg har været ganske produktivt. Både med hensyn til kastrerede dyr og også i forhold til at folk opfører sig bedre omkring dyrehold. Der er lang vej igen, MEN vi skal nok nå det, bare senere… Hvad er det man siger; tålmodighed er en dyd! Altså, tålmodighed har jeg også haft og har stadig med et lille føl, jeg har købet af en nabo.. Ikke fordi jeg vil have hest – ville jeg det, havde jeg jo haft en eller to for ca. 11 år siden, da vi flyttede herud. Sagen er den, at min nærmeste nabo har grise, som han fodrer op og derefter sælger. Han havde så afleveret nogle hos en, der ikke kunne betale med penge, men gav ham en gravid hest – en lidt ældre “dame” og han modtog hende i god form.

Nu er det sådan, at han ikke har begreb om heste, og hun blev mere og mere skidt, fødte sit lille føl – en hingst – men hun blev bare mere og mere tynd, så jeg sagde til ham, at hun kunne græsse her med føllet, og det gik da også godt i starten. Min nabo er MEGET kolerisk, en af de costaricanere man skal holde lidt på afstand af, og i hvert fald ”holde på hat og briller” hvis man vil lægge sig ud med ham. Nuvel, han er en ung og særdels arbejdsom mand, tager af sted hver dag kl. 4 om morgenen og kommer sent hjem, så jeg fik aldrig snakket med ham, og en dag hentede en mand de to heste, og de gik så på græs hos ham. Nu er det sådan, at græs for en hest ikke er den samme for en ko, og dette græs kan en hest ikke fordøje. Heste har én mave, en ko har 4, og derfor var hun så tynd og havde yderligere en hel kappe af tæger på ryggen, fordi de ikke havde vasket hende med et produkt mod tæger. Well, hoppen døde på umanerlig vis, så frygteligt at jeg ikke engang vil fortælle om det, for I, som jeg, vil ikke kunne sove i tre uger. Nuvel, jeg blev stiktosset, ringede til hans kone og hans mor, men ingen turde tage kampen op med naboen. Jeg fortalte begge, at jeg ville anklage ham for svigt, ikke at hjælpe et dyr i nød etc., og at jeg ville sætte hele maskineriet i gang – ministerier, WSPA osv. hvis han ikke gav mig føllet for at redde den. Men udslaget kom, da en ven til ham sagde, “giv den lille til din nabo. Hvis han bliver her, dør han også” og en morgen for ca. 3 uger siden ventede han på Marito og sagde, at det var ok, at den lille kom her, og at jeg kunne betale det, jeg ville.

Well, jeg betalte ham og gav ham en sæk hundefoder til de sultne hunde – alle tynde fordi han giver dem grisemad. Simpelthen så ulækkert med blod og den slags – han henter det på slagterier, hvilket man også gjorde i Danmark for mange, mange år siden. Samtidig gav jeg ormemiddel til alle, og når vi henter igen, vil jeg lige tage en stirrer på dyrene og give ham en sæk til. Well, nu havde jeg jo så et lille føl, og det første, jeg gjorde, var at skrive til Turid Rugaas i Norge. Turid er ikke kun hundeekspert, men også hesteekspert, og hun gav mig råd og vejledning i forhold til, hvordan jeg skulle forholde mig til den lille, som både sparkede og bed, hvordan jeg skulle komme til at roere ham, lægge en grime op etc. Disse råd var og er jeg meget taknemmelige for. Jeg købte et godt kraftfoder til ham, mineraler og noget fast, sukkerroer, som bliver blandet i foderet. Hans madskål er den gamle fra min første schæferhund Svea, og bare han ser skålen, er han der lige med det samme. Jeg har fået ham så vidt, at han vrinsker, når han hører min stemme – også uden madskål! Jeg har prøvet at give ham lidt godbidder, men han spytter dem ud – gulerødder, æbler, rugbrød – jeg, gav ham den sidste humpel, jeg havde….snøft.

Nå, jeg har to muligheder: Enten skaffer jeg mig en hest til, eller også bliver han bliver givet væk til to kvinder, Brenda og Elisabeth, der har med heste at gøre. De vil komme i løbet af ugen og kigge på ham. Han er ensom og “leger med hundene” i mangel af bedre. Legen går ud på, at de leger “tag fat”- det vil sige, at han provokerer dem, og så er det ideen, at de skal løbe efter ham. På et eller andet tidspunkt giver de op, for han er jo noget hurtigere, eller han giver dem et spark hvis de kommer for tæt på. Sådan en lille fyr er jo legesyg, men ved ikke hvilke kræfter han har, hverken i bid eller spark. Det skal han lære af en anden hest, helst en god, gammel hoppe der kan lære ham lidt om “pli” og god opførsel. Han ser intelligent ud, jah, det tror jeg, er ualmindeligt køn, rød og vil nok blive mellemstor, hvilket kunne blive et problem for de to søstre. De vil gerne have store heste, som folk vil have små hunde! Jeg ved godt hvorfor. De har rideskole, og de folk, der kommer hos dem, er lidt ”store i det” hvis man kan sige sådan og der skal en stor hest til at bære vægten. Nå, jeg vil overveje meget, meget grundigt, hvad jeg vil gøre. Et eller andet sted tror jeg at jeg ikke vil være i stand til at give føllet – Pajkos hedder han – den rigtige mentale pleje. Foder etc. er jo ikke noget problem, men ligesom med hvalpe (og børn) skal de opdrages. Det kan de jo ikke af sig selv, men skal lære, hvordan de skal gebærde sig i det virkelige liv … Det er ikke bare lige sådan! Jah, jeg ved ikke, jeg har jo egentligt rigeligt at se til med min mand, alle dyrene etc. og skulle måske ikke påtage mig flere opgaver, men det gode er, at han er HER og ikke hos min nabo, og så ser vi videre.

At berette om er der masser af forskellige ting. Dyrlæge Laura har rigeligt at gøre med hunde og katte, jeg sender hen til hende. Noget betaler folk selv for, andet jeg – det vil sige jer/os – og nu om stunder er det anderledes end tidligere. Før i tiden var der tale om et ormemiddel, evt. antibiotika, men nu ser vi masser af overkørsler. Dels er bilerne hurtigere, og dels er dem der kører yngre og passer ikke så godt på.

For en uges tid siden blev jeg ringet op at en dame, hvis mand havde hentet en hund i grøftekanten. Den var blevet kørt over af ikke færre end tre biler. Den første ramte den, og da de andre “lå lige i røven på hinanden”, havde hunden ikke mulighed for at redde sig selv ved at løbe ud til siden. Det var aften, og jeg sagde til dem, at de skulle lægge den varmt og blødt til næste morgen, når jeg ville hente den. Marito og jeg hentede den, afleverede den hos dyrlæge Laura, som undersøgte den og mente, at den ville komme sig af sig selv med medicin og uden operation. Tænk sig, at blive kørt over 3 gange og stadig overleve! Det er det jeg siger; disse urhunde er virkelig sat sammen specielt.

Zoraida ringede , hende der hjælper gadehunde, og som har en 20 stykker sammen med sin nabo, og som jeg hjælper med foder. Hun græd i telefonen og fortalte om tre tæver, der går i den lille by, og som er i løbetid, (dem er jeg i gang med at finde). En af hendes hanhunde “forsøgte lykken”, men blev kørt over. En pote var så overrevet, uden skind og hvor knoglerne stak ud. Laura undersøgte den og mente, at der skulle amputeres, men Zoraida mente, at det ikke var nødvendigt, fordi poten ikke var brækket. Hun og Laura havde et gevaldigt skænderi, ringede begge til mig, men jeg var (heldigvis) ikke hjemme, da jeg var til kastrations-runde i Barbacoas. Men Zoraida hentede hunden og sagde, at hun nok selv skulle få poten i orden. Hun ringede så til mig og spurgte, hvad hun skulle købe af medicin, og om jeg evt. havde noget? Det havde jeg ikke, men foreslog antibiotika – cefalexina plus prednisolona, som er et antiinflamatorium – en spray til at hele op og at lægge forbinding, som skulle skiftes to gange om dagen, at vaske såret med vand og sæbe og så i øvrigt bede til Gud om at hjælpe. Det har hun gjort og ringede i morges og sagde, at hunden havde det noget så fint, spiste, og at såret så godt ud… Fint med mig – man skal ALDRIG undervurdere folk som sådan. Jeg havde sendt dyrlæge Diego op til indianerne, hvor en tæve var blevet kørt over – den skulle syes, sagde de. Diego kom, men da havde de gjort det selv! Med almindelig sytråd og en nål! Ja, ja, man skal sgu høre meget, før ørerne falder af.

I går hentede Marito og jeg tre hunde hos Elisa. Den kone kan virkelig “slå en død mand ihjel”, og både dyrlæge Laura og jeg prøver på at få hende til at forstå, at hun har alt for mange hunde og katte, og at hun skal give dem til gode hjem. Hun arbejder hele dagen, tager af sted med bussen kl. 05.00 og kommer hjem igen kl. 22.00 og det med over 20 dyr! Det kan såmænd godt lade sig gøre, men de er alle syge, fordi de har smittet hinanden med såvel hundesyge og distemper, og en del har erhligia, som skal behandles med tetra- eller doxiciclina, og det kan i de fleste tilfælde ikke betale sig, for de dør alligevel. Men det er værd at prøve. Well, da alle hendes dyr går løse, lige så diverse naboers, ja så har vi en epidemi af hundesyge. Folk har ikke penge eller vil ikke bruge dem, de har, på at vaccinere, og selv om I har betalt for en del af dem, er det et problem, fordi der hele tiden kommer nye til.

Julen er overstået med julemiddag for 10 personer. I år lykkedes det som i en “gasovn”. Totalt vellykket flæskesteg. Folk mente, at det var den bedste, de nogensinde havde fået – ikke engang gamle farmor kunne have gjort det bedre. “Hvad siger I så?” Der var to små drenge på henholdsvis tre og seks år – de fik vores gamle brandbil at lege med og en hel kasse LEGO. Deres far havde set noget graffiti på en væg, hvor der stod “Legaliser LEGO”. Det er sjovt, men faktisk rigtigt – der er ikke noget som LEGO for små drenge og piger.

Vi er to “Liser” her – en er Blomsterlise, og den anden er mig, Hundelise. Vi bliver refereret til på denne maner. Hendes navn lyder lidt smukkere, men mit er mere effektivt. Blomsterlise læste juleevangeliet op for de to små, og Birgitte og jeg gik i krig med at synge julesalmer. Hun var sopran og jeg noget i retning af alt! Birgitte “snød” – hun havde teksten foran sig , det så jeg ikke og havde temmelig meget besvær med at huske teksten…. Det var ikke noget problem for 40 år siden, da jeg sang i kirkekor, sågar solo…. Da kendte jeg noget i retningen af 80 pct. af den danske salmebog.

Nytårsaften holder vi kl. 17.00 – da er det midnat i Danmark. Alle ritualer skal overholdes; en guldring i glasset, en “penge” i skoene, vi giver hinanden blomsten “Santa Lucia”, som skal puttes i pungen med ønsket om, at denne ikke bliver tom, etc. Egentligt ville jeg lave julemiddag for de ansatte den 31. december 2011. De er helt pjattede med denne – hele december går med at fortælle, hvordan den var sidste år, men jeg er godt og grundigt træt af julemiddag i dette øjeblik, så jeg har udskudt det til senere, måske engang i januar når jeg kan se/lugte en flæskesteg igen! Denne gang er det deres opgave at vaske op. Jesus , jeg brugte tre timer på opvask dagen efter! Nå, et eller andet finder jeg på til nytårsaftensdag. Måske nogle spanske tapas, champagnen er købt, og en eller anden stærk fyr skal jo hjælpe med at hive min gode husbond ud ad sengen, så han også kan være med, Uwe har det i øvrigt bedre. Vi har taget noget medicin væk, og det har hjulpet på situationen. Han har jo fire læger fra ”hver deres by”, og jeg forventer en kamp med diverse af dem, men det er jeg vant til, og det generer hverken dem eller mig.

Jeg er ikke til nytårsfortsætter, MEN i år, grundet omstændighederne med min mand, har jeg et. Det er, at jeg vil tage hele situationen optimistisk og ikke holde op med at grine, ikke holde op med at synge og fløjte, ikke holde op med at danse den time, jeg gør hver aften for at holde mig lidt i form, mens Uwe sover. Jeg vil slutte med en (grov) vittighed, jeg læste i et psykologblad for kort tid siden. Det er en refleksionsvittighed, filosofisk, skrevet af en spansk filosof for et par hundrede år siden. Det vil sige, at det lyder groft, men er sandt. Dog ikke for sarte sjæle, men værd at tænke over…

Here we go: En Gaucho (cowboy) sidder ved sit hus på pampaen i Argentina, og pludselig kommer indianerne. De hugger alt, hvad han har i huset, sætter det i brand, hugger hans bedste hest og slår hunden ihjel. En af dem tager hans kone på ryggen og ridder bort. Det sidste, de gør, er at stikke en kniv i maven på ham, og så forsvinder de. 2 1,5 timer senere kommer hans bedste ven samt nogle naboer og siger “jamen, det her er jo forfærdelig og dig med den kniv i maven. Gør det ikke ondt?” ” ”Nej,” siger han. ”Kun hvis jeg griner!”

Jah, jeg har ikke meget at grine af i øjeblikket, men denne her fik nu alligevel smilet frem, og med den vil jeg ønske ALLE et rigtigt godt nyt år 2012, at det må gå hver især godt, at ønsker vil blive opfyldt. Mange, mange TAK for hjælp og støtte til dyrene her i året, der gik.

Et smil fra Lise.

