By Veterinarian Mogens Østergaard Hansen

The beginning:
Mogens Østergaard Hansen has, during the last seven years been in Asia and Spain seven times to help street dogs and cats.

A short history:
It all began back in 1999 when a client challenged Mogens Østergaard Hansen to collect a group of vets who were interested in helping the street dog problem in the Tibetan part of India. The following year eight vets from Denmark and Sweden under the leadership of Mogens went to the Tibetan exile area in south India. Here they operated on and vaccinated around 200 dogs in very special conditions, for example on Coca Cola cases topped with marble slabs. While they were there they had an audience with the Dalai Lama who praised their initiative and asked if they could start a similar project in Dharasamsala I north India , where the Dalai Lama, himself, lives and where there were Tibetan children dying after being bit by rabid dogs.

The next year the same group went to Dharasamala where they operated on 250 dogs, this time in a wedding tent on the high table with a view to the Himalayas. Since the groups work there has not been a single occasion of rabies in the area and the residents have noticed fewer dogs and that those dogs that remain are in better health than before.

After this contribution Mogens went, alone, to Bodhgaya in east India to investigate the possibilities to send a group of vets there. Bodhgaya is an important place for Bhuddists, it is the place where Buddha was enlightened as he sat under a Bodhi tree. The area has many temples and is and is also the center for western Bhuddists. It was one of these centers that was interested in cooperating with a future project. After a stay in this center, where the only food served to eat was linseed soup, salad and water (a weight loss of 10kg in 14 days!) Mogens arranged for a group of 10 vets together with vets from other countries to take part in a big project. This was a big success and many dogs were operated on.

The following year Mogens was in contact with a street dog organization in Bangkok which needed help. In the last f our years 3 street dog project have been organized in Thailand, all of which have been coordinated and led by Mogens, one of which had 43 people taking part. These people were divided into three teams and worked in eight different areas in Thailand. This was the first time ever that so many vets from a country have taken part in a street dog project.

Over and above this there has been a direct contact from a street dog organization in Barcelona, Spain. Mogens went there in 2007 to help with their cats and at the same time their dogs.

Through these projects thousands of cats and dogs have been operated on, though this seems a small number in relation to the 350 million dogs and at least as many cats hat live without owners throughout the world. But as has been said xThe world wonxt change for one dog, but surely the world would change for that one dog.x Our presence helps to change the attitude towards street dogs and cats in these areas, as the lectures and the publicity in Denmark and other Scandinavian countries create an interest to join and carry out these projects. This is how things spread in water.

The latest Thailand project.
In October and November 2007 I was in Bangkok again to work with two organizations SCAD and Dog Chance. The first organization is led by some ex patriots w. ho live in Bangkok, while Dog Chance is led by Pym who is a clever Thai lady. At her home in Bangkok she has around 100 dogs that she looks after, and on her farm between Bangkok and HuaHin she has a further 600 dogs and a further 150 dogs at her clinic close to her farm. All the dogs are street dogs and most of them are suffering from some kind of illness. She also has many crippled dogs the results of traffic accidents where Pym and her many helpers look after and treat their sores everyday which the dogs get from pulling their bodies along on a daily basis. There are also many dogs that are missing one or two of their legs. I have seen dogs without any back legs (or front legs) or missing one front and one back leg. Thank goodness not on the same side, and actually the dogs could run around on two legs. It was surrealistic to look at. One can as a westerner ask why not put these dogs down? But this is not possible choice in Thailand which is a Buddhist country. Here it is thought that dogs have a human soul that has not behaved well in an earlier life. This means that to be a human again one must go through suffering and that it is through this suffering you come closer to a higher consciousness (awareness). So if you kill a dog you take the suffering from him and therefore his soul will not come closer to a higher consciousness. This is the reason there is no medicine to put animals down with at Thailandxs veterinary clinics. On the other hand there is great expertise of amputations.
We were a group of 4 vets and 8 veterinary nurses and several voluntary helpers coming from around Scandinavia and arrive close tong in the middle of October. Actually it was an international group as three of the vets came from respectively from Czech Republic, France and Estonia but had been trained in Denmark and were living there. We met as expected at The Dubliners, an Irish pub in Bangkok together with the two other organizations, to arrange the work. The next day we started. We started at SCAD who had modernized their clinic which was just out of Bangkok and close to Bangkok’s new and modern airport. When I say modernized I do not mean by western standards. They had their cages and operation tables under a permanent roof, previously there had been a felt cloth. But we were still out of doors with a view over a very marshy area as far as the eye could see. One day I went there alone with a taxi the further we went over the small easily flooded roads the more nervous the taxi driver became. Finally he looked nervously at me and pulled his hand across his throat and asked if it was that I had thought of doing to him. I answered I was from the Mafia and that he should just continue driving, and then I smiled.