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Allerførst: Jeres donation er ankommet og mange, mange TAK skal I have. Det første jeg gjorde var at betale min gæld hos dyrlæge Laura. Lidt af et indhug – ca. 3.500 danske kroner, men alle pengene værd. Der er mange småbeløb, men det løber jo alt sammen op, og den stakkels kone var helt elendig over beløbet, men som jeg sagde til hende ”du har jo arbejdet for pengene.” Og jeg siger jer; hun behandler mig virkelig godt.

I fakturaen er der virkelig alt mellem himmel og jord – fx kastration af diverse hvalpe, vaccination, overkørte hunde, aflivning af en enkelt der ikke kunne reddes og tre hunde som havde hele munden fyldt med pigge fra et pindsvin (det har hun taget et billede af, som hun vil sende til jer – I får et chok. Jeg har set det masser af gange, men ikke så slemt – ligner kaptajnen fra Knold og Tot). Derudover er der de seks hvalpe, som blev “givet til mig” sammen med den blinde franske puddel – alle hvalpe har hun fundet et hjem til, men de er for små til at blive opereret. Men de er vaccinerede alle sammen, plus alle har fået ormemiddel. Det giver hun, ligesom jeg, som det første, for der ser man, hvad der yderligere skal til – antibiotika eller noget til diarre etc. Kastration af katte er det også blevet til, og alt i alt er jeres penge givet rigtigt godt ud og igen: TAK skal I have.

I søndags havde vi SASY-event. SASY står for Stop Animal Suffering Yes. Det er et årligt arrangement – fundraising – hvor vi der “arbejder i marken” kan få et beløb til kastrationer, det vil sige de massive. Dawn, en kollega på halvøen Guanacaste, og jeg plejer at få de største beløb – måske fordi vi er de mest organiserede, hvis man kan sige sådan, selv om jeg personligt synes, at alle de andre laver et alle tiders arbejde, men blot ikke har SASY’s fortrolighed, som hun og jeg har.

Nå, jeg har et ”godt navn” hos SASY, fordi jeg kommer med ideer, er den af de diverse grupper som sælger flest billetter til deres event og i år har jeg (møjsommeligt) fået skrabet donationer sammen fra diverse dyrlæger, læger, ultralyd, internister, tandlæger – sågar en frisør blev det til – og det til et beløb på ca. 1.300 dollars. Det er godt gået, når man betænker, at det alle er mindre beløb. En konsultation hos en familielæge i Puriscal koster 150 danske kr., så I kan godt se, at her skal “balderne klemmes” for at opnå et så stort beløb.

Billetsalget gik fint, MEN jeg havde “no-shows”, som det hedder i airline-business. Dog var de så ansvarlige at ringe til mig inden og donere deres biletter til dem, der hjælper, når vi har kastrationer i mit område. Derved kunne jeg betale for ni personer fra Puriscal med disse penge, for de ville gerne deltage, men kunne ikke betale billetten, som koster 15.000.00 colones, (ca. 150 kr.). Gruppen fra Puriscal lagde sammen og betalte for en lille bus, og ikke et øje var tørt. De var SÅ glade og taknemmelige for, at kunne få lov til at komme. Dog blev de enige om, at de nu bliver nødt til at lære engelsk, for ALT foregik på engelsk, og de sad så der og anede intet om, hvad der blev sagt. Ej heller kunne de forstå, hvad der stod skrevet på det, de gerne ville byde på. Well, der var praktisk taget kun udlændige – jeg vil tro omkring 98 pct. Denne fundraising gav sidste år lidt over 40.000 dollars, men jeg tror, at det i år vil blive mindre. Krisen kradser også her, og folk går efter spa, yoga, frokoster, middage, hotelophold etc.

Nå, det vil jeg vide mere om senere i dag. SASY har et “manøvrekritik-møde” i øjeblikket, og jeg tror, at de vil gøre det anderledes, så der fremover vil være mindre ting, man kan byde på. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er en god ide, for alt der bliver doneret er jo gratis, og selv et lille beløb er en indtægt for dem. Nå, at lave fundraising er i begyndelsen en ”hovepine”, men når det kører, er der mange muligheder. Måske det ville være en ide for Dyrenes SOS. Jeg kunne skaffe informationer fra SASY, som kunne bruges i Danmark? Det har jeg faktisk allerede fået lovning på, at de giver erfaring videre, så man ikke skal starte på helt bar bund og lave de samme brølere som dem. Jeg kunne forestille mig, at det kunne være et hit i Danmark. Men som nævnt er det besværligt i begyndelsen, og derefter kører det af sig selv, og der kan virkelig samles mange penge ind til aktiviteter over hele verden.

Jeg havde det pragtfuldt i de fire timer, det varer. Folk ”beundrede” mig for mit smarte outfit – Ivan Grundal eller sådan noget lignende, som blev købt for 25 år siden – kunne ikke lukke nederdelen, så en sikkerhedsnål var på sin plads. Havde sågar lagt makeup – det vil sige lidt pudder som Yadira blev nødt til at medbringe og lidt mascara, som hun også kom med. Jeg mener, alle kender mig med tøj fyldt med huller, bukser med aftryk fra hundepoter, plastiksko osv. Jeg fik talt med kollegaer og fik de nyeste ting at vide, blandt andet at der er tiltag til at stoppe “hunde-fabrikker” – en ny lovgivning omkring dette for det er virkelig noget svineri, som disse tæver må lide. De “bor” under de mest kummerlige forhold, og kun når de ligger med hvalpe, bliver de passet lidt – resten af tiden er det noget nær frygteligt. Jeg håber virkelig, at dette tiltag kan blive til noget og også et andet tiltag, der går på, at folk, der maltrakterer deres dyr – uanset hvilket – kan blive anklaget, betale en dyr boede eller må en tur i spjældet. DET ville virkelig være fantastisk. For at undgå det sætter de dyrene på gaden, og der kan vi så hente dem, så jeg mener, at vi skal gøre, hvad vi kan og forklare – mange er simpelthen for dumme til at forstå, at det de gør, ikke er korrekt og mener, at når bare hunden får noget at spise og drikke, så er den potte ude. MEN folket skal forstå, at den bundne hund skal beskyttes mod sol og regn, have et hundehus og en løbeline, hvis den ikke kan gå løs, så den i det mindste kan bevæge sig etc. Jah, som I ser; her er masser at tage fat på, MEN vi er ved Gud bedre kørende end for 19 år siden. Langt, langt bedre er dyrenes forhold nu om stunder, og det er jo glædeligt, men der mangler stadig den sidste del. Vi skal nok nå det, og rigtig mange hunde i Costa Rica lever et rigtigt dejligt hundeliv, går frit rundt, besøger “gutterne”, markerer her og der, og i mange henseender er de bedre stillet end den ensomme sofahund – dem er der ikke så mange af her, for folk har holdningen, at hvis de ikke har plads nok eller bor i lejlighed, så vil de helst ikke have hund. Måske en kat, ikke at den ikke skal have opmærksomhed, men i en lidt mindre grad end en hund. Jeg foreslår en hamster eller en kanin, helst to af samme slags og helst samme køn, hvis man virkelig gerne vil have et kæledyr.

Godt, inden jeg slutter for i dag, vil jeg lige berette, at kastrationsrunden i Puriscal den 15. oktober 2011 gik fint med 67 dyr. Nu er vi i gang med en runde til i november, den sidste i dette år, og så har vi en til den 3. december 2011 i Barbacoas hvor der er mange, mange dyr. Derefter skal “lille Lise” have lidt juleferie, hive stikket ud og nyde det gode vejr. Regntiden er Gud være lovet ved at være forbi, for hold op, hvor har det regnet i år.

Inden jeg helt ”forsvinder” fra skærmen, skal I lige have en vits, jeg har fået fra en 68-årig veninde fra Toronto, Canada. Here we go: To kvinder er ude at spille golf, og ved siden af dem er der en gruppe på fire mænd. Kvinden sender bolden af sted som bare fanden, og hun ser, at en af mændene tager sig til skridtet og hopper rundt som en ung ged, smider sig i græsset, ruller rundt og har virkelig ondt. Hun styrter over til ham og siger: “Undskyld, undskyld, det var virkelig ikke meningen, men jeg er fysioterapeut, så måske jeg kan give en lille massage for at afhjælpe”. ”Jah, jah, bare gør et eller andet,” siger han, og helt forsigtigt, åbner hun hans lynlås i bukserne, tager hånden ind og giver en blød massage og spørger efter et stykke tid: “Har du det bedre?”, hvortil han svarer. “Jah, pragtfuldt, tusind tak, men jeg er sgu stadig sikker på, at min tommeltot er brækket!”

Smil fra Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Så er det igen tid til fortælle om “hunde-liv” i Costa Rica, og der er masser at berette om.

Ja, et eller andet sted skal vi jo begynde, og det kunne være den seneste kastrationsrunde i Tabarcia den 1. oktober 2011, da vi kastrerede 83 dyr, men betalte for 86, fordi to hunde og en kat var gravide, og så tager dyrlægen dobbelt betaling. Et irritationsmoment for nogle, blandt andre Diana fra SASY, som mener, at det ikke er fair, men jeg er indforstået, for han er den billigste og den bedste dyrlæge og har ikke hævet prisen overfor mig.

Dyrene så godt ud. Det er et område med landbefolkning, og normalt ser vi flere forskellige tilstande; hudproblemer, underernæring og så videre, men det hele så fornuftigt ud. Vi var kun tre frivillige til at passe dyrene efter opvågning, klippe negle, børste pels, tjekke for hudproblemer, sprøjte nogle mod lopper og tæger, fjerne tæger, rense ører, klippe knuder af pelsen og sidst men ikke mindst tatovere tæverne. Det er det allervigtigste, og nu er det begyndt at fise ind hos folket, og alle vil gerne, at vi gør det. En fyr kom med hele 10 dyr – 4 tæver og 6 hanner – alle nogle som er blevet “givet” til ham, idet de stod bundet ved hans indgang. Vi gav ham en superpris; 400 kr. for alle ti, det er jo billigt, og manden var tilfreds. Egentligt var det meningen, at jeg denne gang skulle stå for registrering af dyr, deres ejere, telefonnumre etc., men det har jeg ikke gjort i 100 år, og da jeg så alle dyrene, da vi kom, sagde jeg til Laura, “du, jeg tror, det er bedst, at du gør det, der er for mange.” Gaby, som er ny i “biksen” men super god, også til at snakke med folk, og Laura lavede det rent faktiske arbejde, og jeg tjekkede her og der, snakkede fanden et øre af og hjalp dyrlægen og hans assistenter, for han havde taget tre med, og de ikke anede for eller bag på en hund, og meget tidligt i forløbet blev de “trætte”.

Ok, jeg er jo så lidt grov og sagde, at det var for tidligt at være træt, efter som kl. var 10, og vi ikke ville være færdige før tidligst kl. 16, hvilket kom til at passe. Vet Blas kan godt lide at arbejde med musik, helt i orden med mig, men altså ikke techno og jeg sagde “hvis du ikke hitter noget andet musik, går jeg.” Jeg er nok for gammel, og han skiftede til noget mexicansk, som han hylede med på, mens han opererede, sådan nogenlunde i “takt og tone”, hvis I forstår. Nå, men 83 dyr er jo noget af en succes, og nu er de i krig med en runde i Puriscal – den skal løbe af stabelen den 15. oktober 2011. Der kommer jeg ikke, de kan selv, har nok frivillige, og Gaby, Laura, evt. Eugenia og undertegnede tager os af de andre områder. En super-ordning for ikke at blive træt af arbejdet, for det er virkelig anstrengende. Man bøjer sig over dyrene mindst ti gange for hvert et, og med 83 bliver det jo til en hel del.

For et stykke tid siden, måske 3 uger, var jeg på vej til min psykolog og så en gravid tæve foran et hus og sagde til Marito, som kørte mig, at han skulle se at finde hende på hjemvejen. Ok, han fandt hende ikke men så, at der var et hundehus, dog uden hund. Han kaldte og kaldte, men ingen kom ud. Nuvel, på hjemvejen i en taxi, så jeg noget sort i vejkanten, tænke at det var hende og kørte forbi, men bad taxachaufføren om at vende om og ser der en lille, tynd og syg hanhvalp, der bare lå der rullet sammen. I Costa Rica tager taxaer ikke dyr med, men fordi chaufføren og jeg havde talt om Bob Marley – den musik han havde på – og mit arbejde med dyrene, indvilligede han i, at jeg måtte tage hunden med i bilen, og hjem det gik med den lille nye – Duffy blev han døbt.

Det var en lørdag, hvor Maria kommer og hjælper med fodring etc., og jeg bad hende om at give ham et bad. Ikke noget han var specielt glad for men nødvendigt, for på det tidspunkt, havde jeg fem løse hvalpe, og jeg ville ikke have, at lopper og lus skulle inficere de andre. Duffy var meget angst, anede hverken frem eller tilbage, men med lidt blød snak og ham i snor fik jeg hans fortrolighed, og han lagde sig i mit skød, hvor vi aede og snakkede. Om mandagen tog vi ham til dyrlæge Laura for et check-up, og det viste sig, at han var fyldt til bristepunktet med lus. I tror, det er løgn, men efter alle disse år med dyr har jeg aldrig i mit liv set lus, hverken på dyr eller mennesker. Ikke engang som barn, og det er jo noget tid siden – jeg er 53 somre, nej, forår gammel. Nå, Duffy er en helt ny hund, han har sat sin kærlighed på mig, og han render frit rundt og leger med de andre, men hører han mig fx hoste, går den lille hale. Jeg vil gerne beholde ham, men det kan jeg jo ikke. Jeg ville have 1.000 hunde på nuværende tidspunkt, for jeg vil helst beholde dem alle, men det hverken kan eller skal være sådan. Nu bliver han opereret, vaccineret er han, og så må vi se, om der er en venlig sjæl, der vil have ham og passe ham godt. Han er fuldstændig “kureret” for angst og vil passe i enhver familie.