We operated on many cats which was new for the organization. Before the organization was called Soi Dog Rescue but after they had begun to help with many cats, which are often found around the temples, they had to change their name to SCAD Soi Cat and Dog (soi is the Thai word for street).

The Temples and Tigers:
SCAD works together with the temples in Bangkok and get many cats and dogs from them. Many Thais deliver their cats and dogs to the temples when they can/will no longer have them. Buddhists believe they do good when they do this. I do not think the monks are that pleased with the arrangement as the temples in Thailand have very little money to do “good” with. This means that the monks cannot afford food or treatment of the animal. It was from the temples that we found the very worst of the suffering, starvation and other illnesses. The only temple that really earns money at the moment is the Tiger Temple west of Bangkok. Six years ago I was there was nobody except our little group. There was no travel organization in the whole of Bangkok that knew where it was and it took forever at find the way there. But then it became famous after a series of programs on Animal Planet and sine then there has been no looking back. Today all the travel bureaus advertise with tours to the Tiger Temple together with a tour to The Bridge over the River Kwai which is quite close. Today there are between 4-500 tourists visiting the tigers every day, you are taken around in a group by guides or helpers. It is good economics for the temple as now there is enough money to build a special new tiger area to replace the old one that was collapsing.

Dog Chance:
After a good operation with SCAD where we operated on 150 cats and 100 dogs we went to Dog Chance. We should be at Pym’s clinic outside Bangkok and down by Hua Hin for two days. Hua Hin is a bathing resort and very popular amongst tourists. In fact many people buy holiday houses or flats there. Pym’s clinic can best be described as a prison. There are 4 concrete walls in the middle of a field with glass shards on the top of every wall. The only opening into the area is a big iron door which is locked when one goes in. Inside there is a very big cage area with 4 cages where there are about 40 – 50 dogs in each cage. There is also 2 sleeping rooms and storage room, eating area and living quarters for the permanently employed (almost imprisoned!). It was here we should be for 2 days operating. When one has stood close to the Himalayas and close to the rain forest and operated it is extremely hard to operate in this environment. But what we missed in views and surroundings was made up for in the enthusiasm and efficiency of the staff. Things really happened with Pym. There are always dogs, she works herself and directs the troops and we were sweating! All of us were really motivated. This was why we were here, to operate and make a difference and not just sit with hands on our laps and drink cocktails. So it was a very happy group of tired people that went back to Bangkok two days later after a mass of work and about 100 operations.
The Ending:
We had a good journey with plenty of experiences and impressions. On this kind of tour where one is involved in work that is either humanitarian or animalterian (new word?!) then you have some experiences that are unknown to the ordinary tourist. I also enjoy being an ordinary tourist to completely relax, so Anne, my wife, and ended the tour with a ten day holiday on a little Thai island. But I cannot forget that feeling that I through my work have the possibility to make a difference without there being any money involved. In fact a large part of the profit from The Veterinary Clinic Holger Danske goes to these projects and thereby my clients are supporting these projects.

There should also be a big thank you to the following firms and people for their support in connection with the carrying out of these projects:

Merial – Tina Heinricy – Oliver’s Foundation

Visit esøg DogChance’s site
Visit SCAD’s site[divider]


Dyrlæge Mogens Hansen fra Dyreklinikken Holger Danske har for 7. gang i løbet af de sidste 7 år været i Asien og Spanien for at hjælpe gadehunde og –katte.