En dame, Xenia, havde ringet og ville gerne have to hunde til en farm i nærheden. Hun var interesseret i et par hvalpe, og jeg havde jo Fifi og Fiona klar til adoption, begge kastrerede og vaccinerede. Hun skulle bare give dem nummer to multiple vaccine og evt. rabies. Hun kom sammen med sin ældre far, en sød mand, og ideen var, at tæverne skulle lære at omgås andre dyr, for der de skulle bo var i en stald, og som hun sagde, den er flottere end mit hus. Hun har høns, ænder, grise og kvæg, og det eneste problem jeg har med det er, at hun ikke har mit telefonnummer og jeg heller ikke hendes. Dumt, for jeg aner ikke, hvor hendes farm er, men jeg vil gå så vidt, at jeg vil “iføre mig” mit kamera og tage til området, for jeg tog et billede af hende, faderen og tæverne, og så må jeg spørge mig frem. Jeg tror, at de er ok, begge er hundefolk og ville gerne have to nye, fordi dem, de havde, døde med 15 år på bagen, så det kan vel ikke være helt galt.

De andre tre hvalpe, gav jeg til dyrlæge Laura – opererede og vaccinerede – for at se, om hun kunne få dem afsat, og det kunne hun. Denne “kone” er altså et “godt barn” – hun er virkelig SÅ velvilligt indstillet over for mig, at hun nærmest ryger med ind i min aftenbøn. Hun har også lige hjulpet mig med at modtage hele seks små hvalpe plus en gammel hanhund, der nok i tidernes morgen var noget i retningen af en puddel eller måske maltes – ved det ikke for han havde en kappe at pels , der var totalt indsnøret, og man kan ikke se, hvad han er.

Tro det eller ej, det er alle vores skræk (os der arbejder som jeg) at finde hunde bundet eller i sække foran vores indgang, og det skete for et par dage siden. Hundene gøede som bare pokker kl. 5.30 om morningen. Unormalt, og jeg kiggede for at se, hvad der forårsagede dette og så noget sort ved hundene i dogrun og strøg over, fordi jeg troede, at det var en stor, giftig frø. Det viste sig at være en lille, sort hvalp, som jeg puttede i en stor transportkasse, gav den lidt mad og vand og tænkte ”er der en, er der måske flere”, så jeg gik ned til porten, så et par sække og en papkasse, og der var der fem flere plus hanhunden, som jeg i første omgang troede var deres mor. Han kiggede på mig med et næsten blindt øje, det andet var totalt lukket af hår og puds. Jeg tog en hurtig stirrer på hvalpene. De så faktisk ok ud – kun én havde det der “søvnige” udtryk i øjnene, hvilket normalt angiver, at den er syg.

Jeg ringede til dyrlæge Laura og spurgte, om hun havde tid og plads til hundene. Vi aftalte, at vi skulle komme med dem alle og tage nogle med tilbage, men senere ringede hun og sagde, at de jo var små, og at hun kunne beholde, dem så jeg ikke havde problemer med ekstra pasning etc. Hun gav dem ormemiddel og den første vaccine – også til den syge hvalp. Det ville jeg ikke have gjort, men hun er dyrlægen og må vel vide, hvad hun gør. Hun ringede senere og spurgte mig omkring den ældre hanhund. Faktisk ville hun have ok til at aflive ham, men det sagde jeg nej til – jeg har et “NO KILL” rehab center – foreslog at hun pillede hele pelsen af, således at den lille ville kunne “ånde lettet op”, når den skulle spise og drikke, for en sådan kappe af indfiltret hår gør jo, at det trækker i huden, når den bøjer sig forover.

Hun mente, at han havde erhligia og spurgte, om vi skulle teste for det, hvilket jeg sagde nej til. Der er ingen grund til at teste for noget, der er så tydeligt, så jeg sagde ”giv ham doxiciclina og vi ser videre.” Hun rensede det øje med puds – mener at det er noget hunden har haft i lang tid, og at øjet ikke fungerer. Puds og hår har ødelagt “cornia/retina” – ved ikke hvad det hedder på dansk må jeg indrømme, men øjet er ligesom indsunket. Nå, uanset hvad, i første omgang er han hos hende, og vi har aftalt, at vi ser, hvad der skal ske med ham engang i næste uge. Det er svært at få afsat en sådan hund – jeg ville tage ham lige på stedet, men min schæferhund er imod alle dyr og ville ondulere ham med det samme. Desværre, for mange af de dyr, jeg samler op, har brug for ekstra støtte, og det er nemmeste ville være at give dem det her i huset. Men at indsætte en næsten blind hund sammen med fx 10 andre dutter jo ikke. Den kan ikke kommunikere med de andre, fordi den ikke kan se, de andre forstår ikke, hvorfor den ikke udviser hundesprog, og så kan vi ende op med ballade og slagsmål.

En hysterisk dame ringede, Catalina. Hun havde fået mit telefonnummer og ville bede om, at jeg hentede hendes lille tæve – opereret og vaccineret. Konen var højgravid og skal føde om 14 dage, har en lille datter på et par år, og hun var virkelig hys. Jeg prøvede at få hende “lidt ned” af hysteriets rand, men hun var umulig. Når folk ringer sådan, VED jeg, at de sætter hunden på gaden et eller andet sted, og den lille må lide alt muligt. Folk der kyser den væk – specielt hvis det er en tæve. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi tatoverer. Jeg er den eneste her i landet, der gør det, og det er virkelig dumt. Well, jeg fik hende beroliget – det er jeg god til både med mennesker og med dyr – og sagde ”giv mig lige en chance, og vi kigger på mulighederne. Giv mig dit telefonnummer, og jeg ringer tilbage, MEN sæt ikke hunden på gaden uden videre – vi finder en løsning!” Ok, det fandt jeg – jeg ringede til Laura, min unge veninde, og spurgte, om hun ville tage den lille, til vi fandt en anden løsning, og nu er tæven der, hedder Suki og har det godt. I går så jeg den fra bilen. Den var meget opmærksom på bilen, fordi den blev afsat af Catalina i bil og nu venter på at blive hentet igen og komme hjem til sin familie. Sådan er det bare – også for dem der bliver vippet ud ad bilen på gaden. De bliver normalt en tre dages tid på samme sted i håb om, at det her er en fejltagelse, og nu kommer min familie nok snart og henter mig. Det gør familien bare ikke, men det gør jeg, hvis jeg ser den, og jeg tror, at det er det, der gør, at hundene her er tumpede, når de ser mig – noget med at jeg er den første, der giver dem opmærksomhed, efter de er blevet sat på gaden.

Det er faktisk et problem, for det giver slagsmål, fordi alle vil kysses og kæles med, og de bliver ganske enkelt jaloux, når den anden får og ikke dem selv… Fordi “jeg er mest vigtig”, tænker hunden. Derfor har jeg skrevet til min ”hundeveninde” Turid Rugås i Norge for at søge råd og har fået en masse, hvor noget kan bruges og andet ikke helt så meget, men en inspirationskilde er hun. Og som hun selv siger, er det ikke nemt at give råd, når man ikke har set stedet og dyrene. Hun har beskrevet et shelter i Sydeuropa, og jeg tror nu nok, at “mine” hunde her har noget bedre vilkår at leve under. Ikke at jeg er tilfreds med deres levestandard, men det er svært at gøre det bedre, og i det mindste er de væk fra gaden. Jeg ville gerne stimulere dem – fx give dem mulighed for at finde godbidder, lege, gnaske ben som de selv finder etc., men det er jo kun noget, jeg evt. kan gøre her, og når de så kommer herfra og bliver adopteret, er det jo noget, de får, og som man tager fra dem igen.

INGEN her vil gøre noget i den retning. Her går man ikke engang tur med en hund – det ligger i kulturen og ikke nemt at omgå. Dog er vi ikke helt “bagud af dansen” – i denne weekend er der tre marcher omkring dyrebeskyttelse. Jeg kan ikke deltage, fordi jeg ikke har nogen til at passe mind mand, men jeg er smadderglad for, at der er folk, der arbejder med myndigheder og den slags. Jeg arbejder i marken, og det er DE sikkert glade for, for vores mål er jo det samme; at skabe bedre forhold mellem mennesker og dyr – uanset hvilket dyr. Der er også ”nye boller på suppen” forstået på den måde, at der er taget tiltag til, at diverse kommuner afsætter et beløb af deres budget til at lave massive kastrationer. Ikke dumt – det har jeg prøvet at få vores borgmester med på de seneste fire-fem år. Møder etc. og ikke en skid sker der, men hvis det blive til en “lov” (vi er det mindste land med de fleste love) så står jeg sgu der med hatten i hånden, og så skal I bare se når “mutter her” går i gang… Ok, i gang er jeg jo anyway, og vi har virkelig fået mange dyr kastreret, men man kunne forestille sig, at hvis vi kunne få gratis kastrationer fra staten, så kunne donationer bruges anderledes; vaccine af dyrene, maske få billige hundehuse for dem der står bundet, Tetra Pak kunne være en mulighed, hjælpe folk med dyrlæge hvis de ikke kan betale selv og naturligvis foder. Dyrlæge og foder er mine største udgifter i øjeblikket, men det kan man aldrig vide – i dette “job” må man mengelere lidt med det hele, tage lidt her og give lidt der. Sådan er det bare, og så i øvrigt håbe på, at det hele går op i en højere enhed, at der er penge nok til at hjælpe dem, der har mest behov.

Så, kære venner, kl. er 12.30, min mand sover dybt, og jeg vil tage en mad og en lille siesta, Maria kommer en time og fodrer kl. 17, og så er jeg ellers alene. Det er jeg ked af og derfor hader jeg weekender. Nå, en eller anden dag ser det hele nok anderledes ud, og så tager vi det derfra. Indtil da er det om at holde ud og få det bedste ud af det. I Danmark kender man jo ikke til det at passe en døende – de fleste kommer på et hjem, men her er det normalt, at den døende bliver passet hjemme af familien. I går kom der en gruppe fra smerteklinikken – dem der besøger diverse patienter, der ikke selv kan komme til dem, og de mener, at han bliver passet efter alle kunstens regler. Det gør han nu også, ikke et øje tørt, og de mener, at jeg er ved at brænde ud, men det er, fordi de ikke kender mig! Der skal mere til at slå mig ud, jeg har uanede kræfter, MEN jeg ved, at jeg vil gå ned med flaget i det øjeblik, Uwe ikke er mere. Han er der fysisk, men mentalt er det ved at gå ned ad bakke, og det er min psykolog ved at forberede mig på. Godt nok, hun er dygtig og sød, så hun skal nok få mig op at stå den dag, det sker. Nå, foreløbig er det jo ikke sket, og så ser vi videre…

Alt for nu, der er masser mere at berette, men det må blive en anden dag. Min rugbrødsmad venter. Den sidste brødblanding fra Danmark, men jeg har et halvt i fryseren – så er det bare at vente på ny forsyning. Vi kan få tysk rugbrød i Costa Rica men det smager SÅ meget af rug, at man skal komme et halvt kilo pølse på, for at smage pølsen og ikke brødet….

Knus til alle herfra. Jeg ser, at sommeren var noget værre noget, men det ser ud til, at I får et dejligt efterår med alle de skønne farver. DET savner jeg, men kulden må I godt beholde. Jeg sender lidt varme…

Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Her går det som sædvanlig på livet løs. Der er masser at se til – dels min gode husbond, dels masser med dyrene. Men jeg mener at kunne se, at folk ringer lidt mindre, hvilket som regel betyder, at så har de ingen problemer, de ikke kan klare selv, og det er helt, helt fint med mig – det er den vej, vi skal.

Jah, hvor Søren skal jeg begynde? Måske med at for en uge siden var jeg sikker på, at jeg nu blev enke! Min mand Uwe havde det møgskidt – han var varm, men ikke helt vildt, temperaturen viste 38 grader, og det er jo til at leve med. Well, temperaturen steg, og han holdt op med at tale, kiggede bare tomt ud i luften og var ikke i stand til at sige ja eller nej – han var helt væk. Jeg tænkte først, at han måske havde fået et lille tilfælde af en art og kontaktede vores to læger, som mente, at en tur på hospitalet var nødvendigt. Ok, jeg ringede til Røde Kors her, og de hentede ham og mig med en ambulance, firehjulstrækker, og vi tog til vores lille, nye, lokale hospital, som ligger 10 minutter kørsel herfra.

Der blev han undersøgt, fik taget blodprøver og et røntgenbillede af lungerne, for han havde en hoste, der sagde spar to til alt, og vi var alle 100 pct. overbeviste om, at han havde fået lungebetaendelse af at ligge ned 21 timer i døgnet og i samme stilling. Nuvel, da han ikke selv kunne tale, fortalte jeg lægen om hele hans sygehistorie de seneste 10 år, hvilke medikamenter han får, ja alt det hele. Det foregik kl. 11 om formiddagen, og efter nogle timer havde vi resultatet fra de div. prøver, men så siger onkel doktor gudhjælpemig: ” Lisa, vi bliver nødt til at sende ham til hospitalet i San Jose, for de prøver, vi kan lave her, er ikke fuldstændige.”

Uwe hostede og hostede, og jeg spurgte, om han mente, at han ville blive indlagt og lagt i tuber, for DET er noget, Uwe ikke vil og i øvrigt har skrevet under på for en 3 års tid siden, hvor vores sagfører og notar plus to vidner forfattede et stykke papir på, at hvis det skulle ske, ville han ikke have det. Nuvel, jeg meddelte lægen, at jeg ville tage ham hjem, som han var og finde på noget her med de andre læger, men han sagde: “Lisa, jeg kan ikke udskrive ham, sådan som situationen er – KUN hvis du underskriver, at du tager ansvaret.” Og det underskrev jeg!