Lidt historie:
Det startede tilbage i 1999, hvor en klient opfordrede Mogens Østergaard Hansen til at samle en gruppe dyrlæger, der havde interesse i at hjælpe med gadehundeproblemet i de tibetanske områder i Indien. Året efter tog 8 dyrlæger fra Danmark og Sverige under ledelse af Mogens til et tibetansk eksilområde i Sydindien. Her opererede og vaccinerede gruppen ca. 200 hunde, for øvrigt på Coca Colakasser med marmorplader på, og under opholdet var de til audiens hos Dalai Lama, som roste deres initiativ og spurgte dem, om de kunne lave et tilsvarende projekt i Dharamsala i Nordindien, hvor Dalai Lama selv bor, og hvor der var tibetanske børn, som var blevet bidt af hunde og døde af rabies. Året efter tog den samme gruppe til Dharamsala, hvor der blev opereret 250 hunde, denne gang i et bryllupstelt på festborde med udsigt til Himalaya. Siden gruppens indsats har der ikke været et eneste tilfælde af rabies i områderne, og beboerne har bemærket meget færre hunde og de hunde, som er tilbage, er i meget bedre tilstand. Efter denne indsats tog Mogens alene til Bodhgaya i Østindien for at undersøge muligheden for at sende en gruppe derover. Bodhgaya er et vigtigt sted for buddhister, da det er stedet, hvor Buddha sad under et bodhitræ og blev oplyst. Stedet har mange templer og centre også for vestlige buddhister, og det var et af disse centre, som var interesseret i et samarbejde. Efter opholdet på dette center, hvor der kun blev serveret linsesuppe, salat og vand (vægttab på 10 kg på 14 dage!) arrangerede Mogens en gruppe på 10 dyrlæger til et stort projekt sammen med dyrlæger fra andre lande. Dette var en stor succes, og der blev opereret et stort antal hunde. Året efter fik Mogens kontakt til en gadehundeorganisation i Bangkok, som havde brug for hjælp. Og i de sidste 4 år er der blevet arrangeret 3 gadehundeprojekter i Thailand, alle koordineret og ledet af Mogens, hvoraf den ene havde deltagelse af 43 personer, som var delt i 3 hold og arbejdede på 8 forskellige lokaliteter i Thailand. Dette er første gang nogensinde, at der har været deltagelse af så mange dyrlæger fra et land til et gadehundeprojekt. Derudover var der en direkte henvendelse fra en gadekatteorganisation i Barcelona i Spanien, hvor Mogens tog ned i 2007 for at hjælpe med deres katte, og det blev da også til en del hunde samtidig. Gennem disse projekter er der blevet opereret mange tusinde hunde og katte, og dette kan synes lidt i forhold til de 350 mill. hunde og nok mindst ligeså mange katte, som lever uden ejer i verden. Men som der er blevet sagt : ”The world won’t change for one dog, but surely the world would change for that one dog”. Derudover er vores tilstedeværelse med til at ændre indstillingen til gadehunde og –katte i områderne, ligesom vores foredrag og omtale i Danmark og andre skandinaviske lande medfører en interesse for at være med til og selv udføre disse projekter. Således breder tingene sig i vandet.

Det sidste Thailandsprojekt:
Her i oktober og november 2007 var jeg i Bangkok for atter en gang at samarbejde med de 2 organisationer SCAD og DogChance. Den første organisation bliver ledet af flere vestlige personer med bopæl i Bangkok, hvor DogChance bliver ledet af Pym, som er en hovedrig thailandsk kvinde. På hendes bopæl i Bangkok har hun ca. 100 hunde, som hun passer, på hendes landejendom mellem Bangkok og HuaHin har hun ca. 600 hunde, og på hendes klinik tæt ved landejendommen har hun 150 hunde. Alle sammen hunde, som er gadehunde, og hvor de fleste af dem lider af en eller anden sygdom. Således har hun mange hunde, som er totalt lammet i bagkroppen efter biluheld, og hvor Pym og hendes mange ansatte hjælpere hver dag behandler deres sår, som fremkommer, når de slæber deres bagkrop henover jorden. Der er også mange hunde, som mangler et eller flere ben. Jeg har set hunde, som mangler begge bagben eller forben, og sågar set en hund, som manglede det et forben og et bagben. Gudskelov ikke på samme side, og det bevirkede, at den faktisk kunne løbe rundt på de 2 ben. Det så helt surrealistisk ud. Man kan nu som vesterlænding spørge sig selv, hvorfor man dog ikke afliver disse hunde. Dette er ikke aktuelt i Thailand, som er et buddhistisk land. Her er opfattelsen, at en hund indeholder en menneskesjæl, som ikke har opført sig korrekt i et tidligere liv. Dette bevirker, at for at blive et menneske igen skal man gennemgå lidelser, da det er gennem lidelser og afsagn, at man kommer nærmere en højere bevidsthed. Så hvis man afliver hunden, så fratager man den lidelserne, og så vil dens sjæl ikke komme nærmere en højere bevidsthed. Dette er også årsagen til, at man ikke har aflivningsmidler på de thailandske dyreklinikker. Man har derimod stor erfaring i at amputere ben!

Vi var en gruppe på 4 dyrlæger, 8 veterinærsygeplejersker og flere frivillige hjælpere, som ankom i spredt flok fra Danmark, Norge og Danmark i midten af oktober. Faktisk var det en mere international flok, da 3 af dyrlægerne var henholdsvis fra Tjekkiet, Frankrig og Estland, men bosiddende og uddannet i Danmark. Vi mødtes sædvanen tro på The Dubliners, en irsk pub i Bangkok, med de 2 organisationer for at tilrettelægge arbejdet. Og dagen efter gik vi i gang. Vi startede hos SCAD, som havde fået moderniseret deres klinik lidt udenfor Bangkok tæt ved Bangkoks nye og moderne lufthavn. Når jeg siger moderniseret, så er det ikke efter vestlig standard. De havde fået overdækket burene og operationsområdet med fast tag (før var det telt-dug), men vi stod stadig udendørs med udsigt over et meget sumpet område langt ude på landet. En dag skulle jeg tage alene derud i taxi, og jo længere vi kom ud af små let oversvømmede veje, jo mere nervøs så taxichaufføren ud. Til sidst så han nervøst på mig, trak hånden henover halsen, og spurgte, om det var det, jeg havde tænkt mig at gøre ved ham. Jeg svarede tilbage, at jeg var fra mafiaen, og at han bare skulle køre videre. Og så grinte jeg. Vi opererede mange katte, hvilket var nyt i denne organisation. Før hed den SoiDogRescue, men efter at de begyndte med også at hjælpe de mange katte, som især holder til ved de mange templer, så måtte de ændre navnet til SCAD, som står for Soi Cat And Dog (soi er det thailandske ord for gade).

Templerne og tigrene:
SCAD samarbejder meget med templerne i Bangkok og får mange hunde og katte herfra. Mange thailændere afleverer nemlig deres hunde og katte til templerne, når de ikke kan/vil have dem mere, for efter buddhistisk tankegang, så gør man en god gerning ved denne handling. Jeg tror ikke, at munkene er helt tilfredse med denne ordning, for templerne i Thailand har meget få penge at gøre godt med. Og det betyder, at munkene ikke har råd til mad og behandling af dyrene. Det er fra templerne, at vi modtog de værste tilfælde af hudlidelser, udsultning og andre sygdomme. Det eneste tempel, som virkelig tjener kassen lige nu, er tigertemplet vest for Bangkok. For 6 år siden var jeg derude, og der var ingen mennesker ud over vores lille gruppe. Og der var ingen rejseorganisation i hele Bangkok, som vidste, hvor det lå, så det tog en evighed at finde derud. Men så blev de kendt via en udsendelsesrække i Animal Planet, og siden har det taget fart. I dag er der annoncer på ture derud hos alle rejseorganisationer, som laver det som en tur til tigertemplet sammen med at se Broen over floden Kwai, som ligger tæt ved. Og i dag er der 4 – 500 turister på besøg hos tigrene hver dag, og man bliver ført rundt i flokke af guider/hjælpere. Men økonomisk er det godt for templet, for nu er der penge til at bygge det store frie tigerområde, som var ved at falde til jorden på grund af økonomi.