Godt, jeg tog en lille tudetur af bare stress (jeg er ikke nogen tude-Sisse normalt) og ringede til vores familielæge, som sagde, at vi blev nødt til at tage turen til San Jose for at få vished for, hvad Uwe havde og hvorfor denne høje feber på nu 40 grader. Ergo tog vi af sted med al information, resultater, røntgenbilleder etc., og han blev indlagt på intensiv på hospitalet. Der skete der det, at jeg skulle repetere ALT det, jeg jo lige havde fortalt, og som jeg sagde: ”kig på de papirer, jeg har givet jer – der står det hele,” men de insisterede på, at jeg personligt skulle fortælle det hele forfra, og ved I hvad, det skulle jeg gøre til de seks forskellige læger, der indfandt sig på forskellige tidspunkter. Og endda ikke kun dem, også alle de mange sygeplejere der kom og spurgte om dit og dat! Nåh, jeg havde jo ikke andet at lave, så jeg fortalte vidt og bredt, og Uwe lå bare der.

Der blev så taget nye blodprøver af forskellig art, klokken var nu blevet omkring 22, og så kom de pludselig i tanke om, at det måske var smart at tage et røntgenbillede af lungerne for at se, om det virkelig var en lungebetændelse. Kl. 02 om natten kom der så en gut og tog andre blodprøver – nogle helt specielle hvor han tog 2 x 10 ml, og Uwe sagde bare ”av, av,” for nålene var tykke, og det tager jo ekstra tid med så meget blod.

Ok, så skete der ikke mere med Uwe, og han lå bare hen, feberen var faldet lidt, fordi jeg havde givet ham “noget i rumpen” på det lille hospital, og det satte feberen ned. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle gøre det og ikke sygeplejerne, men det blev jeg bedt om og gjorde det, og det affødte spørgsmålet: “er du dyrlæge?” Det svarede jeg nej til men, men jeg går ud fra, at den måde jeg tog handsker på, åbnede medicinen, proppede supositorios ind i rumpen etc. – så vel for dem ud som værende “professionelt.”

Nuvel, San Jose er koldt, koldt om natten – jeg tror, vi havde en 15 grader og det med bare tæer i sandaler, og jeg siger jer, jeg hundefrøs. Tænderne klaprede, og min næse var lige til at nedfryse en god whisky – nul is, slet ikke nødvendigt! Ved 3-tiden om morgenen gik jeg ud for at ryge en smøg, og vagten meddelte, at hvis jeg ikke havde et stykke papir på, at jeg måtte komme ind igen, så kunne jeg ikke. Ok, jeg tog tre dybe indåndinger, fik fat i mig selv for ikke at eksplodere og sagde til ham: “hvis De har kigget ordentligt efter, har De set, at jeg jo kommer INDEFRA og ikke UDEFRA, derfor bør det jo ikke være noget problem. Og i øvrigt vil jeg bare ryge en cigaret, gå over til den bil, der sælger noget at drikke og spise, og De kan jo se mig hele tiden. Og i øvrigt, skulle der være et problem, så vil jeg bede Dem om at passe min mand – han befinder sig i seng nummer 4 fra intensivafdelingen, og jeg sidder herude i kulden, hvis De har nogle spørgsmål.” Han spurgte, hvad Uwes navn er, og jeg sagde: ”kig efter et navn i Deres liste, De aldrig har set – han er den eneste udlænding, der er her.”

Ok, jeg gik så ud købte en ice tea og nogle chips, kommer tilbage og fanden stå i det, så siger gutten sgu: “det kan De ikke tage med ind.” Ok, ok, endnu tre dybe indåndinger og jeg spurgte: ”hvorfor ikke?” Forklaringen var den rimelige, at hvis der skulle tages yderligere prøver, fx. blodprøver, så kunne enhver indtaget væske eller mad give et forkert resultat. Ok, ved næmere eftertanke havde manden jo ret, men nu syntes han vist, det efterhånden var synd for mig, så han sagde: “stil de ting, De har købt, og find en læge, som kan give ok, og så kan De tage det med ind.” Jeg gik ind, fandt ikke nogen læge, Uwe blundede, og jeg gik ud igen, sagde det til vagten og stod nærmest klods op ad ham og drak lidt te og spiste lidt chips. I området omkring hospitalet befinder der sig “alt af alle slags”; narkomaner, sprittere. Uwes sygeplejerske Nancy blev voldtaget for ca. to måneder siden i det område. Der stod en lille forhutlet mand, og jeg gik hen til ham og sagde: “jeg har lidt ice tea og lidt chips, som jeg ikke må tage med ind – vil De gerne have det?” Det ville han selvfølgelig – han var jo sulten og går normalt i skraldespandene sammen med hundene.

Godt, nu var jeg jo efterhånden blevet helt gode venner med vagten, og mit held var, at kl. 7 om morgenen kom Jose. Han er også vagt, men på hospitalet ved siden af – han er en KÆMPE GUT, og vi laver altid fis med, at han er født i det forkerte land. Jeg mener, der går to costaricanere på én af ham, og kunne forestille mig, at når han er sammen med konen, ja, så kysser han hovedpuden! Nå, han banede vejen for mig med hensyn til diverse vagter – de skifter jo hele tiden – og derefter havde jeg NUL problemer.

Kl. 05.30 om morgenen kunne jeg ikke holde sulten ud mere og gik over til et sted, der sælger hotdogs, hamburgers osv. og bestilte en lille hamburger og en kop chokolade for at få varmen igen. Det var dumt gjort – kors hvor fik jeg ondt i maven. Det var virkelig en bombe efter ikke at have spist siden mandag aften, og nu havde vi onsdag morgen. Og for at det ikke skal være løgn, jeg var så træt, så træt, havde stået op i næsten 20 timer, og så gned jeg mig i øjet, og min kontaktlinse røg ud. Der stod en dame ved siden af mig, og jeg spurgte, om hun havde et spejl. Det havde hun ikke, så jeg sagde til gutten, der ekspederede: “kan vi lave en aftale? De er mit spejl.” Det var han indforstået med, så han dirigerede min linse ind i øjet, og det er sikkert første gang, han har proevet det! Nå, linsen på plads og mutter over til hospitalet igen. De var alle godt og grundigt trætte af mig og mine spørgsmål om, hvornår jeg kunne tage Uwe hjem igen og sagde, at jeg skulle vente til kl. 9, hvor der var doktorskifte. Ok, ok, her har vi et ordsprog, der lyder ”med tålmodighed kommer man i himmelen.” Jeg lover jer, jeg har op til flere pladser reserveret!

Godt, onkel doktor kom med en gruppe af studerende, alle næsten færdige som læger og sygeplejere. Han meddelte, at der ikke var noget særligt at se på blodbilledet, at man ikke mente, det drejede sig om lungebetændelse eller bronkitis, men noget viralt, sammenholdt med noget allergi og eventuelt en infektion i blære eller nyrer, og derfor ville de tage en urinprøve. Den er hjemme, tænke jeg, det betyder endnu seks timers ventetid, og det holder jeg bare ikke ud, så jeg sagde til ham: “lad os lave en aftale, De giver hans udskrivelse og jeg tager en urinprøve hjemme og sender den til laboratoriet, for hvis De tror, at han er i stand til at afgive urin efter mere end 24 timer uden væske, så tror De fejl. Og yderligere, han skal jo transporteres via ambulance, og det tager jo normalt lang tid at få fat i en fra jer, så vær så sød at lave denne udskrivelse, og så bekymrer jeg mig om resten.” Som sagt, så gjort, jeg fik fat i Rosa, som står for biksen i Røde Kors i Ciudad Colon, og hun meddelte, at Giovani lige var kommet og havde tid til at hente os.

Og nu skal I bare lige høre det mest “morsomme”. Hold på hat og briller, det gjorde jeg. I ambulancen hjem bliver jeg ringet op fra hospitalet, og en mandlig stemme siger, at jeg havde taget patienten, altså Uwe, med drops – katetre – i begge arme og i øvrigt med hans urinsonde ude af funktion! Jeg sagde: ”lige et øjeblik, jeg tjekker lige, han ligger foran mig i ambulancen, og hvorfor tror De, at han har drop – han blev aldrig lagt i drop, og sonden fungerer, som den skal, fordi jeg hev maskintape af, inden vi forlod hospitalet.” Tro det eller ej, de havde simpelthen glemt at sætte ham på drop! Det er det absolut første, man gør i et emergency-tilfælde, men det er det, der sker – den ene tror, den anden gør det, men jeg mener, et drop er da noget, man kan se, og jeg undrede mig, men jeg kan jo ikke fortælle dem, hvad de skal gøre…

Ja, vi kom hjem kl. ca. 11 næste formiddag – en lille “fornøjelighed” på 24 timer og nu er det slut. Næste gang han bliver syg og elendig, overtager jeg hele ansvaret og arrangerer mig med vores læger, og det de gør, kan jeg også, hvis de bare fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Efter laboratorietest og test for resistens af bakterien, en urocultivo, viste det sig, at han havde en ekstrem urinvejsinfektion, protein og blod i urinen, og det er vi nu i gang med at behandle. Jeg giver intramuskulært en sprøjte én gang om dagen, og han har det bedre. Dog tror jeg, at han har en allergisk reaktion over for medikamentet, men det må han holde ud – vii har én dag tilbage og så ser vi videre.

Alt for i dag. Jeg kommer tilbage med “hundeliv” i Costa Rica…..
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Så er det igen tid til at fortælle om livet i de varme lande… her er faktisk varmt, behageligt, med en 28-29 grader og dertil en lille brise.

Jeg har masser at berette og vil starte med det triste først. Så bliver det nok lidt morsommere hen ad vejen…

Den 25. juni 2011 (den dag vi havde kastration i slummet, hvilket I sponsorerede) havde jeg min schæfertæve Cindy hos dyrlæge Claudio i San José. Det har jeg fortalt om i sidste skrivelse, men for tre ugers tid siden blev hun syg, havde tynd mave og sort afføring, hvilket normalt betyder, at der er blod i denne. Denne morgen ville hun ikke spise og havde spist helt normalt aftenen før, så jeg tog Yadira og hunden ind til dyrlæge Claudio igen.

Denne gang var vi heldige med hensyn til tiden; vi var der på slaget 9, det var han også, og vi var de første…. Normalt hos Claudio venter man i timevis, men der holdt heldet så også op! Han lavede en ultralydsscanning af maven og fandt en tumor i milten større en milten selv. Der var gået metastaser ud i leveren og også i lungerne, mente han. Han kunne ikke forstå, at hunden overhovedet var levende, så inficeret hun var af kræft, og naturligvis var der ingen vej uden om at aflive.

Som I ved, afliver jeg praktisk taget alle dyr herhjemme, både mine og de andre, og jeg spurgte, om jeg kunne tage hende med hjem, nusse om hende og få hende aflivet dagen efter i sine vante omgivelser. Han sagde “Lise, det er ikke nogen god ide. Hun kan dø under store smerter om en time, eller seks eller i morgen, og jeg ved, at du helst vil gøre det derhjemme, men det er bedre, at vi gør det her og nu.” Jeg var så ked, så ked, men hun var rolig, og han blev nødt til at give den dødelige dosis direkte i hjertet, fordi han ikke kunne finde en åre. DET hader jeg! Jeg har selv aflivet en hund på denne maner for 11 år siden, og den ville bare ikke dø. Jeg måtte give den tre gange normal dosis, og jeg lovede mig selv, at DET ville jeg aldrig, aldrig gøre selv mere. Nuvel, Cindy var rolig på bordet, jeg nussede hende, mens hun fik den første sprøjte, og så var hun væk. Derefter fik hun nr. to, og det hele var forbi på få minutter. Jeg tudede som et helt vandfald, Claudio prøvede at trøste, og han havde også våde øjne – han har været hendes dyrlæge i 10 år.

Vi ringede så til Marito og bad om, at han skulle lave hendes grav samme sted, som de andre ligger. Det er sådan en lille hunde-/dyrekirkegård, vi har – der ligger alt fra hunde til slanger. Han var syg, men hans far kom og lavede hullet. På hjemvejen spekulerede jeg som bare pokker på, hvordan jeg skulle få det sagt til min mand Uwe. Yadira og jeg besluttede, at vi ville gå ind til ham begge to og fortælle de triste nyheder. Han blev så ked og lå faktisk og græd i flere timer. Intet hjalp – ikke engang en heftig drink… det plejer ellers at hjælpe!

Af de 13 hunde og 4 katte, vi kom herud med for 11 år siden, har vi nu kun to tilbage, Chasqui, som er Cindys bror, og den lille gadehund Sissi. Og af en eller anden grund vidste de, at her er der noget “anderledes”. De snusede og snusede på mig, tøj, arme, hænder etc. – jeg ved ikke, om hunde der dør, afgiver en “duft”, som andre dyr opfatter? Uanset hvad, denne gang tog det hårdt på mig, nok fordi hun egentlig var normal, spiste ok, (med pynt ganske vist!), var vagtsom, ja, i det hele taget normal, klagede sig ikke etc. Jeg tror, at det at blive “taget på sengen”, at det hele gik for stærkt gjorde, at jeg nærmest fik en mindre depression, som jeg så småt er ved at komme mig over. Chasqui savner sin søster og legekammerat, han tulrer sådan lidt rundt og keder sig. Var det ikke, fordi han er kropumulig med andre hunde, ville jeg tage nogle af dem fra rehabben – specielt de små hvalpe – her over i huset, men han er simpelthen så aggressiv over for andre hunde, at det ikke kan lade sig gøre. Han ville helt sikkert slå dem ihjel, og det er der jo ingen, der er interesseret i.

Det var så det helt triste. Nu kommer vi til det “mellem-triste” og det er, at folk ringer og regerer om tæver – enten gravide (så gravide at man ikke bør abortere hvalpene, fordi de er “færdige”) eller tæver med hvalpe, hvor alle er sat på gaden. Jeg har her to tævehvalpe på ca. tre måneder. Vi har døbt dem Fifi og Fiona, og Marito hentede dem i en sæk ved vejkanten. Han kørte forbi og så en sæk, der bevægede sig… standsede og åbnede den, og der var der to små størrelser, der bare hylede af angst! Han tog dem med hjem, og nu er de her. De løber frit rundt på området – min dejlige, unge Nille (opkaldt efter en kær veninde, Pernille i Danmark) er reservemor, og hun viser, hvordan man leger med pinde, blade etc., og er de frække, så vanker der et lille bid i nakken. Disse to tager jeg til kastration i næste uge, for nu er de gamle nok. Derefter skal de vaccineres og sættes til adoption, så jeg har plads til alle de andre. Jeg ville gerne beholde Fifi – hun er en “ruhåret hønsehund” i lille format – men det går ikke, desværre. Jeg kan jo ikke beholde dem alle sammen, selv om jeg gerne ville…

Med hensyn til hvalpe har jeg haft et værre hik-hak med dem fra damen Marcha i San Antioni. Hendes mand er TOTALT imod hendes hjælp til gadedyrene. Hun tog en gravid tæve til sig, og den fik sine hvalpe, som hun havde held til at få afsat. Jeg tror, det var tre eller fire. Ergo var der moderen og tre tævehvalpe tilbage. Hun havde dem i et hundehus, MEN tæven gik jo frit rundt og har åbenbart tiltusket sig en ordentlig omgang lopper, som hvalpene naturligvis også fik. De små havde en hel kappe af lopper, de kløede sig så meget, at de fik sår over det hele, og da de så sådan ud, ville ingen tage dem. Hun meddelte mig en morgen kl. 7, at hvis jeg ikke hentede hvalpene inden kl. 12, ville hendes mand sætte dem på gaden et eller andet sted!
Ja, det er jo noget af et ultimatum, så Marito hentede dem. I mellemtiden fik jeg fat i Damaris, og hendes gartner sagde, at hans mor kunne tage dem. Ok, Marito og jeg tog hen til hende, og jeg tænkte, det her går sgu aldrig godt. Hun bor lige op ad den befærdede landevej, Puriscal/San Jose og under forhold, man kan betragte som slum. Vægge af blik og gulvet er jord! Ok, hun fik foder, og alt det der skal til, hvalpene løb rundt og var bange for det nye, hvilket er normalt. MEN efter fem dage ringede hun fuldstændig ude af den, for hvalpene sov om dagen og legede om natten, så hun kunne ikke sove og var på sammenbruddets rand. Nå, hun bad mig så mindeligt om, at jeg skulle komme og hente dem, hvilket jeg gjorde, så nu er de også her og futter rundt med de andre to. Nille har sit hyr med at passe alle fem og sørge for, at de bliver på området og ikke stikker af. Jeg kigger på dem fra køkkenvinduet og får et godt grin flere gange om dagen. De kan ikke gå eller løbe almindeligt, kun hoppe, og et lille rask slagsmål er jo ikke af vejen. Efter aftensmaden kl. ca. 17 bliver de to lukket ind i et hundehus, og de tre små i en mega transport-kasse, som WSPA donerede for år tilbage.

Apropos hvalpe har jeg jo Prada og Pinky sammen med Willy bag ved gæstehuset. Kun Laura og jeg kan røre dem, for de har en indgroet angst for mennesker, fordi de blev kyst væk af gud og hvermand, da de var små. Nu er de omkring et halvt år, og ved I hvad? JEG skal sgu ikke “kaste med sten” og belære folk om vigtigheden af kastration! Jeg må gribe i egen barm (ikke fordi der er meget at gribe i – jeg er nærmest hulbrystet… Ok, med lidt god vilje og en meget, meget lille hånd..) og indrømme, at jeg simpelthen har glemt, at de ikke er kastrerede. Alle dyr her er neutraliseret, både hanner og hunner, bortset fra de fem små, og det morsomme er, at hverken Yadira og Marito, ej heller Laura og Maria, har tænkt over det. Ikke fordi de skal klandres for det, for det er mig, der står for “biksen”, så det er min skyld helt alene.
Well, de befinder sig hos dyrlæge Laura i øjeblikket, blev opereret for to dage siden, men jeg ville gerne, at hun og hendes assistent kunne “give dem en hånd” og få dem til at forstå, at ikke alle mennesker er af samme slags. Lauras assistent, som passer dyrene på klinikken, har en rigtig god hånd, en hun næsten blev bidt i af Pinky, som ikke ville ud af buret, da hun skulle opereres.

Hos Laura befinder der sig også moderen til de tre små hvalpe. Hende hentede Marito i går, da manden igen, igen havde stillet et ultimatum: Hvis ikke vi hentede hende, ville han sætte hende på gaden i Puriscal, fordi der, sagde han til konen, havde han set, at der stod vand og foder rundt omkring… Og det er rigtigt, det er blandt andet jer fra Dyrenes SOS, som “fodrer” de dyr, der er på gaden, og Natalia og andre, naboer etc. hjælper også med det, de kan. Godt, nu er hun så der, og jeg skal finde en løsning i løbet af et par dage, for tilbage til familien kan hun ikke komme. I tror, det er løgn, men et eller andet sted forstår jeg manden. Han er simpelthen træt af at skulle sprøjte området for lopper, der er så mange, at de også er INDE i huset, hvor der ingen hunde er. Så der taler vi virkelig om et angreb, og selv Marito sagde i går “Lisa, jeg stod i græsset i fem sekunder og var fyldt til knæet af de små bæster.” Nå, manden fik fat i en professionel skadedyrsbekæmper, som kom i går, og nu har de vel lidt fred der på det område.

Konen er virkelig en sød person, holder meget af dyr, men ved ikke, hvordan de skal passes bortset fra mad og gåture og kærlighed. Hun spurgte mig i går, om jeg eventuelt kunne skænke hende noget ormemiddel til de fem hunde, hun har, hvilket jeg kunne. Jeg spurgte hende om, hvor mange piller hun skulle bruge – dem jeg har, er til fem kg, og vejer dyret mere, ja så skal der gives ifølge vægt. Hun bad om to, ja måske kun én til en hund, jeg har set og talt med, Paco. Han vejer noget i retningen af 40 kg. og hun ville give til en, der vejer fem kg! Hun sagde, at hun ikke er særlig god til at regne, og jeg sagde, nej det skal jeg love for, så jeg sendte Marito af sted med alle pillerne og sagde, at han skulle fortælle hende, hvor meget hver hund skulle have. Samtidig fortalte hun, at nu havde hun for første gang badet tæven, som vi hentede, med et loppemiddel. HVAD sagde jeg, det er da det første, du gør, når en hund har lopper, ellers er det da ligegyldigt med sprøjtemiddel. Lopperne sidder på hunden og hopper af og på, ligesom en bus, og så kan man sprøjte alt det, man vil… Nå, resultatet af alt det her er, at hun næppe vil kunne blive adoptionsfamilie i fremtiden, desværre, for hun er god ved dyrene men lidt for uorganiseret, eller måske mangler hun bare lidt forstand, hvem ved.

Ok, hun er en blandt mange uoplyste, og i aftes satte jeg mig ned og lavede en lille, dvs. én side information, omkring de mest almindelige ting, som man kan gøre for at holde dyrene sunde og raske, tykke og fede. Inden da havde jeg kontaktet de fire dyrlæger, vi har her i området og bedt om ok til at oplyse deres telefonnumre på denne side. De ved alle, at ca. 3000 personer har mit telefonnummer og ringer til mig før en dyrlæge, dels fordi de ikke har nummeret, dels fordi de ved, at jeg jo ikke tager penge for mit arbejde. Nuvel, på denne side har jeg beskrevet det, jeg mener, de bør vide. For eksempel at med det formål at få hundefoderet til at række lidt længere kan man købe “jarette”, okseben med marv som koges med yuca og ris. Denne suppe blandes med foder og én gang om ugen iblandes et råt æg uden skal (der sidder mange bakterier i skallen). Denne blanding har proteiner og kulhydrater og er ekstremt billigt og noget man kan gøre, hvis man har nogle få dyr – ikke som jeg med lidt over 30. Det ville blive dyrere på grund af elforbrug i forhold til færdigt foder plus arbejdet. Jeg fortæller om ormemiddel, hvor ofte det skal gives, vaccinationer, to multiple er egentligt ok. Jeg fortæller om vigtigheden af, at hvis dyret er sygt, skal der en dyrlæge til og ikke vente og tro at det nok går over af sig selv. Så er der en liste med navne, adresser og telefonnumre på de 4 dyrlæger, og til slut løfter mor her pegefingeren og siger “glem aldrig at hjælpe din næste, og det inkluderer dyrene, som er sat på gaden. Hjælp dem med foder og tag dem til kastration – der hjælper vi”.
Denne skrivelse vil vi give til alle, der kommer med deres dyr til kastration – det er immervæk en del. Man kunne også forestille sig, at vi udgiver på diverse skoler eller stiller os op, hvor folk alligevel står og keder sig, når de venter på bussen… der er mange muligheder.

Apropos kastrationer så var den 6. august 2011 en god dag for dyrene og deres familier hos indianerne i Quitirisi. Hele 80 dyr blev kastreret, de fleste tæver, men også en del katte plus seks hanhunde. Prisen var sat til 5.000 Colones – ca. 50 kr. – de fleste betalte uden at kny og syntes sågar, det var billigt! WOW, siger jeg bare, jeg betalte dyrlægen ca. 1.700 kr. udover det, vi tog ind, fordi vi giver rabat til dem, der kommer med flere end to, og dem var der en del af. Ydermere tager han 60 kr., så der var 800 kr. jo allerede røget i svinget.
En virkelig succes må man sige, specielt i det område hvor pengene er små. Lokalet var den nye sportshal, givet af kommunen – den var blevet rengjort af fire granvoksne mænd, medlemmer af deres “udviklings-gruppe”. En sportshal er jo stor, selv i lille Costa Rica, noget med syv-otte meter til loftet, inden taget – staalkonstruktion med cementplader, og midt i det hele ser jeg, at der er noget ballade; en kat var stukket af i pure angst, da dyrlægens assistenter tog den ud af buret. Man prøvede at fange den, men den var for hurtig og tog turen op ad stålkonstruktionen. Inden da havde jeg skreget “luk døren, luk døren,” men katten satte sig helt oppe omkring de otte meter og overvejede at springe ned! Jeg bad en stille bøn om ”….for katten… gør det ikke,” men bøn eller ej, en indianergut, af god kaliber må man sige, tog sgu turen op af muren. Hvordan ved jeg ikke, men han greb sig fast her og der, og mutter her var i gang med endnu en bøn – bare han ikke falder ned! Jesus, det så godt nok vildt ud, men han fik fat i katten – den turde ikke hoppe ned, men han havde en sæk i sit bælte. Med én hånd holdt han sig fast, med den anden fik han den lille i sækken og praktisk talt hoppede ned! Vi alle stod med åben mund og polypper, indtil han var ok nede med katten, og alle gik amok i en “klappe-vals”….He made our day.. og kattens! Dagens HELT…. simpelthen!

Nå, her til slut vil jeg lige fortælle, at jeg har afleveret en skrivelse til Dyrenes SOS omkring udgifter i juli måned, sådan at I kan se, hvad jeres donationer går til. Regnskabet er ikke vildt specificeret, det har jeg ikke tid til, men sådan i store træk – lige ud ad landevejen. Juli var lidt skrap såvel pengemæssigt som alt muligt andet. Min mand er på vej ned ad bakke, men det er at forvente. Det er nemmere at sige, hvad han kan, i forhold til, hvad han ikke kan! Altså, det han kan selv er at spise en klapsammen-mad og holde om et glas og nogle gange drikke selv. Det er faktisk alt, og der er kun at væbne sig med tålmodighed og kærlighed og håbe på det bedste. That’s it….

Alt for denne gang. Uwe sover dybt, dyrene er rolige, og Marito og hans bror er i gang med at afvaske vores brønd. Et rotte-lignende dyr er faldet ned i den og blevet “opløst” (fermenteret), og vandet simpelthen STINKER – lugter af prut og de må tage al vandet ud i hvert fald to gange (vi taler om tusindevis af liter). De vasker med stive børster og klor… ja, sådan er det også at bo her på herrens mark. Er der ikke det ene, ja så er der det andet…

Nejjj, lige nu kigger jeg ud ad vinduet her på kontoret og ser for første gang i 11 år et egern inde i haven et par meter fra mig. En smuk lille fyr… og i går, sad en af falkene på stuedøren ud til terrassen og skreg…”kan man måske få noget at spise her?” Godt den tog turen UD – inde i et hus er det umuligt at få fanget en. De har barberblads-kløer og et bid, der siger spar to til alt, og gad vide, hvad de har af bakterier i mund og klør?

Ha’ det dejligt alle sammen, nyd jeres sommer, og jeg melder mig igen om en måneds tid med lidt nyt herfra.

Knus Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Såh, nu har vi overstået to kastrations-runder, den ene i slumkvarteret, sponsoreret af jer.

Denne var lidt anderledes end normalt, idet jeg drog afsted med præsten, Laura, Eugenia og “iført” foder samt masser af ormemiddel til de dyr der skulle opereres lørdag den 25. juni 2011. Dette skete torsdagen før og vi gav ormemidler til en 60-65 dyr, deriblandt også hvalpe og hanner der ikke skulle opereres men som godt “kunne tåle” en ormekur!! Præsten havde en liste med 10 “forkølede” navne, så derfor sagde jeg, at det var bedre han gik med og vi skulle se at få listen noget længere. Det fik vi også, vi gik fra dør til dør, fortalte om vigtigheden af kastration og det var en donation fra jer, der kunne gøre det gratis for alle hundyr, for alle andre havde vi sat en pris på 4000.00 colones som svarer til ca. 40.00 DKK. Denne gang havde vi ikke lavet en kampagne som vi gør normalt med ophæng etc. for det sted der var til rådighed, var faktisk under al kritik men hvad skal vi gøre, når der ikke er noget bedre??? Faktisk var det i “kirken” dvs, et rum med jordgulv som blev fejet og givet noget vand på, så støv ikke kunne komme ind i operations-sårene, med infektion til følge.