Efter veloverstået gerning hos SCAD, hvor vi fik opereret ca. 150 katte og 100 hunde, så tog vi ud til DogChance. Vi skulle være 2 dage på Pym’s klinik udenfor Bangkok nede mod Hua Hin, som er en badeby, der er blevet meget populært hos turister. Efterhånden er der også mange, som køber lejlighed ellers hus der. Pym’s klinik kan nærmest betegnes som et fængsel. Der er 4 betonvægge midt på en mark med glasskår på overfladen af hver væg. Den eneste åbning ind til området er en stor jerndør, som låses, når man er kommet ind. På selve området er der et meget stort burområde med 4 bure, hvor der er ca. 40-50 hunde i hvert område. Derudover er der 2 sovesale samt et lagerrum, spiseområde og beboelse til de faste ansatte (eller måske nærmere indsatte!) Her skulle vi være i 2 dage og operere. Når man har stået ved Himalaya’s bjerge og i en tæt regnskov og opereret, så var det rent mentalt hårdt at operere i dette miljø. Men var vi manglede i udsigt og omgivelser, det fik man til gengæld i entusiasme og effektivitet. Der sker virkelig noget hos Pym. Der er hele tiden hunde, hun arbejder selv med og dirigerer tropperne og vi får virkelig sved på panden. Og både veterinærsygeplejerskerne og de andre dyrlæger var helt oppe at ringe. Dette var jo derfor de var hernede, for at gøre en forskel og ikke bare sidde med hænderne i skødet og drikke cocktails. Så det var en gruppe meget glade og trætte personer, som tog tilbage til Bangkok om aftenen efter 2 dage med masser af arbejde og 100 hunde opereret.

Vi havde en skøn tur med masser af oplevelser og indtryk. På denne slags ture, hvor man engagerer sig i et arbejde, det være sig humanitært eller animatært (nyt ord!), så får man nogle oplevelser, som man slet ikke får som almindelig turist. Jeg nyder også meget at være turist for at koble helt af, og Anna, min kone, og jeg sluttede da også af med at være turister på en lille thailandsk ø i 10 dage. Men jeg kan ikke undvære den følelse, at jeg via mit erhverv har mulighed for at gøre en forskel, uden at der skal være penge involveret i det. Rent faktisk så går en stor del af overskuddet i Dyreklinikken Holger Danske til disse projekter, og dermed er mine klienter med til at støtte disse projekter. Derudover skal der også lyde en tak til følgende firmaer/privatpersoner for støtte i forbindelse med gennemførelsen af dette projekt:
Merial – Tina Heinricy – Oliver’s Foundation

Af veterinærsygeplejerske Katerina Bartova fra Overgades Dyreklinik

Da jeg for et par år siden læste om danske dyrlæger som tog til Indien og Thailand for at lave frivilligt arbejde var det lidt af en drøm, at jeg engang skulle med som veterinærsygeplejerske.

Da jeg så blev færdig med min uddannelse i oktober 2005 gik min drøm i opfyldelse. Jeg skulle af sted en uge efter min eksamen til Thailand for at være med til et gadehundeprojekt som blev arrangeret af en gruppe ved navn SoiDog Rescue og dyrlæge Mogens Hansen, som før havde været med på lignende projekter.

Fuld af forventninger og spænding tog jeg et fly til Bangkok for at mødes med de andre fra gruppen. Hele gruppen bestod af næsten 40 dyrlæger, dyrlægestuderende, veterinærsygeplejersker og nogle få ægtefæller og børn. Gruppen var også ret international men med overvægt at danskere.

Formålet med projektet var at sterilisere/kastrere samt at vaccinere gadehunde mod rabbies. Hele projektet varede 4 uger og vi kom til at operere 4 forskellige steder i Thailand.

Vores første station var lidt udenfor Bangkoks centrum. Der var stillet et par store partytelte op hvori der var en masse bure og operationsborde, så vi kunne bare gå i gang. Denne station fungerede udmærket. Den eneste store ulempe var at den lå meget tæt ved en sump og det var stadig regntid, så vi krydsede fingre hver morgen for at det ikke var oversvømmet.