Well, på selve dagen kom der 40 tæver og hunkatte, den jeg helst ville have set, var den “dumme dame” som tror at et ormemiddel gør at en hund ikke bliver gravid. Laura og Eugenia gik med Præsten hen til hende men hun gemte sig, kom ikke ud da de kaldte på hende. Nuvel, hun er virkelig en hård nød at knække men jeg vil gå så vidt at indgive en klage, hvis hun ikke forbedrer hendes to tævers forhold og det sagde jeg til hende. Jeg vil give dyrene en chance og se om hun er villig til at give mig den ene, således at jeg kan få den op at stå og har hun ikke forbedret forholdene, så giver jeg den til en anden eller beholder den selv, ikke at jeg ønsker det men som jeg sagde til hende, “denne måde den hund står på, er under al, al kritik” , jeg kom med forslag som hendes datter og søn var enige i, men ikke hende!! Damen er HADET af alle, hun er virkelig også umulig, men jeg er sku ligeglad, hun får det råt for usødet og jeg vil endda gå såvidt, at få sundhedsministeriet med i billedet men jeg vil lige prøve “med et gode først” og se, om jeg kan komme ind til hende, ellers falder “Fars hammer”, håber jeg kan nå det, inden hundene dør…

På selve dagen var jeg der ikke, ikke fordi jeg ikke ville men jeg tog til vet. Claudio med min grå Shæfertæve, Cindy, fordi hun var simpelthen så dårlig, ville have taget hende om fredagen, men der må vores bil ikke cirkulere i San Jose, det kender I ikke i DK, men i disse lande er der een dag om ugen, hvor biler med en nummerplade, der ender på et nummer, feks. 5 (fredag) bliver stoppet. og det koster en formue, hvis man alligevel tager chancen!!! Dette tiltag fra regeringens side er dels at der er for mange biler og for at trafikken ikke stopper, men at der er et vist flow, OG at forurening mindskes.

Mht. Cindy, havde jeg allerede haft vet. Laura til at kigge på hende om torsdagen, hunden havde et forben der var noget i retningen af 2-3 gange så hævet som det andet , hun kunne ikke støtte på benet og klagede sig. Hos vet. Claudio viste det sig at hele benet var fyldt med betændelse, han lavede blodprøver etc. checkede for erhligia, men kitten viste negativ, han var rådvild, men mente, på bagrund af blodprøven, at det alligevel var erhligia og nu får hun så doxiciclina og skal have det i 30 dage, forhøjet dosis og i længere tid. Cindy, ligesom sin mor, Svea, lider af pfenfigo vulgaris, en autoimmun-sygdom og derfor er hun på “vedligeholdelses-kur” med prednisolona 3 gange om ugen og jeg lagde mærke til, at de gange jeg gav hende medicinen, blev hun lidt mere aktiv så jeg ringede til vet. Claudio, for at høre om jeg ikke skulle give det hver dag?? Jeg har ikke kunnet få fat på ham så jeg tog beslutningen selv, og giver hende hver dag 40 mg, i et stykke tid og det viser sig, at hun går bedre og er mere rolig plus at hun har fået mere appetit, det gør prednisolonen også, øger appetitten og virker som anti-inflamatorio. Cindy og hendes bror Chasqui, blev 10 år den 29. marts dette år og jeg ved at tiden nærmer sig, men lad os nu se, hvorvidt medicinen virker…..

Lørdagen efter, den 02. jul 2011, havde vi kastration i en by i nærheden, Guayabo, med en stor propaganda MEN der blev gjort “regning uden vært” for der skete det, at hele byen var uden vand og det fra fredag formiddag!!! Folk i Costa Rica er utroligt fixerede på bad og renlighed, en kvinde vil ikke drømme om, at gå til det lille supermarked for at købe en liter mælk, UDEN at bade og lægge make-up og da slet ikke til en kastration, hvor der kommer mange folk og dem man kender!!! AAAH,AAAH…Nåh, immervæk, kom der 48 dyr, altid noget, men jeg havde regnet med en 60-65 som egentligt er normalt der. Ok, under forudsætning af, at folk har fået mulighed for bad etc. så har de en chance hos indianerne i Quitirisi, hvor jeg påtænker en runde i slutningen af måneden, dyrlægen er booket, men jeg mangler stedet og nogle kontakter til dem, jeg før i tiden har arrangeret med, Allan, en utrolig aktiv mand , måske FOR aktiv, (hvis I ved hvad jeg mener??)for ham og konen ligger i skilsmisse, pga. noget utroskab, enten den ene eller den anden eller begge!! Indianerne er noget bedre kørende end før, da jeg slog mine triller hos dem, de fleste har arbejde og dermed penge til at betale de 6000.00 colones som dyrlægen tager, kommer de med flere end 2, giver vi rabat, en god rabat, that is, 6 dyr koster feks. ca. 250.00 DKK og det må jo siges at være billigt, forskellen bliver betalt af donationer, enten fra jer, eller fra SASY…

Min ide med at lave små kastrationsrunder, med en 10-15 dyr, med lokale dyrlæger, dutter ikke!!! Arbejdet før er det samme, under og efter nemmere, MEN, jeg kan ikke hitte en dyrlæge der kan tage disse timer ud ad kalenderen så nu gør jeg noget andet, vi gør det mere individuelt men til en billigere pris, dvs. folk betaler det de normalt betaler til de massive runder og dyrlægen tager mindre fra os, end hvis en hvilken som helst person, kommer og vil have sin hund eller kat kastreret. Dette bliver aftalt med mig først og dyrlægen skal kontakte mig og høre om jeg er indforstået, dette for at folk ikke tager “rupetten” på mig og bare siger, “jamen, jeg har talt med Lisa”, hvis det ikke er sandt og jeg hjælper KUN dem, der hjælper dyrene, sådan er det, men naturligvis, er der folk der prøver lykken og ikke betaler det, dyrlægen normalt tager.

Jeg har altid haft et godt forhold til de få dyrlæger i området, men jeg har fået et ekstremt godt forhold til Vet. Laura i Puriscal. hende og jeg er “pot og pande , det hænger nok sammen med at hun har arbejdet som dyrlæge i vores store shelter i Heredia og derfor ved, hvad arbejdet og respekten for gadedyrene betyder, også dem der kommer og simpelthen ikke har penge til hverken kastration eller penge til medicin etc. Vet. Laura og jeg er 100 pct. enige i praktisk taget alt der har med dyrene at gøre, også en evt. aflivning som vi taler om, hvis det har noget at gøre med en hund eller kat, jeg er involveret i. Hun hjælper også med at tage “mine hvalpe”, I kan sikkert huske jeg hentede en tæve, Canela, med 7 hvalpe, hvoraf 2 døde pga. ormeforgiftning. Det er måske det eneste punkt, hvor vet. Laura og jeg ikke er enige, men vet. Claudio og jeg er, hun bruger ikke gerne antibiotika til hvalpe, hvor vet. Claudio og jeg, er af en hel anden opfattelse, ligeså små de er, giver han antibiotika og det gør jeg også og var det blevet gjort, havde de to små nok været blandt os i dag, men ok, enhver har sine kriterier.

Nåh, men hvorom alting er, så tager hun “mine hvalpe” og har haft held til at få afsat de 4 hanner til gode familier og nu mangler vi lige den lille tæve, som jeg vil høre hende om senere i dag. Vet. Laura, er meget “human” i sin behandling af mig, hun ved hvad det koster både i penge, men også psykisk at have så meget med dyr at gøre, for folk ringer jo ikke for at sige at dyrene har det godt!!!, de ringer når der er problemer der skal løses, feks, mangel af penge til at fodre dyrene, syge dyr etc. Forleden aften ringede en kone, Sugey, til mig, fortalte at hendes lille malteser-type-tæve havde bidt i en giftig frø og var fyldt med skum omkring munden. Jeg sagde at hun skulle vaske munden med hovedet nedad så hunden ikke auto-infektionerer sig med giften og derefter komme med hunden til mig så jeg kunne give den antidot- atropina i dette tilfælde. DET kunne hun ikke, var alene og hvem skulle passe børnene og hvem skulle bringe hende hertil???. Jeg sagde ”Find på noget og kom..” en nabo kan passe børnene og du kan finde een med en bil, ellers dør hunden!! Det var ca. ved 1800 tiden og hum kom også, men kl. ca. 2000 tiden, hun havde IKKE gjort som jeg sagde, havde tørret skummet af UDEN for munden fordi “hun ikke kunne lide” det med at vaske i munden…OK, hun kom med den lille, den var gået i konvultion, krampe, jeg vaskede munden men kunne se, at her var det for sent, gav den atropin og bortset fra at hjertet hamrede vildt, så blev den lidt mere rolig og jeg sagde, havde du gjort som jeg sagde, havde den haft en chance men jeg tror ikke den overlever og det gjorde den så altså heller ikke, giften havde haft for lang tid til at virke, gået på nervesystemet og så hjælper atropin ikke længere. Well, synd for den lille, det var virkelig en sød lille størrelse men forhåbentlig en “lærestreg” for familien, forgiftninger af enhver art, er HER OG NU, ikke noget med “at det går nok over af sig selv” og så iøvrigt gøre det der skal til, jeg mener, hvorfor ringe og bekymre mig, når de alligevel ikke gør det, der skal til???

I øjeblikket, betaler I, for en Guds benådelse af tæver med hvalpe, det er omring 30 hvalpe, to tæver med 7 hvalpe, een med 9, plus det “løse” 3 her og 4 der og jeg er ganske enkelt ved at “opgive ævred”, men uanset det, dyrene skal jo hjælpes. MEN de bliver hos dem, der ringer og vil give en hjælpende hånd, jeg, dvs. I, hjælper med foder, mælk, kalk etc., og når de små er store nok, så bliver de opereret. Ind-i mellem bliver jeg altså virkelig nedtrykt over, hvordan nogle behandler deres dyr… Tæven med 9, “bor” i en nedlagt grisestald, hvor folket har forladt hende gravid, de er flyttet og lod hende tilbage….hvis det ikke er noget svineri, jah så ved jeg ikke hvad det er!! Det er jo fint og godt at en nabo tager sig af dyrene mht. fodring, MEN de små skal jo socialiseres ellers nytter det hele ikke noget, de ser mennesker for lidt, bliver angste og er ikke til at komme i nærheden af, og hvem vil have en hund der opfører sig sådan??? De to små jeg har sammen med “save Willy” bag ved gæstehuset, opvoksede sådan, de er begge ok med mig, MEN ikke med nogen anden og det dutter jo ikke for det betyder, at jeg blive nødt til at adoptere dem så de da i det mindste har nogen kontakt med mennesker som de “tror på” og har tillid til og resultatet vil blive, at jeg har en Guds benådelse af hunde, der ikke er adopterbare og selvom jeg kan tilbyde et rigtigt hundeliv i flok, så mangler der den personlige attention, som enhver hund har brug for, DET, ikke bare at være een af mange!!

Det er i øvrigt eet af mine problemer, når jeg går over til hundene, de er fuldstændig tumpede, alle vil føle “sig taget af” med resultatet, at jeg er totalt overkradset af negle fordi de alle “vil kysses”. Hunde går efter munden, både blandt dem selv, men også blandt os mennesker, sødt nok, pure kærlighed, og venlighed, det er det de vil, men jeg ser altså ud derefter. Nuvel, jeg har fundet en løsning og det er, at jeg har købt nogle armbind som taxi-chaufførerne bruger på venstre arm for ikke at blive forbrændt af solen, den er hjemme, tænkte jeg, nul negle på armene men hvad sker der så, hånd og fingre går de efter, jeg prøver med “signaler”, og det går da fint i et par minutter, men så er det bal forbi og de starter forfra. At lære en hund ikke at springe op, er egentligt ikke så svært med signal og godbidder, men med en flok???

Nåh, der er vel en løsning på alt, i een eller anden form og nu står problematikken på hvalpene, men folk holder ikke op med at ringe og eet eller andet skal jeg jo gøre for at hjælpe de små og heldigvis, har jeg en økonomisk støtte fra jer, for uden, kunne jeg INTET gøre, så mange TAK for det.

Kan I huske den lille tæve jeg hentede på skolen og som var blevet afsat på en øde mark i en kasse, hvor hun var i en 3 dage inden hun forstod, at hun ikke behøvede at blive der længere eftersom hun ikke ville blive hentet og begyndte af søge føde. Jeg kaldte hende CHACHA og satte hende i dogrun med BETSY;NICK;PINTA OG SALLY hvor hun i starten var ked af det, men da hun fik lidt “fodfæste” ved hjælp af BETSY, som beskyttede hende mod de andre. Jah, så overtog hun biksen og begyndte at lege med de andre, altså “hendes” lege der gik ud på at bide de andre og være fræk!!! Hun er helt, helt sikkert en familiehund der er vant til at bo med en sådan, hun kendte til at køre i bil etc. og jeg sagde til Marito ”Vi tager hende op på skolen og ser om hun ikke tilhører een eller anden og bare er blevet væk under een eller anden form” OK, vi dampede af, fik fat i skoleinspektøren, fremviste hunden, men der var ikke “bid”, een lille pige mente at det var hendes “FIFI”, men hunden responderede ikke på navnet, Jeg tog “FIFI” og gav hende i armene på pigen og det eneste hunden ville, var at slippe væk!!! Ergo, det var ikke FIFI.

Det glædelige er, at CHACHA blev adopteret af min tandlæges assistent, de er superlykkelige for hende og hun for dem, så her (indtil videre) er der fryd og gammen i det lille hjem. De har omdøbt hende til SASY ISABELA, egentligt lidt morsomt eftersom vi jo har en fundation der hedder SASY, Stop Animal Suffering, Yes…og fra denne får jeg jo også donationer men kun til kastration, det ved familien ikke noget om, altså navnet, så derfor er det lidt morsomt at de har givet hende det navn.

Kan I huske, at vi hentede en påkørt tæve, hvor familien hele tiden satte hende på gaden og resultatet var, at hunden igen blev påkørt, på “vej hjem” og måtte en tur på hospitalet hos vet. Laura. Laura måtte lægge tæven i anestesi for at fjerne orme/mider i hele munden, hunden havde halvdelen af hovedet hævet, dels pga. ormene og dels pga. påkørslen og hun skulle fodres via sprøjte. Min veninde, Laura, som hjælper med kastrationer, tog hende og nu har ANITA, et dejligt hundeliv, hun har ikke forsøgt at finde tilbage til sin gamle familie, hun elsker to ting, Lauras lille to-årige pige, Sharon (som jeg er gudmor til) og min gamle Toyota Landcruiser fra 1985 fordi, kommer den forbi, vanker der godbidder!!! Det var hun hurtig til at finde ud ad, og får hun ikke en, så forfølger hun bilen så nu bliver Laura nødt til at binde hende, når vi kører ud, slippe hende og så er der godbidder i farvandet, når vi kommer tilbage…

Jah, når det lykkes, er jeg bare så glad, men ikke alt “lykkes i en gasovn” og så bliver jeg trist, MEN jeg klør på og løser problemerne som de kommer, så nu må vi se, hvad jeg stiller op med alle de hvalpe. Min franske veninde, Patricia, “sidder” på en 40 stykker, en anden veninde på flere og der bliver lavet adoptions-runder men ingen kommer, sidste gang var Patricia så trist, så trist, for af de 20 hun havde med, blev ikke EEN givet væk men som jeg siger, vi har jo alle fortalt folk, at det er bedre at have een eller to i god stand end 5 der ikke er det, så det kan vel betragtes som “ris til egen røv”!!!!

Jah, det var vist alt for i dag, kan I alle have en dejlig juli måned, med sol og strand, hygge ved grillen og den slags man gør i DK om sommeren, jeg savner det ind i mellem, men ikke så meget at jeg vil bytte….ahhh, det skulle lige være de lange lyse nætter, her slukker vor Herre lampen kl. ca. 1800 og så er det bal forbi!!!

Et stort hundeknus herfra…
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Som I ved, har jeg altid travlt, men den sidste måned har næsten taget “livet” af mig…. kors, hvor jeg er blevet bombarderet med opkald, nogle gange op til 15 forskellige pr. dag og noget med at skulle tage stilling til alt muligt, hjælpe folk med foder til deres dyr etc. Jeg ved ikke hvorfor det er så vildt i øjeblikket, fra May i Belize, ved jeg, at hun også har travlt. Jeg skrev til hende om et råd om, hvorvidt jeg evt. skulle aflive en af mine hunde i re-habben og hun gav sit besyv med, fint, sådan kan vi hjælpe hinanden med råd og dåd.

Jah, jeg ved snart ikke hvor at begynde og ende… men måske med dette, at jeg er blevet bidt af TITO, ham og hans bror jeg “fik”, anbefalet af vet. Claudio, fordi han mente jeg var den eneste der kunne få disse to hanner, i sin tid, 4-5 mdr. gamle, sådan nogenlunde normale. Dem der har fulgt siden vil vide, at disse to hanner opvoksede i et forladt hus, kun med en kone der ind i mellem gav dem noget mad. De var derfor vilde og en kollega fik nys om deres eksistens, fik dem fanget sammen med nogle søstre og de blev fragtet til vet. Claudio.

Tæverne var SÅ angste at de aldrig nogensinde ville blive andet end vilde og vet. Claudio mente at det ville være bedst for dem, at han aflivede!! Han måtte bruge ekstra anæstesi til dette, men mente at TITO og LUCAS ville have en chance her hos mig!!! De kom, de var bange, men for så vidt ok, jeg begik den fejl at binde dem, således at de havde kropkontakt og det var en kæmpe brøler, de blev indviklede i hinanden og jeg måtte slippe en, TITO, der var mest tam. Han gik så på området i næsten et år og der var INGEN mulighed for at fange ham. Jeg prøvede med nogle sovepiller og måtte give 3 gange dosis og ikke en skid skete der med hunden, han sov men var man en halv meter fra ham, vågnede han og strøg af sted. Nuvel, det er vel en 4 års tid siden og for et par år siden, lykkedes det Marito at få ham ind til flokken i re-habben og der blev han flokleder. Det har han det super med, de andre også, problemet er, at han angriber mennesker bagfra, hvis han mener at “her er der noget der skal beskyttes” og det var derfor han bed mig for en 3 ugers tid siden.

Sagen var den, at jeg hørte en hund hyle og skrige og løb over i re-habben, hvor jeg så, at der var hele 5 tæver ovenpå en lille tæve, NELA, og de ville bare ikke holde op med at bide hende selvom hun for længst havde overgivet sig og hun skreg og skreg. Alt og alle var vildt oprevne, også jeg, men fik dog separeret den værste i første omgang. MEN så kom TITO og satte et par hugtænder på ca. 2 cm i mit venstre ben, lige ind til knoglen. Det gjorde ondt, men jeg blev ved med at separere og så kom han igen, denne gang lidt højere oppe. Men nu kom Maria mig til hjælp med en kost og hylede “Lisa, TITO er bag dig, TITO er ved siden etc. og resultatet af det hele blev 7 store hugtænder-bid i benet, et i numsen – ca. 1 cm. fra skede og anum, tænk, hvis han havde kommet tættere på!!!

Nåh, de 5 var nu i hvert deres bur og jeg kunne kigge lidt på “skaderne”… hundene var ok, også NELA, der gik i gang med at slikke sår, men jeg havde en oprevet kjole og et vildt blødende ben, jeg vaskede det værste blod af for at se, hvor der skulle behandles og Maria gik i krig med en spray, Neobol som man holder ganske tæt på såret og som “puster” medicinen ind i hullet…. DET gør så skide ondt, faktisk mere end biddene, så jeg hoppede og dansede til den store guldmedalje, hullet i rumpen var værst og som hun sagde bagefter “Lisa, nu synes jeg, at jeg kender dig bedre”!!!!

Hun foreslog jeg skulle på hospital, men jeg ringede til vores læge og fortalte hvad der var sket, sagde at jeg havde tetanus, givet for 4 år siden (den holder 10 år), var på antibiotika for noget lungevrøvl og en deposit-anti-inflamatorio, pga. noget rygproblem fordi jeg render og slæber rundt på min gode husbond, der vejer en 95 kg og som jeg sagde… Hvad vil de gøre som ikke allerede er “i vej”… “Intet”, sagde han, så jeg lod det ligge og tænkte ikke mere over det. Dette skete en fredag aften, og da jeg – søndag morgen – ville stå ud ad sengen, kunne jeg ikke bevæge mig, benene ville ikke respondere og jeg sagde til min mand Uwe, “denne her er sku hjemme, du ligger invalid og nu også jeg”. Jeg ved ikke hvordan jeg fik mig slæbt ud i køkkenet, men der tænkte jeg lidt over det hele og ringede til hospitalet for at høre hvad de mente. De mente at jeg skulle komme med det samme så jeg vækkede hele bundtet, der kl. 3 om natten, først Yadira, til at befragte mig, hun kom med Maria som min ledsager, Marito til at passe Uwe og så tog vi af sted.

På hospitalet blev jeg så undersøgt og fik nogle indsprøjtninger, anti-inflamatorio og noget til smerten, og så tog vi hjem igen idet jeg ikke havde ødemer og derfor ikke behøvede at blive. Nu er sårene ved at læges, de er dybe og det tager tid, MEN mit problem er, at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med TITO, jeg ved at dette kan ske igen, det er nu 2. gang og jeg VED at jeg vil blive bidt igen, hvis jeg “mænger” mig i et slagsmål mellem hundene og TITO er uden skyld, han beskytter bare sin flok mod “mig den onde” som kommer ind og forstyrrer hans cirkler og derfor skal bides “så jeg går min vej”!!! Jeg har spurgt mine kolleger om, hvad de ville gøre i denne situation og de fleste, meget imod deres vilje, mene at det bedste er at jeg afliver ham, vi ved jo ikke hvad der sker næste gang, falder jeg, kan han vansire mit ansigt og krop, og det vil jeg jo nødigt have. På den anden side set, så synes jeg jo bare at han gør, som han mener bedst, han er ikke aggressiv som sådan og egentlig har jeg, næsten, taget den beslutning at lade ham leve og håbe på, at de ikke får ballade i re-habben.

Jeg har, i de mange år her, KUN været nødt til at aflive en gang pga. aggressivitet overfor mennesker ud af hundredevis af hunde og det gjorde mig ondt. jah, jeg vil tænke lidt mere over det, mange tager den “hurtige beslutning” og afliver alt og alle men det er jeg imod… Jah, vi må se, jeg er i vildrede for jeg skal jo også tænke på de andre der arbejder her, det samme kan jo ske for dem!!!!

Nåh, jeg aflagde et visit i slummet i Estero og det sammen med Yadira, min hushjælp som hjælper med dyrene her, og Eugenia, som lagde hus til ved den sidste kastration. Begge klager over mangel på penge osv. og jeg sagde, “vil I se, hvad fattigdom er???” Så vi ekviperede os med en 30 kgs hundefoder og en masse ormemiddel og af sted det gik. De var fuldstændig “flappergastede” havde aldrig set noget lignende og det tror jeg!!! Vi gik dør om dør, tilbød foder og ormemiddel og fra tre andre, havde jeg fået et fif om at en dame, der havde sine dyr under de kummerligste forhold og som hele tiden bare havde hvalpe. OK, hende kom vi jo så til hen ad vejen og hun var en hård nød at knække, påstod at de hunde hun havde, var alle hanhunde… ”og den lille tæve der?”, spurgte jeg. ”Joh, men hun var kastreret”, ”ok”, sagde jeg, ”hvornår og hvor??” Hvortil hun svarede “for 15 år siden”. Jeg kiggede bare på hende, for den lille var måske, med lidt god vilje, en 4-5 år gammel!! Hun ville ikke lade mig ind til dyrene, så jeg kiggede over hegnet og spurgte til en tæve, som hun påstod, var hanhund, og en lille hanhvalp – der passede pengene, det var en han!! – som stod bundet i en halv meter snor.

Nåh, jeg snakkede lidt frem og tilbage og tilbød foder, som hun var ivrig efter at modtage men sagde at jeg jo blev nødt til at komme ind, fordi ormemiddel skulle gives efter vægt!! Til sidst kom jeg ind, mellem to pigtrådshegn hvor jeg rev mit tøj og en finger op, men det er det mindste.. Hundene så ikke særligt godt ud, faktisk var det en anklage værd, kunne ikke betale sig, fra ministeriet ville de alligevel sende mig, så jeg fortalte lidt om hundehold etc. og sagde at jeg ville invitere hende, personligt, til den kastration, vi planlægger der, så hun kunne få opereret tæverne, og det, ganske gratis!!

Hun vred sig i lange bane, forstod ikke, hvad jeg mente for de VAR jo opererede og jeg tænkte, hvorfor bliver hun ved med at insistere på det og fandt ud ad, at hun mente de var steriliserede fordi hun havde givet dem en pille og så kunne de ikke blive gravide!!!! Pillen, som hun havde givet, var et ormemiddel!!! der kan man se, hvor u-informerede folk er, for ikke at sige “snotdumme” men som det siges “mod dumhed, kæmper selv guderne forgæves” og konen har jo nok tænkt på p-piller eller lignende. I hvert fald bliver tæverne opereret den 25. juni 2011, og vil hun ikke, det være sig af religiøse grunde eller lignende, så pudser jeg ministeriet på hende, og så tager vi dyrene fra hende, på den måde forstår hun måske. I morgen er det ideen at jeg tager kontakt med Eugenia og præsten og så planlægger vi, dyrlæge er bestilt og så begynder vi at sætte information op.

Det kan vel være at folk, før i tiden, var imod “Guds vilje” dvs. at kastration var imod deres religion, men det har ændret sig radikalt, folk ringer og regerer om, hvornår vi har den næste og hvor. Den sidste nye, havde vi i Puriscal med 60 dyr og til en pris af 8000.00 colones, ca. 80.00 danske kroner men alt, alt for meget for de fattige i området. Ruth og Natalia stod for arrangementet, jeg kom kun til at sætte i gang og så gik jeg!!! Det var meningen, de skal kunne selv og det hele gik fint, dyrlægen tog 6000.00 pr. dyr, en special-aftale jeg har med netop ham, de andre tager mere, og de sidste 2000.00 blev brugt til at betale for gadehundene, hvor der blev indfanget 9. Alt i alt en succes og det de glæder mig mest er, at nu kan de selv og jeg kan koncentrere mig om de andre problemer som der er rigeligt at tage af!!!