Der findes 300.000 gadehunde i Bangkok, så dem vi nåede at operere kan betragtes som en dråbe i havet, men vi havde også et andet formål med projektet end at begrænse gadehundeproblemet. Vi var der for at oplyse thaierne om hvordan de skulle håndtere dette problem og vise dem at det var muligt at gøre noget. Der var nogle ret vigtige overhoveder fra Bangkok for at overvære projektet, dyrlæger fra Thailand og folk fra Thai-TV. Man kan nu kun håbe på at budskabet eller andet sted nåede frem, selv om det kan være tvivlsomt da Thaierne ser helt anderledes på tingene end vi gør.

Et sted vi virkeligt gjorde en forskel var på en lille ø kaldt Koh-Payam. Dette var en lille ø på 3 x 5 km.

Der fandtes ingen biler, signal til mobil og el var der kun når generatoren blev tændt fra 18.30 – 00.00. Vi kom frem og tilbage på scootere på små vejesystemer og det var også på denne måde at vi skulle fange og transportere hunde frem og tilbage, hvilket var lidt af en opgave.

Nogle af de lokale kom selv på scootere med deres hunde og afleverede dem, men nogle gange ”glemte” de at hente dem igen. Så når operationsdagen var overstået blev nogle af dem sluppet fri og løb hjem selv. Dette var virkelig et sted hvor tingene forgik på en anderledes måde.

Der fandtes ca. 300 hunde på øen, og vi nåede at operere halvdelen af dem, og de fleste af dem var tæver. Vi ordnede også hvalpe ned til 5 uger, hvilket gik overraskende godt.

Nogle af de lokale var noget skeptiske da vi var i gang, men jeg er sikker på at når de opdager at der næste gang ikke kommer nogle hvalpe, sender de os nogle glade tanker, men hvem ved…..

Det næste sted vi rejste til var nord for Bangkok, en by ved navn Lopburi. Lopburi er en gammel historisk by med masser af gamle tempelruiner og et meget mærkeligt problem. Foruden at have problemer med gadehunde har de også et abeproblem.

I centrum af Lopburi findes der ca. 4000 vilde aber. De er over det hele, på vejene, i el-ledninger, kravler på bilerne og i de gamle ruiner. Det er meget spændende at se, men jeg synes også at det var lidt skræmmende, fordi aberne stjæler alt hvad der skinner. Hvis man har et par solbriller på mens man går på gaden så er man selv ude om pludselig at have et par aber kravlende på en.

Vi fik en meget fornem modtagelse af borgmesteren i Lopburi, vi fik blomsterkranse og blev kørt rundt i byen mens vi blev hyldet. Der var tv og vi var i nyhederne om aftenen, igen en omtale vi kunne bruge til noget. Men alt i alt var det en mærkelig oplevelse at få så megen opmærksomhed, det er ikke lige noget man er vant til.

I Lopburi var vores station på et abehospital, og det var for første gang på denne tur at vi var under nogle ordentlige forhold. Vi nåede at ordne en del hunde og katte i Lopburi.

Ratchaburi var det sidste sted vi var: Denne by ligger nordvest for Bangkok. Vores station var på et helt nybygget sted, som fungerede som opholdsted og klinik for gadehunde. Der var gode forhold, og da teamet fungerede rigtig godt på dette tidspunkt, nåede vi at operere ca. 90 hunde på 2 dage og var godt trætte om aftenen.

De steder vi var på de 4 uger har været utrolig forskellige, og vi vidste ikke altid hvad vi skulle forvente. Det har været en enormt spændende og lærerig tur hvor vi nåede at operere 970 hunde.

Det er først når man er kommet hjem at man finder ud af hvor meget man egentlig har fået ud af det, både personligt og med hensyn til mit fag som veterinærsygeplejerske.

Jeg har set sygdomme på en måde jeg aldrig vil se dem på en dansk klinik. Jeg blev nødt til lære at acceptere andre kulturers religion og holdninger ,når det drejer sig om f.eks. aflivning af meget syge og lidende dyr, for da de er buddhister i Thailand er det ikke acceptabelt at aflive.

Det har også været udfordrende at håndtere alle de gadehunde, da nogle af dem ikke mente at de skulle under kniven, men det kom de…………

Desuden har det været spændende og meget lærerigt at skulle stille en klinik op hvert nyt sted og få teamet til at fungere.

Alt i alt har det været en fantastisk oplevelse som klart kan anbefales til andre som har lyst til at lave noget frivilligt arbejde i udlandet.