At få tingene til at gå op i en “højere enhed” er lidt af et logistisk spørgsmål. Damaris ringer og siger at hun har hentet to hundehvalpe i en kasse ved skolen i landsbyen. En tog hendes søster, men KUN hvis jeg ville overtage pris på operation, når den lille var gammel nok. En anden tæve, tog William, som hjælper gadehunde her og der. Hans problem er, at “hjertet er stort, men pladsen lille” idet hans gamle mor, simpelthen ikke tillader at han fylder det lille hjem med hunde. Well, i landsbyen er der en dame jeg kender igennem mange år, Zoraida, som har hentet en 15 stykker fra gaden i tidens løb, og det viser sig at være et familiemedlem til ham og hun tog den lille, altid noget!! Så meddelte han, at han også tog sig, skjult for sin mor, af en hanhund der var blevet overkørt og hvad skulle han nu gøre med den?? Jeg ringede til en veninde, der for flere år siden tog to af mine hunde, og hun indvilligede i, at tage hannen til pasning, jeg fik fat i vet. Mariano, som tilså hunden for at se, hvor stor skaden var. Jeg kørte over til hende med foder, ormemiddel, halsbånd, kæde m.v., og så at den faktisk var ok, lidt skadet men med medicin, så skulle den kunne blive ok. Ok, så ringer Lidia til mig og siger at hunden er stukket af, jeg sagde ”Ring til William, den er nok hos ham” og det var den.

Den blev så hentet igen og nu er den hos hende, den er nu tilpasset og behøver ikke at stå i snor, den skal kastreres og vaccineres, men det må vente til den er ok. Lidia er en sød kvinde og hjælper hvor hun kan med dyrene men jeg, dvs. I, behøver at hjælpe hende, for hun har ingen indtægt og giver foder til to hanner vi bare ikke kan få tag i, de spiser hos hende og så stikker de af. Gudskelov er det hanner, forestil jer, hvis det ville være tæver med masser af hvalpe som følge!!!

Lige nu, ringer en indianerkvinde, Rafaela, som har været fosterfamilie for mig siden 10 år og nu for Natalia og om jeg ikke kunne komme med noget ormemiddel til en lille hvalp de fandt i grøftekanten. Jeg har små kontis hos div. små supermarkeder og vet-shops her og der, og henviste til en by i nærheden, hvor jeg stadig har “lidt luft” og der kan de hente det de behøver. Rafaela lider af sukkersyge og hun har en tæve, NEGRA, som de adopterede for en 7-8 år siden fra mig, men de to hanner som Natalia har hos dem, har lært, hvordan man skal “fange høns” og det var et problem!!! Familien kunne og ville ikke have de tre mere fordi de havde problemer med naboer etc. Natalia ringede til mig og vi anede ikke noget råd, hun kan ikke tage dem, ej heller jeg men jeg fandt en løsning for tæven, Marito hentede den og Laura ville adoptere hende, havde selv en hel-søster som døde for en tid siden.

”Ok”, tænkte jeg,” alt i orden” indtil Laura ringede til mig for at sige at den havde bidt halsbåndet over og var PIST VAEK.. .hendes far futtede rundt for at se, hvor hun var løbet hen og NUL hund. Jeg siger jer, jeg var simpelthen så ulykkelig og vi havde det værste stormvejr, det væltede ned med vand, og hunden kunne jo ikke bruge noget af næsen til at finde hverken tilbage til Laura eller hjem. Ok, jeg gik i gang med at bruge mit netværk, jeg tror jeg ringede til mindst 20 personer i div. retninger og sagde at, hvis de så hende, skulle de binde hende, og jeg ville hente hende. Ikke en pind skete, og der gik 3 dage, hvor såvel familien og jeg var kede af det, og Rafaela ringede og spurgte og sagde til sidst, “Lisa, det ville have været bedst at vi havde hørt på dit råd” hvortil jeg kun kunne sige JA… for mit råd var simpelt: bind hunden om dagen, når hønsene går frie rundt, og når de er i bur om natten eller i et træ, så slip hundene og så lægger det sig med tiden, opdrag hundene, bare de så meget som KIGGER på en høne, så skal der et kraftigt nej til….og jeg sender noget hønsenet op til jer, så I kan forstærke buret, hvor hønsene er i om natten for der gik hundene ind.

Hver gang telefonen ringede, strøg jeg hen og Lidia ringede og sagde at den gode William, der tager bus til og fra San Jose, havde set en hund der passede på Negra og at han havde set den ved kirkegården oppe på landevejen. En fyr og jeg futtede af sted og jeg sagde, “kør langsomt”, jeg tror/føler hun er i nærheden” og minsandten om jeg ikke ser noget sort, liggende i vejkanten. Og joh… det var hende, jeg kaldte og hun kiggede på mig, som var det her ikke sandt, og hylede af glæde, da det viste sig, at den var god nok. Godt, hun var her et par dage og så kom hun hjem til familien der i mellemtiden, er blevet “et stykke klogere”, alle fem var der til at tage imod hende og hun er rigtig glad for at komme hjem igen, spørg mig, hvor glad jeg er???

Negra ved, hvordan man begår sig på landevej med biler, ikke som andre jeg er blevet ringet op om, en Husky-han blev overkørt og lå i grøften, jeg sendte vet. Diego som blev nødt til at aflive den, staklen var totalt knækket i hele rygparti og bagben så den fik fred!!! En anden tæve, som var blevet “afleveret” på gaden af et familiemedlem, og det for 2. gang, blev fundet halvdød i grøften, tæven var på vej “hjem” til familien som hun har gjort før og blev altså så påkørt, en bekendt tog hende indtil grøften, hun lå midt på vejen og ringede til en som ringede til mig og Marito og en ven, hentede hende. Staklen var vildt hævet i munden, øjnene var næsten døde, tynd af mangel på mad i 14 dage, en tæve Elisa (hende har jeg fortalt om og som hjælper dyrene hvor hun kan) vidste om, men ikke kunne finde, jeg lod den lille blive i bilen med lidt vand i en transportkasse og der lå hun trygt og godt til næste dag, hvor hun kom til vet. Laura i Puriscal. det skete for to dage siden og Laura ringede i går og sagde hvad hun havde fundet, efter undersøgelse af hunden.

Hun gav et bedøvelsesmiddel, den var i drop for den var totalt udhungret og uden væske i systemet. Hun sagde “Lisa, jeg har aldrig set noget lignende, der kommer mider ud over det hele, næse, mund, øjne etc. og det her er ikke noget der skete i går, da hun kom her”.. så det er nok et slag, kan være af mennesker eller en bil, der har forårsaget det før den sidste overkørsel. vi overvejede hvad der skulle ske og havde det ikke været for min veninde Laura, som sagde ja til at passe den, så havde vi aflivet, for jeg har ikke plads men Laura er smaddergod til den slags og nu skal hun i krig med at give flydende foder med sprøjte, for tæven har fået bundet kæben ind , og skal have det i en 14 dages tid så det kan gro sådan nogenlunde sammen igen. Om et par timer, ringer jeg til vet. Laura og hører om tæven responderer på behandling, gør hun ikke får hun en dag til, og så må vi se om en aflivning er det bedste men hun skal have ret til livet, de “urhunde” er sat sammen på en anden måde end vi kender det, de overlever og får det fint, med en hjælpende hånd, som I er med til at give i form af donationer og jeg, ved at bruge dem!!

Apropos donationer, så har I været med til at give foder, ormemiddel til:

Lidya, som fodrer 5 hunde.
Zoraida, som har 15 hunde selv, hendes far 7 hunde og nogle katte.
Damaris, som har 4 hunde og to katte.
Efrain med 7 hunde, de sidste tre fandt han bundet til et træ efter flere dage.
Lillian fra Estero med en tilløben tæve med 7 hvalpe.
Mirella med det samme, en tæve med 7 hvalpe.
Ana, også Estero, med 5 katte og 6 hunde.
Betty, med tæve og 4 hvalpe.
Eliet med 13 katte og 3 hunde, heldigvis hanner.
Elisa, guderne må vide, hvor mange hun har, men noget med 20 hunde og ligeså mange katte, hun er et rigtigt “jern” mht. til dyrevelfærd men hun bor i et hus på en 30-50 m2 og ligeså lille en grund men hun laver en masse via facebook, har lige ringet om en tæve vi var efter fra gaden og nu er den endelig blevet indfanget, hun og jeg prøvede, men det lykkedes ikke, tæven er hos en vet. nu, og så ser vi videre…

Jah, det her er kun et lille udsnit af alt, kan I forstå, at det er en opgave der siger spar to til alt og sandheden er, at det er lige i overkanten af hvad jeg kan klare, nu er alle hvalpe og killinger små, lidt over to måneder men så skal vi jo se at få dem kastreret, nu da jeg har deres telefonnumre etc. ellers forsvinder de jo bare ” i mængden” og så starter det hele forfra….

Problemet er at folk virkelig bekymrer sig, tager dyrene til sig efter at de er blevet forladt fordi de synes det er synd for dem og det er jo al ære værd, MEN, dem der gør det, er de fattige, dem der kunne gøre noget selv for deres egne penge, er ligeglade… måske derfor de har penge, hvem ved, men min erfaring siger mig, at dem der har mindst, giver mest!!!

Jah, lige nu ringer Nayori, en indianerkvinde fra reservatet at hun gerne ville have vet. Diegos adresse for han var kommet og havde hentet to af hendes tæver, (hun har en tæve med 7 hvalpe også) der var i løbetid og hun kunne ikke holde de løse hanner fra dem så de små led, hylede og skreg for at slippe fra hannerne, og han kom da også tilbage efter endt kastration MEN kun med en!!!Den anden slap ud ad buret og nu løber den rundt uden mål og med, så jeg sagde at hun skulle tage bussen til byen, få fat i Diego, og så i øvrigt køre rundt, spørge og kalde… jeg håber hun hitter sin lille tæve, staklen ved jo hverken ud eller ind, ligesom de andre der er smidt på gaden…. Jah, en eller anden dag holder det her “sjov” vel op, men jeg ser sorte skyer i fremtiden, det bliver her mere og mere moderne at flytte i lejligheder og der er ikke plads til alle de hunde der er, ej heller katte så vi bliver alle nød til at kridte skoene og få kastreret så meget vi kan.

I øjeblikket har jeg 31 hunde, det sidste nye skud på stammen er en lille, ualmindelig morsom tæve, ligner en sort maltes og en lille dame der har overtaget “biksen” i løbegården med 3 voksne tæver, og en han, alle meget legesyge. jeg fik nys om hende via Lidia, hun var afsat på en øde mark i en kasse og der var hun i tre dage. En ven prøvede at fange hende men hun bed og så lod han være og kontaktede Lidia som kontaktede mig. Jeg hentede hende på skolen i Fila, forstår ikke, hvem der kan gøre noget sådant, det forstår hun heller ikke, men nu er hun her og skal opereres, jeg mangler her 4 tæver, en lille 3 måneders hvalp, den lille og de to angste som går sammen med Willy, de er nu så “domesticerede” at de kommer til mig og vil kæles med, så traumet vil ikke blive så stort med operation.

Jeg har stadig 3 af Canelas hvalpe her, to har dyrlægen og alle skal vaccineres og som jeg vil se på i næste uge, det er 8 vi taler om, men så er alle også beskyttede, heldigvis…( skal jeg måske ikke sige for højt!!) har vi ro omkring hundesygdomme her hos os i øjeblikket men der skal jo bare et par enkelte syge hunde til, jah så har vi balladen!!!

Jah, her på falderebet, kan jeg fortælle at, på hjemmefronten, går det stabilt, ikke specielt godt for Uwe er meget, meget træt hele tiden og er begyndt at sige “sære ting”, glemmer om han har fået mad, blevet badet og den slags, så jeg er ved at forberede mig på at tingene nok bliver noget anderledes i fremtiden, det er stressende i sig selv og med alt “hunde-halløjet” oveni, så er det ikke så nemt, på den anden side set, så GØR jeg dog noget, og når det lykkes, så tager vi det andet med i forbifarten, eftersom der ikke er noget at gøre ved hans sygdom, jah, det kan man vist ligeså godt se i øjnene og tage det derfra.

Jeg har jo sat hytten til salg, ALLE spørger mig “jamen, hvad så Lise, hvad med hundene???” Og til det svarer jeg ”at de jo skal med”, måske ikke alle i første omgang for det er sku ikke nemt at hitte et centralt sted, hvor man kan have 30 hunde eller flere, før i tiden kunne man, men med ny lovgivning, så skal der være en vis afstand til naboer. Men som jeg siger, de nye naboer skal være glade for mine hunde giver alarm og jeg står op og ser hvad der sker, både hos dem og hos os, så kan de sove noget så nysseligt videre!!!. Nåh, lad os se om den holder “i byretten” men faktisk er det sådan, at alle her siger at vi har undgået indbrud pga. hundene, folk er regelret bange for at blive bidt og det passer mig fint… JEG ved godt at de løse ikke bider, MEN det ved de ikke, dem der ikke kan kende forskel på dit og mit!!!

Alt for nu, vi har et uvejr på vej som vil noget, det buldrer og brager i det fjerne, så jeg er den der er smuttet….ha det dejligt alle sammen, jeg kommer stærkt tilbage…

knus
Lise

Her kommer en lykkelig efterskrift…

Jeg var lige færdig med at skrive til jer, Uwe sov de “uskyldiges søvn” og telefonen kimede… Jeg tænkte, åååååhhh nej, ikke flere hundespørgsmål idag, men tog den alligevel og minsandten om det ikke var Yanori, ejeren af tæven der slap ud ad buret hos vet. Diego og hun sagde at hun havde gjort som jeg sagde. Diego hentede hende ved bussen og de tog sammen ud for at finde den lille, de ledte og ledte og til sidst… fandt de hende, siddende ved kanten af et flodløb, midt i regnskoven og glæden var stor for såvel hund, ejer, og Diego, så her var der en lykkelig afslutning på et problem, Yanori takkede meget for mit råd og takkede samtidig for hjælpen til kastration og denne tak, sender jeg videre til jer, for det er jer, der har hjulpet med til denne og nogle hunde mindre… Jeg er bare så smadderglad og vil hermed give det videre…

Knus
Lise